Han sad i gymnastiksalen ligesom sammensunken, men det var måske på grund af skrutryggen. Helt nede ved bagvæggen var der, ligesom på langsiderne, en bænk fastgjort til væggen, og dér sad han, omgivet af et par af sine børn, der så lige så indadvendte ud som han selv. Man kunne have troet, det var en af omegnens husmænd eller måske arbejdere, der havde slidt sig en pukkel til, men det var det ikke, og det opdagede jeg, fordi jeg vidste, at han boede i byen, og han havde åbenbart også børn på skolen, som jeg dog aldrig lærte at kende, i modsætning til Arne Sørensens børn, der var så smukke og muntre. Hvad var jeg, 12 år? Hvad var lejligheden, et kaffebal på skolen eller en skolekomedie, der altid blev afholdt i den store gymnastiksal? Jeg husker det ikke, blot dette stærke og ligesom dystre indtryk af noget mørkt, indsunket, i sig selv dvælende, med hurtigt missende sideblikke til omgivelserne fra de små, tætsiddende øjne. Dengang havde han ikke skæg, Frode Jakobsen, det kom først senere, men klædte ham egentlig, fordi det gav ansigtet det strøg af mildhed, som det manglede, da jeg så det. Senere så jeg ham ved et par lejligheder, og da jeg kom til skelsår og alder og blev politisk aktiv, deltog jeg i en Vietnam-teach-in i Radiohuset, hvor det var meningen, at jeg skulle stille ham et par spørgsmål, hvor hans svar skulle støtte vores kritik af den amerikanske krig i Vietnam. Af en eller anden grund blev mikrofonholderen ved med at gå uden om mig, selv om jeg hele tiden markerede, og programchefen prøvede at vifte ham hen til mig. Så det endte med, at en anden stillede spørgsmålene til Frode, og jeg måtte så lidt senere nøjes med at udspørge Per Hækkerup, der holdt sig til sin vante tale om, at der »var fejl på begge sider«. Det syntes vi aktivister var alt for svagt i modsætning til Frodes klare holdning om, at amerikanerne måtte trække sig ud eller i hvert fald ind i deres kaserner og valg afholdes i hele Vietnam, en holdning, som han fremførte meget indtrængende. Han var en helt, dels på grund af sin fortid i modstandsbevægelsen, som havde bekæmpet nazismen og på mange måde var vores udgangspunkt, dels fordi han turde gå imod sit parti, det store Socialdemokrati, i det spørgsmål, der optog os mindst lige så stærkt, som den spanske borgerkrig i 30'erne havde optaget datidens unge på venstre- og måske også på højrefløjen. Vietnam var vores hjerteblod, og vi skumlede, når amerikanerne havde fremgang, og jublede under Tet-offensiven, hvor Vietcong trængte ind i de amerikansk besatte byer og satte læderhalsene på deres livs prøve. Senere blev han EF-skeptiker og til sidst vist ligefrem modstander, og det kunne vi også godt lide - dengang. Dengang og dengang. I dag handler alt enten om besættelsen eller om '68' og venstrefløjens svigt, ja landsforræderi. Hvad mon han ville have sagt til det, min skyggefar, som jeg på længere sigt har haft svært ved at finde mig til rette med. Hans rester ligger i en urne oppe i kirkegårdens urnehus kort fra min bolig, og hver gang jeg går forbi, tænker jeg på ham, og så kommer jeg også til at tænke på min biologiske far, og så ruller filmen en gang til: Hvor ville det være dejligt at kunne skrive en helgenbiografi om sin far, sådan som Sven Ove Gade nyligt har gjort det om Frode, der åbenbart også fungerer som forfatterens åndelige far. Eller som Hans Kirchhoff gør det i Den Store Danske Encyklopædi, hvor der ikke har indsneget sig en eneste kritisk bemærkning om manden, intet om retsopgøret, stikkerlikvideringerne eller uforsonligheden, der blev ved og ved og må have været en plage for hans sjæl. Et levende billede heraf giver Sven Ove Gade intetanende i sin store biografi. En dag møder Frode min far i toget fra København til Birkerød, hvor han boede, og hvor far besøgte os, efter at mine forældre var blevet skilt. Citatet henviser til debatten om stikkerlikvideringerne, som min far i øvrigt intet havde at gøre med: »En dag hjem i toget til Birkerød kom han til at sidde lige over for en af nazibrødrene Bryld: »Jeg stirrede dumpt - og måske også dumt - på ham. Som engang for længe siden, da vi lå nøgne over for hinanden på badeanstalten i København. Vi havde gået i Studenterforeningen sammen. Da jeg, på hans brors foranledning, havde fået mine tænder slået ud på Gimle, havde han sagt, at han ikke ville tale et ord med sådan én som mig. Jeg var ikke i hans hænder nu - som dengang på badeanstalten. Men jeg kunne ikke lade være med at sammenligne. Jeg lille og mager, luvslidt i tøjet, bekymret, træt, utilfreds med mig selv og alverden. Men det var ham, som havde været gennem fængslet. Det var os, som var blevet hyldet den femte maj. Eller huskede jeg fejl?«. - Dette møde fik vreden op i ham, og selv om alle frarådede det, så besluttede Frode Jakobsen at slå fra sig og udarbejde en redegørelse om likvideringerne: »Jeg havde villet før. Nu følte jeg, at jeg måtte«« (side 368-69). Da Frode skrev disse ord, i en bog fra 1979, havde min far været død i 21 år. Han lod ham aldrig i fred. Nogenlunde samme historie findes i hans erindringer 'I Danmarks Frihedsråd' fra 1975, hvor han oven i købet insinuerer, at far måske kunne finde på at stikke ham (et møde på Badeanstalten København i sidste del af besættelsen). Historien med tænderne, der blev slået ud, har mig bekendt heller ikke andre kilder end Frode selv. Han deltog i et nazimøde, hvor han hævder, at han fik tæv. Men hvorfor deltog han i et rent nazimøde, som han jo selv skildrer det i erindringernes 1. kapitel? Alene mand? I 1960'erne ville ingen af os venstreorienterede blot have drømt om at deltage i et møde i et parti, der lå til højre for midten! Lå der alligevel en fristelse i forlængelse af hans Nietzsche-studier, en fristelse, som måske blev banket ud af ham på det møde? I al fald vender historien stadig tilbage hos ham, med ham selv som dens offer. Gades kapitel om tiden efter krigen hedder betegnende nok 'Forfølgelserne fortsætter'. Ak ja, min biologiske far var en knækket mand, hans liv var gået fuldstændig i stykker fra 1945, og han døde et par år efter det famøse togmøde; men var der noget, han ikke ville vise, så var det ydmygelse. Han ville ikke være offer. Stolthed først. Spille rollen som grand seigneur, ikke mindst over for en mand, der havde sendt ham i fængsel. Måske var han også storsindet, jeg kan ikke sige det bestemt, i nogle situationer har jeg hørt og set ham optræde sådan, i andre som en meget lille mand, der havde mistet al autoritet over for kone og børn, fordi han havde været muret inde i mange år og valgt eksilet i næsten lige så mange. Men at han aldrig ville have stukket nogen, føler jeg mig fuldstændig sikker på, selv om han bl.a. blev dømt for at have stukket en anden nazist, den rabiate antisemit Wilfred Petersen, som senere sagde, at han selv havde iscenesat 'stikkeriet'! (W.P. er en gennemgående figur i Sofie Baks glimrende bog om dansk antisemitisme 1930-1945). Han havde desuden opgivet al politik og deltog heller ikke i de veteranmøder for gamle nazister og straffefanger, der stadig blev afholdt. Jeg tror, han bittert fortrød sit naziengagement, men det kom kun indirekte frem gennem fremhævelse af tolerance som værdi og gennem en frygt for, at hans børn skulle stikke hovedet i løkken på samme måde som ham selv, da DKP's avis Land og Folk begyndte at dumpe ind gennem brevsprækken til min søster i midten af 1950'erne. Han burde have angret, naturligvis, men hverken han eller tiderne var til det. Vi andre har så måttet bakse med den fortid, vi ikke selv var med til at skabe, også efter at Land og Folk for længst var sagt op. Biofar blev 49 år og døde som en ikke-person, mens skyggefar var en højt placeret og respekteret politiker og blev 91. Ved hans død mente en CD-politiker, at han havde været den største dansker i det 20. århundrede. Men hvad skete der i toget? Snakkede de sammen, de to gamle socialdemokratiske kammerater, hvor den ene gik til venstre og den anden (langt, alt for langt) til højre, eller sad Frode bare nogle sæder væk og skumlede over denne poseur, som måske helst skulle have været så grundigt dukket, at han aldrig mere ville kunne vise sig storsmilende og charmerende i et tog? Jeg ved det ikke, men de mindreværdsprægede udsagn fra Frode skyggefar over for biofar er for vedholdende til ikke at tolke dem en smule psykoanalytisk. Uden forhåbentlig at virke alt for krukket ser jeg sider af dem begge i mig, nidkærheden og en smule storsind (som måske i virkeligheden er dovenskab). Hamlet havde to fædre. - Meget selvbeskuende, og måske er det politiske også vigtigere: Jeg er enig med skyggefar om det politiske, om modstandskampens nødvendighed (om end ikke altid om dens midler), hvis ikke af andre grunde så af moralske, og uenig med ham i hans aldrig svigtende følelse af at være blevet behandlet uretfærdigt og hans iver efter at insinuere, pege fingre og udrense. Ikke en eneste bemærkning findes der i hans skrifter om tvivl om retsopgøret og udrensningen. Ikke en eneste lille notits om, at familierne til de mange, der blev likvideret under besættelsen, eller dem, der skulle savne deres forsørger i årevis, måske var at beklage. Kun galde og påkaldelse af andres medlidenhed med ham selv, også efter sejren. Hans skrifter er kalkulerede helt ud i yderste detalje og oser af patos. Min biofar, den letsindige, som fik et sus som nazist og formodentlig kunne være blevet krigsforbryder, hvis omstændighederne havde været til det, omtalte aldrig Frode. Min mor kunne ikke tåle navnet, far sagde ingenting. Derimod var Georg Brandes paradoksalt nok en stor mand i hans øjne, og Hal Koch og PH var hædersmænd, for de havde kritiseret retsopgøret, og det var med til at sætte en interesse i gang hos mig for humanismen og den nu udskældte kulturradikalisme. Frode skyggefar bidrog til min udvikling med en lidenskabelig politisk moral, som jeg prøver at holde tilbage fra at slå over i moralisme og gengældelse. Altså beundrer jeg ham for dette, ligesom jeg beundrer Mogens Fog og Børge Houmann fra Frihedsrådet, som jeg også begge lærte personligt at kende, ja jeg ser endda op til Dansk Samlings Arne Sørensen, som havde gået i klasse med min far på studenterkursus. Carl Madsen besøgte jeg jævnligt i hans hus i Lejre, Børge Outze trykte mine første kronikker, Kate Fleron var venlig over for mig, Gunnar Auken helbredte min hudeksem, ja Mogens Fog opererede min syge og lidet angrende nazistiske farbror, der havde været en hovedfjende i besættelsens tidlige år. De gjorde det rigtige under besættelsen - men de begik også fejl, som havde at gøre med uforsonlighed, ja tør man sige fanatisme? Enkelte af dem reflekterede over det efter krigen eller gjorde det godt igen på anden vis. Men ikke Frode. Hos ham varede forbitrelsen til det sidste, nok også fordi Socialdemokraterne forbigik ham, når der skulle besættes ministerposter, hans form for radikalisme lå langt fra socialdemokratisk rundhed. Måske skulle jeg have taget kontakt med ham, ligesom Søren Fauli gør i sin bevægende film om mødet med sin morfars morder, Søren Kam, og den forsoning, der kom ud af det. Smukt. Tiden læger alle sår. I hvert fald alle synlige, for det er, som tv-journalisten Vagn Simonsen skrev for nogle år siden i en kronik i Information: »Vi har ikke været med i krigen, men krigen har været med i os«. Og dér sidder den, til vi dør. For nylig deltog jeg i en tv-debat om den bizarre Søren Kam-sag, som især Dansk Folkeparti gerne vil profilere sig på (jo mere antinazistisk i retorikken, jo mindre mistanke om slægtskab med (dänisches) Blut auf (dänischem) Boden). Her gjorde jeg fælles sag med en af modstandsgruppen Holger Danskes likvidatorer fra besættelsestiden, Gunnar Dyrberg. Ingen af os mente, at der var nogen fornuft i at retsforfølge Søren Kam i Danmark. Vi havde ikke talt om det i forvejen, men var instinktivt imod noget, vi efter så mange år kun kunne se som ønsker om hævn. Det var en stærk oplevelse, i hvert fald for mig, og måske skulle jeg blive ved med at se mig om efter fædre. De ligger ikke på kirkegården alle sammen.