0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gode gaver

Den etiske forbruger skal tænke sig om en ekstra gang, før hun afviser legetøj produceret i Kina. Kronikøren er adjunkt ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, Roskilde Universitetscenter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kommer der til at ligge færre Barbiedukker og Disneyfigurer under juletræerne i år? Måske, men sikkert ja, hvis mange forældre, onkler og tanter hørte radioavisen om morgenen 10. december eller har læst Forbrugerrådets nye rapport om legetøj fra Kina. Radioavisen omtalte Forbrugerrådets rapport i Tænk+Test nr. 50 2004, som viser, at en del legetøj, der sælges i Danmark, produceres i Kina under uacceptable arbejdsforhold. På fabrikkerne er det ikke unormalt, at ansatte arbejder op mod 28 timer i træk. Det er heller ikke unormalt at arbejde 214 timer på en måned. Til sammenligning giver en 37 timers dansk arbejdsuge 150-160 arbejdstimer på en måned.

Desværre viser adskillige undersøgelser også, at mange forbrugere skeler mere til pengepungen end til etikken, når de beslutter, hvad der skal i indkøbskurven. Men måske vi er mere parate til at betale for den gode samvittighed, når det drejer sig om julegaver end bananer og T-shirt? Eller vejer det juleaften tungere at gøre den femårige niece glad over den Barbiedukke, hun har krydset af i samtlige husstandsomdelte kataloger, end hvordan forholdene er på den fabrik, hvor dukken er produceret? Og vægter det overhovedet, at forbrugerboykot kan betyde afskedigelser på fabrikkerne i Kina og dermed arbejdsløshed for de forældre, som har deres egne børn at forsørge blandt Kinas 1,2 milliarder mennesker? Spørgsmålet er nemlig ikke kun etik på kort sigt - altså om det stykke legetøj, den mobiltelefon eller den computer, som proppes ind under juletræets gavebjerg, i sig selv er produceret etisk. Spørgsmålet er også, hvordan den langsigtede etik sikres: om den danske forbrugers etiske valg holder etikken hele produktionskæden igennem, eller om den springer af i Kina, Bangladesh eller Indien, fordi den kortsigtede etik kan føre til fyringer og fabrikslukninger.

Den etiske forbrugers dilemmaer er mange. Heldigvis er handlemulighederne det også.

Først og fremmest kan forbrugeren vise ansvar ved at være parat til at betale for de varer, som er produceret etisk. Altså sådan, at ILO's (FN's arbejdsorganisations) kernearbejdstagerrettigheder, FN's menneskerettigheder og national lovgivning overholdes. Kernearbejdstagerrettighederne siger, at varen skal fremstilles uden brug af tvangsarbejde eller de værste former for børnearbejde, uden diskrimination, og med respekt for foreningsfriheden og retten til kollektive forhandlinger.

Dernæst kan forbrugeren gå i dialog med virksomhederne. Mange danske og udenlandske virksomheder bekender sig til interessentdialog - også kaldet stakeholderdialog. Forbrugeren kan som interessent bruge dette til at opfordre danske virksomheder og importører til at medvirke til, at produktionsforholdene i den tredje verden forbedres. Og dette bør vel at mærke ske på en måde, som i sig selv er etisk. Den etiske forbruger bør forklare de store producenter af legetøj og it-udstyr, at den etiske måde ikke er at stille krav til producenterne i Kina, Indien eller Bangladesh om, at de forbedrer forholdene for deres ansatte, uden at afregningsprisen samtidig forhøjes. Den danske virksomhed eller importør må betale for det, som det koster at indføre arbejdsmiljø, rimelig arbejdstid og ordentlig løn. Og den etiske forbruger må være indstillet på at betale en del af den ekstra udgift.

Børnearbejde er et af de områder, som er allermest komplekse. Når ILO's kernerettigheder kun forbyder de værste former for børnearbejde og ikke børnearbejde i det hele taget, er det, fordi børnearbejde ikke kun er udbytte af børn og til skade for deres fysiske og psykiske udvikling. Børns og unges arbejde har ofte et uddannelsesmæssigt aspekt. I andre tilfælde er arbejde simpelt hen den eneste måde for børn og unge at skaffe sig mad på, hvis de ikke skal være nødsaget til at prostituere sig. Rigtigt tilrettelagt, med respekt for skolegang, sikkerhed og børnenes andre behov, kan arbejde udført af børn og især af unge således være acceptabelt. Den etiske forbruger kan opfordre virksomheder til at skabe projekter, hvor unge arbejder og lærer et erhverv i overensstemmelse med ILO's regler og mindstealderkrav (15 år for fuldtidsarbejde, 13 for let deltidsarbejde).

Gennem deres investeringer kan pensionskasser og andre institutionelle investorer spille en rolle for virksomhedernes sociale ansvar. Dette åbner for en vigtig kanal for den etiske forbrugers indflydelse på virksomhederne. Den etiske forbruger kan stille krav til sin pensionskasses investeringer. Forbrugeren kan også gennem egne investeringer som aktionær stille krav om, at virksomhederne viser ansvar.

Forbrugeren kan forklare virksomhederne, at de må være med til at betale for, at ILO's arbejdstagerrettigheder overholdes, og at de overholder national lovgivning og menneskerettigheder. Selv om virksomheder ikke formelt har pligt til at overholde menneskerettigheder alene på baggrund af internationale konventioner, kan de have pligt til at overholde tilsvarende rettigheder efter national ret. Forbrugerne kan også opfordre til, at virksomhederne overholder de regler, som findes i FN's udkast til normer om menneskerettighedsforpligtelser for transnationale og andre virksomheder ('FN-normerne'), og til at virksomheden tilslutter sig FN's Global Compact. Vedtagelse af FN-normerne blev på FN's menneskerettighedskommissions møde i foråret 2004 i første omgang skudt til hjørne på grund af modstand hos en del stater. Dette forhindrer imidlertid ikke en virksomhed i at erklære sin tilslutning til normerne. FN's Global Compact er et frivilligt netværk af virksomheder, som forpligter sig på 10 principper om at overholde menneskerettigheder og ILO's kernearbejdstagerrettigheder, beskytte miljøet og bekæmpe korruption.

I radioavisen 10. december opfordrede Forbrugerrådet til en mærkningsordning, så forbrugerne kan se, om en vare er produceret etisk. Familie- og forbrugerministeren udtalte, at hun forventer, at indkøbere af legetøj har etik og moral, og at de stiller krav til producenterne. Spørgsmålet er imidlertid, om dette er nok til at sikre, at etikken virkelig bliver gennemført etisk.

En del af problemet er nemlig, at etisk forbrug er andet og mere end den beslutning, vi tager, når vi køber en dukke, et spil eller en Disneyfigur i legetøjsforretningen, eller når vi lægger en vare i indkøbskurven i supermarkedet. Problemet i udviklingslandene er nemlig ikke, at nogle få virksomheder producerer under forhold, som krænker menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder. Problemet er, at mange virksomheder producerer under disse forhold, og at de gør det blandt andet på grund af fattigdom og ineffektive offentlige systemer. I Kina er selve arbejderbeskyttelseslovgivningen ikke i sig selv dårlig - problemet er, at virksomhederne ikke kender den, ikke overholder den, og at myndighederne ikke håndhæver lovgivningen effektivt. Problemet i mange tredjeverdenslande er også stor arbejdsløshed, så forbrugerboykot risikerer at føre til fyringer frem for bedre forhold for de ansatte. De fyrede er henvist til at arbejde på fabrikker med endnu værre produktionsforhold eller til simpelt hen at ernære sig ved de forhåndenværende søms princip. For kvinder, unge og børn levner dette meget ofte kun én mulighed, nemlig prostitution. En undersøgelse viste sidste år, at en stor del af de fattigste kvinder i Bangladesh, som før arbejdede på syværksteder, er blevet tabere i de vestlige forbrugeres kamp for at være etiske. Kvinderne skubbes ud i arbejdsløshed eller hårdt fysisk arbejde, for eksempel i stenbrud. En radioreportage på DR sidste år fortalte om produktionen af blandt andet Melka-skjorter på fabrikker i Thailand. Skjorterne produceredes af burmesiske (illegale) flygtninge, som arbejdede under slaverilignende vilkår. Reportagen sluttede med at oplyse, at arbejderne ikke længere arbejder under de slaverilignende vilkår. De var nemlig, ifølge udsendelsen blandt andet på grund af journalisternes undersøgelser, blevet fyret. Den etiske forretningsmand kan, mens han knapper sin Melka-skjorte, som ikke længere er produceret af burmesiske slavearbejdere i Thailand, overveje, hvad der mon herefter er blevet af arbejderne?

Etisk forbrug i Danmark kan ikke ses isoleret fra de sociale og økonomiske forhold, som hersker i de lande, hvor de etisk problematiske produkter hentes. I Danmark tager vi det som givet, at der findes et socialt sikkerhedsnet, som tager sig af os selv og vores børn, hvis vi selv bliver arbejdsløse. Mange lande uden for Europa, Canada og Australien har ikke tilsvarende systemer. Kinas sociale system er under udvikling. Men det er en langsom proces, som endnu langtfra er tilstrækkelig hverken organisatorisk eller økonomisk til at dække alle, som har behov.

Fattigdommens rolle for uetisk produktion bør ikke ignoreres. Fattigdommen rækker langt ud over de lejlighedsvise billeder og reportager, som danskere får serveret i medier eller i forbindelse med indsamlingskampagner. Fattigdommen i den tredje verden er ikke kun et fænomen, som opstår, når en dansk journalist er til stede, eller når en humanitær organisation kører sin årlige indsamling. Fattigdommen er en konstant faktor, som spiller en stor rolle for produkt