Kommer der til at ligge færre Barbiedukker og Disneyfigurer under juletræerne i år? Måske, men sikkert ja, hvis mange forældre, onkler og tanter hørte radioavisen om morgenen 10. december eller har læst Forbrugerrådets nye rapport om legetøj fra Kina. Radioavisen omtalte Forbrugerrådets rapport i Tænk+Test nr. 50 2004, som viser, at en del legetøj, der sælges i Danmark, produceres i Kina under uacceptable arbejdsforhold. På fabrikkerne er det ikke unormalt, at ansatte arbejder op mod 28 timer i træk. Det er heller ikke unormalt at arbejde 214 timer på en måned. Til sammenligning giver en 37 timers dansk arbejdsuge 150-160 arbejdstimer på en måned. Desværre viser adskillige undersøgelser også, at mange forbrugere skeler mere til pengepungen end til etikken, når de beslutter, hvad der skal i indkøbskurven. Men måske vi er mere parate til at betale for den gode samvittighed, når det drejer sig om julegaver end bananer og T-shirt? Eller vejer det juleaften tungere at gøre den femårige niece glad over den Barbiedukke, hun har krydset af i samtlige husstandsomdelte kataloger, end hvordan forholdene er på den fabrik, hvor dukken er produceret? Og vægter det overhovedet, at forbrugerboykot kan betyde afskedigelser på fabrikkerne i Kina og dermed arbejdsløshed for de forældre, som har deres egne børn at forsørge blandt Kinas 1,2 milliarder mennesker? Spørgsmålet er nemlig ikke kun etik på kort sigt - altså om det stykke legetøj, den mobiltelefon eller den computer, som proppes ind under juletræets gavebjerg, i sig selv er produceret etisk. Spørgsmålet er også, hvordan den langsigtede etik sikres: om den danske forbrugers etiske valg holder etikken hele produktionskæden igennem, eller om den springer af i Kina, Bangladesh eller Indien, fordi den kortsigtede etik kan føre til fyringer og fabrikslukninger. Den etiske forbrugers dilemmaer er mange. Heldigvis er handlemulighederne det også. Først og fremmest kan forbrugeren vise ansvar ved at være parat til at betale for de varer, som er produceret etisk. Altså sådan, at ILO's (FN's arbejdsorganisations) kernearbejdstagerrettigheder, FN's menneskerettigheder og national lovgivning overholdes. Kernearbejdstagerrettighederne siger, at varen skal fremstilles uden brug af tvangsarbejde eller de værste former for børnearbejde, uden diskrimination, og med respekt for foreningsfriheden og retten til kollektive forhandlinger. Dernæst kan forbrugeren gå i dialog med virksomhederne. Mange danske og udenlandske virksomheder bekender sig til interessentdialog - også kaldet stakeholderdialog. Forbrugeren kan som interessent bruge dette til at opfordre danske virksomheder og importører til at medvirke til, at produktionsforholdene i den tredje verden forbedres. Og dette bør vel at mærke ske på en måde, som i sig selv er etisk. Den etiske forbruger bør forklare de store producenter af legetøj og it-udstyr, at den etiske måde ikke er at stille krav til producenterne i Kina, Indien eller Bangladesh om, at de forbedrer forholdene for deres ansatte, uden at afregningsprisen samtidig forhøjes. Den danske virksomhed eller importør må betale for det, som det koster at indføre arbejdsmiljø, rimelig arbejdstid og ordentlig løn. Og den etiske forbruger må være indstillet på at betale en del af den ekstra udgift. Børnearbejde er et af de områder, som er allermest komplekse. Når ILO's kernerettigheder kun forbyder de værste former for børnearbejde og ikke børnearbejde i det hele taget, er det, fordi børnearbejde ikke kun er udbytte af børn og til skade for deres fysiske og psykiske udvikling. Børns og unges arbejde har ofte et uddannelsesmæssigt aspekt. I andre tilfælde er arbejde simpelt hen den eneste måde for børn og unge at skaffe sig mad på, hvis de ikke skal være nødsaget til at prostituere sig. Rigtigt tilrettelagt, med respekt for skolegang, sikkerhed og børnenes andre behov, kan arbejde udført af børn og især af unge således være acceptabelt. Den etiske forbruger kan opfordre virksomheder til at skabe projekter, hvor unge arbejder og lærer et erhverv i overensstemmelse med ILO's regler og mindstealderkrav (15 år for fuldtidsarbejde, 13 for let deltidsarbejde). Gennem deres investeringer kan pensionskasser og andre institutionelle investorer spille en rolle for virksomhedernes sociale ansvar. Dette åbner for en vigtig kanal for den etiske forbrugers indflydelse på virksomhederne. Den etiske forbruger kan stille krav til sin pensionskasses investeringer. Forbrugeren kan også gennem egne investeringer som aktionær stille krav om, at virksomhederne viser ansvar. Forbrugeren kan forklare virksomhederne, at de må være med til at betale for, at ILO's arbejdstagerrettigheder overholdes, og at de overholder national lovgivning og menneskerettigheder. Selv om virksomheder ikke formelt har pligt til at overholde menneskerettigheder alene på baggrund af internationale konventioner, kan de have pligt til at overholde tilsvarende rettigheder efter national ret. Forbrugerne kan også opfordre til, at virksomhederne overholder de regler, som findes i FN's udkast til normer om menneskerettighedsforpligtelser for transnationale og andre virksomheder ('FN-normerne'), og til at virksomheden tilslutter sig FN's Global Compact. Vedtagelse af FN-normerne blev på FN's menneskerettighedskommissions møde i foråret 2004 i første omgang skudt til hjørne på grund af modstand hos en del stater. Dette forhindrer imidlertid ikke en virksomhed i at erklære sin tilslutning til normerne. FN's Global Compact er et frivilligt netværk af virksomheder, som forpligter sig på 10 principper om at overholde menneskerettigheder og ILO's kernearbejdstagerrettigheder, beskytte miljøet og bekæmpe korruption. I radioavisen 10. december opfordrede Forbrugerrådet til en mærkningsordning, så forbrugerne kan se, om en vare er produceret etisk. Familie- og forbrugerministeren udtalte, at hun forventer, at indkøbere af legetøj har etik og moral, og at de stiller krav til producenterne. Spørgsmålet er imidlertid, om dette er nok til at sikre, at etikken virkelig bliver gennemført etisk. En del af problemet er nemlig, at etisk forbrug er andet og mere end den beslutning, vi tager, når vi køber en dukke, et spil eller en Disneyfigur i legetøjsforretningen, eller når vi lægger en vare i indkøbskurven i supermarkedet. Problemet i udviklingslandene er nemlig ikke, at nogle få virksomheder producerer under forhold, som krænker menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder. Problemet er, at mange virksomheder producerer under disse forhold, og at de gør det blandt andet på grund af fattigdom og ineffektive offentlige systemer. I Kina er selve arbejderbeskyttelseslovgivningen ikke i sig selv dårlig - problemet er, at virksomhederne ikke kender den, ikke overholder den, og at myndighederne ikke håndhæver lovgivningen effektivt. Problemet i mange tredjeverdenslande er også stor arbejdsløshed, så forbrugerboykot risikerer at føre til fyringer frem for bedre forhold for de ansatte. De fyrede er henvist til at arbejde på fabrikker med endnu værre produktionsforhold eller til simpelt hen at ernære sig ved de forhåndenværende søms princip. For kvinder, unge og børn levner dette meget ofte kun én mulighed, nemlig prostitution. En undersøgelse viste sidste år, at en stor del af de fattigste kvinder i Bangladesh, som før arbejdede på syværksteder, er blevet tabere i de vestlige forbrugeres kamp for at være etiske. Kvinderne skubbes ud i arbejdsløshed eller hårdt fysisk arbejde, for eksempel i stenbrud. En radioreportage på DR sidste år fortalte om produktionen af blandt andet Melka-skjorter på fabrikker i Thailand. Skjorterne produceredes af burmesiske (illegale) flygtninge, som arbejdede under slaverilignende vilkår. Reportagen sluttede med at oplyse, at arbejderne ikke længere arbejder under de slaverilignende vilkår. De var nemlig, ifølge udsendelsen blandt andet på grund af journalisternes undersøgelser, blevet fyret. Den etiske forretningsmand kan, mens han knapper sin Melka-skjorte, som ikke længere er produceret af burmesiske slavearbejdere i Thailand, overveje, hvad der mon herefter er blevet af arbejderne? Etisk forbrug i Danmark kan ikke ses isoleret fra de sociale og økonomiske forhold, som hersker i de lande, hvor de etisk problematiske produkter hentes. I Danmark tager vi det som givet, at der findes et socialt sikkerhedsnet, som tager sig af os selv og vores børn, hvis vi selv bliver arbejdsløse. Mange lande uden for Europa, Canada og Australien har ikke tilsvarende systemer. Kinas sociale system er under udvikling. Men det er en langsom proces, som endnu langtfra er tilstrækkelig hverken organisatorisk eller økonomisk til at dække alle, som har behov. Fattigdommens rolle for uetisk produktion bør ikke ignoreres. Fattigdommen rækker langt ud over de lejlighedsvise billeder og reportager, som danskere får serveret i medier eller i forbindelse med indsamlingskampagner. Fattigdommen i den tredje verden er ikke kun et fænomen, som opstår, når en dansk journalist er til stede, eller når en humanitær organisation kører sin årlige indsamling. Fattigdommen er en konstant faktor, som spiller en stor rolle for produktionsforholdene. Den er en del af årsagen til, at virksomhederne ikke investerer i de faciliteter, der skal til for at sikre arbejdsmiljø i overensstemmelse med ILO's standarder - for slet ikke at tale om danske standarder. Fattigdommen er også årsagen til, at voksne, unge og børn arbejder under forhold, som ikke er acceptable. Glansbillederne fra Shanghai og Hongkong som moderne storbyer med imponerende skyskrabere i glas og metal og forretningskvinder og -mænd klædt som i London eller Paris krakelerer, når man kommer blot få kilometer udenfor. Her lever størstedelen af befolkningen stadig i stor fattigdom. De glade børneansigter, som ulandskalenderen er med til at bringe frem på fjernsynsskærmen i danske børns tv-tid, er heldigere end mange andre. Den store del af fattigdommen ser den almindelige dansker ikke noget til i medierne - men den er der alligevel. Nepalesiske børn i et vinterkoldt Kathmandu går ikke uden sko, fordi de vil se, hvornår det begynder at prikke af kulde i tæerne. De går uden sko, fordi deres familier ikke har råd til sko. Hvis børnene er så heldige overhovedet at bo hos deres familie og ikke er henvist til et liv som gadebørn. Det er heller ikke for sjov, når 12-årige pigebørn i Cambodjas hovedstad Phnom Penh står i boder på rad og række og sælger deres kroppe. Og den filippinske barnepige, som arbejder hos en Hongkong-familie, tilbringer ikke sin ugentlige frieftermiddag på en kaj i Hong- kongs temmelig trøstesløse havneområder i selskab med hundreder af andre filippinske barnepiger i alle aldre, fordi hun ikke hellere vil være sammen med sine egne børn. Hun har bare ikke tid til at flyve fra Hongkong til Filippinernes hovedstad Manila og derfra tage ud til den landsby, hvor hendes børn bor. Og selv om hun havde tiden, ville hun ikke have råd. En Hongkong-avis berettede for nylig om en kvinde bosat i Hongkong, som var blevet taget i politiets varetægt, fordi hun havde efterladt sine to små børn alene i en lejlighed i flere dage. Moderen var taget til det kinesiske fastland for at tjene penge, så børnene kunne få mad og den ene af dem, som var syg, få medicin. Ville denne mor efterlade sine børn, hvis hun havde andre muligheder? Tilbage til legetøjet: Ville den kinesiske kvinde, som ifølge Forbrugerrådets rapport arbejder op mod 28 timer i træk uden pause og op til 214 timer om måneden, gøre dette, hvis hun havde andre muligheder? Det ville hun formentlig ikke. Derfor har danske forbrugere også et ansvar for at medvirke til, at forholdene på fabrikker i Kina og andre tredjeverdenslande kommer op på et acceptabelt niveau. Social ansvarlighed koster. Det koster penge for de virksomheder, som investerer i ansvarlige produktionsforhold, arbejdsmiljø og sikkerhed, det koster penge til ordentlige lønninger, og det koster til uddannelse af ledere og ansatte. Socialt ansvarlig produktion kræver lovgivning og opfølgning. Regeringer og myndigheder skal sørge for, at de nationale forhold lever op til internationale regler om menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, som de fleste lande har forpligtet sig til at holde. De skal sørge for, at virksomhederne kender lovgivningen og forstår, hvad den betyder, at den overholdes, og at der straffes ved overtrædelse. Selv straffen bør gøres socialt ansvarlig: Hvis virksomheden lukkes, fordi ejerens produktionstilladelse inddrages, eller han selv fængsles, risikerer de ansatte arbejdsløshed. Hvis ejeren og de ansatte instrueres i at overholde de internationale kernearbejdstagerrettigheder og national lovgivning, kan virksomheden både fortsætte og endda tiltrække flere opgaver fra ansvarlige udenlandske opkøbere. Flere danske virksomheder er allerede i gang med en indsats for at forbedre forholdene hos deres underleverandører. Mange flere kan følge efter. Etisk forbrug har konsekvenser. Derfor forpligter etisk forbrug også til at sørge for, at etikken ikke vender den tunge ende nedad for de mennesker, som den egentlig skulle komme til gode. Etisk forbrug forpligter til vilje til at betale for varer, som er produceret etisk, og til dialog for at vise virksomheder og myndigheder, at forbrugerne mener det alvorligt.