Oprindelig kæmpede feminismen for, at samfundet skulle holde op med at kategorisere mennesker efter køn og i stedet betragte dem som individer. Kønnet føltes som en spændetrøje, som samfundet tvang ned over kvinder, så de hverken havde stemmeret, fuld arveret eller forældremyndighed ved skilsmisse. Den grundlæggende idé hos store feminister som John Stuart Mill og Mary Wollstonecraft var, at ligestillingspolitikken skulle tjene til retfærdighed mellem individer. Med John Stuart Mills ord var »kønsforskelle lige så irrelevante for politiske rettigheder som forskelle i højde og hårfarve«. For Mary Wollstonecraft gjaldt kvindekampen alle menneskers frigørelse, altså også undertrykkernes. Individets ukrænkelighed gjaldt også mænd. Feminismen var en del af oplysningsprojektet, hvor alle rettigheder, bedømmelser, udnævnelser og forfremmelser skulle ske uden det ringeste hensyn til borgerens køn, stand, 'race' eller etnicitet. I løbet af 1970'erne og 1980'erne lykkedes det at afskaffe de sidste former for juridisk diskrimination af kvinder. Som politisk og økonomisk subjekt var kvinden blevet løsrevet fra manden og fremtrådte nu som et selvstændigt individ. Statsmagten rettede henvendelse til hende, og hun rettede henvendelse til myndighederne ikke som sin mands vedhæng, ikke som kønsvæsen, men som borger. Kvinder kunne nu vælge frit på alle hylder, men problemet for feministerne var, at kvinderne ikke valgte, som de burde. De skulle nemlig helst vælge det samme som mænd, for i grund og bund var kvinder og mænd jo gjort af præcis det samme stof, ikke sandt? De skulle helst gøre fin karriere, og lønningsposens størrelse blev et bevis på deres menneskelige succes. Men kvinderne valgte anderledes. I hvert fald var tempoet i kvinders omstilling til de nyvundne karrierechancer alt for langsomt. Med deres nyvundne frihed satsede mange kvinder umiddelbart på et jævnt og muntert, virksomt liv på Jord med et moderat engagement i karrieren, en dagligdag med smukke og brugbare gøremål i hjemmet, et så vidt muligt tæt samvær med børnene og en dejlig og loyal mand, der ville dele sin indtægt med hende. Og så blev feministerne vrede. Det var ikke nok, at kvinderne kunne gøre det samme som mændene, de skulle også gøre det. Kvinderne måtte være fremmedgjorte, måtte være udsat for usynlige magtstrukturer. Ingen havde godt nok set glasvæggen, der holdt kvinderne nede, men den måtte jo være der, når nu kvinderne ikke valgte, som de skulle. Kvinderne blev stressede af deres feministiske medsøstre, der fortalte dem, at de var forkerte, at de burde være mere ambitiøse, at de blev snydt af mændene. Grundlaget for den permanent dårlige samvittighed og den kvindelige ambivalens var lagt. Problemet blev aldrig fremstillet, som om mange kvinder var for dovne og uambitiøse og derfor ikke i væsentlig grad bidrog til innovation, iværksættelse på videnstunge områder og eksportfremme, der sikrede velfærdsstatens finansiering og dermed det kvindevenlige samfund. Nej, det var 'mandssamfundets' skyld, at kvinder ikke fik både i pose og i sæk. For at få kvinderne ud af deres vildfarelser skiftede feminismen karakter. Det vigtigste var ikke længere kvindernes frihed, men deres lighed med mændene. Hvor lovgivningen tidligere havde været kvindefrigørelsens vigtigste middel mod diskrimination, skiftedes der nu våben fra jura til statistik. Ganske vist blev mændene fortsat juridisk diskrimineret på værnepligts- og forældremyndighedsområdet, men det kølnede blot yderligere interessen for lovgivning hos kvindesagskvinderne. Enhver borger med en tissemand skulle fortsat trække i trøjen og risikere at ende som retsløs andenrangsborger, hvad angik myndighed over egne børn. Hver eneste arbejdsplads, uddannelse, bestyrelse og politisk forsamling kom nu under mistanke, hvis ikke den var meget tæt på en fifty-fifty-fordeling mellem kønnene. Med den svenske doktor i politologi Mats Lundströms ord blev »den individuelle retfærdighed mellem mænd og kvinder overført til retfærdighed mellem to kønskollektiver«. I stedet for at opnå balance mellem kønnene ved at bekæmpe kønsdiskrimination kæmpede man for at anvende kønsdiskrimination for at nå kønsbalance. Kønsbalance blev vigtigere end ligestilling. Feminismen begyndte nu at bruge løs af sin gamle hovedfjende patriarkatets arsenal. Det blev nu kvindesagskvinderne, der arbejdede for, at kvinden ikke skulle ses som samfundsborger, men tværtom som kønsvæsen. Ligestilling inden for hæren blev nu et problem, ikke fordi mænd var grundlovsmæssigt diskrimineret ved som ene køn at skulle bære værnepligtens byrder, men fordi den lave kvindeandel mentes at være et tegn på kvindeundertrykkelse. Nu var det feminismen, der kæmpede for, at kønnet var skæbne. Selv profeministiske mænd skulle kvoteres bort på grund af den biologiske forskel. Kønskvotering og positiv særbehandling blev de midler, der skulle sørge for, at kvinder trods deres falske bevidsthed alligevel fik den kvinderepræsentation, de fortjente. Og kvindelige politikere kunne risikere at blive valgt, ikke fordi de fik flest stemmer, heller ikke fordi de havde et program, vælgerne kunne lide, men fordi de var kvinder og som sådan formodedes at have en særlig dyb feminin kønskarakter, der bragte dem i samklang med alle andre kvinder, høj som lav. Kønnet var det vigtigste i verden, og borgerne skulle derfor sorteres efter biologiske skillelinjer: »Hvis nogen tilhørende vores køn diskrimineres, er det kun fair, hvis nogen tilhørende de andres køn diskrimineres«. Problemet er blot, at der ikke bliver mere, men mindre ligestilling, hvis flere diskrimineres uanset deres køn. Med Mats Lundströms ord opfattes ideen om, at et køn er »underrepræsenteret«, som om der findes et kollektivt subjekt, der har ret til repræsentation på alle samfundsniveauer: »Individer bliver udskiftelige repræsentanter for noget, som statsmagten har bestemt, at de skal repræsentere«. Da andelen af universiteternes kvindelige fastansatte lærere og forskere ikke var på linje med mændenes, blev der oprettet særlige kvindeprofessorater, på trods af at eksperten i forskning i rekruttering på universiteterne, Bertel Ståhle, kunne vise, at kvinder, der søgte akademiske stillinger, havde større chance end mænd for at blive ansat. Det er manglen på kvindelige ansøgere, der er problemet i rekrutteringen af forskere. Den kvinde, der søger blandt mange mænd, løber faktisk oftest af med stillingen. Fra feministisk hold blev der også krævet kvoter for andelen af kvinder i den såkaldt litterære kanon med de bedste danske forfattere gennem tiderne. Det var en torn i øjet, at blandt kvindelige forfattere var kun Karen Blixen (men med hvilken pondus!) kommet gennem nåleøjet til undervisningsministerens kanonudvalgs liste over obligatoriske forfatterskaber, og kun 4 kvinder ud af i alt 40 var blandt de fremhævede forfattere. På trods af at kvindeforskningen til hudløshed havde demonstreret, at kvinder i den patriarkalske kultur ikke havde fået lov til at udfolde deres kunstneriske evner, skulle mådelige kvindelige forfattere nu kvoteres ind med tilbagevirkende kraft. Havde den feministiske litteraturforskning måske ikke vist, hvor mange kvindelige forfattere der var blevet glemt i historiens løb? Man så bekvemt bort fra, at langt flere middelmådige mandlige forfattere var blevet glemt. Blev de så også diskrimineret? Skal vi i det hele taget ikke også have en kvote for middelmådige mennesker, der helt uretmæssigt ikke får det ophold i offentlighedens stråleglans, som de fortjener? I virkeligheden var der en betydelig konflikt i de kvindelige smagsdommeres to præmisser: 1) Kvinden har været undertrykt i det mandsdominerede samfund. 2) Kvinder skal repræsenteres fyldigt i den litterære kanon. Hvis kvinderne skal repræsenteres fyldigt, var de vel ikke så undertrykte alligevel? Hvis de virkelig var undertrykte, er det vel ikke så mærkeligt, at de ikke fylder så meget i den litterære kanon? Kan man både blæse og have mel i munden? Da der skulle laves et fremstød for den nordiske kokketradition, var det en torn i øjet på feministiske gastronomer, at tre mandlige mesterkokke og ingen kvinder blev valgt som spydspidser. At der ikke findes kvindelige mesterkokke i Danmark, defineret ved blot en enkelt Michelinstjerne, prellede af som vand på gæs. De mange dygtige mandlige kokke, der heller ikke var blevet udvalgt, var der ingen, der talte om. Det er åbenbart diskrimination af de mange mådelige kvindelige kokke, at de ikke er blevet repræsenteret, men det er tilsyneladende ikke diskrimination af de andre notorisk sublime mandlige danske mesterkokke på de 11 restauranter med Michelinstjerne, at de ikke var blandt de udvalgte. Tværtom skal de helst overhales af mindre dygtige kvinder på kvote. Der er også indført krav om lige repræsentation af kvinder og mænd i råd, nævn og udvalg. Feminister kræver nu dette princip udbredt til også at gælde den private sektor. I medierne har været heftig kritik af, at der kun er 2 kvinder mod 76 mænd i Dansk Industris hovedbestyrelse, og feminister fra kønsstudierne har furiøst luftet deres forargelse. Der er ingen tvivl om, at vi har brug for de mange højtuddannede kvinders store potentiale, men er det fornuftig ligestillingspolitik at gennemtvinge et kønsskifte fra oven? Er problemet ikke, at kvinder kun sjældent ønsker at overgive sig til et totalt opslugende lederjob, fordi de ønsker en større livsfylde? Er grunden til den lave repræsentation i virkeligheden ikke, at der kun er én kvindelig direktør i de 20 største danske børsnoterede selskaber, og at en revolution må starte herfra blandt kvinderne selv? Hvorfor skulle der være ligestilling i Dansk Industris hovedbestyrelse, når der tydeligvis er en enorm kønsskævhed i ledelsen af de danske industrivirksomheder? Vil kvinderne blot spadsere ind på toppen uden at arbejde sig op fra bunden? Det vil de norske kvinder i hvert fald gerne. For her har Stortinget 27. november 2003 vedtaget, at 40 procent af medlemmerne i bestyrelserne i 2006 skal være kvinder. Mænd der var politisk, akademisk eller ledelsesmæssigt bedre kvalificeret end kvindelige ansøgere, måtte nu vige pladsen til fordel for mindre dygtige kvinder med henvisning til en abstrakt statistisk balance eller som afbetaling på mandssamfundets 'gamle gæld'. Mænd, der ingen lod eller del havde i det patriarkalske samfund, måtte nu se deres rettigheder som borgere tilsidesat, fordi de blev grupperet som tilhørende et forkert køn: »Når nu din bedstefaders kollega var en fæl patriark, er det kun en historisk retfærdighed, at du bliver bortdømt på køn ligesom masser af kvinder førhen«. Opgøret med patriarkatet foregik per stedfortræder. Man rettede bager for smed. Mats Lundström har kaldt denne udvikling en 'etnificering' af kønsdebatten. I stedet for at betragte kvinden som en myndig borger med evne til at træffe selvstændige valg har feminismen gjort kvinder til en nærmest etnisk kategori med særlige uniforme kultur- og karaktertræk og dermed bidraget til en genopvækkelse af patriarkatets dyrkelse af kønnets afgrundsdybe forskellighed. Lundström advarer mod tendensen til at opdele de to køn i stammer: »I ligestillingspolitikken afprøves statsmagtens evne til at håndtere problemer, der ikke bare handler om kønsdiskriminering. I takt med at nationalstaternes kulturelle værdifællesskab udhules, bliver sociale konflikter forskudt mod spørgsmål, der gælder kollektive identiteter, værdisystemer og kulturel særegenhed. I denne situation er det af største vigtighed at opretholde et universelt, liberalt medborgerideal«. Det næste logiske skridt i denne stammetænkning bliver, at muslimer, homoseksuelle, handikappede og alle andre særgrupper skal have kvoteordninger, så de bliver repræsenteret i forhold til deres procentvise andel af befolkningen, hvilket vil få samfundet til at splintres. Og hvad med kvinden, der ikke ønsker at blive rubriceret efter kønslig særart, når der skal vælges til bestyrelser, stillinger og politisk repræsentation? Og hvad med den lesbiske, handikappede muslim, skal hun have tre stemmer? En virkelig konsekvent gennemførelse af kvotefeminismen vil medføre, at vi, hver gang vi møder en kvindelig politiker, bestyrelsesmedlem eller universitetslærer, vil spørge, om også hun er kommet ind på fribillet og dermed tilhører B-holdet. Det er en virkelig effektiv undergravning af respekten for den kompetente, selvstændige kvinde. Trøstepræmien som politisk princip. Det er egentlig skægt med de kvotesystemer, for hvis de er så gode til at sikre ligestilling, hvorfor indfører vi så ikke fifty-fifty-procentdeling af forældremyndigheden, når der er tvister, og når forældrene er lige egnede? Eller hvorfor ikke sikre, at i det mindste 30 procent af en årgang værnepligtige består af kvinder? Eller hvorfor ikke kæmpe for parolen: 'Flere kvindelige kloakarbejdere'? Jeg går ikke ind for kønskvotering, men vil gerne pege på skævheden i tænkningen, alt efter om det er mænd eller kvinder, der er forfordelte. Kvinder med problemer er tydeligvis ofre, der skal skubbes frem. Mænd, der er udsatte, fremstilles som tabere, der burde tage sig sammen. Tildelingen af Nobelprisen i litteratur i 2004 var et markant udtryk for, at kvinder ikke blev stillet bagerst i køen, men at det tværtom virker progressivt at smykke sig med en kvindelig og måske i særlig grad feministisk prismodtager. Med nobelpristager Elfriede Jelineks ord: »Jeg får jo nogle forfærdelige anmeldelser. Forfærdelige, tilintetgørende anmeldelser og desuden masser af priser. Jeg forstår det ikke. Hvorfor priserne, hvis det hele er noget bras?«. Jelineks nobelpris er et klart eksempel på officielt sanktioneret hetz mod mænd. Hun er erklæret modstander af ægteskabet og har i et interview sagt: »Den virkelig store kilde til undren for mig er, at det så sjældent sker, at kvinden slår sin mand ned med en økse ved morgenbordet«. En katolik som italieneren Rocco Buttiglione, der går ind for en antikveret ægteskabsmodel, hvor kvinden går hjemme og nurser mand og børn, forhindrer man i at blive EU-kommissær. En sexistisk mandehader som Elfriede Jelinek giver man Nobelprisen. Vi er mange, der gang på gang entusiastisk hepper på det danske kvindelandshold i håndbold, til trods for at det internationale konkurrenceniveau og den tekniske kunnen ikke er skræmmende højt, men de slås i hvert fald med et herligt fighterhjerte. Kvinder skal have al den støtte, goodwill og solidaritet, vi kan give, men de skal ikke spille med handikap i livets store kamp. Det vil frem for alt skade dem selv.