0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bo med en ko eller to

Landsbyer lægges øde, mens parcelhusgrunde æder af landskabet. Hvorfor ikke gentænke alternativet til storbyens bolig? Kronikørerne er henholdsvis arkitekt og forstkandidat. Og del af projektet Havekulturbyen.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kig nøje på luftfotoet af landsbyen True. Vi befinder os tæt ved Århus, hvor parcelhuskvarteret Skjoldhøjparken som en anden kålorm er ved at fortære alle grønne marklandskaber.

I 60'erne og 70'erne var det et hurtigvoksende fænomen, med intet mindre end 450.000 parcelhuse på 20 år, der skulle give lys og luft til danske familier med vokseværk.

Men er det fortsat vejen frem? Med Danmarks beskedne grundareal på 43.075 kvadratkilometer er det ikke fysisk muligt at fortsætte kålormenes festmåltider med nu omkring 10.000 nye umættelige parcelhuse hvert år, hvis vi fortsat vil håbe på direkte adgang til mark, eng og skov.

De mange parcelhuse bygges for sjældent i samspil med det åbne land, de eksisterende landsbyer, landbrug og erhverv.

Samtidig hermed nedlægges hver dag i gennemsnit 5-6 fuldtidslandbrug i Danmark, bygningerne rives ned eller får nye formål, og stadig flere landmænd må om muligt indstille sig på et liv i andre erhverv.

Antallet af landbrugsejendomme kulminerede i begyndelsen af 1900 med 250.000, et tal, som siden hen er faldet til 45.000. Alene over de sidst 10 år har mere end 20.000 fuldtidsbrug måttet lukke, og cirka 31.000 har mistet deres job i landbruget. Og som om det ikke var nok: Ifølge en statistik bragt i Politiken 13.10.2004 ser det bestemt ikke lysere ud i de kommende 10 år, hvor yderligere 22.000 landbrug og 24.000 job forventes at forsvinde.

Det er til denne komplekse problemstilling, at Havekulturbyen kommer med alternative løsningsforslag.

Tænk dig at bo med en ko eller to, direkte ud til græsenge med heste, får og geder. Eller hvad siger du til bugnende frugtlunde med dyrkningsarealer for frugt, bær, krydderier og urter. Eller en skov lige op til din baghave med stiforbindelser til lysninger fulde af vilde hindbær, brombær, blåbær og bistader.

Havekulturbyen - et udviklingsprojekt med nu seks år på bagen, støttet undervejs af Miljøministeriet ved Skov- og Naturstyrelsen, Danielsens Fond, Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968, Landbrugsraadet m.fl. - skal ses som et alternativ til de traditionelle parcelhusudstykninger, og ikke mindst som en plan for genbrug af det stadigt voksende antal urentable, men bevaringsværdige gårdejendomme.

Havekulturbyens erklærede målsætninger er kort fortalt at udvikle nye bosætningsmuligheder i landdistrikterne, at bevare gårdejendomme i drift, at skabe nye erhverv og indtjeningsmuligheder på landet. Hertil kommer en ikke uvæsentlig arkitektonisk ambition, men lad os starte fra begyndelsen af.

I udkanten af mange danske byer ligger bevaringsværdige gårde, hvor driften enten er ophørt eller er i fare for at blive det. Disse bygninger rummer ofte funktionsmæssige og arkitektoniske værdier som kan integreres i Havekulturbyen. Gårdene kan fungere som nyttige bindeled til boligerne og netop medvirke til at skabe det liv, de nye erhvervsmuligheder og det fællesskab, som alle længes efter i landdistrikterne.

Omkring disse gårdejendomme anlægges Havekulturbyen - som mindre bosætninger med 30-50 huse - på grænsen til det åbne land. Bosætningerne indplaceres i landskabet ud fra grønne 'fingerplansprincipper', med boligerne samlet omkring mindre træbeplantede gadeforløb og fælles pladsdannelser med bænke, vandelementer, boldspil m.v.

Hver enkelt bolig grænser direkte op til de omkringliggende jorder, der inddrages i bosætningerne som en slags naturparker med forskellige særpræg og dyrkningsmuligheder.

I egenskab af traditionelt landbrug vil gårdene kunne danne ramme om opdyrkning, fremstilling og forædling af såvel vegetabilske som animalske fødevareprodukter.

Selvfølgelig til gavn for selve bosætningen, men i lige så høj grad for hele lokalmiljøet, for ikke at glemme de besøgende og turisterne. For hvem vil ikke smage de lokale fåre- og gedeoste, rådyrpølsen eller den hjemmegjorte slåenbrændevin ?

Ud over at gårdene således bliver opprioriterede rammer for alskens spiselige herligheder, vil der være yderligere livgivende perspektiver i at kombinere private og offentlige tiltag, gennem indpasning af vuggestuer, børnehaver, skolefunktioner, fritidshjem og forskellige former for nærværende pleje.

Endelig vil gårdene også kunne transformeres til de fysiske baser for en stribe mindre erhverv, hvor det er oplagt at indpasse serviceerhverv, kontorfællesskaber, diverse håndværk med tilhørende værksteder, gårdbutikker, små listige spisesteder, øl- og vinstuer, minibiografer samt varmestuer for andre lokale initiativer mv.

Nogle af sidstnævnte eksempler er forslag, som Fonden Realdania siden hen også har valgt at sætte fokus på, forhåbningsvis mundende ud i flere realiserede forsøg med gårdindretninger.

Men nye gårdindretninger gør det ikke alene, det er uhyre vigtigt at holde fast i brugen og dyrkningen af landskabet som selve udgangspunktet for sin tilstedeværelse på landet. Ellers vil landsbyerne hurtigt ende som skønmalerier uden reelt indhold.

I Havekulturbyen er det netop af vital betydning, at driften af gårdene holdes i gang. Ikke med højeffektivt landbrug, men med mildere former, der kan tilpasses de enkelte bosætningers jorde og karakteristika. Et arbejde, der typisk vil kunne varetages af yngre landmandspar - men også agronomer, jordbrugs- eller skovteknikere, forstkandidater, hortonomer eller andre grønne fagmænd, som med bopæl på stedet enten vil kunne forpagte gårdejendommen eller ansættes til opgaven.

Det er i denne sammenhæng afgørende at gå op mod strømmen i dagens Danmark, hvor mekanisering, rationalisering og EU's landbrugstilskud har gjort større bedrifter til noget nær en naturlov, hvis man skal overleve som fuldtidslandmand. Fra 1945 og frem til i dag er der forsvundet mere end 300.000 job alene i landbrugserhvervet, i gennemsnit knap 14 per dag, efterladende det snavsede vasketøj til vores generationer i form af de funktionstømte landsbyer. Men som August Strindberg spidsfindigt udtalte: »Jeg kan skabe poesi af snavset, om det skal være«.

Poesi. Så hvorfor ikke vende blikket mod de oprindelige danske landsbyer, hvor hver landsby var betinget af det pågældende områdes naturgrundlag, terrænforløb, jordens beskaffenhed, materialers tilgængelighed samt nærheden til andre byer. Dette samspil medførte nemlig en langsigtet og helhedspræget udvikling, hvor landsbyen underlagde sig landskabets og naturens forudsætninger. Landsbyen var dengang ikke kun et boligområde, men også et erhvervs- og forsyningsområde med jorder i flersidig drift, hvortil kom fællesarealer i form af grønninger og mindre pladsdannelser.

Disse principper for byudvikling har været kraftigt nedprioriteret, nye anlæg og byggerier er blevet realiseret i højt tempo uden hensyn til de enkelte områders natur. Ændringerne er ikke som tidligere foretaget på baggrund af den eksisterende landsbystruktur, og landsbyens relationer er ikke blevet underbygget. Mange landsbyer ligner derfor mere og mere forstadens parcelhuskvarterer, og den rygrad af harmoni mellem nyt og gammelt, som vi kender fra historiske kilder, er næsten helt forsvundet.

Desværre står den beskrevne proces med stadig færre aktive gårde og ansatte i det primære landbrug ikke alene. For når bondemanden forsvinder, så ryger en mængde tilknyttede arbejdspladser med af i svinget. Tænk på alle følgeerhvervene såsom lokale håndværkere, slagtere, smede, små mejerier, diverse lærlinge, piger i huset mv. Dermed mister landsbyen de sidste små rester af relationer til omgivelserne, som det at handle i de lokale butikker, få repareret bilen hos smeden henne om hjørnet, dét altid at kunne have sine børn i den lokale børnehave og skole på den anden side af vejen, at hente mælken og æggene på nabogårdene, hjælpe til med høsten og så videre.

Hvad der i dag er tilbage af fællesskabets udnyttelse af de lokale ressourcer med henblik på overlevelse er næsten ikke værd at nævne. Landsbyen er vitterlig blevet udsuget for såvel økonomiske, økologiske som sociale relationer. Det er ikke længere så nemt at se kvaliteterne.

Netop derfor er det af største betydning, at der i landdistrikterne ikke blot skabes nye erhvervs- og bosætningsmuligheder, de må og skal være af højeste kvalitet. Og ved at genfortolke det historiske landsbyprincip i en ny og tidssvarende udgave og bruge bevaringsværdige landbrug som ramme om de nye muligheder og erhvervsinitiativer kan nye udstykninger til boliger i det åbne land igen blive en integreret del af landskabet sammen med skov, landbrug, natur og friluftsliv.

Det er derfor vigtigt at udvikle nye boligformer, der i lighed med bindingsværkshuset bliver fleksible og enkle byggesystemer, som smukt kan indpasse sig de danske landskaber og landsbymiljøer.

Bindingsværkshusene i de danske landsbyer var, og er stadig, en smuk form for typehuse, som medvirker til at skabe mange af disse mindre byers homogenitet, idet de alle er bygget ud fra samme enkle konstruktionsprincip. Husene er hele tiden forbundet til hinanden visuelt, på trods af at ingen er ens i hverken størrelse, grundplaner, facader eller farver. Variationerne mellem de enkelte huse skaber et arkitektonisk levende udtryk.

Målet med Havekulturbyens boliger er moderne, minimalistiske, prisbillige og smukt designede typehuse, indeholdende forskellige miljø- og energispareforanstaltninger integreret i deres arkitektur, inventar og tekniske anlæg.

Boligerne vil ud mod de fælles ankomstgader fremstå i pudsede og kalkede overflader, i varierede farvenuancer, således at der opnås et materialeslægtskab med landsbyernes ældre huse. Mens boligernes facader mod haverne vil fremstå i varierede former for træbeklædninger kombineret med store glaspartier.

I modsætning til de mere traditionelle parcelhuskvarterer med typiske boligstørrelser på mellem 110-160 kvadratmeter, varieres Havekulturbyens boliger fra de helt små på 25 kvadratmeter til 50, 75, 100 op til 250-300 kvadratmeter for på denne måde at optimere muligheden for at blande familier, par, enlige, studerende. Ja, alle generationer og aldre.

Alle boligerne opføres som billige råhuse i simple grundmaterialer, hvortil kommer, at de enkelte beboere gives mulighed for at tilvælge en række specialløsninger alt efter behov og økonomi: diverse ovenlys, solceller, pejse/ildsteder, drivhuse, åkande- og krebsedamme, ekstra køkkeninventar, træskodder, pergolaer, garager, bænke, murmalerier, hønsegårde, brænde- og cykelskure mv.

Og har døtrene heste, kan de selvfølgelig opstaldes på gården, mens nabofamiliens får og geder græsser i den omkransende naturpark.

Det gennemgående grundelement i Havekulturbyens idé er altså det tætte samspil mellem bosættelsen og det omkringliggende landskab. Som beboer skal du aldrig være i tvivl om, at bebyggelsen og områdets karakteristiske træk betinger og supplerer hinanden indbyrdes.

Til Havekulturbyen hører et arealbehov på et sted mellem 10-30 hektar per bosætning, hvoraf langt størstedelen fungerer som de fælles naturparker.

Og til slut til en ikke uvæsentlig sammenligning. Mens den typiske parcelhusgrund i dag ligger på 800-1.000 kvadratmeter, udgør byggegrundene i Havekulturbyen mindre end halvdelen, nemlig mellem 200-500 kvadratmeter per boligenhed, hvilket for bosætningernes 30-50 huse svarer til maksimum 2 hektar bebygget område i alt. Kun dette mindre areal overføres til byzone, mens det øvrige grundstykke bibeholdes i landzone til de beskrevne blandede jordbrugsformål. Herved fastholdes fokus på det grønne, på dyrkningen og på landsbyen som en uundværlig del af den danske historie.

Landsbyerne, der begyndte som bopladser tilbage i bondestenalderen for mere end 6.000 år siden, er her stadig. Men skal de overleve som attraktiv boform i Danmark - med levende, kulturelle og oplevelsesmæssige værdier - er det nødvendigt med et markant løft.

Bo med en ko eller to.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter