Der er kamp om midten i dansk politik. Så meget at man kunne fristes til at sige, at partierne er blevet alt for ens, og at de politiske forskelle består i at komme med alternative beregninger på finansieringen af den velfærdsstat, ingen sætter spørgsmålstegn ved. Men det er ikke helt rigtigt. Der er masser af konfliktstof tilbage, det har blot ikke helt samme karakter som tidligere. Højre-venstre-aksen har nemlig fået en ny akse, som i stedet er centreret om værdier, som groft kan opdeles mellem moderne og traditionelle. Denne nye akse forklarer, hvordan et parti som Dansk Folkeparti kan slippe af sted med at kalde sig et midterparti og alligevel fastholde sin position som en total modsætning til Det Radikale Venstre. Dansk Folkepartis værdigrundlag er altovervejende traditionelt, og dette muliggør, at de politiske holdninger kan begrundes i tradition, kulturarv, natur, religion og etnicitet. Heroverfor står Det Radikale Venstre som den moderne humanistiske modpol, hvor politikken finder sin begrundelse i mennesket og intet andet. Sådan ville det i hvert fald være, hvis partiet vitterlig var oprigtigt moderne. I erkendelsen af at den radikale politik skal finde sit fodfæste i den modernitet, som begyndte med oplysningstiden, må der sendes et signal til Det Radikale Venstre om, at baglandet stiller krav om en stærkere moderne profil i partiet. Det må understreges, at Det Radikale Venstre var og stadig er den absolutte kontrast til Dansk Folkeparti. Dette kræver, at de radikale også melder klarere ud og sløjfer et par af deres egne umoderne ideer og forbehold. Men alt det kommer vi tilbage til. Først er det på sin plads at definere, hvad vi egentlig mener med det moderne. Det moderne handler om løsrivelsen af mennesket fra de selvpåførte begrænsninger, som vi anvender for at undgå at betjene os af vores egen fornuft, som det ville hedde i en omskrivning af Kants berømte definition. Disse begrænsninger er naturen, traditionen, religionen, historien, etniciteten og kønnet. Det er begrænsninger, vi lader os diktere af, fordi vi tildeler dem en egen værdi. Urokkelige størrelser, som er væsentligere end den menneskelige dømmekraft og fornuft. Moderniteten satte pragmatik, og den rationelle og fornuftige argumentation, højere end hensynet til abstrakte størrelser. I moderniteten var det ikke længere et argument, at man gjorde, som man gjorde, fordi man altid havde gjort det, fordi det var naturligt, eller fordi Gud vistnok mente, at det var godt. Den slags unøjagtige og usaglige størrelser var ubrugelige, hvis man skulle skabe fremskridt i forhold til, hvad der praktisk talt nyttede noget. Det er såre menneskeligt at fæste sin lid til disse abstrakte forestillinger. De sikrer nemlig mennesket en illusion om noget konstant stabilt og urokkeligt. Noget, der kan kompensere for vores egen fejlbarlighed. Noget, som garanterer os, at vi ikke står alene med at skulle formulere 'det gode', men at 'det gode' heldigvis ikke er noget, vi selv har ansvaret for at definere. Vi er gudskelov ikke alene med os selv. Denne umyndiggørelse af mennesket gjorde de moderne imidlertid op med. Mennesket kunne selv, i fællesskab med andre, skabe en bedre verden uden om alle mulige irrationelle begrundelser. Demokratiet blev rammen om det moderne menneskes frie udfoldelse, fordi det sikrede et rum, hvor mennesker kunne diskutere anskuelser og værdier baseret på fakta og ikke fordomme; erfaringer og ikke åbenbaringer. Hvis læserne nu mener, at dette lyder som noget, alle burde kunne være enige i, er vi naturligvis tilbøjelige til at give dem ret noget af vejen. Alle burde vel egentlig kunne være enige i det, men det er langtfra de politiske realiteter. Lad os derfor komme med et konkret eksempel. Homoseksuelles ret til at adoptere er et emne, der konsekvent deler vandene, men det er ikke altid de samme begrundelser, folk anvender, når de skal retfærdiggøre deres standpunkt. Et argument imod retten til adoption ville finde sin begrundelse med reference til Bibelen, et andet ville være, at det nu engang bare er sådan, at to mænd eller to kvinder ikke kan få børn sammen, og et tredje, at det nu engang bare er et underligt nymodens påfund, og at der derfor umuligt kan komme noget godt ud af det. I alle tre tilfælde er argumentationen hentet uden for mennesket. I religionen, i naturen og i traditionen. Men ingen af disse argumenter er gyldige, hvis man betragter sig selv som moderne. Det individuelle menneske og menneskets ret til at afprøve og udfordre det bestående (så længe handlingen ikke skader andre medmennesker) er vigtigere end både religion, natur og tradition. Da de radikale i sin tid diskuterede homoseksuelles adoptionsret, var bekymringen da også i væsentlig grad rettet mod børnenes tarv og ikke mod abstrakte, fastfrosne størrelser. I den moderne optik er intet større end mennesket, og intet andet end mennesket har værdi i sig selv. Dette skyldes, at mennesket er det eneste, vi kan forholde os til, og som vi konkret kan erfare noget om. Gud kan meget vel eksistere, men indtil videre er beviserne for hans eksistens så elendige, at tvivlen må komme mennesket til gode. Ligesom Gud har naturen heller ingen egen værdi i sig selv, da den blot er resultatet af en brutal overlevelseskamp, som ingen indbygget moral og etik har. Af samme grund er naturlighed et ubrugeligt argument i moderniteten. Fastholdelsen af det moderne projekt gør, at man må give afkald på en lang række irrationelle måder at begrunde sine politiske argumenter på, men det betyder ikke, at moderniteten bliver et køligt og ufølsomt projekt, som er fuldstændig blottet for andet end dybt rationelle og pragmatiske overvejelser. Folk deler sig efter anskuelser, behov, værdier og personlige følelser og danner dermed den mangfoldighed, demokratiet ikke kan leve uden. At argumentere politisk på en moderne måde indebærer altså, at der er en række argumenter, som bliver ugyldige, fordi de ikke tager udgangspunkt i mennesker, men i umyndiggørende erstatninger for egentlig personlig stillingtagen. Det moderne er således intet diktat om, hvad du skal mene, men retningslinjer i forhold til, hvordan du kan begrunde din mening, så begrundelsen er fornuftig og saglig. I øjeblikket er den danske regering under kraftig indflydelse fra et parti, hvis ideologiske frontfigurer betragter oplysningstiden som den sorteste periode i menneskets historie. Vores statsminister orienterer sig i større og større grad mod en dybt religiøs amerikansk præsident, og han og regeringen har netop lagt sidste hånd på en finanslov, hvor en betragtelig bid af kulturmønterne går til domkirke, sømandspræster, sprogbevaring, nationalistisk propaganda og fortidsminder fra Hammershus til Kaj Munk. Samtidig med at irrationaliteten skyller ind over den danske regeringsmagt, oplever verden en genopblomstring af fundamentalisme og religiøs vold. En fundamentalisme, der ikke kan imødegås af en nation, der opruster i ufornuft og romantik, men kun af politisk vilje til rationalitet og moderne humanisme. Vi må for alt i verden skærpe den moderne profil og ikke løsne den! Løsningen på problemerne i en ny og usikker verdensorden er ikke at drømme sig tilbage til en særlig uforanderlig ånd. Løsningen er at koncentrere sig om foranderligheden og menneskets muligheder for at kæmpe for sine egne individuelle værdier. Alle andre åndelige værdier står til forhandling, fordi de alle er opfundet af mennesket. Danskhed og kristendom er konstruerede ideer, som kan kasseres, hvis der ikke længere er kunder til dem. At statens kulturmidler således bruges på at bringe borgerne tilbage i tiden frem for at støtte projekter, der peger fremad, kan derfor kun ses som et udtryk for, at den politiske magt i øjeblikket ikke ejer ambitioner på borgernes vegne. Det er antihumanistisk, det er fejt, og så er det vejen mod det sikre nederlag at konkurrere med fjenden på det område, hvor fjenden er stærkest, nemlig på det følelsesmæssigt funderede og irrationelle område. Fundamentalisternes religion og kultur er nemlig meget stærkere end vores, og er vores forsvar mod dem blot en national og religiøs oprustning, har vi ikke en chance. I 1997 fik Det Radikale Venstre et nyt principprogram, der desværre på flere punkter sendte partiet i den gale retning, væk fra moderniteten. En tidligere kritisk indstilling til kongehuset forsvandt ud af den radikale politik. Det progressive og moderne parti havde simpelthen tabt pusten og benyttede sig nu af de traditionalistiske motiver for at undskylde dette visionsløse skridt. Heller ikke et opgør med folkekirken havde man modet til. Under henvisning til institutionernes folkelige popularitet og deres lange historiske arv opgav man at føre Danmark i en mere moderne retning, men valgte i stedet det følelsesbaserede argument for bevarelsen af to institutioner, der på alle måder strider imod oplysningstraditionen. Kongehusets særstilling forbryder sig med det moderne grundprincip om, at alle er stillet juridisk lige. I Danmark kan kongehusets medlemmer ikke straffes for deres hang til fartoverskridelser, fordi denne familie ved lov er mere værd end andre mennesker. En åbenlys absurditet i et moderne samfund. Derudover er kongehuset et udtryk for en primitiv tankegang, hvor en abstrakt familie skal sættes ind som overhoveder i et samfund, hvis borgere dermed bliver en ideelt set blodsbeslægtet etnisk gruppe frem for almindelige borgere i en anstændig republikansk stat. Et romantisk syn på samfundet som en familie i stedet for et samfund af borgere, der deltager i et praktisk og fornuftsbaseret fællesskab med hinanden. Det Radikale Venstre glemte sandsynligvis i sin komfortable position som regeringspartner i 1997 at kritisere statens indretning. Noget, der desværre ofte er en kedsommelig konsekvens af at have fået for meget magt. Det Radikale Venstre har også sat »fred med de hellige« højere end et ordentligt opgør med folkekirken som statsgaranteret og tilgodeset religion. Med folkekirken erklærer staten indirekte en tro for mere rigtig end en anden, skønt alle religioner i princippet bør stilles lige, da de alle hviler på det samme dårlige bevisgrundlag. At kristendommen skal støttes særligt i Danmark kan aldrig blive et moderne synspunkt, skønt det fungerer udmærket for et præmoderne parti som Dansk Folkeparti at hævde, at traditionen foreskriver kristendommens særstatus. Det kan imidlertid aldrig blive radikal politik, hvis Det Radikale Venstre vil fastholde sin status som landets mest moderne parti. Positivt er det, at partiets græsrødder på landsmødet i 2003 vedtog en resolution om at skille kirke og stat, selv om intet tyder på, at partiledelsen vil gøre det til sit synspunkt. I det hele taget er Det Radikale Venstre i misforstået folkelighed gået på kompromis med oplysningstraditionen og kritikken af nationalromantisk ævl. Når partiet selv foreslår en sprogpolitik, er det ikke et udtryk for det fremsynede internationale perspektiv, som ellers kendetegner partiet, men småtskåren nationalistisk kulturprotektionisme. Ligesom med alt andet 'dansk kultur', er der intet der bør have særstatus som bevaringsværdigt i sig selv. Dansk sprog skal tales, så længe der er nogen, der gider tale det, og hvis ingen længere gider det, så må det på den kulturelle losseplads. Dansk sprog skal ikke bevares for sin egen skyld, for det er de mennesker, der taler det - eller ikke taler det - der har værdi og ikke sproget. Et essentielt moderne synspunkt er, at mennesket kan betjene sig af sin egen fornuft, og at dette menneske skal stimuleres til at tage sine egne beslutninger på et oplyst grundlag. Af samme grund kan det undre, at de radikale på det seneste har boltret sig lystigt med at foreslå forbud mod snart det ene og snart det andet. Sovebusser, fyrværkeri, rygning og yderligtgående muslimske snakkeklubber. I stedet for at tro på oplysningens kraft og den sunde fornuft vælger man at forbyde menneskene selv at nå til en erkendelse. I stedet for at oplyse borgerne om farerne i deres hverdag, fjerner man begrundelsen for, at de skal kunne tænke og bestemme selv, ved at forbyde dem at tage stilling. Det er muligt, at denne holdning giver flere stemmer, men så er de nye radikale vælgere ikke rigtig radikale, og det samme kunne man så fristes til at sige om partiet. I takt med at landet inden for de sidste årtier har taget imod en overordentlig stor mængde tilflyttere fra lande med alt andet end moderne livsstil, kunne man håbe, at et moderne parti ville se det som sin fornemmeste pligt at gå forrest med politiske tiltag, der kunne sikre, at disse tilflyttere blev demokratiske borgere med oplyste og moderne værdier. Det har imidlertid langtfra været tilfældet. Alt for længe har Det Radikale Venstre accepteret, at nogle mennesker åbenbart ikke kan og ikke skal oplyses. Man har henvist til kultur, men det er igen lodret imod et moderne princip om generel, universel humanisme, der ikke skeler til tilfældige kulturelle påfund, men først og fremmest ser på, hvad der erfaringsmæssigt har vist sig at være godt for mennesket. Om det er, fordi man i virkeligheden har betragtet tilflytterne som undermennesker, der aldrig ville kunne lære de moderne værdier, eller fordi man pludselig blev i tvivl om det moderne projekts værdi, er aldrig blevet helt klart. Men det er et svigt af dimensioner, som Det Radikale Venstre bærer en stor del af skylden for. Det kunne man gøre noget ved, hvis man én gang for alle turde stå ved, at moderniteten simpelthen er en bedre løsning på menneskets problemer end den intuitivt tiltalende, intellektuelt mere håndgribelige, men på længere sigt totalt uholdbare traditionalisme. Det er ikke let at vælge moderniteten. Der findes vel næppe noget vanskeligere end at turde betjene sig af sin egen sunde fornuft. Men det moderne projekt er politik i virkelighedens verden. I de levendes verden. Ikke i de dødes. Derfor har moderniteten fremtiden for sig, og Det Radikale Venstre bør for alvor markere sig som det progressive parti, der tør tage konsekvensen af det moderne og i højere grad argumenterer moderne. Lige nu er der nemlig ingen andre, der gør det.