0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Afrikas næste katastrofe

Afrika står over for endnu en sygdomskatastrofe. Sukkersygen rammer nemlig ulandene som aldrig før. Hvorfor? Det haster med at finde svaret. Kronikørerne er henholdsvis cheflæge på Steno Diabetes Center og ph.d.-stipendiat på Institut for Folkesundhedsvidenskab.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den generelleopfattelse af sygdomsmønstret i udviklingslandene er fortsat, at de væsentlige problemer begrænser sig til smitsomme infektionssygdomme, ikke mindst 'de tre store', hiv/aids, malaria og tuberkulose.

I Tanzania udgør alene hiv/aids og tuberkulose over 60 procent af den samlede langtidspleje og -behandling i det officielle sundhedssystem. Omvendt ser det ud i de industrialiserede lande, hvor ikke-smitsomme sygdomme dominerer sygdomsmønstret.

Her spiller de såkaldte 'livsstilssygdomme' en væsentlig rolle, og da ikke mindst fedme og type 2-diabetes, tidligere også kendt som 'gammelmandssukkersyge'. Tilnavnet gammelmandssukkersyge skyldes, at det tidligere primært var ældre, der udviklede sygdommen.

I de seneste årtier er type 2-diabetes blevet et termometer for, i hvor høj grad et samfund er tynget af livsstilssygdomme med for fed kost og manglende fysisk aktivitet som de vigtigste udslagsgivende risikofaktorer.
I dag får stadig flere yngre og midaldrende mennesker type 2-diabetes på grund af overvægt og fysisk inaktivitet.

Samtidig har sygdommen ændret karakter. Fra at være en velfærdssygdom, der overvejende ramte befolkningen i den vestlige verden, hvor stillesiddende arbejde og overskud af mad siden Anden Verdenskrig har været reglen, er den nu en sygdom, der har sin største udbredelse i udviklingslandene.

De nyeste tal fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) baseret på de seneste ti års forskning viser nemlig, at type 2-diabetes ikke bare er på kraftig fremmarch i udviklingslandene, men i absolutte tal forventes at ville blive endnu højere end i industrilandene i antal patienter senest i år 2025.

De tørre, men uhyggeligt store tal ser således ud: I dag lider mere end 150 millioner mennesker af sygdommen, og i år 2025 forventer verdenssundhedsorganisationen WHO, at der vil være mere end dobbelt så mange diabetikere på verdensplan.

Ni ud af ti diabetikere har type 2-diabetes. I 2025 vil tre ud af fire diabetikere bo i udviklingslandene. Det gælder ikke mindst i Kina, Indien og Mellemøsten, hvor den vestlige livsstil er i eksplosiv udvikling med livsstilssygdomme som type 2-diabetes til følge.

Overraskende for de fleste vil nok være, at der også i Afrika - verdens fattigste kontinent - er sket en mærkbar stigning i forekomsten af type 2-diabetes inden for det seneste årti. I 2025 skønner WHO, at det afrikanske kontinent vil have 15 millioner diabetikere og 40 millioner med forstadiet til sygdommen.

En af devigtige grunde til de seneste års markante stigning i forekomsten af type 2-diabetes i udviklingslandene er den voldsomme grad af urbanisering, der finder - og længe har fundet - sted.

Se bare på en by som Nairobi, Kenyas hovedstad. I 1994 boede der 1,5 millioner mennesker i byen, nu er indbyggertallet på bare ti år eksploderet til omkring tre millioner.

Med urbaniseringen følger som hovedregel en ændring i livsstil. Det betyder et skift fra en tilværelse med høj fysisk aktivitet i landbrugsarbejde til et mindre fysisk krævende arbejde på en fabrik eller i et kontormiljø.

Samtidig ændres det enkelte individs ernæringskilde markant, og går fra en ensformig men solid kost rig på uforarbejdede kulhydrater, plantefibre og fattig på fedt til en 'storbykost' med færre kulhydrater, hvoraf flere indtages via forarbejdede fødevarer.

Det betyder færre plantefibre i kosten, som samtidig er blevet rigere på fedt - vel at mærke fedt af den slags, der er skadeligt for helbredet. Kostændringen sker øjensynlig i alle socialgrupper, hvorfor type 2-diabetes rammer bredt uden skelen til rig og fattig.

Sideløbende med denne udvikling skyder der også i udviklingslandenes metropoler mange fastfood-restauranter op, som bruges flittigt af især unge, hvilket vil bidrage til yderligere at forværre situationen.

Ændringer i kostvaner og nedsat fysisk aktivitet har i Afrika og visse andre fattige dele af verden en langt stærkere, negativ indflydelse på helbredet end i Europa.

Selv om ændringerne kun giver anledning til små ændringer i folks ydre - det kan være lidt ekstra fedt på bugen - så reagerer kroppen som hos en dansk overvægtig person ved at udvikle diabetes og hjerte-kredsløbssygdomme.

Derfor ses også i Afrika en stigende forekomst af diabetes - mest udtalt i byområderne. Afrikanere er med andre ord tilsyneladende endnu mere følsomme over for ændringer i livsstil og kropsbygning end vi europæere er, men årsagen til denne forskel mellem europæere og afrikanere kendes ikke med sikkerhed.

Her ligger en stor udfordring i forhold til det forebyggende arbejde uden for Europa samt Nordamerika og Australien med store befolkningsgrupper af europæisk oprindelse. Hvis vi ikke forstår disse forskelle, kan vi heller ikke give rationelle bud på organisering af den forebyggende indsats.

Især Afrika står i de kommende år over for en sygdomskatastrofe af hidtil ukendte dimensioner, hvis ikke der gribes ind fra FN og enkelte donorlande. Her tænkes især på Danmark og det øvrige Skandinavien.

Det skyldes den såkaldte dobbelte sygdomsbyrde, som allerede har ramt Afrika. Ved den dobbelte sygdomsbyrde forstås at smitsomme sygdomme og kroniske sygdomme fremover må forventes at gå hånd i hånd.

De smitsomme sygdomme som hiv/aids, malaria og tuberkulose vil uændret præge befolkningerne voldsomt. Samtidig vil livsstilssygdomme, opstået enten på grund af sult (tvungen livsstil), eller på grund af hurtigt gennemførte ændringer i kosten med for megen energi og forkert ernæringssammensætning ('frivillig' livsstil) få en mere fremtrædende rolle.

Førstnævnte problem, der også kan lede til en række kroniske sygdomme inklusive diabetes på grund af underernæring i fostertilstanden eller den tidlige barndom, er alle bekendte med, mens sidstnævnte udvikling er kommet snigende gennem det sidste par årtier. De skrøbelige og udsultede sundhedsvæsener i Afrika skal dermed ikke kun slås med infektionssygdomme, men også med livsstilssygdomme, vi længe har troet tilhørte det rige Vesten.

Tal fra FN viser, at der i år 2025 vil bo fire milliarder mennesker i urbaniserede områder alene i udviklingslandene (Afrika, Latinamerika og Asien) eller næsten en fordobling i forhold til nu. Alene i Afrika vil over 50 procent af befolkningen til den tid have slået sig ned i byerne.

Fremtidsudsigterne for livsstilssygdomme som type 2-diabetes er derfor uhyggelige og nærmest råber på indgriben her og nu. Det gælder først og fremmest i forhold til en 'tandem-indsats' mellem forskning på området for at forstå de særlige mekanismer og sygdomsforudsætninger ud fra de enkelte udviklingslandes egne forudsætninger, og forebyggende og helbredende foranstaltninger via oplysningskampagner, tilbud om kliniske undersøgelser samt øgede muligheder for behandling af patienter med fremskreden type 2-diabetes.

Inden for forskningen er der behov for sammenlignende studier mellem befolkningsgrupper med forskellig etnisk sammensætning til afklaring af årsager til sygdommens opståen og udbredelse, men også for forskning der specielt fokuserer på behandlingssystemer, sygdomsopfattelse, samt evne og vilje til forebyggelse i de enkelte lande.

På den basis må der gennemføres sundhedsøkonomiske analyser, der vurderer hvilke behandlings- og forebyggelsestiltag, som vil være mest omkostningseffektive i netop disse samfund.

En sådan analyse skal ikke mindst udføres set i lyset af, at diabetes i fattige områder af verden også medfører en stigning i komplikationer, som er sjældne i Europa. Eksempelvis har afrikanske patienter med type 2-diabetes en betydeligt øget risiko for at få tuberkulose.

Sidst men ikke mindst skal cost-benefit-analysen ses i forhold til de sen-komplikationer, som type 2-diabetes medfører (amputationer, blindhed, hjerte- og karsygdomme), og de enorme omkostninger, sådanne følgesygdomme vil medføre - menneskeligt som samfundsøkonomisk.
Det er desværre også et faktum, at behandlingen af en livstruende sygdom som hiv kan medføre udviklingen af type 2-diabetes.

I december 2003 lancerede WHO en ambitiøs plan kaldet '3 by 5', med det formål at behandle 3 millioner hiv-smittede i udviklingslandene, primært i Afrika, inden udgangen af 2005 med antiretroviral (ARV) medicin - et præparat der kan forlænge hiv-smittedes liv.

Intet tyder på, at WHO's målsætning kan opfyldes, men det nævnes heller ikke, at behandlingsformen er et tveægget sværd. ARV-behandling resulterer nemlig i stor risiko for udvikling af type 2-diabetes, der så igen vil afkorte patientens liv.

Med manglen på behandlingstilbud til diabetikere i udviklingslandene vil man blot skabe et nyt problem, selv om den enkelte patient ganske vist ikke er helbredt for hiv, men i det mindste får mulighed for at forlænge livet.

Forebyggelseaf type 2-diabetes er trods alt den bedste løsning - i udviklingslandene som her - også selv om det kræver nogle store investeringer i den indledende fase. Samtidig vil bedre behandlingstilbud og opsporingsmuligheder for personer med uerkendt diabetes være nødvendig.

Dette stiller store krav til indsatsen i lande, hvor indsatsen i en lang årrække har været helt fokuseret på de akutte og infektiøse sygdomme, og det kræver omstillinger i det administrative apparat, bistandsorganisationer og befolkningen. Sidstnævnte skal baseres på oplysning og uddannelse fra grundskoleniveau og opefter.

Det er værd at hæfte sig ved, hvor lille kendskabet til diabetes egentlig er i udviklingslandene. Det er ikke ualmindeligt, at en afrikaner med fremskredent fodsår - et af symptomerne af ubehandlet diabetes - først går til en sundhedsklinik med sine synlige problemer, når tæerne er begyndt at falde af. Der findes sågar et eksempel på en tanzanisk bonde, der undrende viste en af sine tæer frem i en lille æske til den lokale læge.

De synlige problemer som fodsår skal som minimum være alment kendte.

Men at opnå forebyggelse af sygdommen er det egentlige problem, og der er desværre lang vej igen. Ikke mindst fordi det tager mange år, før symptomerne kommer, og at det kræver en indgriben i livsstilen hos millioner af mennesker, som har meget begrænsede muligheder for at lave livsstilsændringer på grund af dårlige økonomiske og sociale vilkår.

Til sammenligning skræmmer sporene fra forsøg på forebyggelse af hiv. Selv om millioner af afrikanere er enten døde, smittede eller indirekte berørte af hiv/aids inden for de seneste tyve år, så har det vist sig yderst vanskeligt at få mændene til at bruge kondom.

Det er blevetindlysende, at det kræver en målrettet indsats af politisk og økonomisk art mellem udviklingslandene og de lande og organisationer, der giver økonomisk støtte, for at forebygge og behandle type 2-diabetes.

De handlemåder, som skal bringes i anvendelse for at styrke den forebyggende indsats, vil være helt anderledes i de fattige lande sammenlignet med indsatsen i eksempelvis Danmark.

En ukritisk overførsel af vore egne handlemåder vil ikke blot være ineffektiv, men vil også være en gentagelse af 'miljø-debatten', hvor vi i den vestlige verden er endt i et moralsk dilemma i forhold til udviklingslandene.

Det er tilfældet, når vi skal bede regeringerne i udviklingslandene holde igen med for eksempel forurening og skovhugst efter selv at have været hele synderegistret igennem i vores egen del af verden.

Det bliver således en kompliceret opgave, når danske udviklingsarbejdere og politikere skal komme med gode råd eller ligefrem stille krav i forhold til arten af forebyggelse og behandling af type 2-diabetes samt den prioritering, disse områder skal have.

For at løse denne opgave er det for det første nødvendigt, at handlingsplaner bliver til i en dialog, så modtagerlandene ikke føler, at de får trukket noget ned over hovedet. De skal føle et slags 'medejerskab' af alle de tiltag, der bliver lavet på området.

For det andet kræves det, at den nødvendige viden om hvorledes forebyggelsen og behandlingen skal gennemføres, er til stede. Det forudsætter forskning, som kan skabe den nødvendige viden om sygdommens årsager, men også et tæt samarbejde mellem donor- og modtagerland inden for deltagelse i den nødvendige forskning og inden for udarbejdelse af handlings- og implementeringsplaner.

Kun på denne måde er der en realistisk chance for en succesrig intervention over for den hastigt voksende epidemi af type 2-diabetes i udviklingslandene.