0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rapport fra fundamentet

Folkehøjskolens krise er naturlig som den øvrige knagen i nationalstatens fundament. Spørgsmålet er, om krisen kan vendes til noget positivt? Dagens kronikør har været højskolelærer og forstander på Vallekilde. I dag er han programmedarbejder i DR.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det var efter en generalforsamling i de danske folkehøjskolers forening engang i 1970'erne. Der havde lydt mange begejstrede ord om de frie skolers uafhængighed af statsmagten, og flere af de mest bragesnakkende deltagere havde endnu røde kinder, mens de startede bilerne til hjemturen.

Ud på aftenen sad jeg og talte med J. Th. Arnfred, Askov Højskoles mangeårige forstander. Det var mere end tyve år siden, han var gået af, men han var fortsat i sin høje alder en levende del af højskolelandskabet.

Den aften havde han to kommentarer, jeg aldrig har glemt. Om uafhængighedsviljen blandt højskolefolket sagde han på den stilfærdige facon, der var karakteristisk for ham, at ordene klang flot, men der skulle ikke andet til end en mærkbar nedgang i elevtallet, så var langt over halvdelen af højskolerne parate til at bøje sig for den såkaldte nødvendighedens lov og indføre prøver og andre tilpasninger til det etablerede undervisningssystem i fædrelandet.

»Friheden koster«, sagde Arnfred. Og hans største bekymring gik egentlig på, at man i en potentiel krisesituation var parat til at sælge friheden ved at blive lokket med øget statstilskud til undervisningen. Efter den gamle højskolestrategs mening var det af afgørende betydning, at statstilskuddet til lærerlønninger og undervisning ikke oversteg 85 procent: »Friheden sidder i de sidste 15 procent«, sagde han den aften og ved mange andre lejligheder.

Det er 'Rapport fra Højskoleudvalget. December 2004', der har fået mig til endnu en gang at mindes netop den aften i Askov for mange år siden. Jeg har slet ikke kunnet undgå at høre Arnfreds stilfærdigt indtrængende stemme under læsning af den 58 sider lange rapport udvalget under ledelse af Sønderjyllands amtsborgmester, Carl Holst, før jul sendte til undervisningsminister Ulla Tørnæs - og offentligheden.

Ministeren har trykket på knappen med standardsvar: »Jeg vil gerne takke for udvalgets arbejde. Der foreligger nu en god og gennemarbejdet rapport med mange konkrete forslag, der vil kunne danne grundlag for en bred debat. Jeg vil nu afvente debatten og herefter tage stilling til de konkrete forslag udvalget kommer med«, har ministeren udtalt.

Udgangspunktet for udvalgets nedsættelse var det velkendte, at de danske folkehøjskoler gennem de sidste ti år har oplevet et fald i antallet af årselever på 30 procent, og som en ubønhørlig konsekvens af dette er antallet af skoler i den samme periode reduceret med 15 procent.

Det hedder krise på jævnt dansk, også selv om nedgangen er beregnet ud fra 1994, som var det kvantitativt største succesår i højskolernes nu 160-årige historie. Men det er altid godt at huske på, at når kineserne skriver krise gør de det med et skrifttegn, som også bruges, når der skal skrives om nye muligheder. For der er altid to muligheder, når vanskelighederne ikke længere er til at komme uden om. Man kan søge at tilpasse sig og prøve på at overleve på den måde, eller man kan konfrontere udfordringerne og tænke i dybden.

Det knager i folkehøjskolens fundament, ganske som det knager i alle de andre dele af nationalstatens fundament, der blev lagt midt i 1800-tallet. Fra grundlov over folkestyre til folkekirke. Alt andet ville også være uforståeligt, når man tager den globale forandring i betragtning.

Vi fik den første folkehøjskole i 1844, og meget hurtigt begyndte myndighederne at se det værdifulde i det arbejde, der blev udført, hvorfor der blev ydet en vis økonomisk støtte til skolerne, som i øvrigt med bestemthed afviste alle krav om indførelse af eksamen som betingelse for at modtage statslige midler.

Offentlig støtte i meget beskedent omfang til ubemidlede elevers betaling begyndte at komme fra 1869, men det var først, efter at der i 1892 gennemførtes en egentlig lovgivning om folkehøjskolerne, at elevstøtten blev mærkbar.

Hele tiden var bevægelsen den, at højskolerne gjorde et så fortjenstfuldt stykke arbejde, at det offentlige indså det fornuftige i at støtte, skønt der ikke var egentlige indholdsmæssige krav fra staten om, hvad der skulle foregå på skolerne. Til gengæld kunne man opleve, at adskillige højskoler i årene efter 1877 nægtede at modtage støtten, fordi den under Estrup kom via finanslove der var vedtaget provisorisk.

Der var tale om frie skoler, som stred og blomstrede og somme tider gik ned med flaget i en aldeles besynderlig og aldrig før set kombination af elevers og læreres fælles optagethed af livets uforklarlige rigdom, som det opleves af de til enhver tid levende deltagere i det eksperiment der hedder 'det danske folks historie'. Optagetheden kom til udtryk i mere eller mindre gedigen undervisning i en række fag, som ungdommen havde brug for, og gennem den mangfoldighed af muligheder der opstår, når man lever i den trykkoger, som en kostskole er. Og det mærkeligste var - og er - at der var fri adgang uanset formel baggrund, hvis blot dåbsattesten viste, ansøgeren havde den tilstrækkelige minimumsalder.

Det kunne være svært at finde ud af, hvad nytte det alt sammen var til, hvis det da ikke lige var fordi de unge mennesker så tydeligt kom ud af skoleopholdet med større livsvilje og retning i deres tilværelse end da de begyndte på højskolen. De havde fået deres realkompetence kraftigt forbedret, men der var ikke sket så meget med den formelle kompetence, for at bruge en skelnen som højskoleudvalget benytter i rapporten. Ganske vist kom der enkelte skoler, der specielt rettede sig mod unge piger der ville være sygeplejersker, der var skoler med håndværkerlinjer og man kunne adskillige steder kvalificere sig til at lede frivilligt gymnastik- og foreningsarbejde. Rundt omkring var der også andre specielle tilbud. Men langt det almindeligste var, at man ikke ved opholdets slutning blev udstyret med et dokument a la et eksamensbevis, der på mindste måde gav adgang til et højere trin i jobhierarkiet. Men forhåbentlig var man blevet et mere livsdueligt menneske.

Med årene voksede der en treklang op, som var tydeligt hørbar i de perioder, hvor højskolen virkelig lykkedes: 1) Skolerne gav eleverne frisættende oplevelser, de ikke kunne få noget andet sted i undervisningsverdenen; 2) Skolerne placerede sig som åndelige kraftcentre, der også var med til at styrke den egn, hvor de var placeret; 3) Skolernes bedste folk blandede sig i den offentlige debat - holdt foredrag, skrev bøger og artikler og var dermed i bred forstand med til at præge det politisk-kulturelle liv i Danmark.

Kort og godt: Hvad der foregik på højskolerne var så vigtigt et element i den fundamentale demokratiske udvikling i landet, at det var almindelig sund fornuft, at det offentlige støttede aktiviteterne.

Ak, hvor forandret, må man så udbryde. Sådan er det ikke mere. Frem til omkring 1970 kunne samfundsforandringerne så nogenlunde rummes i et genkendeligt højskolebillede, men nu gik den ikke længere. Efter en periode hvor højskolerne blev stærkt forkætrede, fordi der både skete en politisering, og skolerne ud fra en overfladisk betragtning - som der aldrig er mangel på - tilsyneladende mest fungerede som de utilpassedes reservat, skete der en markant ideologisk atomisering af skolerne, så det eneste fælles, der efterhånden blev tilbage, var, at hvad som helst kunne forsvares under højskoleloven med henvisning til »retten til forskellighed«. Billedet blev for alvor