Det var efter en generalforsamling i de danske folkehøjskolers forening engang i 1970'erne. Der havde lydt mange begejstrede ord om de frie skolers uafhængighed af statsmagten, og flere af de mest bragesnakkende deltagere havde endnu røde kinder, mens de startede bilerne til hjemturen. Ud på aftenen sad jeg og talte med J. Th. Arnfred, Askov Højskoles mangeårige forstander. Det var mere end tyve år siden, han var gået af, men han var fortsat i sin høje alder en levende del af højskolelandskabet. Den aften havde han to kommentarer, jeg aldrig har glemt. Om uafhængighedsviljen blandt højskolefolket sagde han på den stilfærdige facon, der var karakteristisk for ham, at ordene klang flot, men der skulle ikke andet til end en mærkbar nedgang i elevtallet, så var langt over halvdelen af højskolerne parate til at bøje sig for den såkaldte nødvendighedens lov og indføre prøver og andre tilpasninger til det etablerede undervisningssystem i fædrelandet. »Friheden koster«, sagde Arnfred. Og hans største bekymring gik egentlig på, at man i en potentiel krisesituation var parat til at sælge friheden ved at blive lokket med øget statstilskud til undervisningen. Efter den gamle højskolestrategs mening var det af afgørende betydning, at statstilskuddet til lærerlønninger og undervisning ikke oversteg 85 procent: »Friheden sidder i de sidste 15 procent«, sagde han den aften og ved mange andre lejligheder. Det er 'Rapport fra Højskoleudvalget. December 2004', der har fået mig til endnu en gang at mindes netop den aften i Askov for mange år siden. Jeg har slet ikke kunnet undgå at høre Arnfreds stilfærdigt indtrængende stemme under læsning af den 58 sider lange rapport udvalget under ledelse af Sønderjyllands amtsborgmester, Carl Holst, før jul sendte til undervisningsminister Ulla Tørnæs - og offentligheden. Ministeren har trykket på knappen med standardsvar: »Jeg vil gerne takke for udvalgets arbejde. Der foreligger nu en god og gennemarbejdet rapport med mange konkrete forslag, der vil kunne danne grundlag for en bred debat. Jeg vil nu afvente debatten og herefter tage stilling til de konkrete forslag udvalget kommer med«, har ministeren udtalt. Udgangspunktet for udvalgets nedsættelse var det velkendte, at de danske folkehøjskoler gennem de sidste ti år har oplevet et fald i antallet af årselever på 30 procent, og som en ubønhørlig konsekvens af dette er antallet af skoler i den samme periode reduceret med 15 procent. Det hedder krise på jævnt dansk, også selv om nedgangen er beregnet ud fra 1994, som var det kvantitativt største succesår i højskolernes nu 160-årige historie. Men det er altid godt at huske på, at når kineserne skriver krise gør de det med et skrifttegn, som også bruges, når der skal skrives om nye muligheder. For der er altid to muligheder, når vanskelighederne ikke længere er til at komme uden om. Man kan søge at tilpasse sig og prøve på at overleve på den måde, eller man kan konfrontere udfordringerne og tænke i dybden. Det knager i folkehøjskolens fundament, ganske som det knager i alle de andre dele af nationalstatens fundament, der blev lagt midt i 1800-tallet. Fra grundlov over folkestyre til folkekirke. Alt andet ville også være uforståeligt, når man tager den globale forandring i betragtning. Vi fik den første folkehøjskole i 1844, og meget hurtigt begyndte myndighederne at se det værdifulde i det arbejde, der blev udført, hvorfor der blev ydet en vis økonomisk støtte til skolerne, som i øvrigt med bestemthed afviste alle krav om indførelse af eksamen som betingelse for at modtage statslige midler. Offentlig støtte i meget beskedent omfang til ubemidlede elevers betaling begyndte at komme fra 1869, men det var først, efter at der i 1892 gennemførtes en egentlig lovgivning om folkehøjskolerne, at elevstøtten blev mærkbar. Hele tiden var bevægelsen den, at højskolerne gjorde et så fortjenstfuldt stykke arbejde, at det offentlige indså det fornuftige i at støtte, skønt der ikke var egentlige indholdsmæssige krav fra staten om, hvad der skulle foregå på skolerne. Til gengæld kunne man opleve, at adskillige højskoler i årene efter 1877 nægtede at modtage støtten, fordi den under Estrup kom via finanslove der var vedtaget provisorisk. Der var tale om frie skoler, som stred og blomstrede og somme tider gik ned med flaget i en aldeles besynderlig og aldrig før set kombination af elevers og læreres fælles optagethed af livets uforklarlige rigdom, som det opleves af de til enhver tid levende deltagere i det eksperiment der hedder 'det danske folks historie'. Optagetheden kom til udtryk i mere eller mindre gedigen undervisning i en række fag, som ungdommen havde brug for, og gennem den mangfoldighed af muligheder der opstår, når man lever i den trykkoger, som en kostskole er. Og det mærkeligste var - og er - at der var fri adgang uanset formel baggrund, hvis blot dåbsattesten viste, ansøgeren havde den tilstrækkelige minimumsalder. Det kunne være svært at finde ud af, hvad nytte det alt sammen var til, hvis det da ikke lige var fordi de unge mennesker så tydeligt kom ud af skoleopholdet med større livsvilje og retning i deres tilværelse end da de begyndte på højskolen. De havde fået deres realkompetence kraftigt forbedret, men der var ikke sket så meget med den formelle kompetence, for at bruge en skelnen som højskoleudvalget benytter i rapporten. Ganske vist kom der enkelte skoler, der specielt rettede sig mod unge piger der ville være sygeplejersker, der var skoler med håndværkerlinjer og man kunne adskillige steder kvalificere sig til at lede frivilligt gymnastik- og foreningsarbejde. Rundt omkring var der også andre specielle tilbud. Men langt det almindeligste var, at man ikke ved opholdets slutning blev udstyret med et dokument a la et eksamensbevis, der på mindste måde gav adgang til et højere trin i jobhierarkiet. Men forhåbentlig var man blevet et mere livsdueligt menneske. Med årene voksede der en treklang op, som var tydeligt hørbar i de perioder, hvor højskolen virkelig lykkedes: 1) Skolerne gav eleverne frisættende oplevelser, de ikke kunne få noget andet sted i undervisningsverdenen; 2) Skolerne placerede sig som åndelige kraftcentre, der også var med til at styrke den egn, hvor de var placeret; 3) Skolernes bedste folk blandede sig i den offentlige debat - holdt foredrag, skrev bøger og artikler og var dermed i bred forstand med til at præge det politisk-kulturelle liv i Danmark. Kort og godt: Hvad der foregik på højskolerne var så vigtigt et element i den fundamentale demokratiske udvikling i landet, at det var almindelig sund fornuft, at det offentlige støttede aktiviteterne. Ak, hvor forandret, må man så udbryde. Sådan er det ikke mere. Frem til omkring 1970 kunne samfundsforandringerne så nogenlunde rummes i et genkendeligt højskolebillede, men nu gik den ikke længere. Efter en periode hvor højskolerne blev stærkt forkætrede, fordi der både skete en politisering, og skolerne ud fra en overfladisk betragtning - som der aldrig er mangel på - tilsyneladende mest fungerede som de utilpassedes reservat, skete der en markant ideologisk atomisering af skolerne, så det eneste fælles, der efterhånden blev tilbage, var, at hvad som helst kunne forsvares under højskoleloven med henvisning til »retten til forskellighed«. Billedet blev for alvor flimrende og uoverskueligt for den almindeligt interesserede borger. Og lige lidt hjalp det: Højskolerne, som stadig mere forpustede prøvede at følge med tidsånden, blev efterladt bagude. Når vi kommer til 'effektivisering' og 'cost-benefit-analyser', er kostskoler til enhver tid stensikre tabere. Jordbunden var blevet undermineret, og så kom skredet. På et tiår er folkehøjskole gledet fra at være et plusord til at være et højst tvivlsomt begreb. Listen over deprimerende historier i medierne er alenlang fra Tvind-sag over beretninger om feriekurser med statstilskud til højskolefolkenes jamren over ikke at blive godskrevet for historiske fortjenester - alt tilsat politikernes bevidste nedskæringer af de stadig mere unyttige højskolers tilskudsmuligheder. Nu er der så tilsyneladende raseret tilstrækkeligt. Jammeren er blevet hørt. Kom med skumslukkeren - det vil sige: Vi nedsætter et udvalg, der skal fortælle, hvordan vi kan støtte højskolerne bedre, dog naturligvis uden at det må koste ekstra penge! Forslagene skal være udgiftsneutrale, skrev fru Tørnæs til udvalget i dets kommissorium. Skumslukkeren har fungeret udmærket og tidstypisk. Den har været bemandet med 15 mænd og kvinder, hvis sympati for folkehøjskolerne er hævet over enhver tvivl. Udvalgsrapporten rummer et begavet resumé af den berømmelige højskolehistorie skrevet ud fra en ganske bestemt synsvinkel, nemlig at det vil være i fuld overensstemmelse med historien og tjene alle parter bedst, hvis folkehøjskolerne bliver tilpasset noget mere til det øvrige undervisningssystem. Det vil sige, at der skal lukkes op for, at man kan indgå samarbejdsaftaler med andre institutioner om at købe prøveforberedende arbejde under anden lovgivning til højskolernes elever. Dog kun i nærmere bestemt omfang og aldeles frivilligt. Der er også forslag om et studieforberedende etårigt højskoleforløb og om at 15 procent af årseleverne kan opnås på kurser tilrettelagt for deltagere med særlige forudsætninger. Der er smukke tanker om, at højskolerne kan gøre mere for at medvirke til at integrere flygtninge og kan lære os alle mere om demokratiets rødder. Som en konsekvens af alt dette foreslår udvalget, at formålsbestemmelsen udvides. En sådan bestemmelse skal der naturligvis være, selv om vi faktisk havde højskoler i Danmark i 98 år, før der kom en formålsbestemmelse ind i lovgivningen. Fra 1942 og 51 år frem skulle skolerne drive »almendannende undervisning«. I 1993 blev det ændret til »folkelig oplysning«, underbygget med at undervisningen skulle være almendannende. I 2000 blev det drejet til, at »undervisningen skal have en bred almen karakter«. Nu foreslår udvalget, at den overordnede bestemmelse udvides fra den nuværende - at højskolerne som nævnt skal drive »folkelig oplysning« - til at hovedsigtet bliver: livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.

Eller rettere: Udvalgets flertal foreslår det. Der har nemlig forudsigeligt været store spændinger i udvalgsarbejdet, og to forhenværende ministre, Britta Schall Holberg og Grethe Rostbøll, har afgivet en mindretalsudtalelse. De har ikke kunnet tilslutte sig de forskellige tilpasningsforslag i retning mod det øvrige uddannelsessystem, og de ser ikke behov for udvidelse af formålsparagraffen. I mindretalsudtalelsen siger de to kvinder med befriende klarhed, at »højskolernes hovedproblem er, at højskolernes kernekompetence, den folkelige oplysning og den almene dannelse i de senere år har haft ringe prioritet i det politiske ønske om, at de unge så hurtigt som muligt skulle påbegynde en formel kompetencegivende uddannelse«. Derfor er der logisk nok fuld enighed i hele udvalget om, at der skal genetableres en statslig elevstøtteordning på de lange kurser. Hvor det i dag koster omkring 1.200 kroner om ugen at være højskoleelev, foreslår udvalget en reduktion til 650-800 kroner, ideelt set sådan at eleverne kun betaler kost og logi, mens udgifterne til undervisning dækkes af statstilskuddet. Det vil koste 50-70 millioner kroner ekstra at genindføre statsstøtten - og udvalget sætter sig altså her ud over kommissoriets krav om udgiftsneutralitet. Foran os har vi præcis det scenario, gamle forstander Arnfred bekymret forudså for 30 år siden. Rapporten lægger med al ønskelig tydelighed op til, at den stærkt svækkede - og derfor nærmest tilpasningsliderlige højskole - skal belønnes. Som tak for, at man tilnærmer sig det øvrige skolesystem og opgiver folkehøjskolens historisk enestående særpræg, vil staten sandelig genindføre den elevstøtte, man afskaffede i 1997! Set fra et samfundsmæssigt synspunkt er det meget svært at forstå logikken i, at en skoleform skal belønnes med flere skattekroner, fordi den opgiver sit særpræg. Kostskoleformen er som sagt en dyr skoleform. Der er ikke ligefrem mangel på undervisningstilbud i fædrelandet, og de forskellige prøveforberedende forløb, udvalget tænker sig placeret på højskoler, kan opnås mindst lige så kvalificeret og billigere andre steder. Til gengæld er der ingen andre steder i samfundet, hvor mennesker aldeles på tværs af formelle kompetencer kan mødes til udforskning af problemstillinger, de er optaget af i en fri samtale, og aktiviteter, som ikke begrænses af, at en af parterne - nemlig læreren - får en udvendig autoritet ved at sidde inde med magten til at give eleven den formelle belønning, der venter ved afslutningen af samværet - og som derfor uundgåeligt også kommer til at præge samværet. »Friheden koster«, sagde J. Th. Arnfred. Det har der altid været højskolefolk, der har været helt bevidste om. I Vestjylland har Poul Erik Søe i snart mange år med succes drevet Lønne Højskole med korte kurser for voksne deltagere uden nogen form for offentlig støtte. Det kunststykke kan ikke gøres med lange kurser. Men hvis højskoleudvalgets forslag følges således, at det bliver frivilligt, om skolerne vil benytte sig af de forskellige tilpasningsmuligheder, og hvis elevstøtten genindføres til alle højskoler, uanset om de tilpasser sig eller ej, så vil der foreligge en spændende situation. Krisen skaber nye muligheder. Man skal nemlig ikke være blind for, at da folkehøjskolen stod stærkest som en del af den demokratiske dannelse i Danmark, da stod skolerne kvantitativt svagere, end de gør i dag, selv efter ti års uafbrudt tilbagegang. Man skal heller ikke være blind for, at der den dag i dag drives fremragende folkehøjskole - nutidigt, fremadrettet og med de historiske rødder intakte - adskillige steder i højskolelandskabet. Disse vigtige skoler vil også få bedre muligheder, og man kan håbe på, at deres historiske bevidsthed vil medvirke til en skærpet profilering, så det tydeligere kan mærkes, hvor folkehøjskolen kan mødes på de danske højskoler. Taberen bliver naturligvis på sigt fællesskabet mellem alle skoler under højskoleloven. Men det fællesskab har allerede i mere end et kvart århundrede været en illusion, så det vil kun være gavnligt, hvis liget bliver klædt af, så der tydeligt kan skelnes mellem skoler med salonfæhige tilpasningstilbud og skoler, hvor man virkelig kan møde 'livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse'. Til gengæld vil man næppe kunne møde nogen enkeltperson, som klart kan definere forskellen på de tre begreber, højskoleudvalget opererer med. Men ved at gøre forsøget er den nødvendige samtale allerede i gang.