Interesseorganisationen Dansk Industri (DI) holdt for nylig en konference under overskriften: 'Danmark har brug for kloge udenlandske hoveder fra hele verden'. Ubestrideligt, især hvis påstanden forstås i den snævre betydning, som DI's egne hoveder opfatter klogskab. Det blev ved denne konference hævdet, at 10.000 (tallet står til troende) veluddannede danskere har forladt Danmark de sidste 20 år. Mange - især meget kloge hoveder - forlader Danmark i nogle år for at blive endnu klogere inden for et eller andet snævert fagområde, hvorefter de vender hjem igen. Det skal vi som bekendt være glade for, både at de tager ud, og at de senere vender hjem igen. Der er imidlertid desværre tegn på, at det er færre, der gør det sidste, end vi kunne ønske os. Det skyldes, at deres muligheder for at kunne udfolde egne kreative evner inden for deres speciale ofte er væsentlig bedre uden for Danmark, især i USA. På konferencen blev det også nævnt, at Danmark ikke har let ved at tiltrække højt uddannede fra andre rige lande. Disse problemer deler Danmark med andre vestlige EU-lande, og det har i de senere år givet anledning til mange frustrationer i Bryssel og andre steder i EU-rummet, fordi EU er bagefter USA, når det gælder forskning og teknologiudvikling. EU-landene må ofre mere på videnskab og forskning, advares der, hvis vi skal holde på vores elite og blive førende i de rige landes velstandsliga. Den tiltagende mangel på især visse højtuddannede i de velstående EU-lande betyder, at vi i de kommende år nok vil se en voksende tilstrømning af disse kategorier af arbejdskraft til vore lande fra lande i Østeuropa og ikke mindst fra den såkaldte tredje verden i Asien og Afrika. Hvordan er mon udsigterne til at tiltrække højtuddannede til Danmark fra den tredje verden? Faktisk er de gode, for danske lønninger ligger flere gange over lønningerne i den fattige del af Asien og i Afrika, selv når skatten er betalt. Det samme gør lønningerne i andre vestlige lande, så der er en vis konkurrence om højtuddannede fra disse ulande. Ikke desto mindre skulle vi også i Danmark kunne få glæde af en øget tilvandring herfra, hvis vi ikke opfører os for fremmedfjendsk. Ulandsbistand, givet på den rigtige måde, er godt, ikke mindst, mener nogle åbenbart, hvis den fører til et udbud af lovende yngre mennesker fra ulandene til imødegåelse af fremtidens påståede forsørgelsesproblemer i vore lande. Desværre har denne form for omvendt ulandsbistand, hyppigt omtalt som 'brain drain', hjerneflugt, udløst voksende bekymringer i mange fattige lande. Bekymringerne fremføres også i kredse i de rige lande, som er optaget af globale velfærdsproblemer. Det var eksempelvis tilfældet, da vores regering sidste efterår bad en gruppe eksperter i og uden for Udenrigsministeriet udarbejde en analyse af Afrikas udviklingsproblemer, som kunne underbygge regeringens nye Afrika-politik. I den analyse, som kom ud af det, siges det om hjerneflugten fra Afrika, at det er et meget alvorligt problem, der har dybtgående implikationer for udviklingen på kontinentet. Ifølge et, muligvis noget overdrevet, skøn fra Verdensbanken emigrerer nær ved 80.000 højtuddannede afrikanere til USA og Vesteuropa hvert år. Heri ikke medregnet uddannelsessøgende, hvoraf mange ikke vender tilbage efter overstået eksamen. Desværre er dette 'brain drain' nu accelererende. Der er udbredt international enighed om, at der er en stor mangel på højtuddannede i Afrika inden for visse fag, og at bortvandringen mere og mere ligner en udviklingskatastrofe. Langsom eller ingen økonomisk vækst i Afrika er et langt alvorligere problem end i rige samfund. På denne baggrund var det skuffende, at der i regeringens netop publicerede nye politik for Afrika ikke siges noget som helst om, hvad man vil gøre ved 'brain drain'-problemet - i samarbejde med andre rige lande. Så meget mere skuffende som det hedder sig, at den nye Afrika-politiks styrke er, at den sammentænker forskellige politikområder. Ikke mindre skuffende var det derfor, at Bertel Haarder, der foruden at være minister for (og imod) indvandring også er udviklingsminister, heller intet havde at sige om dette dilemma, da han stod frem på Dansk Industris ovenfor omtalte konference og kundgjorde, at han ville se med åbent sind på et DI-forslag om at åbne op for mere import fra alverdens lande af folk med uddannelser, som der måtte være mangel på i Danmark. Når regeringen med sin påståede nye Afrika-politik og med integrations- og udviklingsministerens optræden hos vennerne i Dansk Industri ignorerede Afrikas 'brain drain', kan det have to mulige forklaringer: utilstrækkelig viden om problemets omfang og alvor i Afrika og/eller et udslag af den liberalistiske, principfaste tro på markedskræfternes hegemoni. Måske har det her beroliget udviklingsministeren, at Politikens utvivlsomt indsigtsfulde lederskribent tilsyneladende så på tingene på samme måde, da han i en kommentar til DI-konferencen dagen efter (13. januar) fastslog, at »problemet (for ulandene) er blot, at højtkvalificeret arbejdskraft ikke blot selv ønsker, men også reelt kan rejse frit over hele verden ... Reelt er der nemlig tale om sælgers marked«. Fuldt stop! Man kan spørge om denne laissez faire-, laissez passer-holdning nu også er svaret, eller om der på dette som på andre områder i en civiliseret markedsøkonomi vil være rum for at intervenere til fordel for om ikke alle så dog svagere stillede. Herom i det følgende. Forinden kan der dog måske være grund til at fremhæve problemets alvor med lidt afrikansk statistik. Det er jo ikke et ukendt fænomen i politik, at problemer, som man ikke mener at kunne gøre noget ved, bliver helt eller delvist imødegået, når vi øjner afgrundens rand. Manglen på højtuddannet arbejdskraft i Afrika såvel som hjerneflugten derfra omfatter flere fagområder og har meget negative virkninger for økonomisk vækst og social fremgang. Svigtende social fremgang i Afrika er desværre meget iøjnefaldende. Eftersom vi her er nær afgrundens rand - nogle vil mene, den er overskredet - er de følgende oplysninger hentet fra sundhedssektoren, hvor der er en katastrofal mangel på uddannet arbejdskraft og samtidig en meget kraftig bortvandring til Europa og Nordamerika. Der foreligger ikke detaljerede statistikker for hele Afrika over problemets omfang, men flere spredte oplysninger, som tilsammen tegner et dystert billede. I en ghanesisk rapport fra sidste år oplyses det således, at mere end to tredjedele af lægerne uddannet i Ghana - et dansk samarbejdsland - i perioden 1995-2000 har forladt landet. Trods en stigning i antallet af nyuddannede læger var antallet af ghanesiske læger i Ghana i dag det samme som i 1985. Befolkningstallet i Ghana er fordoblet i samme periode, og aids-epidemien er eskaleret. Det er ikke kun lægerne, der forsvinder til de rige lande, det samme gælder farmaceuter, hospitalslaboranter og sygeplejersker, som heller ikke har svært ved at finde arbejde uden for Afrika, og som i antal i Ghana er blevet halveret de sidste 15 år, sikkert også i andre afrikanske lande. I f.eks. Malawi er der nu kun 17 sygeplejersker per 100.000 indbyggere, et forhold, som gør al tale om en effektiv forebyggelse endsige sygdomsforlængende behandling af de mange hiv-ramte til en verdensfjern illusion. Sygeplejersker i Afrika udfører funktioner, som i vor del af verden er forbeholdt læger. I Zambia - et andet dansk samarbejdsland - var der for 10-15 år siden 1.600 zambiske læger i landet, nu er der 400. I Uganda - også et dansk samarbejdsland - er der 6 læger per 100.000 indbyggere (Uganda blev stort set tømt for veluddannede i Amin-perioden i 1970'erne, og situationen i landet er fortsat præget deraf). 'Brain drain' er givetvis værst inden for sundhedssektoren, men præger som nævnt også andre vigtige fagområder. I en rapport fra den internationale migrations-organisation (IOM) i Genève peges der på, at der kun findes godt en snes tusinde afrikanere i hele Afrika, som er uddannet til at kunne udføre naturvidenskabelig eller teknologisk forskning. Samme antal afrikanere med en færdiguddannelse inden for disse fagområder er bosat i USA. Hvad kan der stilles op mod disse meget kritiske problemer for befolkningerne i Afrika? Svaret kan deles op i, hvad de selv kan gøre i Afrika, og i, hvad afrikanerne kan gøre i samarbejde med rige lande, og endelig hvad vi kan og bør gøre på hjemmefronten. Hvad det første angår, afrikanske regeringers egne indsatser, ligger det ligefor at pege på sikring af den politiske stabilitet - i en civiliseret form - samt forbedring af retstilstande, herunder menneskerettighedssituationen, alt sammen noget, som influerer meget på hjerneflugtens omfang. Det er her frem for alt et spørgsmål om regeringernes kvaliteter, men også om, at vi som samarbejdspartnere og medansvarlige for den globale retsorden ikke bør tøve med at presse på i FN såvel som i det direkte i samarbejde med disse landes regeringer. Det sidste er der heldigvis flere eksempler på i dansk bistand, og området er med rette også højt prioriteret i regeringens nye politik over for Afrika. For det andet må de afrikanske lande sætte ind på, sammen med donorerne, at forbedre arbejds- og lønvilkår for de kategorier, hvor hjerneflugten er størst. Eftersom de enorme lønforskelle mellem ude og hjemme er en anden væsentlig, nok den væsentligste, del af forklaringen på hjerneflugten, forekommer det oplagt at foreslå og støtte dannelsen af lønfonde i Afrika til forhøjet aflønning i flugtfag, så at incitamentet til at rejse og blive væk formindskes mærkbart. Sådanne ordninger forudsætter donorkoordination. Ideen er hermed videregivet til Danida, som passende kunne tage et initiativ i EU, i OECD og i FN. En mulig øget indsats på sundhedsområdet bør ikke ske på bekostning af nødvendige investeringer på andre vitale områder som infrastruktur og relevante uddannelser. Øget økonomisk vækst er en forudsætning for varige sociale forbedringer, blandt andet gennem en styrkelse af afrikanske uddannelsesinstitutioner. Problemet her er bare, at udgifterne per studerende ved langvarige uddannelser, især på de læge- og naturvidenskabelige områder, er meget høje, og hvad nytter det, når de dyre kandidater flytter til Nordamerika og Europa, hvor man høster frugterne af de afrikanske uddannelses- og forskningsinvesteringer og samtidig kan spare udgifter på egne uddannelses- og forskningsbudgetter. En nylig britisk opgørelse viser, at hver gang der tilføres en yngre læge fra u(d)lande, spares de britiske skatteborgere potentielt for en uddannelsesudgift på tæt ved 200.000 engelske pund. Det taler for refusion af disse besparelser til de berørte ulande. Foruden de her antydede tiltag nævnes såvel i som uden for Afrika også mange specifikke tiltag, som vil kunne fremme uddannelserne til erstatning for den manglende arbejdskraft, mindske hjerneflugten og lokke nogle af de mange tilbage, som er rejst til Europa og Amerika. Hvad angår forslag om at åbne mere op i vor del af verden for folk fra hele verden, som kan mindske mangelen på arbejdskraft, bør der udvises tilbageholdenhed over for rekruttering af langvarigt uddannet arbejdskraft fra ulandene, i hvert fald fra lande i Afrika. Det var måske i virkeligheden også det, udviklingsministeren havde i tankerne, men ikke nævnte, da han på DI-konferencen udtrykte betænkeligheder ved at åbne ladeporten op på vid gab og invitere udenlandske hoveder indenfor? For et par år siden bad den sydafrikanske regering Storbritanniens og Canadas regeringer om at være tilbageholdende med at rekruttere højtuddannede i Sydafrika. Det lovede regeringen i London, og blandt andre den britiske sundhedsstyrelse blev pålagt ikke at rekruttere fra ulande til den offentlige sundhedssektor, undtagen efter aftale med afsenderlandenes regeringer. Det har dog ikke kunnet forhindre, at agenter fra den private del af sundhedsvæsenet i England siden har været på overarbejde for at lave aftaler med sundhedspersonale i flere ulande. Eksempelvis er sygehusene på Mauritius godt på vej til at blive tømt for sundhedspersonale. Det er her ikke kun mangel på britisk personale, der driver værket, men også et ønske hos de private om billigere arbejdskraft. Man kan frygte, at vi er på vej ind i en lignende udvikling i Danmark. I Dansk Industri har de erfaringer fra 1960'erne med rekruttering af tyrkisk arbejdskraft, dengang det var mangel på ufaglærte, der truede den danske velfærd. Man kan håbe på, at regeringen i disse sager tænker sig godt om, og at den vil anlægge en civiliseret linje, hvor hensynet til bekæmpelse af fattigdommen i vore samarbejdslande i Afrika vil spille en væsentlig rolle, i overensstemmelse med de positive holdninger, som - iblandet skepsis - kan fornemmes i regeringens omfangsrige nye politik over for Afrika. En række større eller mindre tiltag for en ny politik over for Afrika for at hæmme hjerneflugten vil kun have mening, dersom de gennemføres sammen med andre, ikke mindst andre større lande i Vesten. Hvis Danmark som partner i det internationale udviklingssamarbejde ikke har sat den lydhørhed over styr, som vi i hvert fald tidligere havde, kan der forudses opbakning i andre vestlige lande. I det mindste må vi kunne få hjerneflugten fra ulandene højere op på dagsordenen. På lidt længere sigt ville det kunne bidrage til en tiltro til, at vor civilisation bygger på visse globale velfærdsprincipper og ikke først og fremmest på alt for frie kræfters uhæmmede spil.