Mange steder i verden lukker man teatre. Når vi åbner hele to nye scener, påhviler der os en særlig forpligtelse over for, hvad vi vil bruge disse rum til. En særlig forpligtelse til, at opera i de kommende år i Danmark ikke kun skal spille en rolle som æstetisk og uforpligtende underholdning - hvor dygtigt udført den end måtte være. Men at opera skal spille en rolle for vores samfund, for dets diskurs og for vort omdømme og relation til det omliggende internationale samfund. Der påhviler os en særlig forpligtelse til at stræbe. At stræbe efter at yde den ultimative kunstneriske præstation, hver gang vi tager disse scenerum i brug. Det er ikke det samme som at stræbe efter succes. En kvalificeret fiasko kan være et lige så naturligt resultat af en betingelsesløs stræben efter kunstnerisk kvalitet som en succes, og vi må pålægge os selv at være mindre optaget af at levere succes end af at stræbe. I denne stræben ligger en forpligtelse til at dygtiggøre os i vore æstetiske discipliner som forudsætning for at kunne udtrykke os kunstnerisk. Men først og fremmest ligger en forpligtelse til at ville kommunikere med det levende publikum, der opsøger vore scenerum ud fra et væsentlighedskriterium. Vi skal forpligte os til at vække nysgerrighed hos et så stort publikum som muligt og herefter at bestræbe os til det yderste på at befrugte denne nysgerrighed. Opera som kunstart er særlig ved, gennem sin kombination af mange forskellige kunstneriske udtryk og sin brug af den menneskelige sangstemmes udtrykskraft, at kunne udsige noget væsentligt om menneskets emotionelle situation, reaktioner og relationer. Opera skal ikke være relevant ved direkte oversætteligt at kunne udsige noget om aktuelle samfundsproblemer. Men på operascenen skal de samme dagsordener mødes med en undersøgelse af den emotionelle drivkraft, der ligger bag det enkelte menneskes såvel som det omgivende samfunds udvikling. Netop dette spænd mellem det indre og det ydre liv kan opera i kraft af sit særpræg udsige noget særligt om. Vi skal ikke sætte lette paralleller på scenen, men vi skal undersøge menneskets inderste væsen og hvordan det spiller sammen med omgivelserne, og vi må aldrig svigte målet om at udsige noget relevant. Opera må ikke kun underholde. Opera skal altid bevæge os. Men først når bevægelsen bliver til en forståelse, der skaber forandring, udfylder vores scenerum den plads som mødested for en samfundsmæssig diskurs, som de bør. Hvilke ting kan opera da udsige noget om? I vores program giver vi en beskrivelse af, hvilke temaer de kommende års repertoire mere eller mindre direkte vil kredse om, såvel som hvordan vores stræben skal udmønte sig. I håbet om at Operaen på Holmen og Den Kgl. Operas aktiviteter ikke først og fremmest må blive en æstetisk niche i samfundet, men et relevant mødested og laboratorium i det evige sammenstød mellem indre og ydre liv, mellem samfund og individ. Det skal ske gennem at engagere verdens bedste fortællere inden for vores egen kunstart og af og til til låns fra andre. Det skal ske gennem en fortsat og udvidet satsning på ensembleteaters muligheder. Og det skal ske gennem en målrettet repertoireprogrammering, både med henblik på at nå det størst mulige publikum og på en bredde i valget af værker, hvad angår stilarter, men med det ene til fælles: At vi vil jer noget med dem. I de kommende år vil tre temaer optage Den Kgl. Operas arbejde. Ikke som lette temaabonnementer eller ved at skabe postulerede sammenhænge, men snarere som næsten usynlige røde tråde, der løber igennem vores tankearbejde og bestræbelser i sammensætningen af repertoiret, og som med tiden vil aftegne sig helt eller delvis i publikums oplevelser. Tilsammen mener vi, at disse tre temaer siger noget meget væsentligt om at være menneske i dag i Europa på en måde, som kun opera som kunstart kan fortælle os om lige netop på denne måde. De tre temaer er: drømmen om frihed, kærlighedens væsen og Europas sjæl. Drømmen om frihed. Mødet mellem den ydre verden og det indre liv er en stadig mere aktuel problemstilling. Det moderne menneske oplever en verden med stigende individualisering og en tilsyneladende valgfrihed, der omfatter stort set alle livets vilkår. Men paradoksalt oplever det samme menneske samtidig en afmagt i forhold til evnen til at påvirke sit samfund og sit liv. Globaliseringen øger valgmulighederne, men gør det måske samtidig stadig mere umuligt at påvirke vor egentlige livssituation? Og midt i individualiseringen rejser spørgsmålet sig om, hvilken betydning friheden har for vores fællesskab. Er et samfund som fællesskab overhovedet muligt eller brugbart i den verden, vi er på vej imod? Velfærdsstaten må stille krav til det enkelte menneske, samtidig med at den drømmer om at sætte det fri. Men er mennesket frit? Og ønsker vi egentlig at være frie? Er drømmen om frihed et narkotikum, som tærer os op, snarere end en berigelse af vore liv? Og i en tilsyneladende stadig mere tumultarisk tilværelse forstærkes drømmen om frihed. Frihed fra bindinger, frihed fra hinanden, frihed fra sygdom og ondskab, frihed fra forpligtelser, frihed til at udfolde sig selv, men også frihed til at ville fællesskabet? Frihed fra og frihed til er et helt centralt tema for det moderne menneske, og netop i mødet mellem vores indre liv og den omliggende verden opstår de emotionelle relationer og konflikter, som driver vores verden fremad på godt og ondt. En række operaværker beskriver netop denne problemstilling med ætsende klarhed uden at give enkle svar. For netop i operaens ekstremt kollektive kunstart bliver mødet med sangstemmens og musikkens evne til at tolke vores følelser et unikt billede på netop dette. Og netop i vores skandinaviske samfund har vi måske et enestående behov for operaen som et korrektiv til den tilsyneladende rationelle politiske debat, der forsøger at tolke verden ud fra en ydre logik og en forestilling om mennesket som et logisk handlende væsen. Den emotionelle kraft som kilde til samfundets muligheder og modsætninger afdækkes i disse værker. Kærlighedens væsen. Kærligheden er et gennemgående tema i operaens verden - og den viser sine mange ansigter i et utal af variationer: den store forelskelse, hvor alt synes muligt, og hvor vi næsten ikke kan rumme den berusende, overjordiske lykke. Den dybe kærlighed, der senere kan vokse ud af den første, heftige tid. Den ubetingede kærlighed til sine børn - eller børns til deres forældre. Den ugengældte, tragiske besættelse af et andet menneske. Alle varianterne findes i operaerne. I de store kærlighedshistorier kan vi for alvor se vores eget liv gennem de skæbner, som vi oplever på scenen. Vi kan gennemleve følelser, som vi måske har til gode eller har glemt kraften af. Vi kan røres, håbe og længes med heltinden, og vi kan mærke heltens jalousi dybt inde i os selv. Alle er de skæbner, som kærligheden har bragt i situationer, som vi kan leve med i. Vi, der måske ellers normalt opfører os rationelt og forudsigeligt i hverdagen, har sikkert alle på ét eller andet tidspunkt oplevet, hvor grænseoverskridende en drivkraft kærligheden kan være. Den Kongelige Opera skal være stedet, som ikke blot viser de gribende kærlighedshistorier serveret pænt på et nydeligt fad - den skal være stedet, hvor kærlighedens ekstreme følelser griber ud over rampen, og hvor operaerne med alle deres virkemidler giver os alle en enestående mulighed for at spejle vores egne følelser ... og måske genkalde os både de lykkeligste og grusomste øjeblikke i vores liv. For herigennem måske at forstå mere af den sitrende drivkraft, der driver os mennesker så meget af vores tid her på Jorden. Europas sjæl. Om kort tid skal vi formentlig stemme om den europæiske forfatning. Vi er europæere, på godt og ondt. Den danske debat om Europa synes at være skrumpet ind til en debat om forbehold og teknikaliteter, i stedet for en stillingtagen til det europæiske projekt. Operaen er i ekstrem grad bærer af den europæiske kulturarv. Af livets konflikter set med europæiske øjne opbygget gennem en flere hundrede år gammel tradition - og er dermed også bærer af europæisk identitet. Operaen er i ekstremt grad en europæisk kunstart, og det er en af de få kunstarter, hvor den europæiske scene stadig indiskutabelt dominerer. Vi er uenige i projektet med at skabe en dansk kanon. Ikke fordi en kanon ikke kan være en positiv drivkraft for en kunstdiskussion, og ikke fordi en kanon, hvor det defineres, at en række udvalgte kunstværker giver os vores identitet som mennesker, er en dårlig ide. Men fordi vi ikke tror på projektet som et nationalistisk dansk projekt. Den danske operatradition kan ikke findes uden i et samspil med den europæiske. Og vi tror på vores identitet som europæere. Inklusive de nye østeuropæiske medlemmer af EU, hvilket også afspejler sig i en opprioritering af det slaviske repertoire i et forsøg på at inkludere disse i vores opfattelse af os selv og for at forstå Østeuropas identitet. I en verden, hvor amerikanske værdier og kulturprodukter fylder stadig mere, kan operaen tilbyde en nødvendig justering af vores opfattelse af verden. For operakunsten står i stærk modsætning til Hollywoods feel good-, fokusgruppe- og happy end-kultur. I operakunsten dominerer europæiske værdier som tvivl, lidelse, humanisme og fordybelse. Livet er ikke let eller uden modstand. Livet er modsætningsfyldt, og mennesker påfører sig selv uendelige lidelser. Mennesket tøver og tvivler på sig selv og sine medmennesker. Og i den europæiske kulturarv tør vi vedkende os, at det modsætningsfyldte og forvirrede, den store lidelse og den nagende tvivl er en integreret del af det at være menneske. Ikke for dermed at acceptere livet som en jammerdal, men for at kunne leve livet fuldt og ærligt. I den europæiske forfatning var det svært at udsige noget eksakt og meningsfyldt om, hvad det vil sige at være europæer. Men måske skal det udsagn netop findes i vores kunsthuse som et modsvar til den amerikanske kunst som bærer af andre værdier. Og dermed er også kunstnerens rolle som en central udfordrer af vores samfund og den babyloniske forvirring, som Europa måske netop handler om, blevet sat i spil. Der er brug for en europæisk identitet som modvægt til den amerikanske på verdensarenaen. Kulturelt såvel som politisk. I de kommende år vil vi gerne lave en delvis europæisk operakanon, hvor en række af de bedste værker i vores kulturarv tilsammen vil fortælle os historier om, hvad Europas sjæl er - fanget mellem katolicisme og protestantisme og fanget mellem den nødvendige magtudøvelse og den nagende tvivl. Vi skal spille opera for at blande os i diskussionen om udviklingen af det samfund, vi selv er en del af. Og så skal vi formå at indoptage de mest spændende og udfordrende bud på en udvikling af kunsten og samfundet, som kommer til os udefra og lade det provokere os og inspirere os. Netop i denne særegne blanding ligger vores bud på et svar på globaliseringen. I en stadig mere global verden bliver der brug for kunsthuse, der orienterer sig internationalt, og som definerer sig som en del af en europæisk udvikling, der til sammen rent faktisk kan sætte et aftryk på udviklingen af vores verden. Det er nødvendigt, i takt med at beslutninger i en globaliseret verden flytter væk fra de lokale og nationale sammenhænge. Men denne opgave er umulig at løfte, hvis vi ikke har en klar identitet at udgå fra i vores undersøgelse af den omliggende verden, og derfor er Den Kongelige Operas tre faste ensembler i mødet med de mest fremragende internationale kunstnere et nødvendigt fundament for et sådant arbejde, hvis ikke den kunstneriske vilje skal ende i globaliseringens enssmagende blenderprodukt.