0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Til det gemene bedste

»Hvordan og hvorfor bliver man publicist?«, blev litteraturprofessoren og Politikens medarbejder spurgt, da han forleden modtog Publicistprisen. Her forklarer han, hvorfor han tror på offentlighed og forskningsformidling, og hvorfor embedsmænds ytringsfrihed bør sikres, så de kan virke som kritiske intellektuelle.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvordan bliver man publicist - og hvorfor? Det 10.000 dollar-spørgsmål fik jeg stillet i sidste uge, da jeg modtog Publicistprisen. Det gik op for mig, at svaret ligger i selve begrebet.

Som Arianche Bogtrykkers formulerer det i Holbergs 'Barselstuen': »Jeg skal sige Madamen, min Mand er noget curiøsk, han giør mange Ting meere for at tiene Publicum end for Profit. ... vi kalder Publicum det gemeene beste«. Det fælles bedste, siden kaldet almenvellet - ja, netop. Folk af min årgang (1939) fik troen på offentligheden ind med skolemælken.

Hvordan det begyndte? Jeg kan svare med et tillempet citat af Johs. V. Jensen: Som dreng skar jeg skibe - og skrev skoleblade. Hver måned gennem ni år fra 3. klasse til 3. g. Først var mit blad håndsat med gummityper, så blev det 'trykt' på hektografmasse, til sidst på duplikator. I mange år blev det diskret rullet af min moster i Boligministeriets kælder - et tidligt eksempel på statslig pressestøtte.

Det var det første værksted. Jeg arrangerede skolebladskongresser i efterårsferien, hvor bladpinger gladelig kom løbende for at tale til os grønskollinger. De mente, at her fra de 12-17-årige redaktører blev kommende skribenter og opinionsledere rekrutteret, og ganske rigtigt. Jeg skrev til avisernes ungdomssider - det nye hit i de ungdomsdyrkende 1950'ere - og fortsatte med kronikker.

Som 19-årig rekrut i Flyvevåbnet blev jeg medredaktør af Danske Studerendes Fællesråds avis, Studenterbladet. Det blev redigeret og trykt i Politikens Hus. Vi brød selv om i bly på 5. sal. Det var et kreativt miljø med mange senere kendte folk: Asger Thylstrup, Anders Bodelsen, Henrik Stangerup, Johs. Møllehave, Peter Kemp og Niels Helveg Petersen.

Her blev jeg hooked for life. Turen gik via Ekstra Bladet og Aktuelt til Information, hvor jeg var i 22 år, indtil det i 1988 blev Politiken. Sådan har jeg gjort hele den 2. trykrevolution med: fra maskinsats til fotosats og skærme, og det føles næsten som at have hængt på siden Gutenberg. En anden erfaring er, at de medier, jeg siden har leget med - aviser, tidsskrifter, bøger, radio, tv, film - blev et andet universitet, lige så vigtigt som det på Frue Plads og Amager Fælled, hvor jeg siden 1959 har været i smagsdommerlære. Det er en daglig glæde at forene de to verdener, teori og praksis.

En første lærer blev min ungdomsven Henrik Stangerups far, Hakon Stangerup. Han var professor ved Handelshøjskolen i kulturhistorie, desuden kulturredaktør på den konservative kvalitetsavis Dagens Nyheder og en fin kritiker. Her så jeg første gang dobbeltdriften forskning og journalistik, i højt humør, og det var en særlig oplevelse at besøge papa Stangerup på Dagens Nyheder, Ved Stranden 18. Det var etatsråd Ferslews gamle bladhus, hvorfra Herman Bang i 1884 beskrev Christiansborgs brand, og det så ud, som om det ikke havde været istandsat siden. Avisen var ejet af Dansk Arbejdsgiverforening og levede under sultegrænsen. Der var huller i stole og trapper, man turde knap bruge elevatoren, men huset havde sjæl - og store journalister, indtil avisen brutalt blev lukket i 1961.

Min næste læremester var Politikens legendariske kronikredaktør Harald Mogensen. Det gjorde ondt, når han ondulerede ens artikler og skar afsnit ud, men han sagde bare: »Læseren savner det ikke!«. Han var skrap til at kreere debatter og slagsmål. Selv fik jeg som 19-årig ørerne i maskinen, da to kronikker om ung dansk litteraturs selvoptagethed førte til et dramatisk debatmøde i Studenterforeningen, hvor jeg blev slagtet.

Da Harald Mogensen i 1958 blev chefredaktør for Ekstra Bladet, trak han os unge fra Studenterbladet med. Vi skulle lære at skrive kort og klart, og som den første fik han målt artiklernes læselighed. En dag standsede han mig på gangen og sagde: »Tillykke, Hertel, Deres klarhedsprocent er steget«. Det lød som en urinprøve. Det var det næsten også. Det var sprogmagister Kaj Boms første lix-undersøgelser.

Jeg blev filet til af tre gode kulturredaktører: Rachel Bæklund på Ekstra Bladet, Rosa Krotochinsky på Aktuelt og Palle Koch på Information. Men den morsomste redaktion jeg har været med i, var for tidsskriftet Perspektiv 1965-69, hvor Jørgen Schleimann var redaktør, og Per Højholt og jeg sad i redaktionen. Ligesom Encounter i London, Preuves i Paris og Der Monat i Berlin fik vi tilskud fra Kongressen for Kulturel Frihed i Paris, men det blev afsløret, at pengene kom fra CIA. Stor forargelse, men Schleimann var ophøjet ligeglad: Det havde han vidst hele tiden, og vi havde jo total redaktionel frihed. Dengang var jeg flov, men siden har jeg haft glæde af det. Det med CIA er nok grunden til, at jeg ikke er blevet hængt ud i Berlingske Tidende som kryptokommunist.

I over 40 år har jeg været så privilegeret at arbejde med gode forlæggere og redaktører og have markante kolleger med høj klarhedsprocent som - for bare at nævne tre - musikkritikeren Hansgeorg Lenz og ærkejournalisterne Leif Blædel og Nils Ufer. Ufer vender jeg tilbage til.

Man kan umuligt overvurdere disse publicisttypers betydning som inspiratorer og smittespredere, og det hænger sammen med mediemiljøets charme: at man er fælles om den daglige opgave at lave en god avis, god radio, gode bøger. Teamworket og entusiasmen smitter. Jeg har oplevet Information under 1970'ernes medarbejderdemokrati - det, Ufer kaldte »arbejder- og soldaterrådenes tid«. Det var endeløs palaver på endeløse plenummøder. Men vi brændte for at lave avis, og der brændes stadig - i forbavsende grad - på de forlag og redaktioner, hvor jeg kommer.

Her kunne universiteterne lære noget. Jeg har glimrende kolleger - fine forskere, gode kammerater - på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet. Men generelt er universitetsmiljøer mere indadvendte og ugenerøse. Man holder kortene tæt til kroppen. Man siger nødig noget om hinandens meritter, slet ikke noget opmuntrende - som gode redaktører gør. Måske skyldes det konkurrence og jalousi, men det skyldes også, at mange forskere definerer deres videnskabelighed negativt: ved demonstrativ afstand til andre, til offentligheden og især til lægfolk. Mange opfatter medieaktivitet og formidling som pop.

Det var ligesom i 1869, da unge Georg Brandes søgte universitetets rejsestipendium. I konsistorium sagde den klassiske filolog J.N. Madvig: »Brandes har i den sidste Tid arbeidet mere for Bladene end jeg ønskede, men der er Dygtighed i ham«. Det lille men rummer en fuldfed - og stadig udbredt - fordom. I 1970'erne, efter studenteroprøret, kaldte den nye fagkritik sig forskning for folket, men den gemte sig tit bag et fremmedordsstruttende mandarinsprog. En marxistisk kollega forkyndte arrogant: »Vi skriver ikke litteraturvidenskab for læsende tandlæger«.

Naturligvis må nybrydende forskning begynde i fagtidsskrifter, men det gælder mindre i humaniora og samfundsvidenskab, og jeg er skeptisk over for folk, der gør dét at hægte tandlægerne af til omvendt bevis på videnskabelighed. I øvrigt var det nok klogt af tandlægerne at holde sig væk, hvis de ikke ville knække gebisset.

Jeg har været begavet med universitetslærere, der kunne formidle på højt plan. Paul V. Rubow var en eminent stilist. Sven Møller Kristensen var samfundsdebattør til sin død i 1991. F.J. Billeskov Jansen kunne helt op i 90-årsalderen fange publikum. Jeg mener, at kreativt fortællende historieformidling som Paul Hammerichs 'Danmarkskrønike' og analytisk historieforskning supplerer hinanden, og det glæder mig, at Hammerichs krønike og Lise Nørgaards 'Matador' har vundet respekt også blandt yngre historikere.

For mig som skribent og forsker ligger der størst udfordring i den engelske tradition, hvor humaniora sigter mod the common reader og helst - sat på spidsen - skal kunne udkomme som Penguin-book. For englændere er dødssynd nr. 1 at være tør - pedestrian - og kedelig. Som en britisk historiker for nylig skrev om en vissen politiker: »A prize bore without a sense of humour, he was a figure to be avoided«. Sådan!

Mine helte i angelsaksisk litteraturvidenskab og kulturanalyse er engagerede sjæle som englænderne Raymond Williams og Terry Eagleton og amerikanerne Irving Howe og Edward W. Said. Især Said. Som palæstinensisk amerikaner var han kritisk mod alle parter i Mellemøst-konflikten og mod de islamiske autokrater. Han er inkarnation af det amerikanske begreb the public intellectual, der vil bruge sin indsigt til at oplyse andre. Især sled Said for at dekonstruere vestlige mediers paranoide vrangbilleder af den islamiske verden, der efter 11. september blev brugt til at legitimere indgreb i