Hvordan bliver man publicist - og hvorfor? Det 10.000 dollar-spørgsmål fik jeg stillet i sidste uge, da jeg modtog Publicistprisen. Det gik op for mig, at svaret ligger i selve begrebet. Som Arianche Bogtrykkers formulerer det i Holbergs 'Barselstuen': »Jeg skal sige Madamen, min Mand er noget curiøsk, han giør mange Ting meere for at tiene Publicum end for Profit. ... vi kalder Publicum det gemeene beste«. Det fælles bedste, siden kaldet almenvellet - ja, netop. Folk af min årgang (1939) fik troen på offentligheden ind med skolemælken. Hvordan det begyndte? Jeg kan svare med et tillempet citat af Johs. V. Jensen: Som dreng skar jeg skibe - og skrev skoleblade. Hver måned gennem ni år fra 3. klasse til 3. g. Først var mit blad håndsat med gummityper, så blev det 'trykt' på hektografmasse, til sidst på duplikator. I mange år blev det diskret rullet af min moster i Boligministeriets kælder - et tidligt eksempel på statslig pressestøtte. Det var det første værksted. Jeg arrangerede skolebladskongresser i efterårsferien, hvor bladpinger gladelig kom løbende for at tale til os grønskollinger. De mente, at her fra de 12-17-årige redaktører blev kommende skribenter og opinionsledere rekrutteret, og ganske rigtigt. Jeg skrev til avisernes ungdomssider - det nye hit i de ungdomsdyrkende 1950'ere - og fortsatte med kronikker. Som 19-årig rekrut i Flyvevåbnet blev jeg medredaktør af Danske Studerendes Fællesråds avis, Studenterbladet. Det blev redigeret og trykt i Politikens Hus. Vi brød selv om i bly på 5. sal. Det var et kreativt miljø med mange senere kendte folk: Asger Thylstrup, Anders Bodelsen, Henrik Stangerup, Johs. Møllehave, Peter Kemp og Niels Helveg Petersen. Her blev jeg hooked for life. Turen gik via Ekstra Bladet og Aktuelt til Information, hvor jeg var i 22 år, indtil det i 1988 blev Politiken. Sådan har jeg gjort hele den 2. trykrevolution med: fra maskinsats til fotosats og skærme, og det føles næsten som at have hængt på siden Gutenberg. En anden erfaring er, at de medier, jeg siden har leget med - aviser, tidsskrifter, bøger, radio, tv, film - blev et andet universitet, lige så vigtigt som det på Frue Plads og Amager Fælled, hvor jeg siden 1959 har været i smagsdommerlære. Det er en daglig glæde at forene de to verdener, teori og praksis. En første lærer blev min ungdomsven Henrik Stangerups far, Hakon Stangerup. Han var professor ved Handelshøjskolen i kulturhistorie, desuden kulturredaktør på den konservative kvalitetsavis Dagens Nyheder og en fin kritiker. Her så jeg første gang dobbeltdriften forskning og journalistik, i højt humør, og det var en særlig oplevelse at besøge papa Stangerup på Dagens Nyheder, Ved Stranden 18. Det var etatsråd Ferslews gamle bladhus, hvorfra Herman Bang i 1884 beskrev Christiansborgs brand, og det så ud, som om det ikke havde været istandsat siden. Avisen var ejet af Dansk Arbejdsgiverforening og levede under sultegrænsen. Der var huller i stole og trapper, man turde knap bruge elevatoren, men huset havde sjæl - og store journalister, indtil avisen brutalt blev lukket i 1961. Min næste læremester var Politikens legendariske kronikredaktør Harald Mogensen. Det gjorde ondt, når han ondulerede ens artikler og skar afsnit ud, men han sagde bare: »Læseren savner det ikke!«. Han var skrap til at kreere debatter og slagsmål. Selv fik jeg som 19-årig ørerne i maskinen, da to kronikker om ung dansk litteraturs selvoptagethed førte til et dramatisk debatmøde i Studenterforeningen, hvor jeg blev slagtet. Da Harald Mogensen i 1958 blev chefredaktør for Ekstra Bladet, trak han os unge fra Studenterbladet med. Vi skulle lære at skrive kort og klart, og som den første fik han målt artiklernes læselighed. En dag standsede han mig på gangen og sagde: »Tillykke, Hertel, Deres klarhedsprocent er steget«. Det lød som en urinprøve. Det var det næsten også. Det var sprogmagister Kaj Boms første lix-undersøgelser. Jeg blev filet til af tre gode kulturredaktører: Rachel Bæklund på Ekstra Bladet, Rosa Krotochinsky på Aktuelt og Palle Koch på Information. Men den morsomste redaktion jeg har været med i, var for tidsskriftet Perspektiv 1965-69, hvor Jørgen Schleimann var redaktør, og Per Højholt og jeg sad i redaktionen. Ligesom Encounter i London, Preuves i Paris og Der Monat i Berlin fik vi tilskud fra Kongressen for Kulturel Frihed i Paris, men det blev afsløret, at pengene kom fra CIA. Stor forargelse, men Schleimann var ophøjet ligeglad: Det havde han vidst hele tiden, og vi havde jo total redaktionel frihed. Dengang var jeg flov, men siden har jeg haft glæde af det. Det med CIA er nok grunden til, at jeg ikke er blevet hængt ud i Berlingske Tidende som kryptokommunist. I over 40 år har jeg været så privilegeret at arbejde med gode forlæggere og redaktører og have markante kolleger med høj klarhedsprocent som - for bare at nævne tre - musikkritikeren Hansgeorg Lenz og ærkejournalisterne Leif Blædel og Nils Ufer. Ufer vender jeg tilbage til. Man kan umuligt overvurdere disse publicisttypers betydning som inspiratorer og smittespredere, og det hænger sammen med mediemiljøets charme: at man er fælles om den daglige opgave at lave en god avis, god radio, gode bøger. Teamworket og entusiasmen smitter. Jeg har oplevet Information under 1970'ernes medarbejderdemokrati - det, Ufer kaldte »arbejder- og soldaterrådenes tid«. Det var endeløs palaver på endeløse plenummøder. Men vi brændte for at lave avis, og der brændes stadig - i forbavsende grad - på de forlag og redaktioner, hvor jeg kommer. Her kunne universiteterne lære noget. Jeg har glimrende kolleger - fine forskere, gode kammerater - på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet. Men generelt er universitetsmiljøer mere indadvendte og ugenerøse. Man holder kortene tæt til kroppen. Man siger nødig noget om hinandens meritter, slet ikke noget opmuntrende - som gode redaktører gør. Måske skyldes det konkurrence og jalousi, men det skyldes også, at mange forskere definerer deres videnskabelighed negativt: ved demonstrativ afstand til andre, til offentligheden og især til lægfolk. Mange opfatter medieaktivitet og formidling som pop. Det var ligesom i 1869, da unge Georg Brandes søgte universitetets rejsestipendium. I konsistorium sagde den klassiske filolog J.N. Madvig: »Brandes har i den sidste Tid arbeidet mere for Bladene end jeg ønskede, men der er Dygtighed i ham«. Det lille men rummer en fuldfed - og stadig udbredt - fordom. I 1970'erne, efter studenteroprøret, kaldte den nye fagkritik sig forskning for folket, men den gemte sig tit bag et fremmedordsstruttende mandarinsprog. En marxistisk kollega forkyndte arrogant: »Vi skriver ikke litteraturvidenskab for læsende tandlæger«. Naturligvis må nybrydende forskning begynde i fagtidsskrifter, men det gælder mindre i humaniora og samfundsvidenskab, og jeg er skeptisk over for folk, der gør dét at hægte tandlægerne af til omvendt bevis på videnskabelighed. I øvrigt var det nok klogt af tandlægerne at holde sig væk, hvis de ikke ville knække gebisset. Jeg har været begavet med universitetslærere, der kunne formidle på højt plan. Paul V. Rubow var en eminent stilist. Sven Møller Kristensen var samfundsdebattør til sin død i 1991. F.J. Billeskov Jansen kunne helt op i 90-årsalderen fange publikum. Jeg mener, at kreativt fortællende historieformidling som Paul Hammerichs 'Danmarkskrønike' og analytisk historieforskning supplerer hinanden, og det glæder mig, at Hammerichs krønike og Lise Nørgaards 'Matador' har vundet respekt også blandt yngre historikere. For mig som skribent og forsker ligger der størst udfordring i den engelske tradition, hvor humaniora sigter mod the common reader og helst - sat på spidsen - skal kunne udkomme som Penguin-book. For englændere er dødssynd nr. 1 at være tør - pedestrian - og kedelig. Som en britisk historiker for nylig skrev om en vissen politiker: »A prize bore without a sense of humour, he was a figure to be avoided«. Sådan! Mine helte i angelsaksisk litteraturvidenskab og kulturanalyse er engagerede sjæle som englænderne Raymond Williams og Terry Eagleton og amerikanerne Irving Howe og Edward W. Said. Især Said. Som palæstinensisk amerikaner var han kritisk mod alle parter i Mellemøst-konflikten og mod de islamiske autokrater. Han er inkarnation af det amerikanske begreb the public intellectual, der vil bruge sin indsigt til at oplyse andre. Især sled Said for at dekonstruere vestlige mediers paranoide vrangbilleder af den islamiske verden, der efter 11. september blev brugt til at legitimere indgreb i frihedsrettighederne, i den såkaldte patriotismes og terrorbekæmpelsens hellige navn. Det er retfærdigt, at Saids analyser er kommet med i John Pilgers nyudkomne antologi 'Tell Me No Lies' om investigative journalism, side om side med de store reportere. Edward Said bygger på en offentlighedsopfattelse, som jeg vil kalde ærkepublicistisk: den, at universiteterne ved siden af uddannelse og forskning har en tredje, almenkulturel funktion som et uafhængigt kritisk miljø, der formidler indsigt ud i den offentlige debat for at præge samfundet. Det er et kæmpeprivilegium at kunne forske frit, men efter min kogebog har vi også pligt til at formidle og debattere offentligt. Det er ikke bare en høflighed mod skatteborgerne, der betaler gildet. Det er til 'det gemeene beste', som Arianche Bogtrykkers siger. Dette syn bygger på dyb tillid til nytten af at go public - den, vi fik ind med 1950'ernes skolemælk. Det var den tro på den offentlige samtale og Det Trykte Ord, der fik os til at kritisere tidens autoriteter, skønt vores skoleblade var under censur. Da min årgang til mellemskoleeksamen 1954 fik et sæt absurd barnlige stileemner, protesterede jeg rasende først i selve stilen, så i mit skoleblad og sendte bladet til aviserne. Min familie var rædselsslagen, men de havde jo selv indgivet os dén tillid til offentligheden, og det gik godt. Avisernes skolemedarbejdere tog sagen op, og ministeriet ændrede praksis. Det var samme tillid til den kritiske offentlighed, der i 2002 fik nogle af os omkring professor Ditlev Tamm til at attakere planen om at flytte Rigsarkivet til en brakmark ved Odense. Ved at gøre det til en offentlig diskussion indsamlede vi hurtigt 12.000 underskrifter, og planen faldt til jorden som den døde sild, den var. Bag denne publicistiske opfattelse af intellektuelles kritiske funktion ligger også et par p.t. forkætrede navne: Georg Brandes og Poul Henningsen, og her må jeg bekende en arvelig belastning. Jeg kommer fra en konservativ familie, men det var en social og frisindet konservatisme, af den type, der nu tilhører de truede dyrearter, ligesom det, der engang hed Venstres grundtvigianske frisind. Jeg fik tidligt Brandes og PH i kroppen. Min farmor - konservativ lektor ved Zahles Skole - kom på min 18 års fødselsdag i taxa med en cementtung kuffert: Brandes' 'Samlede skrifter'. Samme sommer skrev jeg en Kronik i Politiken, der bragte mig i debat med Poul Henningsen. Det var en ungdommelig kritik af velfærdsstaten for at tage initiativet fra folk. PH svarede to gange og belærte mig med overbevisende pædagogik. Mit synspunkt dengang mindede om Anders Fogh Rasmussens senere berømte bog fra 1993 om minimalstaten. De positioner har statsministeren vistnok forladt, men modsat mig gjorde han det næppe under påvirkning af PH. De utrætteligt modige publicister Brandes og PH blev centrale for moderniseringen af dansk bevidsthed. Deres kompromisløse frihedsbegreb er også inspiration bag mit forskningsprojekt om det 20. århundredes kulturkamp omkring den totalitære fristelse, den kommunistiske og den fascistiske, og de er med mig daglig. Begge har formuleret den kritiske intellektuelles opgave. Brandes skrev som 80-årig i 1922: »Det er nødvendigt, at der af og til kommer En, som gør det grove Arbejde at sige Sandhed. Vi kan jo ikke evigt leve af den politiske Slim, som tyldes i os«. Det suk vil mange finde højaktuelt. Brandes sagde det mere høvisk i 1920: »Det er ikke Troen, men Kritiken, som flytter Bjerge, Kritiken, som bryder og rydder nye Baner, flytter alle Autoritetstroens, Fordommenes, den idéløse Magts og den døde Overleverings Bjerge«. Poul Henningsen sagde det samme - på rim: »Den der siger det forkerte/ handler rigtigt./ Derved sker det«. Der er mere end nogensinde brug for publicister, som tør sige det forkerte. 1950'ernes problem var autoritetstroen og den patriarkalske styring, som det så fint skildres i 'Krøniken'. 1950'erne var de barske normers tid, børn var klaprende rædde for deres forældre. Nu er det omvendt: Nu er forældre bange for deres børn, ligesom politikerne er det for opinionstallene. Begge reagerer med at tale 'børnene' efter munden og fedte for vælgerne med børnechecks, ældrechecks og hule løfter. Hvor er de kritikere, der fastholder vores idealer? Hvor er de fagfolk, der tør vurdere vores pinlige flygtningepolitik i forhold til FN's flygtningekonvention? Hvorfor turde de økonomiske vismænd ikke fremlægge deres analyser under valgkampen? Hvorfor kan vi ikke få gang i den nødvendige reform af velfærdsstaten, som alle ansvarlige partier burde samarbejde om? Hvorfor skal læger, der vover at kritisere forholdene i sundhedssektoren, mødes med fyringer og trusler? Mange akademikere og embedsmænd - især dem på åremålskontrakt - tør ikke synge frit ud, og på kort sigt er det bekvemt for politikerne. Men på længere sigt er det en dårlig forretning. Samfundet lever af den frie kritik - og visner uden. Som bekendt har statsministeren det skidt med de berømte 'smagsdommere', men Folketinget bør sikre embedsmændenes ytringsfrihed ved lov, så vi får en helt fri debat. Kun sådan kan vi udvikle det videnssamfund, der er målet. Ingen publicist i vores generation har illumineret ytringsfrihedens vilkår bedre end min ven Nils Ufer, der døde som 53-årig i 1993. Den anarkistiske Rasmus Modsat med cerutstumpen var vrissent illusionsløs og afskyede, hvordan journalister i stigende grad bliver pr-agenter, spindoktorer og (mis)informationsmedarbejdere og flytter med markedshyren, men han troede naivt (?) på nytten af at appellere til den offentlige mening som 'det gemeene beste'. Den rasende reporter forstod at lytte, referere og resumere, så sandheden stod pinligt klar. Han ville have haft travlt for tiden. Nils Ufer omsatte principperne fra sit manifest 'Den nøgne journalist' (1988) i sin dækning af Tamil-sagen for Weekendavisen, der foregreb Hornslet-rapporten og blev belønnet med en posthum Cavling-pris. Hans dramatisering af sagen i debatstykket 'Mens vi venter på retfærdigheden' er smågenial formidlingskunst, som publicister og kritiske forskere stadig kan lære af. For som en af TV-avisens chefer engang sagde: »Hvad hjælper det at have en god historie, hvis den er pakket ind i brunt papir?«.