I det finansielle distrikt af Frankfurt står et tårn, 'Eurotower'. Det er hovedsædet for den Europæiske Centralbank, ECB, hvorfra pengepolitikken i de tolv eurolande tilrettelægges. Herfra fastsættes renteniveauet i Europa, og man søger at styre pengemængden i bestræbelserne på at holde inflationen i ave. Det er en magtfuld institution, uafhængig af enhver form for politisk indflydelse fra medlemslandenes regeringer og EU-kommissionen i Bruxelles. Tårnet fremstår som solidt, og det udstråler magt. Men det er faktisk skævt. Årsagen er, ganske som tilfældet også er i Pisa, at funderingen ikke er i orden. Den økonomiske del af det er efter alt at dømme stærk nok; det hævder i hvert fald de økonomiske arkitekter, som tegnede det. Men den politiske del er svag og står på skiftende grund. Derfor vakler tårnet. Ingen kan virkelig forestille sig, at det skulle vælte, men der har i de seneste måneder været udfoldet store bestræbelser blandt eurolandenes finansministre på at styrke den politiske del af funderingen, uden at man dog har opnået overbevisende resultater. For at forstå, hvad der er galt, må man gå tilbage til udviklingen inden for EF/EU i 1990'erne. Beslutningen om 'at bygge tårnet', det vil sige etablere en monetær union med en fælles mønt, blev taget med godkendelsen af Maastrichttraktaten i 1993. Denne traktat blev udformet under indtryk af de store omvæltninger, der var sket i Europa efter Berlinmurens fald, og specielt beslutningen om at indføre en økonomisk og monetær union, ØMU, skyldtes et krav fra den franske præsident François Mitterrand, som den tyske forbundskansler Helmut Kohl gerne imødekom for at få Frankrigs accept af en forening af de to Tysklande. Skitsetegningerne til en ØMU var allerede blevet udarbejdet i slutningen af 1980'erne af en komité under forsæde af kommissionens præsident Jacques Delors, så man kunne direkte gå i gang med de mere tekniske forhandlinger om den fælles mønt. Arkitekterne, medlemmerne af Delors-komitéen, havde været de tolv EF-landes centralbankdirektører samt tre eksperter i pengepolitik. Det var alle folk, som havde en ret ensartet tilgang til analyse af økonomisk politik, idet de var præget af den monetaristiske skole, som var dominerende i slutningen af 1980'erne. De mente, at man ikke kunne sikre fuld beskæftigelse og økonomisk vækst gennem en finanspolitisk styring over statens finanser. Et vedvarende underskud på statens budget ville ikke føre til højere beskæftigelse, men til større inflation. En helt nødvendig forudsætning for stabil økonomisk vækst var en lav inflation, og det kunne kun sikres ved en fast pengepolitik, styret af en centralbank, der var uafhængig af politisk indflydelse. Der måtte samtidig lægges snævre begrænsninger for finanspolitikken. Økonomer kan skændes længe og meget om dette ræsonnement, og det er ikke her stedet gå ind på diskussionen mellem monetarister og 'keynesianere' - de økonomer, som havde domineret økonomisk politik i 1960'erne. Men 1980'ernes dogme førte til forslaget om en europæisk centralbank, som enerådigt skulle styre landenes pengepolitik med det ene formål at holde inflationen nede. Hensynet til vækst og beskæftigelse måtte varetages af andre, det vil sige regeringerne og arbejdsmarkedets organisationer, inden for denne ramme. Den økonomiske arkitektur for centralbanken faldt godt i hak med de forestillinger om EF's fremtid, som var dominerende i disse år. Kommissionen under ledelse af Delors var i gang med det store tigerspring frem mod 1992, gennemførelsen af det indre marked uden nationale begrænsninger. 'One market, one money' blev slagordet, og mange var sikre på, at et fælles marked med en fælles mønt ville føre til en fælles regeringsmagt, en såkaldt føderation. Det var utvivlsomt sådanne forestillinger, der lå i tankerne hos Kohl og Mitterrand i 1991, da Maastrichttraktaten blev udformet, og det var derfor, man udskiftede betegnelsen EF med EU, den Europæiske Union. Men Europa ændrede sig op gennem 1990'erne, og det europæiske projekt måtte tilpasses hertil. Tøvende åbnede man det for de central- og østeuropæiske lande i 1993, men det var faktisk først i 1997, man kom i gang med konkrete forhandlinger herom. Det var meningen, at man med Amsterdamtraktaten skulle have tilpasset unionens institutioner til det ny Europa, men det blev på forhånd opgivet. Med Nicetraktaten gjorde man i 2000 et konkret forsøg, men uden overbevisende resultat. Sagen var, at vanskelighederne ved at realisere det føderative unionsprojekt blev mere og mere åbenbare set i perspektivet af den store udvidelse østpå, som af mange grunde var ønskelig og i hvert fald uundgåelig. Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer var den, der tidligst og klarest erkendte det, da han i en tale på Humboldt-universitetet i Berlin i maj 2000 sagde, at »den eksisterende opfattelse af en føderal europæisk stat som en ny suveræn magt til afløsning af de gamle nationalstater og deres demokratier viser sig at være en kunstig konstruktion, som ikke tager hensyn til de grundlæggende realiteter i Europa«. Efter Fischers mening burde man i stedet stræbe efter at skabe en føderation af nationalstater baseret på en forfatningstraktat. Begge begreber, føderation af nationalstater og forfatningstraktat, er strengt taget selvmodsigende efter traditionel sprogbrug, men afspejler ikke desto mindre den virkelighed, som EU nu befinder sig i. Efter den besværlige Nicekonference i december 2000 enedes man om at indkalde et konvent, en slags grundlovgivende forsamling, som udarbejdede et forslag til en forfatningstraktat, som efterfølgende blev behandlet på en regeringskonference. Resultatet var, at regeringscheferne, det Europæiske Råd, i juni 2004 enedes om en sådan forfatning/traktat, som man nu er i gang med at ratificere, i flere af landene på grundlag af en folkeafstemning. Det siges heri ganske klart, at EU skal respektere medlemslandenes nationale identitet, deres forskellige traditioner og forudsætninger, herunder deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer. Enhver målsætning om at etablere en traditionel føderation i lighed med USA eller den tyske forbundsrepublik er dermed afskrevet. Men hermed er det klart, at funderingen for ECB ikke er i orden. Tårnet i Frankfurt står på gyngende grund. Dets økonomiske fundament er en konstruktion, hvis karakter er endnu mere føderal end den amerikanske centralbank, Federal Reserve, eller den tyske forbundsbank, Bundesbank. Men det politiske fundament er særdeles decentralt, fordi der ikke er noget, der blot tilnærmelsesvist ligner central regeringsmagt i EU. Kommissionen er ikke en regering, men et kollegium med meget ringe politisk legitimation. I det omfang der findes en økonomisk-politisk autoritet i unionen, ligger den i forsamlingen af økonomi- og finansministre fra de tolv lande, der er med i euroområdet, formelt bakket op af hele 'Økofin-rådet' bestående af ministrene fra alle 25 medlemslande. En forudsætning for, at der kan føres en fornuftig økonomisk politik i et land, er, at der finder en konstruktiv dialog sted mellem centralbank og finansministerium om en rimelig balance mellem pengepolitik og finanspolitik. Centralbanken må have en høj grad af uafhængighed, for at denne dialog kan udspille sig, og det er for så vidt forståeligt nok, at både centralbankfolk og pengepolitiske teoretikere har den største skepsis over for finansministre, som jo har et politisk bagland, de er afhængige af. Der er mange eksempler på, hvorledes pengevæsenet er blevet mere eller mindre ødelagt af inflation på grund af en uansvarlig finanspolitik. Tyskerne har bitre erfaringer i så henseende, og derfor var det et tysk krav, at ECB's ledelse skulle være klart uafhængig af politisk indflydelse fra regeringernes side, ikke mindst fordi den stod over for en forsamling af et større antal finansministre af ganske forskellig politisk karakter. Men nogen ligeværdig dialog kan der vanskeligt udvikle sig, når chefen for ECB ikke har et telefonnummer på en europæisk finansminister. Han kan tale med kommissæren for økonomisk politik eller med formanden for Økofin-rådet, men deres politiske gennemslagskraft over for nationalstaterne er meget begrænset. Tyskland, som havde været den stabiliserende økonomi i Europa i mange år, stillede i 1997 forslag om at lægge bånd på finansministrene for at opretholde en stram budgetdisciplin. Det var en klar konservativ markering af, at finanspolitikken skulle understøtte en pengepolitik, der begrænsede inflationen. Frankrig, som netop havde fået en socialistisk regering, krævede, at der i ligeværdig grad skulle tages hensyn til beskæftigelse og økonomisk vækst. Resultatet var den såkaldte stabilitets- og vækstpagt. Pagten skulle tage effekt, da euroen blev indført i 1999, men den har haft en krank skæbne. Dens tekst er en dogmatisk opbakning til lavinflation som forudsætning for vækst og krav om en stram budgetpolitik, som tilsigter ligevægt eller helst overskud på de offentlige finanser. Det med at 'vækst' er en del af navnet på pagten, har vist sig at være mest til pynt. Det blev tydeligt, da den økonomiske udvikling i Europa, og ikke mindst i ØMU'ens kernelande, stort set gik i stå i det ny årtusindes første år. Tyskland har befundet sig i en meget ydmygende situation i de seneste år, for det var herfra, kravet om stabilitet først og fremmest kom, men det er netop tyskerne som har brudt deres egne skrappe krav om, at budgetunderskuddet ikke måtte overstige 3 procent af nationalproduktet. Det har det nu gjort i de sidst tre år uden nogen umiddelbar udsigt til et markant fald, og samtidig er arbejdsløsheden steget til over fem millioner. At franskmænd og italienere befinder sig i en noget lignende situation, vækker måske mindre opmærksomhed, for de er kendte for at tage lidt mere lemfældigt på underskud og inflationsfrygt. Forbundskansler Gerhard Schröder kæmper desperat for at komme ud af den klemme, han sidder i. Det ser ud til, at han omsider er ved at få løst op for de stivheder i arbejdsmarkeds- og pensionspolitikken, der er den egentlige årsag til arbejdsløshed og underskud, men tyskerne er så skræmte, at de ikke tør sætte forbruget i vejret, men i stedet sparer op. Og så kommer væksten ikke i gang. Men at stabilitetspagten skulle hindre det offentlige i at iværksætte massive investeringer og dermed nedbringe arbejdsløsheden, kan han ikke acceptere. Og slet ikke, at kommissionen skal komme og pålægge bøder, før en sådan politik har haft tid til at slå igennem. »Mere respekt skal vises over for medlemslandenes primære kompetence til at føre økonomisk politik«, skrev Schröder i Financial Times i midten af januar. »Kun hvis deres kompetence bliver respekteret, vil landene være villige til at tilpasse deres politik mere konsistent til de økonomiske målsætninger, som EU har opstillet«. Finansministrene har i løbet af vinteren kæmpet bravt for at nå til enighed om en revision af den uheldssvangre pagt, som kommissionspræsident Romano Prodi i øvrigt for et par år siden kaldte for dum. Men ministrene har endnu ikke vist sig kloge nok til at løse den gordiske knude af krav om stabilitet og vækst, som de har bundet sig selv med. Forestillingen om at kunne opretholde stabilitet og vækst ved at vedtage et sæt konkrete, altid gyldige regler er falsk. Et lands økonomi er altid ustabil, forstået på den måde, at den er et dynamisk system, som konstant er under påvirkning af ændrede omstændigheder både internt og eksternt. Økonomi er ikke en eksakt videnskab, og økonomisk politik er det muliges kunst. En stabiliserende økonomisk politik forudsætter dialog og samarbejde mellem politikere og borgere og især mellem de organer og institutioner, som agerer på det økonomiske område. Intet tyder på, at der har været en fornuftig dialog mellem centralbanken og finansministrene. Ledelsen af ECB har satset på at skabe sig respekt i det finansielle miljø ved at holde sig strengt og snævert til målsætningen om lavinflation. Derfor har de ført en politik, der har resulteret i en rente, som finansministrene generelt har været utilfredse med, fordi den ikke under de givne omstændigheder virkede befordrende på investeringslysten. Den amerikanske centralbank har været langt mere aggressiv med en lavrentepolitik, men den behøvede ikke at opbygge prestige og respekt på de finansielle markeder. Det havde den i forvejen. Og den prestige og respekt, som den tyske Bundesbank havde, kunne ikke overføres til den nye centralbank. Derfor måtte ECB være mere dogmatisk end 'paven' selv og ikke lade sig påvirke af politikernes løsagtige tilbøjeligheder og krav. Der er behov for en afklaring af Ø'et i ØMU'en, af, hvad en økonomisk union kombineret med en monetær union egentlig er. Eller udfordrende sagt, der er behov for en økonomisk regering i en monetær union. Men det lader sig ikke gøre i en europæisk union, hvor man vil respektere nationalstatens »grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer«, som det siges i forfatningstraktaten. Meget tyder på, at de politikere, som i begyndelsen af 1990'erne traf beslutningen om at skabe en monetær union i Europa og indføre en fælles mønt, ikke kunne overskue konsekvenserne på langt sigt af deres beslutning - eller i hvert lukkede øjnene for dem for at opnå mere tungtvejende kortsigtede mål. Nu sidder deres efterfølgere med en uløselig opgave. Tårnet i Frankfurt blev indtaget, eller rettere sagt, man lejede sig ind i det, og et endnu mere imponerende er nu under opførelse. Men også det vil stå på gyngende grund, fordi man ikke kan give det stabilitet med en kombination af økonomisk teori og politisk praksis. Meget tyder på at den monetære union var »a bridge too far«, og derfor var det Europæiske Råd, stats- og regeringscheferne, endt i sumpen, hvis ikke det var lykkedes finansministrene at finde en (op)løsning af stabilitets- og vækstpagten forud for mødet i dag.