Ludwig Baumann ser ikke sig selv som nogen helt. Han havde kun været en ung mand med livet foran sig; en ung tysker, som ville leve, ikke dø for en sag, som ikke var hans. »Hvorfor skulle jeg rejse til fremmede lande og skyde mennesker, som aldrig havde gjort mig noget ondt?«, spørger han i dag, næsten 60 år efter at den krig, som ødelagde hans liv, sluttede. Nej, hvorfor skulle han dog det? En mørk nat i juni 1942 deserterede to unge mænd, begge fra Hamburg, fra deres flådebase i Bordeaux, Frankrig. »Vi forstod, at det her var en kriminel krig, et folkemord. Vi ville ikke være soldater. Vi ville ikke dræbe«. Næste dag blev de to venner arresteret af en tysk patrulje tæt på grænsen til den ubesatte del af Frankrig, og på trods af at de begge var bevæbnede, lod de sig tage til fange uden modstand. »De fandt os mistænkelige, men da vi havde nået at skifte til civilt tøj med baskerhuer og det hele, tog de os for at være ubevæbnede franskmænd og førte os tilbage til deres hovedkvarter til forhør. Det var en bemærkelsesværdig situation. De gik lige foran os med deres gevær hængende over skuldrene, og vi havde ladte pistoler i lommerne. Vi kunne have skudt dem, men vi gjorde det ikke. Nej, vi kunne ikke gøre sådan noget! Da vi så endelig nåede frem til deres hovedkvarter, så endte det naturligvis i en katastrofe. De fandt hurtigt ud af, at vi var forklædte desertører, og nu startede vores lidelsesvej for alvor«. Tyske desertører fra Anden Verdenskrig er glemte ofre for umådelig lidelse og forfølgelse. Nej, der har ikke været vist meget interesse for disse mænds skæbne; der har ikke været meget interesse for disse tusinder af unge 'forrædere', som nægtede at lade sig misbruge som værktøj for terror og folkemord. De blev tortureret og slået ihjel af nazistiske krigsdomstole; de fortsatte med at blive forfulgt og frosset ud af deres efterkrigstidssamfund (i de fleste tilfælde til den dag, døden befriede dem fra deres åndelige pinsler), og de var og er fuldstændig glemt af resten af verden. Denne verden har altid - hvis den overhovedet har kendt deres tilstedeværelse - vendt dem ryggen. Nej, kujoner var de, snavsede forrædere, som svigtede deres fædreland og deres egne kammerater. Hvad, ud over foragt, havde de fortjent? Det kan da ikke være nogen overraskelse, at fremtrædende politiske figurer, inklusive kansler Kohl, har kæmpet bravt i årevis mod den retslige rehabilitering af disse mænd, af hvilke kun nogle få stadig er i live. Efter en lang hård kamp, ført af ovennævnte Ludwig Baumann (nu 83 år), De Grønne og det lille socialistiske parti PDS, blev en halvhjertet lov vedtaget i parlamentet i foråret 2002 med det mindst mulige flertal. Længe efter at de fleste af dem allerede var døde, ændredes nu, i det mindste i teorien, den kriminelle status for mange af disse mænd. Men hvad var det hele i virkeligheden værd? Også efter dette sidste trin i en tragisk kamp for retfærdighed bliver 'forrædere', deriblandt mennesker, som er dømt for at have deserteret til besatte landes partisanbevægelser og modstandsgrupper, stadig betragtet som kriminelle og tidligere straffede. Til syvende og sidst betyder det, at dagens politikere ikke alene stadig anerkender disse nazistiske domstoles, men også selve regimets legitime ret til at have eksisteret. En militær lov uden nåde var Hitlers vej til sejr. Han havde lært sin lektie fra Første Verdenskrig, hvor 'kun' 48 tyske soldater var blevet henrettet. Dette var, ifølge ham og hans nazistiske venner, en blødsødenhed, som havde ført til en skæbnesvanger opløsning af kejsertroppernes kampmoral, en blødsødenhed, som til sidst sluttede i det skamfulde nederlag for fædrelandet. Nej, denne slaphed skulle ikke få lov til at blive gentaget. I 'Mein Kampf' understregede Hitler, at desertering altid skulle straffes med døden, og mere end villige militære domstole begyndte hurtigt at leve op til hans forventninger om brutalitet. Resultatet var chokerende: Ved krigsafslutningen var tyvetusind soldater blevet henrettet, og tusinder af andre var døde i straffebataljoner og koncentrationslejre. De havde alle sammen brudt eden, som ikke var svoret til det tyske fædreland, ej heller til dets folk eller grundlov, men til Hitlers person alene: »Jeg sværger til Gud denne hellige ed, at jeg skal vise uforbeholden lydighed over for Adolf Hitler, Führer af det tyske rige ...«. For et brud på denne loyalitet var der ingen nåde. Erich Schwinge var en af de mest indflydelsesrige militære jurister i sin tid, og ifølge ham var den konstante trussel om død afgørende for at gøre hver enkel soldat til et lydigt og effektivt redskab i nazismens hånd. Ikke kun tjente Schwinge trofast sagen som en ivrig anklager og krigsdommer, men han havde skrevet meget af selve grundlaget for dette juridiske massemord selv. Hvad mere er, efter krigen undgik han nemt og behageligt efterkrigstidens afnazificeringskampagne og fortsatte i en lang årrække som en respekteret rådgiver helt i midten af regeringens administration i Bonn. Ingen anden end Heinrich Himmler selv (!) havde bemærket, at en af Schwinges domme nok var en tand for brutal, og havde grebet ind til fordel for ofret. Men heller ikke det blev set som en hindring for en succesrig karriere i efterkrigstidens forbundsrepublik. Nej, Schwinge havde gode venner der, hvor det betød noget, og fortsatte, som om intet var sket. Han skrev krigsjuraens historie selv, og renvaskningen kunne fortsætte uhindret. Den dømte yngling var lænket i tunge kæder nat og dag. »Skramlet er der stadig i mine ører«, siger Ludwig, når han mindes dagene i djævelens kløer. Efter ti lange måneder i dødscellen, hvor han hver dag frygtede, at dette kunne være den sidste, blev en ændring af dommen pludselig annonceret, og via en koncentrationslejr havnede Ludwig til sidst i det berygtede militærfængsel Fort Zinna i Torgau. Her blev han tvunget til at overvære henrettelser af andre desertører, og i dag forfølger disse skrækkelige minder ham i hans drømme, ligesom de gør for så mange af hans lidelsesbrødre. Ludwig var dog ikke alene. Baggrunden var ofte forskellig, men mange unge mænd sprang fra efter at have forstået, hvad krigen virkelig handlede om. Opvokset i en preussisk præstegård blev Peter Schilling fra en tidlig alder opdraget til uindskrænket respekt for autoriteter. Etablerede regler og uskrevne love skulle ikke betvivles; det var beskeden. Bedstefar var stolt af sine tre sønner, som alle var blevet dekoreret for deres modige indsats for kejser og fædreland under Første Verdenskrig. En trofast kristen var han, den gamle patriark: gudfrygtig, ren i sindet - ja, som taget direkte fra en billedbog om en ægte preusser. Nej, han var ingen nazitilhænger, men alligevel: Führeren blev aldrig glemt i hans bordbøn, og at udfordre autoritetsfigurer var for ham det samme som at smæde den almægtige Gud selv. Fem af bedstefars børnebørn mistede deres liv på Anden Verdenskrigs slagmark, og hans svar i bøn var: »Gode Gud, jeg takker dig for at have accepteret disse martyrer for vores fædreland«. Er det forbavsende, at teenager Peter, påvirket af dette, villigt og uden tvang meldte sig til værnemagten? Formentlig ikke. Nej, han kunne ikke vente til tvangsindkaldelsens uundgåelige ankomst. Han ville ind, så hurtigt han kunne; desperat ville han blive del af denne kampagne, overbevist om, at verden nu skulle reddes af den tyske sjæl og ånd. Meget hurtigt fandt Peter dog ud af, at denne tyske sjæl også var en skrigende Goebbels og hans hysteriske flok af tilhængere. Han havde fået nok og besluttede sig for at flygte. Peter deserterede på grund af sin samvittighed, men bedstefar så det fra en anden side. For ham var det fejhed; det var forræderi. I stedet for at der var bragt en sådan skam over familien, havde han foretrukket, at drengen, modigt og trofast over for sagen, var blevet slidt i stykker af en fjendtlig bombe. Nej, der var intet at være stolt over ved at tage sine egne beslutninger, at flygte over grænsen til Schweiz, slutte sig til den franske modstandsbevægelse og kæmpe mod sit eget fædreland. At dette fædreland var et fascistisk diktatur, godt i gang med at ødelægge den halve verden, det var ingen undskyldning. Modsat så mange andre, som døde en miserabel død i straffebataljonerne på østfronten, så overlevede Ludwig Baumann mirakuløst også dette efter at være blevet såret i Ukraine i slutningen af krigen. Kort tid derefter, i julen 1945, var han tilbage derhjemme, men desertøren kunne ikke finde sig til rette med sit liv. Han kunne ikke holde diskriminationen ud; han kunne ikke klare at leve med foragten. Ligesom så mange andre var Ludwig ødelagt i sin sjæl. Hans liv var slidt i stykker. Det var særdeles svært at være tilbage i samfundet, fordi en, som havde nægtet at være del af terroren, nu bagefter syntes at forstyrre den fælles fortrængning af fortiden. Hitlers kammerater havde næsten over en nat skiftet til at være den ny kansler Adenauers økonomiske underbørn, og her var der ikke tid til skam eller selvkritik. I denne situation var desertørerne ikke andet end et irritationsmoment. For andre var livet nemmere. Den konservative politiske union CDU/CSU forsvarede krigsdommerne voldsomt. Ja, de indbød lykkeligt deres brune venner til at fortsætte deres march under nyt flag, og råb om retsforfølgelse blev brandmærket som smædekampagner og simpel heksejagt. På denne vis gik blodsdommerne fri, og godt hjulpet af indflydelsesrige folk fik også ovennævnte Schwinge lov til fortsat at tale sine kammeraters sag i årtier frem. Holdningen var (og er), at de, der var blevet slået ihjel, var blevet det efter at være blevet dømt af velfungerende domstole efter legitime nazistiske love. Det var en varm dag i juni 1992. Krigen var igen vendt tilbage til Bosnien, og en gæst i byen betragtede et tog, der langsomt passerede stationen i Subotica. Det var fyldt til randen med mennesker, og bevæbnede vagter patruljerede sporene. De beordrede den fremmede til at forlade stedet, men ikke før han var kommet tilstrækkelig tæt på for at lytte til nogle mænd, som lænede sig ud ad et åbent vindue. »Muslimske byboer fra Østbosnien«, hviskede de hastigt til ham. De var nu på vej til den ungarske grænse, tvunget i eksil. Lukkede godsvogne og bevæbnede vagter, massearrestationer og deportationer; det gjorde det helt umuligt at flygte fra ekkoet fra Det Tredje Rige. Her et halvt århundrede senere ser vi ham igen: diktatoren, som forfører et helt folk. Her igen ser vi ham massakrere sine naboer, brugende sin underkuede ungdom til at udføre sit snavsede håndværk. Man kaldte ham Hitler og Stalin i går. I dag er han Milosevic, Saddam Hussein eller noget helt tredje, men tilbage er han, den samme gamle historie endnu en gang. Det er ikke så længe siden, desertører og militærnægtere igen flygtede - nu fra den jugoslaviske hær for at søge beskyttelse i resten af Europa. De ville ikke være del af et folkemord, sagde de. De ville ikke slagte deres medmennesker, nu hvor krig igen var brudt ud på Balkan. Hvad så? Hos os blev de da kun mødt med foragt og ordre til at vende tilbage. »Hvad vil I dog her? Tag hjem og kæmp for jeres land!«. Jeg kan dårligt sige, jeg var overrasket. Erfaring havde fået mig til ikke at være det. Som fængselssygeplejerske nogle få år før havde jeg set hundreder af Iran-Irak-krigens flygtninge pakket ind i snavsede, overfyldte fængselsceller i Vestre Fængsel i København. Deres forbrydelse? De havde ikke set frem til at blive sprængt i stykker af miner, blive massakreret i fædrelandets hellige navn og skyde andre ihjel ud fra de samme principper. De havde alle sammen følt afsky og foragt for dem, som de var flygtet fra - hhv. den iranske ayatollah og 'præsidenten på livstid', Saddam Hussein. Men gjorde det nogen forskel? Nej, at flygte fra en diktators væbnede styrker giver ingen ret til beskyttelse eller værdig modtagelse, da det i sig selv ikke giver flygtningestatus. Disse mænd troede, at de var kommet i himlen, men fandt hurtigt ud af sandheden. Verden har åbenbart ikke tid til desertører, selv om et voksende antal af dem helt sikkert ville gøre denne planet til et meget sikrere sted at være. Nej, vi lader alle, som om vi hader blodtørstige diktatorer, men fortsætter alligevel ufortrødent med at afvise dem, som aktivt nægter at tjene dem. I dag, hvor Milosevic og Saddam endelig bliver retsforfulgt, skulle resten af os helst lede efter sandheden: Var de alene skyldige, eller er der andre, som retfærdigvis skulle hjælpe med at bære deres byrde? Hvad med de af os, som sendte deres desertører tilbage for at 'kæmpe for deres land?'. Skal vi nu leve op til vores ansvar for at have assisteret morderne i at holde på disse mænd, disse ufrivillige redskaber i kød og blod, uden hvilke forbrydelser mod menneskeheden aldrig ville have været mulige? Ja, vi hjalp alle sammen diktatoren ved at svigte hans desertører og modstandere. Ved at fortsætte på denne vej, ved at fortsætte med at vende dem ryggen vil vi også fortsætte med at støtte ondskaben, lige meget i hvilken forklædning den næste gang vil dukke op. Gennemvåd af sved vågner min gamle ven op i et ryk. Igen havde nogen banket på hans celledør. Uniformerede vagter var kommet for at tage ham ud for at blive skudt. Nej, ikke i nat ... men måske i morgen. Et mareridt, som gentager sig nat efter nat også nu, et halvt århundrede senere. I søvnen kommer minderne til live; han er ubeskyttet; han kan ikke skjule sig. I søvnen er Ludwig Baumann tilbage i militærfængslet Fort Zinna, og igen er han et forsvarsløst offer i Hitlers kløer. Dette er desertørens traume; det er hans livslange natlige helvede; det vil aldrig give slip på sit offer.