Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen har vakt røre ved deres opgør med den udbredte dyrkelse af forestillingen om at være miskendt. Det skal medgives, at de to stjerner lever, som de lærer, idet ingen af dem dyrker nævnte rolle, men også denne gang har formået at bringe sig selv på dagsordenen. Men det har skortet på substantielt modspil - for selv om den intellektuelle omnibustype nyder tidens agtelse, kommer erkendelsen på ethvert felt fra folk, der arbejder inderligt på feltet uden skelen til, hvad man for tiden skal snakke med om. Vil vi vide, om der er øl på Mars, spørger vi derfor ikke kendte medieintellektuelle om deres 'mening', men folk, der vitterlig undersøger sagen. Så lad os gå direkte til spørgsmålet: Hvad er en outsider? Først dernæst kan vi belyse spørgsmålet om alle hånde indbildte outsidere. Alle sociale dyr risikerer at havne uden for fællesskabet; hos primitive dyr handler det om deltagelse i formeringens elementære fællesskab - og udelukkelsen sker som følge af enten erhvervede mangler som sygdom og skader eller også medfødte 'defekter' såsom fysisk svaghed og abnorme 'dansetrin' i den indbyrdes kontakt. Mennesker er derimod komplekse og deltager i mange slags fællesskaber, og derfor kan man på samme tid være udelukket i nogle sammenhænge og accepteret i andre. Helt alene er man sjældent: Ens mor og ens skæbnefæller i nederlaget vil som regel støtte en i troen på verdens uretfærdighed - ligesom mangt et 'miskendt geni' har overlevet takket være hustruens offervilje. I værste fald må man anskaffe sig et kæledyr: Som barn havde jeg således to skildpadder - og selv om de kun forstod hinanden, så vidste de da i det mindste, hvem der købte øllet. Hos mennesker handler fællesskab om intentioner og behov, men tillige om mental bølgelængde: At jeg som lægmand ikke regnes som meningsberettiget om øl på Mars, hverken af eksperterne eller offentligheden, gør mig ikke til outsider - for kun folk, der trods alt tilhører nævnte faglige felt, kan blive outsidere. Derimod kan man jo være en indbildt outsider med svaret på øllets store gåde - men det gør til gengæld en til outsider i det brede menneskelige fællesskab. Jeg kan ikke tale jævnbyrdigt med en ølforsker om øl - men jeg anerkender fuldt dette faktum og er netop derfor ikke outsider, men blot udenforstående. Men den, som er udenfor overalt, bliver naturligvis tillige en outsider hinsides alle kendte sendefrekvenser. Søren Kierkegaard beskrev den mentale outsider - den, hvis tanker, tro og gode vilje for andre at se er ondskab eller galskab: Abraham, der vil ofre sin søn til Gud; og Kierkegaard, selv hvis virke i kristendommens sag betragtedes med hovedrysten af samtidens toneangivende københavnske præster - der i stedet udvekslede medaljer for egen kristelighed. På hverdagsplan kan det handle om billeeksperten, hvis sære lidenskab ingen forstår endsige deler. Den engelske forfatter Colin Wilson skrev i 1956 et ungdomsværk 'The Outsider' om litteraturhistoriens mange 'fremmede', der konfronteret med døden samt livets gru og absurditet føler sig sat hinsides alvorlige borgeres velfornøjede travlhed. Wilsons bog var et forsøg på at udtrykke denne absurditet på et sprog, der gav mening for det praktiske livs folk - og den blev da også flot modtaget. En anden type outsidere er imidlertid dem, som fællesskabet på bunden godt forstår, men vælger at fryse ud. Det kan der være mange grunde til - såsom den såre praktiske, at hvis vi her i klubben er kommet til nogenlunde de samme ting på nogenlunde den samme vis, så er afvigerne ikke alene ubudne rivaler, men tillige en torn i øjet på fællesskabet; og fællesskabet er i majoritet. Naturligvis kan man også blive frosset ud grundet en kedelig karakter, voldelighed eller mangelfuld tandbørstning. Men miskendthedens særlig interessante form for udelukkelse skyldes just den pågældendes specielle adkomst til fællesskabet. Præsten, der udelukkes grundet dårlig ånde, er ikke så interessant som Inge-Lise Wagner, der afskedigedes på grund af sin dybt personlige tolkning af sit præstekald. Mange gejstlige forstod også Kierkegaard, men lod skinsygt, som om de ikke gjorde det. Også det fænomen genfindes på helt nære livsområder. Således har jeg kendt to åbenlyst originale, menneskekloge og fantasifulde kvinder, der begge gentagne gange var blevet fyret fra plejehjem grundet 'samarbejdsvanskeligheder' - simpelt hen fordi de udviste initiativ, humor og en individuel forståelse langt ud over, hvad deres anciennitet og formelle kompetence autoriserede dem til. En type sammenstød, der i vor tid er særlig hyppig, fordi den udmærkede demokratisering har haft følgende fatale bivirkning: at alle med samme uddannelse og formelle anciennitet ligestilles, idet personlig erkendelse og erfaringsbunden tilgang ikke længere anerkendes. På den måde er al forskel så at sige blevet domesticeret - og snart får vi vel også en autoriseret uddannelse af martyrer, så vi slipper for fuskere i faget fremover. Måske en livsopgave for Stjernfelt og Thomsen? Fænomenet er altså alment og lader sig forstå ud fra menneskekundskab tilsat lidt næse for biologi: Ja, for selv inden for en og samme art og fællesskab er der jo konkurrence om lebensraum, og hvad deraf følger, i form af andel i slægtens fortsættelse. Og selv meget dygtige folk er langtfra hævet over denne elementære kendsgerning - endsige over at udnytte deres klakørers blinde moralske tillid som et reelt carte blanche. Udelukkelse mod bedre vidende kan ifølge sagens natur kun ramme folk, der på en eller anden vis er eksponeret ved i forvejen at befinde sig i periferien eller ved en åbenlys afvigelse. Konkurrencen om lebensraum er ofte rigelig forklaring på den grundlæggende 'onde vilje' - men denne vilje udløses kun, hvis 'offeret' står godt for hug og giver os en 'legitim' anledning. En hvilken som helst afvigelse kan være nok: Hvis en i stammen må ofres til frugtbarhedsguderne, så kan afvigende hårfarve, afstamning eller dialekt være rigeligt til at bringe enighed blandt os andre - også selv om disse ting tidligere ikke betød spor. Men hvis nu hin enkelte oven i købet helst undværer fællesskabets manualer - så vil han eller hun blive ofret, også selv om guderne ikke kræver det: For hendes succes ville være hendes alene og opleves derfor som vort nederlag tillige. Problemet har et punkt 22-moment, der gør det selvforstærkende og bringer mindelser om fordums berømte hekseprøve: Hvis 'heksen' druknede, var hun uskyldig. Sagen er nemlig den, at hvis hin enkelte fremturer med sin ret over for fællesskabet, så virker det som en utålelig provokation: For er der ikke noget næsten umenneskeligt ved en sådan udholdenhed, der får os andre til hemmeligt at føle os feje og svage, så meget mere som vi er i flok? Stammen bringes derfor uvægerligt til hemmeligt at nære følgende forestilling: Hvis 'heksen' er så stærk i modgang, hvor stærk måtte hun da ikke være i medgang! Og dette scenario er så skræmmende, at det må manes i jorden. For til sagen hører, at mennesker, der aldrig har prøvet at stå alene og derfor oplever det som ensbetydende med personlig opløsning, inderst inde er rædselsslagne for dem, der kan udholde det. Men alligevel vil de, hvis heksen en dag skulle tabe besindelsen, mod bedre vidende i kor råbe: »Ha, sagde vi ikke nok, at kællingen er gal!«. Ovennævnte punkt 22 består nu i, at jo bedre den udelukkede taler sin egen sag, desto mere afskyr vi hende, så derfor siger vi: »Mig ikke forstå!«. Men hvis hun nu i stedet vælger at holde lav profil for ad den vej at blive taget til nåde, så får hun lov til at dø en stille død - for lad endelig kræet sygne velfortjent hen i sit eget skidt og i from forhåbning om sluttelig amnesti. Først når den uskyldige 'heks' er druknet, kan vi godt se, at hun måske var god nok på bunden, men jo desværre en helt mislykket eksistens. Det handler for stammen om at bevare selvagtelsen, så derfor vil pæne præster da ikke forstøde en kollega grundet hendes fortrin - nej, vi bliver hurtigt enige om, at hun er og bliver en stakkel, som vi må hjælpe til at finde sin rette hylde, til bedste for alle parter og da især for hende selv. Så i stedet for på en gang at føle os mindreværdige og umoralske føler vi os nu overlegne samt yderst moralske - kan De se tricket? Forsvarsmekanismerne er geniale, for allerede i det øjeblik, vi siger: »Lad os hjælpe staklen«, har vi begået mordet - men uden selv at erkende det. En kendt person sagde forleden, at hvis Gud havde placeret alle på deres rette hylde, ville 'taberne' miste enhver dårlig undskyldning for deres position. Morsom pointe - men den bliver snart 'vindernes' dårlige undskyldning for at holde 'taberne' i skidtet: for de gør dem derved oven i købet en stor tjeneste! Som nævnt opnår outsiderne ved at forsvare sig kun at provokere yderligere ved deres blotte udholdenhed og 'unaturlige' stejlhed i forhold til stammen. Spørgsmålet er derfor, hvad de så stiller op - en mulig strategi er sokratisk at gøre opmærksom på følgende: at nok er man helt galt afmarcheret, stammen ville afvise en på nøjagtig samme vis, også selv hvis man havde haft ret. Men i så fald kan det jo alligevel godt tænkes, at man har ret, selv om stammen notorisk afviser det - og derfor kræver sagen en seriøs behandling, der skal falde forskelligt ud, alt efter om man faktisk har ret eller ej. Et andet argument er dette: Alle de plausible grunde, som stammen kan give for, at man rimeligvis næppe har set lyset - alle de grunde kunne og ville stammen lige så troværdigt fremføre, selv om man så var selveste Messias. Så det er fuldt muligt at være 'den berettigede undtagelse' også i vore dage - hvorfor alle hånde plausible indvendinger intet beviser. Ganske ligesom øllets teoretiske usandsynlighed i universet jo heller ikke modbeviser det faktum, at der rent faktisk kan købes øl her på Jorden. En moderat miskendelse ser vi hos den faglærte arbejder, hvis opfindelse eller forslag til forbedring af produktionen ikke honoreres. Ledelsen siger nemlig: »Åh, den idé har vi skam også selv fået og vil implementere den i næste uge«. Eller man siger: »Sludder og vrøvl, bliv ved din læst« - for så et halvt år senere at gennemføre forbedringen. Eller man siger i stedet: »Tak for ideen, som vi da godt kan afprøve - men så profitabel er den nu ikke, at vi kan belønne dig«. Eksemplet illustrerer, at miskendelse oftest er relativ og ikke enten-eller: For nævnte medarbejder udelukkes ingenlunde og beholder skam sit gode job. Men hans særlige indsats honoreres ikke, og derfor bliver han relativt set en outsider - også selv om nogle kolleger støtter ham. Den, der ikke får lov til at gøre fyldest, bliver relativt talt outsider - også uden at være hverken profet, geni eller gal. For også det civile liv har sine 'illegitime kombattanter'. Ovennævnte relative outsiderskæbne er almindelig, for læg mærke til, at 'kendte' og etablerede folk meget sjældent citerer, roser, nævner eller blot kritiserer folk, der formelt, i anciennitet eller i graden af 'kendthed' rangerer lavere end de selv - end ikke på andre fagområder: for til uhelbredelig normalitet hører et umiskendeligt intrigant instinkt. Og nok plagierer vi ikke artikler publiceret i videnskabelige tidsskrifter, for indbyrdes har vi lov og moral i klubben - men er det trykt andetsteds og uformelt, konfiskeres ideen gerne af de autoriserede, uden at en kat gør. Og vi har rivaler nok, så selv om vi andre godt kan se, at det er synd, holder vi masken. Til sagen hører, at just en noget perifer tilknytning ofte gør det lettere at rejse spørgsmål på en ny måde og tænke nye tanker; men har man en perifer tilknytning, så vil de centralt placerede typisk påtage sig ærens byrde og da især udi egen indbildning - thi også her er vore forsvarsmekanismer i stand til at udrette underværker: for ingen ønsker jo at betragte sig selv som tyv eller plagiator - og derfor forekommer som bekendt af og til endog massiv afskrift i god og ubevidst tro. Sluttelig må nævnes de etiske outsidere såsom Frank Grevil: De udstødes for ligesom Sokrates, Jesus og Det Gamle Testamentes profeter uhildet at påtale stammens og magthavernes fejl og umoral. Dette maksimum af åndeligt hovmod tilgives aldrig, så den formastelige fordrives som usurpator, egotripper, landsforræder eller idiot efter devisen 'det kan du selv være'. Men har han da ikke handlet uklogt? Kan hænde - men stammen ville straffe ham endnu hårdere, hvis han var pletfri! Desværre må vi nemlig her sande en hæderlig gammeldags plattenslagers ord, at hvis man ikke formår at vinde slaget med sin charme, nytter det intet at have ret - for man kan nok aftvinge verden dens respekt, men ikke dens bifald. Lad os nu vende tilbage til Stjernfelts og Thomsens korstog mod de indbildte miskendte. De to guruer er tæt på at smide barnet ud med badevandet, og man kunne næsten tro, at det også er hensigten - for hvorfor nu denne pludselige interesse for de svages mentale vel? Men hvis vi i stedet udvider perspektivet, har de fleste mennesker i en eller anden sammenhæng følt sig som ofre eller i det mindste som 'relative outsidere': for hvem bliver ikke en gang imellem forbigået, misforstået og overset? Imidlertid giver 'de kendte' den særlig ofte som miskendte tillige. Men det har at gøre med endnu et punkt 22: at hvis man ikke er anerkendt in the first place, så kan man heller ikke troværdigt klage over at være miskendt. Men at Rifbjergs fjerdesidste digtsamling aldrig blev forstået - det lyder straks mere plausibelt, for manden kan som bekendt digte. Den ukendte digter må derimod ganske som den indbildte (samt den virkelige!) Messias klogelig holde bøtte. Nuvel, men hvorfor ligefrem denne formelige kælen for martyriet hos mange velmeriterede folk? Ud over den naturlov, at de mest forkælede nødig nøjes med mindre end - det hele, så tror jeg, at velbjærgede menneskers ubevidste beundring for livets udholdende 'enere' her spiller dem et puds. For inde i deres sjæl hvisker en djævel til dem: »Du ved jo godt, at hvis det var gået fair til, så ville du have fået modspil«. Og den tanke er så rædsom, at den kun lader sig overvinde ved hjælp af følgende selvbedrag: »Åh, det er jo mig, der er den berettigede undtagelse - det var jo mig, der engang blev ofret. Nu husker jeg det klart, og nu skal verden sandt for dyden honorere det med fuld musik!«. Men hvis man altid har ligget i med de moderigtige heste, så bortfalder denne mulighed desværre. I stedet kan man da vælge at sige: »Ak, ak, ak - vi to er snart de eneste, der ikke er miskendte. Men godt det samme: For de 'miskendte' er jo bare dårlige tabere!«.