Det er i år 60 år siden, Anden Verdenskrig sluttede. I et dansk nationalt perspektiv har det, som det er set ved tidligere jubilæer, affødt ophedede diskussioner, især om forholdet mellem samarbejdspolitik og modstandskamp. Reaktionerne på statsministerens velkomstord på den nyligt etablerede hjemmeside om besættelsestiden har, ud over at kritisere statsministeren, tillige anklaget de yngre generationer for at fælde moralske domme over fortiden på nutidens præmisser. 'Nutidens unge' kritiseres således (atter en gang) for at være historieløse og mangle historisk bevidsthed. Det mener vi imidlertid ikke er tilfældet. Tværtimod tyder det på, at den unge generation netop afviser den sort-hvide måde at forholde sig til den nationale fortid på, som de oplever, at de ellers er blevet præsenteret for. De unge føler sig snydt og efterspørger nuancer. I anledning af jubilæet og som et bidrag til debatten om, hvad besættelsestiden betyder, og hvad den bruges til i dag, vil vi her søge at kaste lys over den unge generations historiebevidsthed om besættelsestiden. Udgangspunktet er et omfattende interviewmateriale, der er blevet til som den danske del af en international undersøgelse om, hvordan krig og besættelsestid bliver erindret og viderefortalt gennem generationerne. Vi skal her koncentrere os om den generation, der er børnebørn af øjenvidnegenerationen, og om, hvordan historiebevidstheden om denne periode af dansk historie formes og bruges i dag. Hvis vi ser på, hvordan den unge generations historiebevidsthed dannes, så gælder det, at de unge har mange forskelligartede kilder. Det er klart, at for en generation, der er vokset op med fjernsyn, spiller dette slagkraftige medie en betydelig rolle som kilde til viden om og billeder på både Anden Verdenskrig og besættelsestiden i Danmark. Den folkekære tv-serie 'Matador' indtager her en helt central plads, og ikke så få fra den unge generation udpeger den til at være 'det mest realistiske billede' de har af besættelsestiden. Også øjenvidnegenerationen henviser til serien, når de skal eksemplificere eller konkretisere deres egen erindring om tiden. I den forstand bliver 'Matador' ligesom andre udbredte fortællinger om besættelsestiden fælles referencepunkter i kommunikationen mellem generationerne. I øvrigt nævnes andre spillefilm og dokumentarudsendelser som væsentlige kilder, ligesom den offentlige debat i øvrigt og, om end i mindre grad, også skønlitteratur nævnes af de unge som adgange til fortiden. Skolen og historieundervisningen spiller selvsagt en rolle, men det er interessant, at denne især bliver tillagt betydning, hvis der på forhånd er etableret nysgerrighed om besættelsestiden - eksempelvis gennem familiehistorier. Mødet med besættelsestiden i historieundervisningen kan dog også være en anledning til, at de unge får talt med deres bedsteforældre om deres oplevelser af tiden. Videregivelsen af erindringer har dog sjældent karakter af, at de unge har sat sig ned med bedstemor eller bedstefar og har fået fortalt en sammenhængende historie om besættelsen fra start til slut. Erindringerne og historierne fortælles og genskabes derimod i konkrete og flygtige situationer. Det kan være en bid af et tv-program, brygningen af en kop kaffe eller en gammel jakke, der pludselig dukker op under oprydningen, som fremkalder minder og historier. Familiehistorierne er således præget af fragmenter og glimt, der umiddelbart forekommer tilfældige og løsrevne. Men der er et mønster. Når de unge fortæller disse familiehistorier, sætter de således disse fragmenter ind i en allerede fastlagt ramme af mening. Denne ramme udgøres af det, historikerne Bryld og Warring har kaldt den nationale grundfortælling om besættelsen, hvilket vil sige den kollektive erindring, som den er kommet til udtryk i offentligheden i efterkrigstiden. Den nationale grundfortælling er bl.a. præget af, at besættelsen tolkes i lyset af, at Danmark endte på de sejrende allieredes side, og af, at modstand i bred forstand opfattes som dansk national norm. De levende og til tider modsigelsesfyldte personlige historier bliver koblet sammen med den fastlagte nationale historie og gives på den måde en genkendelig retning. Grundfortællingen danner en fortællemæssig ramme for såvel børnebørnsgenerationen som øjenvidnegenerationen. Den er nemlig med til at angive, hvilke erindringer bedsteforældrene overhovedet vælger ud som værd at fortælle i forbindelse med besættelsestiden. Når øjenvidnegenerationen starter en samtale med at sige: »Jeg har jo ikke noget at fortælle«, er det jo ikke, fordi de ikke har levet og oplevet noget i perioden 1940-1945, men fordi de ikke mener, at deres oplevelser rammer ind i den store historie om besættelsestiden. Det samme mønster går igen i børnebørnsgenerationens videregivelse og overtagelse af bedsteforældrenes erindringer. De bider således mærke i de elementer, som passer ind i den nationale grundfortælling, og elementer, som på den ene eller anden måde strider imod denne, bliver enten overhørt, omfortolket eller kun langsomt absorberet af de unge. Grundfortællingen giver således et fælles tolkningsmønster, som både definerer, hvilket indhold der overhovedet kommer historien om besættelsestiden ved, men også hvordan historien skal tolkes. Besættelsestiden er på den måde en central del af de unges historiebevidsthed, men ikke som et inventar af meget specifik viden om begivenheder, forløb og sammenhænge. Der optræder meget få datoer, konkrete begivenheder eller begivenhedsforløb i interviewene. Der er i højere grad tale om ikonografiske billeder i erindringen om en tid, der var fyldt af utryghed, men samtidig af et stærkt sammenhold. Besættelsestiden udfyldes af henvisninger til rationeringen, mørklægningen, 9. april, samarbejdspolitikken, modstandsbevægelsen, befrielsesdagene. Det er også helt tydeligt, at de unge er blevet præsenteret for og har tilegnet sig forståelsen af et Danmark, der stod sammen, og et Danmark, der gjorde modstand, i den udstrækning man kunne forvente af et lille land. Fortællingerne om besættelsestiden spinder sig omkring disse ikoner, som er genkendelige på tværs af generationerne og som derfor bliver centrum for et erindringsfællesskab om besættelsestiden. I dette har billedet af den tyske besættelsesmagt en helt særlig karakter, og her er de unge meget prægede af bedsteforældrenes fortællinger. Tyskerne fremstår som repræsentanter for den forhadte besættelsesmagt og for det styre, der var skyld i krigen og de grusomme jødeudryddelser. Men en stor del af de erindringer, der videregives til og gentages af børnebørnsgenerationen, handler samtidig om afvigelser og undtagelser fra billedet af den grusomme besættelsesmagt: den unge soldat, der blot var en dreng; soldaten, der var venlig mod børn - og som sikkert havde børn derhjemme; soldaten, der udtrykte en respekt over for danskerne; den flotte fyr i uniform. Hertil kommer opfattelser af den tyske befolkning som ofre for et undertrykkende styre og for de allieredes bombninger. I de konkrete fortællinger om tyskerne fremstilles disse som venlige eller stakkels, som ofre, dog stadigvæk i forhold til en grundlæggende forståelse af Tyskland og det nationalsocialistiske styre som skyldigt. Disse fortællinger indgår i en stadig diskussion og forhandling om danskernes nuværende forhold til tyskerne og en slet skjult misbilligelse af naboen mod syd, som de unge på den ene side tager afstand fra, men på den anden side også indrømmer at dele. Et andet væsentligt træk ved historiebevidstheden om besættelsestiden er et tydeligt skel mellem den nationale besættelsestid og den internationale Anden Verdenskrig. De to størrelser sættes ikke i sammenhæng, men fremstilles mere som adskilte eller modstillede. En gennemgående opfattelse - hos alle tre generationer - er, at 'det var værre andre steder' - at 'den rigtige krig' var et andet sted. Gang på gang fortælles, at 'vi manglede ikke rigtig noget', hvilket i sig selv siger meget om, hvad krigen var i Danmark, og man sammenligner ofte med Norge eller med de lidelser, som den tyske befolkning måtte gennemgå. Holocaust er et tredje element, der står stærkt, men samtidig også nærmest isoleret i den del af historiebevidstheden, der handler om Anden Verdenskrig. De unge giver forskellige forklaringer på, 'hvordan det kunne ske' - der fokuseres på Hitlers demagogiske evner, men især på den økonomiske krise og Hitlers genrejsning af Tyskland i 1930´erne som forklaringer på nationalsocialismens succes. Holocaust er dog også et fænomen som i sin massivitet og ufattelighed bliver hævet ud af den konkrete historie og i høj grad repræsenterer den rene ondskab. Det er her den væsentligste lære af Anden Verdenskrig ligger for den unge generation. For dem gælder 'aldrig mere holocaust' og i langt mindre grad 'aldrig mere 9. april'. Når det gælder fortællingen om den danske besættelsestid, giver størstedelen af den unge generation dog udtryk for at være blevet 'snydt'. De oplever, at den historie, de har fået fortalt, ikke er korrekt. Det er dog ikke deres bedsteforældre, de anklager for at give et forkert billede, men i højere grad offentligheden, især forstået som medierne og historieundervisningen i skolen, der har opstillet den ramme, som de unge har tolket deres familieerindringer ind i. De unge fortæller, hvordan deres forestillinger om besættelsestiden er under kraftig omdannelse og revurdering. Nye historier er kommet til - om tyske flygtninge, om østfrontfrivillige, om danskernes behandling af tyskerpigerne, om retsopgørets forløb, om den begrænsede deltagelse i den egentlige modstand og om modstandens minimale militære betydning. Disse historier giver perspektiver, som udfordrer grundfortællingens fremstilling af danskernes enhed og dermed de unges oprindelige forestillinger om besættelsestiden og danskerne. De unge udtrykker her frustration - ikke så meget over, at der rokkes ved deres forståelse af Danmark og danskerne, men i langt højere grad over, at de er blevet præsenteret for en unuanceret fortælling om tiden. Denne frustration betyder ikke, at de unge giver helt slip på forestillingen om besættelsestiden som en tid, hvor der blev rejst spørgsmål om at gøre det rigtige og det forkerte. Det er da også langt at foretrække, hvis ens egen familie på en eller anden måde kan fortælles ind på 'den rigtige side'. Det er godt at vide, at morfar 'gjorde noget'. Samtidig giver de unges historiebevidsthed også plads til at opfatte besættelsestiden som en tid præget af mange dilemmaer og af en ambivalens, hvor det ikke altid gav sig selv, at man gjorde det rigtige og ydede modstand. De unge udtrykker forståelse for såvel samarbejdspolitikken som de mange danskere, der ikke 'gjorde noget'. Det leder frem til spørgsmålet om, hvad besættelsestiden bruges til i dag. Lidt bredere betragtet er det klart, at underholdningsindustrien her spiller en fremtrædende rolle. Besættelsestiden og Anden Verdenskrig bruges i vid udstrækning som underholdning i film og tv-serier og som ramme om dramatiske fortællinger inden for litteraturen. Her konsumeres historien nærmest som en vare. Det mest iøjnefaldende ved de unges historiebrug er imidlertid tæt sammenvævet med generationens dobbelttydige forhold til grundfortællingen. På den ene side bruges besættelsestiden som referencepunkt for sondring mellem at gøre 'det rigtige' og 'det forkerte'. Verdenskrigen og især holocaust bruges i høj grad som argumenter for at arbejde for menneskerettigheder og for at tage afstand fra krig som sådan. Under næsten alle samtaler nævner de unge de igangværende krige, først i Afghanistan og siden i Irak. Forbindelsen mellem Anden Verdenskrig og disse krige er dog ikke konkrete historiske sammenligninger eller analyser. Her bliver Anden Verdenskrig ikke brugt som en specifik krig med et specifikt historisk forløb, men et billede på krig som sådan. Brugt i den form får fortiden et mytisk og ahistorisk præg - de historiske begivenheder ses ikke i deres konkrete sammenhæng, men får en moralsk, ahistorisk karakter. I et mere nationalt perspektiv er det interessant, at besættelsestiden ofte bruges meget nostalgisk som romantisk modbillede på det, de unge oplever som nutidens fortravlede hverdag og sociale opsplitning. Besættelsen fremstår her som en tid, hvor valgene var få og enkle at træffe, og hvor man stod sammen i nødens stund. »Jeg kan godt længes efter den tid, selv om jeg aldrig har levet i den«, som en ung kvinde siger. Besættelsestiden får dermed mytisk karakter og bliver 'de - gode - gamle dage'. Som beskrevet bruges besættelsestiden imidlertid også til at åbne diskussioner af, at det netop ikke altid giver sig selv at 'gøre det rigtige'. Med fokus på dilemmaer og på de grupper, der ikke umiddelbart falder ind under den nationale enhed, forholder de unge sig derfor også historiserende eller reflekterende til perioden. En ung mand udtrykker det således: »... De her dilemmaer med stikkerlikvideringer og tyskertøser og soldater på Østfronten og samarbejdsregeringen, som der er forskellige meninger om i dag, og som man kan diskutere til evig tid, hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. Jeg synes ikke, jeg kan sidde og efterrationalisere og sige: Sådan skulle de have gjort. Men det har da gjort et stort indtryk, fordi det siger noget om, hvor stor splid der er mellem folk. Jeg synes, det er meget interessant at se, hvordan det kan skabe helt forskellige mønstre«. Her bruges fortiden som et rum for refleksion, hvor de unge ofte stiller sig selv spørgsmålet: 'Hvad ville jeg have gjort', men uden at have svar på rede hånd. Den nationale grundfortælling om besættelsestiden er således under ombrydning. Måske fordi den er ved at tabe terræn som en central identitetsskabende fortælling for de unge generationer. Samtidig tyder de unges krav på at høre 'de andre' historier og deres villighed til at lade dem indgå som legitime dele af dansk besættelseshistorie på en større grad af rummelighed og refleksion og på, at de unge omgås den nationale fortid på en måde, som ikke nødvendigvis er særlig national. Deres historiebevidsthed om besættelsestiden har nok en moralsk, men ikke en moraliserende dimension. Det ser vi ingen grund til at begræde.