I dag er det 25 år siden, partisanlederen og Jugoslaviens eneste præsident, Josip Broz Tito, døde. Sammen med ham døde også hans land - og i årene efter så man ham i efterfølgerstaterne som en diktator, der havde holdt alle i et 'nationernes fængsel'. Men folk i det jugoslaviske område nærer nu igen varme følelser for 'diktatoren', som bragte dem, hvad de alle savner i dag. Selvfølgelig penge og velstand - men nok så vigtigt også anseelse, indflydelse og selvrespekt. Hvem var Tito? Det spørgsmål - men i nutid - plagede tyskerne fra 1941, hvor de besatte Jugoslavien. Men det samme spurgte andre deltagere i krigen sig ikke mindre forvirrede om. Man antog, at der var tale om en pige, der anførte guerillaer - eller om en ukrainsk jøde, en russisk general eller en amerikaner, der havde grundlagt det kommunistiske parti i USA. Selv Stalin kendte ham kun som Valter. Han blev fejret som den, der koldblodigt undslap og forsvandt fra de mest umulige situationer: »Han blev altid omringet«, sagde lederen af SS, Heinrich Himmler - »og hver gang fandt han en udvej«. Allerede under Anden Verdenskrig blev Josip Broz omspundet af en myte, der frem til hans død, 4. maj 1980, kun blev stærkere. I årene efter hans død, fremstillede de nye magthavere i delrepublikkerne Tito som en diktator, der havde holdt de enkelte republikkers folk i et 'nationernes fængsel'. Da Titos faste hånd pludselig var borte, kunne de bryde ud af 'fængslet' - hvilket blev til den krig, der lader til at have opløst Jugoslavien for altid. Men Tito selv ser mange overalt i det tidligere Jugoslavien i dag mildere på. Livstidspræsidenten personificerer for mange i det eksjugoslaviske område den del af det forsvundne land, som de husker i et positivt lys. Derfor er der alle vegne oprettet foreninger til ære for Tito, og folk tager på 'pilgrimsrejse' til hans grav i Beograd og til hans fødested, Kumrovec, i Kroatien - hvor dagen for hans død, 4. maj, stadig markeres. I for eksempel Bosnien kan en del af Titos tiltrækning skyldes, at folk i dag gennemlever en meget streng tid: »De unge vender sig til Tito, fordi han personificerede velstand«, sagde et medlem af den bosniske Josip Broz Tito Forening i 2004 til Balkan Reconstruction Report, BRR. Det samme kan gælde i Kosovo: »Jeg var rig på Titos tid - der var fabrikker og arbejde til håndværkere ... vi havde job, vi havde alt«, citeres en 84-årig fra Pristina for at sige. Men der ligger meget mere end skuffede økonomiske forventninger til den nye virkelighed bag Titos nye popularitet. Hvordan kan det ellers være, at kroater, der er på vej ind i det rige EU, stadig - efter næsten 15 års antijugoslavisk kampagne fra de kroatiske myndigheder - anser Tito for at være »den største kroat i historien?«. I en enquete foretaget af det kroatiske ugemagasin Nacional kunne 8.000 mennesker vælge mellem 100 personer - og mere end 2.000 stemte på Tito. Nacionals chefredaktør, Ivo Pukanic, har selv Titos billede hængende på sit kontor - for Tito var den snedigste og bedste statsmand i det 20. århundrede. Han var i stand til at holde den sæk lus, som Jugoslavien var, sammen - uden kugler og uden offentlig uro. Han var ikke fleksibel og var også en autokrat, men med den slags samfund, han herskede over, var det ikke muligt at være mere fleksibel«, forklarer redaktøren. Dén uforbeholdne vurdering af Titos præstation er mange fra Eksjugoslavien enige i - men det er psykiateren Arnold Ludvig ikke helt. I 'Bjergenes konge - det politiske lederskabs natur' opstiller Ludvig en liste over historiens største politiske ledere - og selv om Josip Broz er med, indtager han en placering, mange i det tidligere Jugoslavien vil finde overraskende lav. Blandt de politiske ledere, som opfylder de komplicerede krav, er Kemal Atatürk nummer 1 med 31 point. Derefter følger Mao (30), F.D. Roosevelt (30) og Stalin (29) - og først på 9.-pladsen ligger Tito med 25 point. Den score er dog bedre end alle amerikanske præsidenter i det 20. århundrede - bortset fra nævnte Roosevelt - og Tito skaffede da også Jugoslavien en opmærksomhed og indflydelse, der objektivt slet ikke tilkom det mellemstore, halvfattige, centraleuropæiske land. Den serbiske historiker Predrag Markovic mener derfor også, at der i savnet af Tito ligger en vis såret narcissisme: en følelse af forsvundet selvværd, efter at man som jugoslav var blevet vant til at spille en vigtig og omfattende rolle på verdensscenen: »Hvor meget vi end - i den revisionistiske rasen, vi nu befinder os i - kritiserer Titos totalitære og autoritære styre, så var det i én ting uovergåeligt: i det dygtigt opbyggede udenrigspolitiske image. Denne politik var dygtig i en sådan grad, at Titos Jugoslavien uden større fordomme kunne bruge hvert eneste point, det på den måde samlede sammen - endda med subtil anvendelse af dissidenterne. I den forstand var dette regime usandsynligt vellykket og pragmatisk - og sikkert nok gjorde det en vis nytte«. Tito placerede under den kolde krig Jugoslavien midt mellem de to blokke: som leder af de 150 Alliancefrie Lande talte Jugoslavien med en stemme, der var stærkere end dets egen størrelse tilsagde. Landet var hverken øst eller vest - og samtidig var det både øst og vest: Det indoptog træk af både østlig og vestlig økonomi og samfundsform, og selv om det mest var socialistisk, brød det med både Kina, Sovjet og resten af Warszawapagten. Øst og vest konkurrerede om Titos sympati i kampen mod den anden - hvilket gjorde, at jugoslaver kunne rejse overalt i verden, bare med deres røde pas i baglommen. Det gav også Jugoslavien en række favorable lån - som man i dag desværre stadig betaler af på. Men dengang skabte de lånte penge følelsen af velstand og gjorde social velfærd mulig. Så med de hårde tider i dag vokser kulten omkring Tito. Da myndighederne i Sarajevo i 2003 ønskede at omdøbe hovedgaden i Sarajevo til ære for Bosniens første præsident, Alija Izetbegovic, gjorde hovedstadens menige indbyggere oprør. Nogle hængte et kæmpebillede af Tito med påskriften »Dette er Marshall Titos gade« tværs over boulevarden - og myndighederne måtte give op. Titos billede blev til gengæld hængende i månedsvis. Og ikke kun folk, der selv har oplevet 'de gode gamle dage' med fred og velstand, sørger over Tito. Det ser man af steder som Tito Bar, der er et yndlingssted for mange af Sarajevos studerende, unge og forretningsfolk. Væggene er dækket af Tito-fotos og andre Tito-'souvenirs', mens tjenernes uniformer bærer diktatorens stadig velkendte underskrift. »Hvad end nogen kan finde på at sige, så er vores fortid lysere end vores fremtid«, siger en 26-årig gæst på Tito til BRR. Og noget lignende sker i Kroatien: »Det er mest unge, der køber dem - selv om de ikke engang var født, da Tito døde!«, forklarer en sælger af T-shirts med Tito-portræt i den kroatiske by Osijek. I hovedstaden, Zagreb, siger en sociolog til internetmagasinet Transitions Online, at interessen for personen Tito vokser. Og med ham også for den stat, der - da han døde - viste sig at have været mere 'hans', end godt var, og som derfor straks faldt sammen. »Efter at vi i årevis har hørt, at vi udelukkende hører hjemme blandt middelhavslandene og i den centraleuropæiske kultur, begynder vi at indse, at Kroatien også tilhører Balkans kulturkreds«, siger sociologen. Indsigten er kommet - mener han - fordi ingen mere tror på, at Jugoslavien kan genopstå, så kroaterne nu føler sig sikre på deres nye selvstændige stat og ikke behøver være så meget på vagt over for trends, der kunne sætte spørgsmålstegn ved den. F.eks. en for stor reverens for lederen af den tidligere stat og for de andre republikker - det vil sige Balkan-området. I Serbien dæmoniserede også Slobodan Milosevic og hans hjælpere i mere end et årti Tito - hvad de på grund af en serbisk specialitet havde let ved at få mange serbere med på. Serbere elsker konspirationsteorier, og Milosevic promoverede den eksisterende, men marginaliserede forestilling om, at Tito - som kroat - havde bedraget serberne ved at trække dem ind i en stat, hvor de andre jugoslaver bestemte over dem. På den måde skubbede Milosevic skylden for serbernes stadig sværere stilling - som Milosevic selv havde skabt - over på Tito. Men også i Serbien kalder dagens lave levestandard og det almindelige kollaps i nationalt selvværd nu på blidere følelser over for Tito. Alle nationerne i Jugoslavien fik et bedre omdømme af at være del af den store, populære stat - men det gjaldt specielt serberne, sagde historikeren Predrag Markovic på en konference om 'Serbiens image': »Der er aldrig et eneste folk fra det tidligere Jugoslavien, som har haft eller nogensinde vil få et bedre image i verden, end dette store land havde - landet, der blev promoveret som havende seks republikker, fem folk, tre trosretninger, to skriftsystemer og så videre. Sagde Markovic og henviste til, at den polske nobelpristager i litteratur Czeslaw Milosz i sin bog 'Det andet Europa' beskriver, hvordan polakker før Murens fald - når de var i Vesten - nogle gange præsenterede sig som serbere for at blive bedre modtaget. Serberne havde nemlig god nytte af i den offentlige bevidsthed at blive sammenblandet med Titos Jugoslavien. I dag ville ingen drømme om at lyve sig til at være serber, for der er næppe noget folk i Europa, som har et dårligere image - og ikke mange har hårdere livsvilkår. I bytte for anseelse og levestandard har serberne vundet én ting - men en politisk kommentator ved ugemagasinet Vreme mener, at de fleste i dagens Serbien foretrak det, det autoritære Jugoslavien tilbød, frem for det, dagens demokrati kan sætte i stedet: »I dag har man frihed - men man ved ikke, hvad man skal gøre med den«, siger Teofil Pancic, som mener, at for mange var der en vis fornuft i den ufrihed, der herskede under Tito: »Mange mennesker vil i dag sige, at tingene var langt bedre i Titos tid. For godt nok blev man dengang straffet, hvis man sagde noget imod Tito - 'men hvorfor skulle man dog også sige noget imod Tito?!' spørger folk«. Pancic mener, at det passede de fleste jugoslaver helt fint, at de under socialismen ikke behøvede foretage sig noget på egen hånd: »Hvis bare man gjorde, hvad der blev sagt, ville alt blive o.k.: Man kom ikke i fængsel, man fik penge, man kunne tage til kysten hver sommer - og det var alt nok. Det var en løgn, selvfølgelig - men det er det liv, folk gerne vil leve i dag. Især i et fattigt land som Serbien og i de fleste af de andre lande i det tidligere Jugoslavien«. Siger Teofil Pancic. Men Titos æra tiltrækker ikke kun på grund af sin mangel på ansvar og sin højere levestandard: »Det er også en længsel efter orden og værdighed. Vores 'bløde' kommunistiske diktatur var trods alt et ordnet, veletableret system, hvor der ikke var nogen af de røverier, det kaos eller anarki, som nu desværre er så typisk«, siger Misa Djurkovic fra Institut for Europastudier i Beograd til BRR. Men vigtigere end både manglen på økonomisk og social sikkerhed er det måske, at serberne i dag også mangler en identitet: Serbiens grænser flyder - er Kosovo og Montenegro f.eks. en del af landet? - det har ingen fane eller nationalsang, intet våbenskjold og mangler diverse institutioner, som normalt er med til at definere en stat. Derfor er der i dag nok flere serbere end borgere i andre eksjugoslaviske republikker, der ser Titos Jugoslavien som et ideal. Mange serbere føler, de bor i en midlertidig tilstand - og derfor »sker der en revaluering af Titos tid. Ikke kun, fordi folk dengang levede bedre økonomisk, men fordi de havde en klarere bevidsthed om den nationale identitet i datidens Jugoslavien, end de har i nutidens Serbien«, mener historikeren Predrag Markovic. Men serbernes bedre definerede nationale identitet og deres gode image i Titos Jugoslavien har i dag givet mange voldsomme tømmermænd. Der findes vel en 10-12 millioner serbere i det tidligere Jugoslavien - men man har været vant til at have status, som var man mange flere og vægtigere, end det logisk tilkom en: »Vi har en følelse af at være større, end vi reelt er«, siger Markovic og tager som eksempel den generelt nedvurderende holdning blandt serbere til det mere end dobbelt så store naboland Rumænien: »Vores selvbillede er i den forstand megalomanisk«. Markovic mener, at serberne lod sig føre af 'megalomani' helt frem til 1999, hvor man på grund af Slobodan Milosevic og overmod i forhold til situationen i Kosovo endte som bombemål for NATO. Historikeren spørger deltagerne i konferencen om Serbiens image: »Husker I pressen - hvordan den nød denne kamp mellem David og Goliat. De var simpelthen kommet i deres naturlige element - som er, at vi måler os med hele verden ... eller i det mindste er offer for hele verden«. Det er derfor eksjugoslaver i dag kan savne Tito: I hans Jugoslavien var de ledere af om ikke hele verden, så dog en god del af den - mens de havde indflydelse på resten. I dag bor slovenere i et lille, ubetydeligt land, kosovarer og bosniere er direkte underlagt internationalt diktat(ur), makedonere må give deres mindretal større rettigheder, alle (men især kroater og serbere) må sende landsmænd af sted til Haag og indføre moms eller hæve forbrugerpriserne med 20 procent i ét hug for at glæde vestlige økonomer. Alle de eksjugoslaviske folk kunne nok bruge en Tito i dag - for som Heinrich Himmler sagde: »Han blev altid omringet - og hver gang fandt han en udvej«.