Hvad vil du helst? Bo sammen med dine børn, bestemme de vigtige ting i deres og dit eget liv og så få en stor pose penge oveni. Eller undvære såvel børn som indflydelse og leve med omkring 30 procents risiko for med tiden helt at miste kontakten med dem og få pengeposen erstattet med en sæk regninger. Hvor svært kan det være? De fleste forældre vil helst det første og ingen det sidste. Familieminister Lars Barfoed bager på et lovforslag, han har arvet fra Henriette Kjær. Forslaget er til dels en konsekvens af kommunalreformen, men det indeholder også ret så vidtgående ændringer. Statsamterne skal nedlægges og erstattes af fem statsforvaltninger, der skal overtage meget af den kompetence, som i dag ligger hos domstolene. I september sidste år blev et udvalg bestående af især psykologer og statsamtsjurister nedsat. Det barslede i november sidste år med en betænkning, der - ikke overraskende - når frem til, at det bedste for skilsmissebørn er at give psykologer og jurister en større rolle. De anbefaler mere mægling, rådgivning og mediation, altså flere professionelle rådgivere. De forestiller sig, at tilstrækkelig mange af slagsen kan overbevise en af forældrene om, at det er sjovere at være syg og fattig end rig og rask. Udvalget har brugt en række nye undersøgelser som grundlag for deres arbejde. Blandt andet har Centeret for Alternativ Samfunds Analyse (CASA) i september sidste år lavet en rapport over et forsøg med konfliktmægling i statsamterne. Rapporten konkluderer, at der blandt forældre er ganske stor tilfredshed med konfliktmægling på statsamterne. En lidt farlig konklusion, da kun 58 procent af de adspurgte har svaret - det er især mødrene. Grunden til, at så mange har afstået fra at deltage, kunne jo være, at der i spørgeskemaet ikke findes et afkrydsningsfelt, der er tilstrækkelig negativt til at kunne udtrykke i hvert fald nogle brugeres oplevelser med rådgivningen. Det oplyses dog i CASA's undersøgelse, at specielt forældre uden del i forældremyndigheden ikke er så glade. De familier, der er udtaget til undersøgelsen, er ikke repræsentative. Man er bevidst gået efter familier med lavt konfliktniveau, altså familier, der måske selv kunne have fundet en løsning helt uden hjælp. Derfor er det ikke overraskende, når det efterfølgende konkluderes, at de familier, der har været genstand for mæglingen, klarer sig bedre end dem, der ikke har. Konklusionen var bestilt på forhånd. Ud fra sådan et forsøg kan man ikke konkludere, at det vil gå ligesådan, når de tunge sager lukkes ind til mægling. Som loven i øvrigt er indrettet, er det i skilsmissekonflikter ret meningsløst at tale om mægling. Der er ofte tale om antagonistiske konflikter, der især ikke lader sig løse inden for de aktuelle juridiske rammer. Først og fremmest fordi der skal udpeges én vinder og - foruden børnene - en taber. Selve udgangspunktet, at nu sætter vi os ned og finder ud af det sammen, er en fornægtelse af, at der overhovedet er interessemodsætninger mellem parterne og eksperter derfor kan rådgive begge parter loyalt. Det kan de ikke, og det gør de ikke. De må nødvendigvis tage parti, og er der ikke fælles forældremyndighed, vil der være tale om en ren revolution, hvis de tog parti for den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden. I forslaget ligger også, at børnene skal høres mere; der skal lægges større vægt på deres mening. Man kan i nogen grad sige, at også børnene skal forsynes med egen 'advokat', der efter at have talt med barnet en times tid - eller hvor lang tid, der nu bevilges penge til - bedre end forældrene ved, hvad barnet vil. Her vil der igen være tale om en ren revolution, hvis børn indkaldes, høres, og den børnesagkyndige efterfølgende kan citere barnet for ikke at ville bo hos forældremyndighedsindehaveren. Så langt når de børn næppe. Selv hvis de gjorde, udelukker et andet aktuelt lovforslag om fri proces, at der kan bevilges fri proces til en sag om overførelse af forældremyndigheden. Så de børn har pænt at blive, hvor de er, uanset hvad de selv synes. Forældremyndighedens placering fortæller ikke noget om forældrenes forældreevne, men noget om deres køn. Mødre får automatisk forældremyndigheden ved barnets fødsel, mens fædre får en halv forældremyndighed, hvis mor vil dele. 15 procent af alle anbringelser af børn uden for hjemmet er netop fra enlige mødre, der ikke har ønsket at dele forældremyndigheden med faderen. Derfor bliver det end ikke overvejet, om børnene kunne bo hos ham, frem for at blive anbragt et helt tredje sted. Forhenværende familieminister Henriette Kjær foreslog modigt i valgkampens hede en ligestilling mellem forældrene i udgangspunktet, så de begge får del i forældremyndigheden ved barnets fødsel. Det vil give en balance i familien og dermed begrænse konflikterne. Den balance er en forudsætning for, at de overhovedet kan tale sammen og forhandle. Fik parterne fælles forældremyndighed i udgangspunktet, vil det give mulighed for en objektiv vurdering af, hvad der vil være bedst for det enkelte barn og ikke blot for mor. Mødrehjælpen, der ellers gør sig til af at ville hjælpe hele familien, har frarådet overhovedet at bringe fædrene på banen. Henriette Kjær skal have en cadeau for sit forslag, selv om hendes detalje ikke er implementeret i det aktuelle lovforslag, hvor man ikke har rørt ved mødrenes fortrinsstilling. Sidst man pillede ved loven i 1996, anbefalede det dengang eksisterende Ligestillingsråd i sit høringssvar til lovforslaget netop, at begge forældre fik fælles forældremyndighed i udgangspunktet. Men kvindeorganisationerne fik stoppet den idé - de ville og vil åbenbart fortsat overhovedet ikke ligestilling. Når nu vi biologisk er indrettet således, at børn udstyres med en far og en mor, og dermed med to lodder i livets lotteri, nærmer det sig overgreb på barnet, når samfundet fratager dem det ene i udgangspunktet. Især hvis det andet lod viser sig at være en nitte. Det kan ikke være godt for barnet - det er ellers den lakmusprøve, alt andet i loven skal prøves efter. Christine Antorini og Mette Frederiksen (MF'er for Socialdemokratiet) har foreslået, at det skal være vanskeligere at tage forældremyndigheden fra fædre. Men det er ikke her, problemet ligger. Hvis far vil bo i Skagen og mor på Bornholm, så skal der skæres igennem på den ene eller anden måde. I dag har forældremyndigheden indhold - den, der har den, bestemmer blandt andet, hvor børnene skal bo. Hvis det gøres vanskeligere at opløse en fælles forældremyndighed, skal man blot til at definere nye institutioner, der indeholder kompetencen. Diskriminationen af fædre ligger først og fremmest i moderens valg af, om hun nu har lyst til at dele i udgangspunktet. Når de børnesagkyndige eksperter - jurister, psykologer eller socialrådgivere - ikke problematiserer det forhold, bliver de utroværdige. Når de lægger forældremyndighedens placering til grund for deres vurdering af, f.eks. hvor det vil være bedst for barnet at bo, svækker de deres faglige troværdighed. Mæglingen bliver under de forhold absurd. Eller omvendt - hvis en kønsbestemmelse af forældrene er tilstrækkeligt til at afgøre, hvad der er bedst for barnet, er det ganske overflødigt med alle de dyre eksperter. Mæglerne er tvunget til at komme en af forældrene ned i den sorte gryde. Hvad værre er: Hvis de skal dokumentere deres egen fortræffelighed, skal det helst ske frivilligt. Mæglerens opgave er at få forældrene til at enes. Det er måske årsagen til, at mange (især fædre) ikke kan genkende deres egne synspunkter i de referater, der laves fra mæglingsmøderne, hvor de pludselig ser, at de er 'enige' om, at barnet skal bo hos moderen. Andre er blevet truet, narret eller lokket til at skrive under på et stykke papir, de dårligt nok kender indholdet af. Ofte vil det, der står med småt, være en afgivelse af forældremyndigheden. Eksperternes anbefaling - at eksperternes rolle skal styrkes - kan næppe overraske nogen. Men konsekvensen: flere samtaler, flere undersøgelser, mere overvågning og børnebeføling, løser ingen problemer. Statsamternes skiftende menu af børnesagkyndig rådgivning, mediation, konfliktmægling, og hvordan de ellers emballerer deres produkt, er i bedste fald spild af penge. I værste fald graves grøfter til uoverstigelige kløfter. Flere eksperter gør blot afmagten større. Fastlægges der et samvær for en af parterne, får det en række konsekvenser. Man kan nemlig ikke få samvær uden samtidig at acceptere, at barnet bor hos modparten. Barnets adresse har stor økonomisk betydning; der skal svares børnebidrag, det bliver vanskeligt at få fri proces, hvis sagen ender i retten, og alle de økonomiske tilskud tilfalder bopælsforælderen. Statsforvaltningens foreslåede mulighed for at træffe midlertidige afgørelser om forældremyndigheden vil få samme virkning. Den mor, der måske i sit stille sind erkender, at de fælles børn er mest knyttet til deres far, har ofte ikke råd til at tage konsekvensen af det. For med børnene ryger boligsikring, børnefamilieydelse, børnetilskud, ekstra børnetilskud, og børnebidraget skifter fortegn. Økonomi inddrages sjældent i konfliktmæglingen, da juraen ikke giver mulighed for holdbare kompromiser. En vejledning, hvor parterne bevidstgøres om de økonomiske konsekvenser af barnets adresse, virker næppe befordrende for et kompromis. Man gør ikke barnet nogen tjeneste med de mange tilskud - det gør kun kampene om den eftertragtede adresse hårdere. Statsamternes norm for 'normalsamvær' er fyldt med tidsindstillede bomber. Tag for eksempel sommerferien. Statsamternes standardhyldevare hedder her: »16 dage i sommerferien« med en fodnote om, at »weekendsamvær bortfalder i bopælsforælderens ferie«. Ofte får forældre og børn den ordning stukket i halsen, selv om ingen af dem har anmodet om den. Lige så ofte sælges den som en 'frivillig' aftale under en rådgivning. Det er ikke alle, der umiddelbart kan gennemskue problemet i den ordning. Det er, at det er en 'ikkeafgørelse'. For de 16 dage kan enten lægges, så alle samværsweekender overlapper med enten fars eller mors ferie. Det reelle samvær i sommerferien bliver så kun de 16 dage. Men ferierne kan også lægges, så en eller flere af de ordinære samværsweekender overlever. I så fald kan det samlede samvær nå op på de 16 dage plus f.eks. 3 samværsweekender a 3 dage, i alt 25 feriedage. Der er ikke mærkeligt, at statsamterne hen over foråret drukner i ansøgninger fra folk, der ikke selv kan blive enige om, hvornår hvem skal holde ferie. Det er svært at forstå statsamternes forkærlighed for deres hyldevare. Der kan selvfølgelig være tale om inkompetence. Men det kan også være et forsøg på at holde på kunderne, at sikre, at de kommer igen. Det er i hvert fald effekten. Det er foruroligende, at vores politikere ikke ser, at også eksperterne har deres selvstændige agenda, der næppe er sammenfaldende med børnenes. For eksperterne ville det jo være en økonomisk katastrofe, hvis politikerne faktisk fandt de vises sten og - vupti - stabiliserede familierne eller i det mindste reducerede omfanget af skilsmisser. De konflikter, der foregår mellem psykologer og jurister i deres dans om guldkalven, er næppe mindre end de konflikter, der er mellem forældrene. Skadevirkningerne på børnene næppe heller, da børnene - sammen med deres forældre - netop er kanonføde i den konflikt. Læg så årets øvrige højtider og ferier til, hvor tilsvarende forhold gør sig gældende, så kan det ikke undre, at de har travlt på statsamterne. Hvordan kan det så gøres bedre? Holder vi os til sommerferien, kunne man starte med at aflyse alle samværsweekender i sommerferien og samtidig fastsætte sommerferiesamværet til f.eks. 22 dage, altså cirka halvdelen af sommerferien til hver. Så undgår man i det mindste, at forældrene spekulerer i at lægge ferie i den ene eller anden uge - ikke fordi de kun kan holde ferie i den uge, men fordi der tilfældigvis er - eller ikke er - en ordinær samværsweekend i den. Vi vil så også se færre børn, der skal holde deres ferie i institutionen. Det vil dog gå ud over statsamternes produktivitet, da den måles på antallet af afgørelser. Med statsamternes standardafgørelse skal der typisk træffes afgørelse om sommerferie hvert år. Med regelforenklingen, som blev gennemført sidste efterår, kan detailspørgsmål som feriens placering ikke længere forelægges statsamtet. Men statsamterne har ikke samtidig udskiftet sortimentet på hylderne. Den overordnede politiske målsætning bør være at nedsætte antallet af skilsmisser. Ikke at forbyde dem - det holder ikke, men i første omgang forsøge at begrænse dem - om så blot en lille smule. Man må politisk erkende, at alle familieformer ikke er lige gode, det er smart at gå på to ben. Selv et lille fald vil spare milliarder på ungdomsforsorgen, da alle de sociale problemer, der rammer børn og unge, især rammer skilsmissebørn. For nylig kunne Ugebrevet A4 berette, at skilsmisser går ud over børns udbytte af deres skolegang. Man bør også udviske tankegangen om en vinder og en taber. Her har økonomi stor betydning; de fleste konflikter handler mindst lige så meget om pengeposen som om barnet. Hvis skilsmisser overhovedet skal sponsoreres, bør parterne dele sponsoratet; det gælder også spørgsmålet om fri proces. Hvis man betroede samværsforældre tilstrækkelig ansvarlighed til at selv at evne administrationen af deres forsørgerpligt på en også for barnet fornuftig måde, ville kimen til mange konflikter kunne undgås. I en tid, hvor kvinder kan varetage ministerposter, kunne man jo overveje, om mænd ikke kan betros at købe gummistøvler til sønnike. Politisk er der stor opmærksomhed på proformaskilsmisser, og dermed også en erkendelse af, at der spekuleres i skilsmisser. Provenuet - for en af parterne - bliver ikke mindre, hvis hun undlader at dele i porten. Ansvaret for transport af barnet i forbindelse med samvær bør også være et fælles ansvar. Så fik forældrene de samme modenhedsmæssige, økonomiske og besværlighedsmæssige præmisser i deres vurdering af, hvornår Lille-Peter selv kan tage toget. Det vil - alt andet lige - skabe større enighed. Henriette Kjærs bud om fælles forældremyndighed i udgangspunktet er et væsentligt skridt i den rigtige retning. Hvis det var lidt mere uforudsigeligt, hvem der ender med at få forældremyndigheden i en tvist, kunne det motivere begge parter til reelle forhandlinger og et fornuftigt kompromis, måske endog til at blive sammen. Vel får vi med kommunalreformen sammenlagt nogle kommuner. Måske er det vigtigere med en lov, der kan sammenlægge nogle familier. Det er - hvis man lytter til børnene - netop det, de vil.