0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Velfærdskommissionens rumrejse

Velfærdskommissionen har fodret sin computer med meningsløse præmisser. Derfor går dens beregninger helt galt, skriver professor og formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Christen Sørensen.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jeg husker stadig det sæt, det gav i mig, da Stanley Kubrick i starten af sin fantastiske film 'Rumrejsen år 2001' fra 1968 i en række korte og utrolig flotte glimt skildrede menneskehedens udviklingshistorie. Her tages udgangspunkt i, hvordan abemennesket oprindelig opdager mulighederne i - på godt og ondt - at anvende redskaber: med en dyreknogle til at slå og kaste. Pludselig forvandles den flyvende knogle til et avanceret og futuristisk rumskib. Og det var dette pludselige og overraskende billedskifte, der udløste sættet.

Det var dog ikke dette sæt, der fremkaldte associationer til Velfærdskommissionens fremskrivninger af dansk økonomis holdbarhed, men paralleliteten i historierne. I såvel 'Rumrejsen år 2001' som i Velfærdskommissionens beregninger er plottet, at computeren overtager magten fra mennesket.

Computeren i rumskibet HAL styrer hele færden mod Jupiter. Besætningen skal her efterforske, om fundne tegn på anden (over)menneskelig intelligens kan verificeres. Fejl gør, at de to rumpiloter ikke længere har tillid til den påståede ufejlbarlige HAL-computer. Dette opdager HAL, da den mod piloternes viden også kan mundaflæse, så deres samtaler uden for HAL's hørelse alligevel kendes af HAL, der herefter overtager styringen og magten over færden. Og Jupiterfærden strander naturligvis.

Også i Velfærdskommissionens arbejde har computeren overtaget magten. Kommissionen begiver sig i deres beregninger også ud på en i princippet uendelig (tidsmæssig) færd - dog forkortet til de kommende 1.000 år. Ligesom 'Rumrejsen år 2001' går galt, går også Velfærdskommissionens tidsrejse galt grundet overdreven tiltro til computeren. Velfærdskommissionens beregninger er selvfølgelig korrekte på de opstillede præmisser. Men problemet er, at præmisserne, som Velfærdskommissionen har fodret computeren med, er meningsløse ud fra en økonomisk betragtning. Dette skyldes grundlæggende, at alle kommende generationer ved de opstillede præmisser er mere udgiftskrævende end indtægtsskabende for den offentlige sektor. Derfor skal den nuværende generation i Velfærdskommissionens beregninger dække dette underskud for alle kommende generationer, selv om disse må forventes at være meget mere velhavende end os! Og ikke nok med det. Ved at vælge en meget lav rente (en vækstkorrigeret realrente på 0,65 procent p.a.) vejer selv fjerne tidshorisonter relativt tungt i Velfærdskommissionens beregninger. Dette er to meget afgørende årsager til absurditeten i Velfærdskommissionens beregninger, som endog direkte fremstår, når Velfærdskommissionen beregner, hvad der ville ske, hvis den økonomiske vækst alt andet lige hvert eneste år i fremskrivningsperioden blev et halvt procentpoint højere end i udgangsforløbet. Det må vi da håbe bliver tilfældet, vil almindelig sund - dog materiel - økonomisk fornuft tilsige. Men nej, siger Velfærdskommissionen. Så går det først helt gruelig galt, for så skal bundskatteprocenten ikke blot forhøjes med 8,7 procentpoint, men med 12,8 procentpoint. Efter Velfærdskommissionen skulle vi snarere bede til - ironisk sagt - at den økonomiske vækst bliver betydelig mindre end i udgangsforløbet. For bliver den økonomiske vækst tilstrækkelig lav, vil vi givetvis ikke få problemer med at finansiere den offentlige sektor! End ikke på Velfærdskommissionens præmisser. I 'Rumrejsen år 2001' opdagede piloterne dog, at de ikke kunne stole på de informationer, som HAL gav. Men hvor har økonomerne i Velfærdskommissionen været henne? De burde have trådt på nødbremsen over for så absurde resultater.

Det er nemlig på ingen måde en selvfølge, at man skal begive sig ud på en i princippet uendelig tidsrejse, når den finanspolitiske holdbarhed skal analyseres. Det viser den internationale litteratur om emnet eksempelvis. Det overraskende er, at denne fremgangsmåde foruden af Velfærdskommissionen er blevet fulgt af såvel vismændene som af Finansministeriet - og uden at dette diskuteres. Der har måske været for meget af Tordenskjolds soldater på spil i processen?

Bedømt ud fra fødende kvinders alder er der cirka 30 år mellem generationerne. Dette er baggrunden for, at jeg i det følgende vil se på 'overdragelsessituationen' cirka 30 år fra nu. Det år, som der er publiceret tal for i Velfærdskommissionens rapport, og som ligger nærmest det således definerede overdragelsesår, er 2041. Derfor ses på overdragelsessituationen i 2041.

På Velfærdskommissionens egne præmisser - jeg understreger egne præmisser - vil den offentlige sektor have en finansiel nettogæld svarende til 30 procent af BNP i 2041, altså flere finansielle passiver end aktiver. I dag har det offentlige en nettogæld på godt 40 procent af BNP. Så det burde være svært at få adrenalinet op! Og det bliver endnu sværere, hvis det samtidig tages i betragtning, at det offentlige i 2041 vil have reale aktiver (bygninger m.v.) svarende til næsten 30 procent - nemlig 28 procent - af BNP. Så konventionelt opgjort vil den offentlige formue i 2041 være praktisk taget lig nul, hvorfor den nuværende generation ikke påfører den næste et finanspolitisk holdbarhedsproblem, såfremt den økonomiske politik fastholdes. Det er i denne sammenhæng også bemærkelsesværdigt, at Velfærdskommissionen - og også vismændene samt Finansministeriet - overhovedet ikke diskuterer, hvilket formuebegreb der bør anvendes, men uden videre bruger et begreb, der udelukker reale aktiver. Men lad det nu blot ligge. Men Velfærdskommissionen bør oplyse, hvor meget bundskatteprocenten m.m. skal øges, såfremt det offentlige i 2041 skal være gældfrit opgjort netto, selv om det vil få adrenalinchokket til at fordufte.

Men som bekendt lykkedes det for Velfærdskommissionen at få adrenalinet op - i hvert fald i dagspressen og i de elektroniske medier. For Velfærdskommissionen kom jo frem til i 'Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv', at bundskatteprocenten skulle forøges med de anførte 8,7 procentpoint, såfremt den finanspolitiske holdbarhed skulle sikres. Der er allerede anført to årsager til, at Velfærdskommissionen nåede et så højt tal: den 'uendelige' tidshorisont og den i kombination hermed valgte lave vækstkorrigerede realrente. Valget af den lave rente er en af hovedårsagerne til, at Velfærdskommissionen kommer frem til et holdbarhedsproblem, der var over to gange så stort, som såvel vismændene som Finansministeriet har beregnet - nemlig en stigning i bundskatteprocenten på 8,7 procentpoint mod henholdsvis 4,2 og 3,5 procentpoint.

Men der er også andre grunde til, at Velfærdskommissionen kunne fremkalde det kolde gys, som alt, alt for ukritisk er blevet viderebragt og overtaget af andre. Utilstrækkelig hensyntagen til, at øget levetid også medfører, at f.eks. en 70-årig om 30 år vil have et bedre helbred end i dag; utilstrækkelig inddragelse af, at befolkningens uddannelsesniveau vil stige, samt ligefrem manipulerede antagelser om erhvervsfrekvensen for efterkommere af indvandrere fra mindre udviklede lande har alle medvirket til, at Velfærdskommissionen har kunnet fremlægge tal, der er utroværdigt høje på de præmisser, der gælder for Velfærdskommissionens arbejde, hvor konsekvenserne af udviklingen i befolkningens størrelse og sammensætning for den finanspolitiske holdbarhed har skullet analyseres. Dette uddybes i det følgende.

Velfærdskommissionen baserer sine fremskrivninger på mere optimistiske antagelser om udviklingen i middellevetiden end Det Økonomiske Råds formandskab og Finansministeriet. I Velfærdskommissionens udgangsforløb øges mænds og kvinders gennemsnitlige forventede levetid med henholdsvis knap 6 og 7,7 år i perioden frem til år 2100. Det er meget muligt, at Velfærdskommissionens antagelser bliver de mest retvisende eller endog mere end opfyldes.

Men når levetiden ændres, bør det også overvejes, om fremskrivningen af de offentlige udgifter til overførsler og individuelle offentlige serviceudgifter, der bl.a. baserer sig på aldersfordelingen i den nuværende befolkning, stadig er retvisende. I denne sammenhæng er det især de individuelle serviceudgifter på sundheds- og ikke mindst plejeområdet, der er af interesse. Disse udgifter stiger meget stærkt efter en vis alder i et givet år. Men problemet er, at høj alder øger sandsynligheden for at dø, fordi høj alder normalt også er ensbetydende med kort restlevetid. Derfor er det relevant at overveje, om restlevetiden ikke er den egentlige forklarende variabel for i hvert fald en del af de individuelle serviceudgifter. Det er f.eks. absurd, som det gøres i Velfærdskommissionen, at antage, at hele stigningen i levetiden for dem, der i slutfasen af deres liv kommer på plejehjem nu, udelukkende tilbringes på et plejehjem med virkning for de kommende generationer.

I fremskrivningen af befolkningens og dermed arbejdsstyrkens sammensætning efter uddannelse antager Velfærdskommissionen:

- at alle personer under 30 år vil opnå samme fordeling efter uddannelsesniveau som nuværende 30-årige, og

- at uddannelsesniveauet ikke øges efter det fyldte 30 år.

Med disse antagelser undervurderer Velfærdskommissionen befolkningens uddannelsesniveau af to årsager. For det første øger en betydelig del af befolkningen deres uddannelsesniveau efter det fyldte 30 år. 30 procent af dem, der i 2002 fuldførte en erhvervsfaglig uddannelse, var eksempelvis over 29 år. Og for det andet tyder også de seneste års erfaringer fra Danmark og andre lande på, at uddannelsesniveauet stiger fra generation til generation. Især første undervurderingsårsag er væsentlig, idet den for det første er sikker og for det andet ikke giver øgede offentlige udgifter i forhold til grundscenariet.

Velfærdskommissionens opgave var især at belyse konsekvenserne for de offentlige udgifter og indtægter i lyset af den forventede befolkningsudvikling og dens sammensætning, det vil sige konsekvenserne for finanspolitisk holdbarhed. Den helt centrale faktor i denne henseende er, hvordan befolkningen fremover vil fordele sig mellem at være i og uden for arbejdsstyrken.

Da erhvervsfrekvensen varierer mellem danskere, indvandrere og efterkommere, er antagelserne herom centrale. Velfærdskommissionen sondrer mellem fem herkomstgrupper: 1) danskere, 2) indvandrere fra mere udviklede lande, 3) efterkommere fra mere udviklede lande, 4) indvandrere fra mindre udviklede lande og 5) efterkommere fra mindre udviklede lande.

Det er alene Velfærdskommissionens antagelse om erhvervsfrekvenserne for efterkommere fra mindre udviklede lande, der her ses nærmere på. I denne sammenhæng er det relevant at sammenligne, hvad der står i kapitel 11, side 9 i Velfærdskommissionens foreløbige rapport med formuleringerne side 287-88 i den endelige rapport begge med titlen: 'Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv' fra maj 2004.

I kapitel 11, side 9 i den foreløbige rapport står:

»Der er endnu relativt få efterkommere af indvandrere fra mindre udviklede lande, som er 24 år eller derover. Det gør det vanskeligt at forudsige denne gruppes fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet i takt med, at de bliver ældre. Efterkommere fra mindre udviklede lande, som er under 24 år, har dog nogenlunde samme erhvervsfrekvens som efterkommere fra mere udviklede lande med en tilsvarende alder. Det er derfor i fremskrivningen forudsat, at efterkommere fra mindre udviklede lande, som er 24 år eller derover, vil have samme erhvervsfrekvenser som efterkommere fra mere udviklede lande med tilsvarende alder ...«.

Side 287-88 i den endelige rapport står det samme, bortset fra at den konkluderende sætning er ændret til:

»... Det er derfor i fremskrivningen forudsat, at efterkommere fra mindre udviklede lande opnår samme relative forøgelse af de aldersbetingede erhvervsfrekvenser som efterkommere fra mere udviklede lande opnår i forhold til indvandrere fra mere udviklede lande ...«.

Ændringen af den konkluderende sætning betyder, at efterkommerne fra mindre udviklede lande får en betydelig lavere erhvervsfrekvens, end der var lagt op til i den foreløbige rapport.

Begge konkluderende sætninger kan naturligvis ikke være logisk korrekte. Desværre er det følgesætningen i den endelige rapport, der er ulogisk. Men dette har ikke hindret dens brug, selv om denne besynderlige og tilpassede antagelse implicerer et dårligere niveau for integration af efterkommere fra mindre udviklede lande, end den faktisk allerede nu opnåede!

Korrigeres der også for, at Velfærdskommissionen, som allerede anført, anvender en meget lav vækstkorrigeret realrente, og anvendes en rente på 1,4 procent i stedet for 0,65 procent p.a., vil en forsigtig justering af de lige nævnte årsager medføre, at bundskatteprocenten ikke skal stige med 8,7 procentpoint, men alene med 2,1 procentpoint. Og så er der heri ikke taget hensyn til, at Velfærdskommissionen i sine beregninger har begivet sig ud på en 'uendelig' tidsrejse.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg ser endog meget kritisk på den måde, som Velfærdskommissionen har forvaltet sin vigtige opgave på i rapporten 'Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv', som hidtil helt har domineret den offentlige debat om dette vigtige problemkompleks. Som Velfærdskommissionen har udført deres arbejde, risikeres det meget let, at alt for megen energi bruges på en mindre hensigtsmæssig debat om antagelser frem for om løsningsmuligheder for de udfordringer, der vil gælde for dansk økonomi i de kommende år. De centrale udfordringer for dansk økonomi i de kommende år vil efter min opfattelse være:

- nye årgange skal nå et stadig højere uddannelsesniveau, så forskning og forskningsbaseret produktion får stadig større vægt i dansk økonomi,

- opkvalificering af arbejdskraften. Opkvalificering af arbejdskraften er en, men kun en af de måder, hvorpå afgangen fra arbejdsmarkedet via bl.a. førtidspension og efterløn skal reduceres,

- forståelse i den danske befolkning for, at en markant højere levetid også nødvendiggør højere generel pensionsalder,

- bedre integration af indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet.

For at forebygge misforståelser: Ovenstående skal ikke tages som udtryk for, at der ikke kan blive problemer med finanspolitisk holdbarhed. Dette kan f.eks. blive tilfældet, hvis den nuværende generation gennemfører politiske tiltag, der i en uheldig kombination reducerer arbejdsudbuddet, øger de offentlige udgifter og/eller reducerer de offentlige indtægter.