Kronik afOdile Poulsen

Den sociale gæld

Lyt til artiklen

Min far ... var den mægtigste mand i hele byen - ja, i hele verden. Han var to meter høj, havde de største hænder - bløde indeni og med hårde forhærdede fingerspidser af hans manuelle arbejde. I hans store hånd kunne min så nemt gemme sig og ligge trygt, varmt og godt. Min far. Min far havde den sjoveste latter i hele kvarteret. Når han lo, så måtte jeg le med, og hans tårer de trillede ned ad kinderne. De klare blå øjne så på mig med sådan en mildhed. Når far lo, så lo alle med - her var ro, glæde og fest. Min far - en fantastisk mand. Han kunne skrue på en masse dimser og dutter og få store maskiner til at køre med voldsom kraft. Han kunne sidde ved et bord sammen med en masse andre mænd og kvinder og bare få dem til at le. Og han ville tale rigtig højt med sin mørke, dybe stemme. Så ville jeg lege ved siden af og få masser af sodavand og penge til spillemaskinerne. Min far. Jeg elskede min far, for han var den smukkeste og stærkeste mand i hele verden. Og jeg ville gøre alt - for min far. Min far. Min far ... den farligste mand i hele verden. Han var så farlig, at jeg nogle gange slet ikke kunne se, det virkelig var ham, men i stedet så jeg en kæmpe trold, der ville slå mig ihjel. Min far ... hans klare blå øjne blev så mærkeligt fjerne og alligevel så alt for intense, når han kiggede på mig - og ingen andre så. Min far ... hans dybe, varme latter blev til en sindssygs brøl, når han svang sin kæmpe hånd gennem luften og landede den lige i min mors ansigt. Hun ville ligge der på gulvet helt stille, uden at rejse sig op igen, og han forlod os for at gå ud i natten. Min far ... hans had føltes så stort, når han tvang min mor og min bror til at overgive sig til hans vold. Når han kom hjem - og vi var alene - krævede han min krop. Og min kærlighed. »Du elsker din far, ikke, kleinchen. Du ved godt, far har det svært - du må være god ved din far«. Han krøb ind i min krop, trængte sig ind med blidhed og med sadisme. Han sneg sig ind i mit sind og lagde et jernåg af magt, tvang og sex i mine tanker, min frihed, mit væsen og mit liv. »Du er så smuk, min lille kleinchen ... far kan slet ikke lade være. Det er, fordi du er så smuk«. Mange år senere sagde en fast sexkunde til mig: »Du er så smuk, Nikki, og derfor er du blevet så ensom og fuld af had«. Jeg lærte i en meget tidlig alder at servicere mænds seksuelle lyster, på bekostning af mig selv - mit væsen - min integritet. Det var tidligt min måde at overleve på; søge at gøre mig både usynlig såvel som klar til at servicere. Hvordan gør et lille barn sig klar til at servicere en voksen mands seksuelle perversiteter? Ved at være fysisk til stede og altid mentalt at forsvinde ind i en anden verden. Ved altid at være tavs og beskyttende. Min far havde ingen grænser for, hvad han ville gøre. Han bød mig alt det, som han bød voksne kvinder. Og det bærer jeg i min krop og i mit sind. Det vil jeg altid gøre. Overgrebene - misbruget - er hans ansvar, og hans alene. Men i mange år troede jeg, det også var mit, og engang troede jeg, det var mit alene. Det gjorde jeg, fordi jeg elskede min far, og jeg ville, at han skulle være lykkelig. At han skulle holde op med at slå på min mor og bror og bruge sin tid hos os i stedet for hos andre og på værtshuse. Jeg troede, min far havde ret og ikke jeg. At min opgave som menneske var at være seksuel og tilgængelig. Da jeg opgav at tro på, at jeg var elskelig og værdifuld, begyndte jeg at bruge hans gaver som kompensation for det, jeg mærkede, jeg manglede. Og en dag vidste jeg også, at jeg kunne kræve at få ting. For jeg vidste, at han ville give mig dem. »Far - jeg har set sådan en fin kjole ... henne i butikken lige her henne«. Da jeg stod inde i omklædningsrummet bag forhænget og prøvede en trøje, kom ekspeditricen hen og sagde med et smil: »Herren siger, den lille frøken skal prøve denne kjole« - hun rakte den fine kjole frem mod mig, og da jeg tog den på, følte jeg mig så stolt. »Tænk, at han viste damen i forretningen, hvor højt han elsker mig« - tænkte jeg glad og rødmende. Men i min mave kneb det og syrede til. Da jeg skulle vise mig for ham i min fine kjole, måtte jeg lukke øjnene for hans forventningsfulde blik. Børn, der misbruges seksuelt, mister ikke kun en barndom - de mister et liv. Det er børn, der vokser op grænseløse uden fornemmelse for, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Det er mennesker uden selvværd og uden evne til at passe på sig selv. Konsekvenser af den seksuelle forbrydelse forsvinder ikke af sig selv med tiden. De kan afhjælpes og blive mere kontrollerbare ved hjælp af et voldsomt gennemgribende terapeutisk arbejde. Konsekvenserne for mig har bl.a. været en ekstrem trang til at destruere mig selv - selvmordsforsøg og prostitution. Jeg lærte at yde seksuelt, inden jeg kunne tale. Selv efter at jeg fik talens brug, holdt jeg mig tavs. Det er en del af forbrydelsens væsen; at offeret bevarer hemmeligheden. Gælden var kolossalt stor og betød bl.a., at jeg ikke fortjente at blive elsket af en mand. Få Den Eneste Ene. Jeg havde i mange år intet andet at beskytte end min far, for jeg selv var så ubetydelig ... når ikke engang ens forældre kan elske én - hvem kan så? Min krop skulle ikke beskyttes - mit underliv skulle ikke rumme liv en dag. Så alt var ligegyldigt. Tilbage var kun at stå gennem livet og få mest muligt ud af det. Og det blev penge og materielle goder. Det blev fars gaver nu bare i form af sexkundernes penge. Nu var jeg pludselig noget. Jeg kunne noget. Og jeg blev velbetalt. Jeg kom ind i prostitution, da jeg var 29 år. Det er forholdsvis sent. Siden jeg var ganske ung, havde jeg vidst, jeg en dag ville ende i miljøet. Som en sti, der var lagt forud for mig, og som jeg ikke kunne undlade at betræde. Alle mine barndomsår og mine unge år gik med at beskytte mig mod drengene - og de unge mænd. Jeg afskyede dem, var afhængig af deres seksuelle interesse og frygtede den. Som 18-årig mødte jeg en ung mand, som jeg blev fuldstændig betaget af. Jeg overgav mig hundrede procent til ham og lod mig styre ikke kun økonomisk, men også psykisk og fysisk. Efter fem år med jævnlige voldtægter var jeg så forpint, at kun tanken om hans eller min egen død fik mig til at søge min frihed. Det var hårde år, og jeg kæmpede mod hans ugerninger og mod et system, som ikke mente, jeg havde ret. For jeg var jo blevet hos ham - og var jeg nu sikker på, at jeg var blevet voldtaget? Til sidst opgav jeg og kom hurtigt og gnidningsløst ind i prostitution. Her var jeg i to år. Jeg så kvinder i forfald - smukke kvinder, som ikke var afhængige af hverken stoffer eller alkohol. Jeg så, hvordan kvinderne blev forrået, ensomme og isolerede. Jeg mærkede det også i mig selv. På overfladen var vi nok forskellige - mig med min pædagoguddannelse og job. Dem uden uddannelse og nogle alene med deres børn, som de havde fået i en ung alder. Men når vi sad i køkkenet, i pauserne mellem sexkunderne, og snakken blev privat, så hørte jeg dem fortælle om de seksuelle overgreb, de havde lidt, inden de kom ind i miljøet. Det var meget få, som ikke havde den historie. Vi snakkede aldrig om sammenhængen med det at være i miljøet. Eller om ikke at føle os elske-lige. Elske-værdige. Det ville have været for sårbart og farligt. Det var der ikke plads til. Pengene var vores eneste omdrejningspunkt. Med pengene prøvede vi at forsvare over for os selv, at det, vi gjorde, var o.k. At det da var sexkunderne, som blev snydt. For de købte jo aldrig os - bare en facade, en illusion. Og illusionen var så utrolig let at skabe. Jeg havde lavet den næsten hele mit liv, den var skudsikker og velafprøvet. Og sexkunderne var heller ikke villige til at gennemskue den. Jeg blev aldrig spurgt, om jeg virkelig også hed Nikki? Eller om jeg var 23? De protesterede aldrig over al den glidecreme, jeg smurte mig med, for at kondomer ikke skulle sprænge, men syntes at nyde min tillærte stønnen. Jeg troede selv på illusionen om Nikki, i hvert fald i starten. For det var ikke anderledes end noget andet, jeg kendte til fra mine relationer med mænd. Og det var nemt at forsvinde væk, så længe kunderne var i mig og hos mig. Fuldstændig som jeg forsvandt på mit barneværelse, når far kom og krævede sin ret. Som pædagog vidste jeg kun alt for godt, at prostitution ødelægger mennesker. Jeg vidste alt om den sociale arv. 'Den sociale arv' - det er i grunden et mærkeligt begreb - her, hvor jeg står i mit liv i dag, får jeg lyst til i stedet at kalde det for 'den sociale gæld'. Men jeg vidste altså det hele med mit hoved, men ikke med mit hjerte. Jeg kunne ikke stoppe, heller ikke da jeg forstod, at selv om jeg ikke var til stede med mit sind, så gemte min krop på erindringer fra alle de indtrængninger, jeg tog penge for. Jeg fortsatte, for jeg vidste stadig ikke, hvordan et liv kunne være anderledes. Jeg havde selv hørt, set og mærket, at kvinder og børn ikke havde nogen ret til at sige nej eller sige fra. Min fars lære som barn fik jeg repeteret på smertefuld vis af min eksmand. Og samfundet - systemet og kulturen - stadfæstede, at han havde ret. Jeg havde ikke lov til at sige nej - jeg var kun sat til verden for at yde seksuelt. Selv om vi godt ved, at det er sådan, det hænger sammen, så handler eller reagerer vi ikke ud fra denne viden. Vi er langtfra gode nok til at tage børn alvorligt, når vi ser, hører eller fornemmer, at her er noget helt galt. Vi skal blive bedre, vi skal redde børnene, for vi skal gøre alt, hvad vi kan for at fjerne seksuelt misbrug af mennesker uanset deres alder eller køn. Og vi skal tage kvinder i prostitution meget alvorligt, uanset om det er kvinder på gaden, som er afhængige af stoffer, traffickede kvinder eller kvinder som jeg - 'Guld og Gucci'. Prisen for at ligge på lagenet er vanvittig høj, konsekvenserne er voldsomme. Jeg er blot heldig, at jeg kan fortælle om prostitutionen. Da jeg endelig tog fat om al den smerte og alt det had, jeg bar rundt på, flød jeg over som en betændt byld. Jeg havde opsøgt en midaldrende mandlig psykiater, som fuldt ud levede op til mine forventninger om at blive min hårdtprøvede skydeskive. Herfra gik vejen mod et nyt liv, mod et liv på trods. I dag lever jeg med min store kærlighed, og sammen har vi to smukke og fantastiske børn. Jeg er forfatter og læser til samtaleterapeut. En dag håber jeg at kunne hjælpe kvinder fra prostitutionsmiljøet med terapi og rådgivning. Når jeg vil kalde 'den sociale arv' for 'den sociale gæld', er det selvfølgelig for at betone, at det er en tung byrde at bære seksuelt misbrug med sig resten af livet. Og at det kun er med vilje og bevidsthed - og vilje til bevidsthed - at gælden kan afvises. I dag er det meget almindeligt, at vi bevidst vælger til og fra: »Jeg har valgt ikke at komme i morgen, fordi der er noget andet, jeg finder vigtigere, at jeg deltager i«. Så mener vi, at vi tager ansvar for vores valg, idet vi er klar over, hvad vi fravælger og derved går glip af. Men i fravalget af den mindre prioriterede part signalerer vi også en mangel på engagement. Jeg tror, det er meget typisk for vores tid; at vi mener, vi altid kan vælge anderledes - eller burde gøre det. For eksempel myten om den danske frigjorte kvinde, som helt bevidst og afklaret lægger sig på lagenet. »Hun har jo selv valgt det«. Og »du kunne da bare lade være!«. Men jeg kunne ikke bare lade være - så havde jeg ikke gjort det. Ligesom anorektikeren ikke bare kan lade være med at sulte sig selv. Eller den depressive ikke bare kan tage sig sammen og gå ud og møde livet. Det er min vilje til at leve og ikke kun overleve, der gør, at jeg nu er et andet sted end i seksuelt misbrug. Jeg må bære de konsekvenser, der er af misbruget og prostitutionen. Jeg er nødt til at forholde mig til, at det skete, uanset det aldrig burde være sket. Og at jeg på mange måder er anderledes end mennesker, der ikke har været udsat for seksuel vold. At mine valg er anderledes. Og at mine valg tidligere bragte mig til selvdestruktion og smerte. Dengang sagde jeg altid: »Det, som du ikke dør af, gør dig bare stærkere«. Det var den eneste måde, jeg kunne finde logik i det kaos, jeg havde indeni. I dag erkender jeg, at det at have Post Traumatisk Stress Syndrom jo på ingen måde gør mig stærkere. Og så er det, at det der med valg bliver så betydningsfuldt. For jo, jeg valgte jo at gå ind i prostitutionsmiljøet, for jeg har aldrig været handlet, kidnappet, truet, været afhængig af stoffer eller alkohol. Og jeg hørte til blandt den gruppe af kvinder, som er meget isoleret fra omverdenen, og som meget ofte tænkes at være kolde kvinder, der kalkulerer med mænds lyst for at få guld og Gucci. Størstedelen af den danske befolkning mener, at jeg selv valgte det uden at vide, at mit valg var betinget af aldrig at have lært andet. Aldrig at have lært, hvordan jeg skulle passe på mig selv og aldrig at have mærket, at mine grænser var værd at respektere. Fordi jeg var et menneske. Og jeg ved godt, det lyder dramatisk, men det skulle tage mig mange år at komme til at føle mig som et menneske. Så når vi ser på ansvar - hvem skal tage ansvar - så er jeg egentlig ikke ude på at fordømme nogen. Men jeg er ude på at gøre opmærksom på, hvad seksualiseret vold gør ved mennesker. Og jeg er ude på, at det skal stoppes af hensyntagen til, at nogle betaler en ekstremt høj pris for, hvad der for andre blot er få minutters seksuel fornøjelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her