»Godkender De det lovprojekt, der bemyndiger til at ratificere traktaten vedrørende oprettelsen af en europæisk forfatning?«. Sådan lyder det juridisk kringlede spørgsmål til omkring 30 millioner franske vælgere. Folkeafstemningen finder sted 29. maj. Den dag vil også resten af Europa holde vejret. Svaret kan jo få betydning for det europæiske samarbejdes fremtid. Det kan påvirke andre medlemsstaters holdning til traktaten, herunder Danmarks. Frankrigs egen rolle inden for unionen vil måske heller ikke være helt den samme, alt efter om de franske vælgere ratificerer eller forkaster forfatningstraktaten. Det er præsident Jacques Chirac, 'den store kamæleon', der har lagt beslutningen i hænderne på vælgerne i stedet for at bede parlamentarikerne afgøre det. En stor risiko, siger Simone Veil, tidligere formand for Europaparlamentet. Godt for debatten, godt for demokratiet, mener Jacques Delors, tidligere kommissionsformand. Af disse tre ældre kanoner i ja-lejren er Chirac paradoksalt den, der tjener sagen dårligst, også selv om han er blevet mere nærværende og overbevisende i sin argumentation, efterhånden som valgkampen er skredet frem. Efter ti år på præsidentposten kan han ikke helt fralægge sig ansvaret for en alvorlig økonomisk og social krise i Frankrig, som risikerer at skygge for det europæiske tema i den franske vælgers bevidsthed. Man er nødt til at minde om det besynderlige præsidentvalg i april-maj 2002 for at forstå, hvad der nu foregår omkring folkeafstemningen. Den konservative Jacques Chirac blev i anden valgrunde valgt med 82 procent af stemmerne - hvoraf mindst halvdelen kom fra hans politiske modstandere. De ville for alt i verden undgå Le Pen fra den fascistiske Nationalfront, præsidentvalgets nr. 2. De samme vælgere, der for tre år siden på den måde pletrensede det franske demokrati, nærer en dyb mistillid til Chirac. De brænder efter at benytte folkeafstemningen til at give ham en begmand. Han glemte jo straks, hvor 'skævt' han var valgt, og har med sin regering ført en traditionel højrepolitik uden i grunden at have noget folkeligt mandat til det - hvad der har været lejlighed til at konstatere ved forskellige lokalvalg, sidst de regionale, der gav socialisterne en stor sejr. Tillidskrisen og situationen på hjemmefronten kan blive afgørende for udfaldet af folkeafstemningen. Det står og falder med, om en væsentlig del af vælgerne kan og vil se bort fra deres hverdagsproblemer og Chiracs person, når de svarer på spørgsmålet om den europæiske forfatning. Kun meget få tror, at Frankrig kan tillade sig at skifte spor og vende ryggen til et halvt århundredes europæisk politik. Uden EU som højttaler kan Frankrig ikke skaffe sig ørenlyd i verden, som den ser ud i dag. Mitterrands tidligere justitsminister Robert Badinter svarede, da han blev kritiseret for sin lunkne holdning til traktaten: »Jeg har fornuften som lidenskab«. Mange franskmænd har det præcis sådan. Unionen er en nødvendighed, ikke den store kærlighed. Oprindeligt allierede det forarmede Frankrig sig med det slagne Tyskland for at sikre varig fred på de europæiske slagmarker. Det var ikke af kærlighed til Gretchen. Midlet mod krig var gensidig økonomisk afhængighed. Efter den seneste udvidelse til de 25 og på vej fra et markedssamarbejde til en stadig mere politisk konstruktion står det også for franskmændene klart, at den fransk-tyske motor, der hidtil har været drivkraften bag de europæiske institutioners virksomhed, er ved at miste indflydelse. Tyskland får andre at gå i seng med. Vendepunktet var kommunismens fald i øst. Dagens udfordring er USA's dominerende position på verdenskortet. Kinas økonomiske potentiale, asiatisk i sin vælde, truer i horisonten. Når man ikke elsker Europa, men alligevel er kærligt anlagt, kan man altid elske sig selv. Det er de gode til i Frankrig. Da gigantflyet A380 (et firehændigt europæisk projekt) for nylig gik på vingerne for første gang i Toulouse, kunne man få det indtryk, at her havde franskmændene så opfundet flyet. En flyvemaskine, bygget til at flyve, fløj faktisk, tusinder strømmede til lufthavnen for at overvære begivenheden, og medierne fejrede bamseflyet lige så vedholdende som et paveskifte. Vi andre smiler eller bliver lettere irriteret, men vi tager fejl, hvis vi tror, franskmændene er naive ofre for deres illusioner. Det er mere indviklet end som så. De drømmer med åbne øjne. Man er på bunden et fornuftsvæsen (befolkningen er halvt germansk, halvt latinsk), men det er jo kedsommeligt, så hvorfor ikke bilde sig ind, man er de klogeste og de smarteste? Det er festligere. Tømmermændene, dem taler vi om i morgen! I Frankrig er unionen endnu en temmelig abstrakt ting, kaldet 'Bruxelles'. Der er ingen stærk bevidsthed om et 'Europa', der eksisterer i og for sig - som et fænomen med egen identitet. Derfor bliver ethvert europæisk skridt også automatisk vurderet som noget, der er godt eller dårligt for Frankrig. Det er lidt af et mummespil. For eksempel ved politikerne godt, at unionen har brug for et nyt sæt spilleregler ('forfatningen'), men argumentet slår ikke til over for vælgerne. De skal bringes til at tro, at de franske interesser er bedst tjent med den forfatning. Jo, Frankrig indtager sin plads i Europa, og helst lidt mere, men det kniber endnu med at give Europa plads i Frankrig. Dog, den sidste tid har man faktisk konstateret en stigende interesse for forfatningssagen. Boghandlerne melder om imponerende salgstal for forklarende og kommenterende værker, på internettet foregår diskussionen ret hedt, medierne er hårdt pumpet med Europa, og der kommer også folk til valgmøderne. Folk tager den kommende folkeafstemning alvorligt. De lader sig fange ind af tanken om at være med til at beslutte noget vigtigt. Den pædagogisk anlagte Giscard d'Estaing på 80, der var formand for det europæiske konvent, fortæller vælgerne, at de kun behøver at læse forfatningstraktatens afsnit I og II om EU's målsætning og funktioner og den europæiske borgers fundamentale rettigheder. Det langt fyldigere afsnit III er stort set en gentagelse af de europæiske traktater siden Rom - som under alle omstændigheder står ved magt, hvad enten vælgerne siger ja eller nej. Afviser man 'Giscards traktat', som kommunisterne kalder den for at understrege dens efter deres formening ultraliberalistiske, jungleøkonomiske karakter, vil man alligevel stå med den sidste opsummering af unionens juridiske grundlag, nemlig Nicetraktaten fra år 2000, som fra alle sider kritiseres som ubrugelig i dagens øst-vest-samlende union. Et andet af traktattilhængernes argumenter går ud på, at Frankrig ved at sige nej isolerer sig og vil stå med hatten i hånden, når eventuelle nye forhandlinger om en anden traktat begynder ... hvis de da begynder inden for en overskuelig fremtid. Det regnes her for katastrofalt at komme ud i en 'dansk situation' som den efter Maastricht. Ingen kan tro, at unionen vil kunne godkende en stor stifternations forbehold, som den gjorde det med det lille lands, der så også faldt til patten. Forsmædelsen vil måske være større end den opståede krise i sig selv, men i Robert Schumanns hjemland vil et sådant fejltrin nærmest være lammende. Og fadæsen vil være komplet uforklarlig i nye medlemslande som Polen, Ungarn og Tjekkiet. Vil 'menneskerettighedernes land' ikke være med til at byde de østeuropæiske ofre for et halvt århundredes rødt diktatur velkommen i en friheds- og retssikret union? Alle traktatmodstanderne i Frankrig har nu heller ikke næsen så langt nede i deres krisesamfund, at de kun kan se Europa gennem det filter. Selv om visse realiteter er svære at ryste af sig. En arbejdsløshed på over 10 procent, forunderligt lave lønninger og forunderligt gyldne håndtryk på 300 millioner kroner, integrationsproblemer, vold og kriminalitet i lovløse forstadsområder, racisme og antisemitisme, umenneskelige fængselsforhold og et inkompetent retsvæsen, overbureaukratisering, reformkaos, industriudflytninger, vilde strejker og et ikke mindre vildt medicinforbrug foruden andre forureningsskandaler, jo, billedet af det franske samfund har mange mørke zoner. Laurent Fabius, der engang var Mitterrands unge statsminister, er den, der har fremkaldt splittelsen i PS. Det franske socialistparti, der trods sit navn er lige så socialdemokratisk, som det var, da Jean Jaurès stiftede partiet i 1905, kunne have ønsket sig et hyggeligere jubilæum end det, partiet nu får på grund af traktaten! Fabius forlanger en mere »social« europaforfatning. Et fransk nej vil såmænd blot føre til en ny traktat, siger han, som hele Europa vil takke Frankrig (Fabius) for. Han mener, den foreslåede forfatning rodfæster den kapitalistiske model og på ubestemt tid overdrager hele magten til de multinationale virksomheder i stedet for til folket. Billedet af et berlusconisk Europa med en mediestyret subkultur, demokratiets bitre forvandling til massekommunikation og formuepleje i stedet for nationaløkonomi er i sandhed skræmmende! Nu er Fabius også sammen med Martine Aubry, Jack Lang og måske især Dominique Strauss-Kahn en PS-elefant, altså en af dem, der bevidst stiler mod at blive partiets kandidat ved præsidentvalget i 2007. Her er vi nødt til at tage Frankrigs særlige karakter af 'valgmonarki' i betragtning. Den 5. republik er udstyret med et magnetisk magtcentrum, præsidentembedet, der formaterer og tiltrækker alle engagerede, talentfulde eller blot magtsyge hoveder i fransk politik. Systemet forvrider det repræsentative politiske demokrati, skaber en slags monopol på ikke alene den politiske beslutningsproces, men også debatten, klimaet. Kun Elysée'et tæller, intet andet end Elysée'et tæller. Laurent Fabius vil bruge sit nej til at svuppe videre på, hvis vælgerne giver ham ret. Det unge håb i fransk politik, der blev låst fast i mange år som formand for Nationalforsamlingen og blev betragtet som politisk kadaver efter en enorm skandale omkring blodtransfusioner, spiller højt spil. Taber han, dør kadaveret. Vinder han, har han fået jerntabletter nok til, at magtmagneten kan trække ham helt til tops. Hans personlige og politiske rival, partikammeraten Lionel Jospin, der trak sig ud af politik efter sit nederlag i 2002, har i forbindelse med folkeafstemningen brudt sin tre år lange, frivillige medietavshed og i et langt tv-interview forklaret Frankrig, hvorfor man absolut må stemme ja. Mange i hans parti vil stadig lytte til ham, selv om han svigtede dem i 2002. Og han kan regne med støtte fra Den Socialistiske Internationales formand, Poul Nyrup Rasmussen, der lufter sit fransk rundt omkring i hele landet. Godt nok er franskmændene vrede, bemærker Jospin, men forfatningen har ikke noget med krisen i Frankrig at gøre, og et ja vil ikke være et ja til regeringen, men til Europa. Ligesom et ja på rådhuset eller i kirken ikke er til borgmesteren eller præsten, men til ens partner! Betyder det nu, at den 68-årige Jospin overvejer at gentage forsøget på at blive præsident i 2007? Han siger nej, har købt hus på Ile de Ré (det franske svar på Fanø) og slås nu kun med tennisbolde. Men lur mig, han er ikke den første franske toppolitiker, der 'ørkenvandrer' nogle år og venter på nationens opkald. Den retskafne, protestantisk skolede ateist Jospin forekommer i øvrigt moden til posten. Den indbyggede modsigelse i betegnelsen 'forfatningstraktat' svarer til unionens komplekse natur. Kun en etableret stat har en forfatning, og EU er ingen stat. En traktat er et dokument, som suveræne nationalstater bliver enige om, og det er EU-landene så blevet. Men ordet 'forfatning' kædet sammen som her med ordet 'traktat' skal nok opfattes som et vejskilt hen mod en slags føderation. Det er kun et ord, men det er der. Unionens fremtidige politiske karakter, hvad formen end bliver, er erkendt og udstukket. Det er måske i grunden det, det hele drejer sig om nu. Denne dobbelthed i folkeafstemningens genstand genfinder man i den franske holdning. Logisk set skulle de franske vælgere acceptere en europæisk ordning, der i så høj grad afspejler deres egen ambivalens. De er både for og imod. De indrømmer, at det kan ende med en forfatning, men foretrækker lige nu at nøjes med en traktat. Om ikke denne, så en anden. Under alle omstændigheder et kompromis, fremkommet efter måneders diskussion og forhandlinger. Frankrig kan derfor 29. maj også kun nedkomme med et kompromis, en kneben sejr til den ene eller den anden side. Om ikke andet, så har debatten i Frankrig vist, at det europæiske samarbejde er en byggeplads, hvor det færdige hus og den trimmede have endnu ligger langt ude i fremtiden. Europa som union vil aldrig være den ideelle løsning på noget som helst. Så meget er blevet klart for den franske befolkning under optrækket til afstemningen. Ved folkeafstemninger ruller man partilinjerne sammen. I Frankrig er højrefløjen mest for, venstrefløjen mest mod. Men begge lejre har deres indre modpol. Det virker som fodboldhold, hvor forsvaret spiller mod sit eget angreb. Det forvirrer publikum i begyndelsen, men snart blander spillerne sig fra begge hold, løber rundt på hele banen, der er jo kun én bold! Og matchen kommer endelig til at ligne ... politik. Det er nok rigtigt, at en folkeafstemning har noget sundt og forfriskende over sig, der kun kan fremme demokratiet. Hvor risikabelt, demagogisk eller absurd det end kan forekomme at bede borgerne tage stilling til alenlange juridiske dokumenter af international karakter. Eller hvor nemt politikerne egentlig kommer ud i den lettere genre, hvor løfterne altid er gyldne. Måske vil Frankrig en dag elske Europa mere end sig selv. Elske som kun en franskmand kan elske - men brokke sig. Så vil vores galliske brødre endelig have den europæiske drøm på hånden, som de higer efter at stille op mod the American dream.