I Danmark er der omkring 550.000 almene boliger, og i dem bor omkring én million mennesker. Denne Kronik er skrevet af formændene og direktørerne for de ni største almene bolig- organisationer. Vi skriver Kroniken, fordi vi i går var inviteret til møde med socialminister Eva Kjer Hansen, og vi havde et klart budskab til regeringen: Der må boligpolitisk handling til nu! Vi repræsenterer cirka 215.000 almene boliger. Vi er meget bekymrede for udviklingen i vores boligområder, og vi ønsker på denne måde at sende en kraftig appel til regeringen om dialog og behovet for en klar, social og målrettet boligpolitik. Vi oplever et samfund, hvor der er vækst og fremgang for en meget stor gruppe i det danske samfund. Folk med godt arbejde oplever gode indtægtsstigninger og fremgang i velfærd. Det går rigtig godt for de fleste danskere. Men sådan er det ikke for alle. Vi ser, hvordan Danmark bliver mere og mere delt. Både når der måles på for eksempel indkomst, tilknytning til arbejdsmarkedet og på etnisk oprindelse, så taler tallene et meget tydeligt sprog. Vores samfund opdeles mere og mere i 'dem' og 'os'. Den sociale skævhed er markant. Førtidspensionister, modtagere af kontanthjælp, folkepensionister, dagpengemodtagere og studerende er overrepræsenterede i de almene boliger. Mens gruppen af mennesker i beskæftigelse er underrepræsenteret i den almene sektor. På samme måde gælder det, når det handler om etnisk oprindelse. Andelen af beboere med etnisk oprindelse fra den fattige del af verden er steget fra 11,6 procent af beboerne i 1994 til 20,4 procent af beboerne. I hele Danmark var tallet 5,7 procent af indbyggerne i 2002. Tallene viser, at vi har et ekstremt opdelt boligmarked i Danmark. Problemet er ikke, at folk er socialt udsatte eller er af fremmed herkomst. Problemet er, at samfundet ikke sørger for at løse de afledte problemstillinger, så de lokale boligområder fungerer som gode, trygge steder at bo. Vi har intet imod disse mennesker, men det er bekymrende, at alle dele af boligmarkedet ikke bakker op om denne fælles opgave med at skabe gode boligmuligheder for alle grupper. Det er forventeligt, at andelen af familier med indvandrerbaggrund er større i den almene sektor end på resten af boligmarkedet. Men det er voldsomt bekymrende, at den sociale og etniske opsplitning på boligmarkedet bliver større og større, fordi udsatte og sårbare grupper ikke har adgang til andre dele af boligmarkedet. Vi må nu se vores almene boligområder omtalt som ghettoer i medierne. Denne udvikling frygtede vi for 10 år siden, og frygten viste sig velbegrundet. En af forfatterne til denne Kronik skrev 5. maj 1992 en Kronik i Politiken under overskriften 'Sidste frakørsel før ghettoen'. Dengang blev det formuleret således: »Livet i visse danske boligområder præges mere og mere af en stærk koncentration af forskellige minoritetsgrupper med særlige behov eller problemer. Det medfører ofte, at de pågældende bolig- og lokalområder kommer til at fungere dårligere på en række vitale felter, fordi koncentrationen modvirker en integration i det miljø, der enten er etableret eller normalt vil kunne etableres i et boligområde. Der kan være tale om førtidspensionister og andre grupper på overførselsindkomst, psykiatriske patienter, indvandrere og flygtninge«. Den markante sociale opdeling på boligmarkedet er sket med stor kraft, og de langsigtede sociale konsekvenser er helt uoverskuelige. Journalist Lars Olsen har netop udgivet en spændende debatbog om det delte Danmark. En af hans pointer er, at vi er ved at udvikle et samfund uden social sammenhængskraft. Det kan vi som de ni største almene boligorganisationer skrive under på. Her er endnu et eksempel: I Københavns Kommune var 10,7 procent af indbyggerne i 1995 indvandrere fra tredjelande eller efterkommere. Dette tal er i 2005 stille og forsigtigt vokset til 13,1 procent. I den almene sektor var 23,7 procent af beboerne i 1995 indvandrere fra tredjeverdenslande eller efterkommere. I 2005 er dette tal eksploderet til 40,1 procent af beboerne. Problemet er, at sårbare og udsatte grupper samles i den almene boligsektor. Og problemerne bliver helt tydelige i det konkrete eksempel, når samfundet ikke evner at løse integrationsopgaven. Hvis konsekvenserne af denne udvikling skal undgås, kræver det, at Folketing og regering engagerer sig i problemstillingen og skaber holdbare og langsigtede politiske løsninger. Den almene sektor repræsenterer en meget stor grad af mangfoldighed. Der er som sagt cirka 550.000 almene boliger i Danmark. Disse er fordelt på mere end 8.000 boligafdelinger, som groft sagt kan opdeles i tre grupper. En meget stor del af disse er hyggelige og veldrevne boligafdelinger med gode boliger. Selv om beboersammensætningen i stigende grad bliver mere skæv, så er der normalt meget lang ventetid til boligerne i denne kategori. I midten har vi en nogenlunde lige så stor gruppe af boligområder, der i forskellig udstrækning er sårbare eller truede. Det er boligområder, der er i stigende grad får det sværere. Og endelig er der en heldigvis mindre gruppe af meget udsatte boligområder. Det er den sidste gruppe, der primært præger mediebilledet. For 10-15 år siden var der kun få af sådanne meget udsatte boligområder i Danmark. Det er helt uacceptabelt, at vi i et velfærdssamfund som det danske tillader, at en sådan udvikling kan finde sted. Vi må aldrig acceptere, at der er boligområder, hvor brandvæsenet ikke tør komme uden politiledsagelse. Hvor ældre ikke tør gå ude om aftenen, og hvor gangbesværede ikke kan ringe efter en taxa, fordi taxaerne ikke tør køre ind i boligområdet. De omfattende problemer i disse meget udsatte boligområder løses ikke med fine ord på glittet papir og med nogle drypvise indsatser, der gør sig godt i medierne, men reelt ikke flytter særlig meget. Vi må tage utrygheden og velfærdssamfundets problemer dybt alvorligt. Der skal iværksættes en gennemgribende indsats, som løser de reelle problemer. Det drejer sig om en sammenhængende indsats omkring børnenes skolegang og fritidsaktiviteter, så det sikres, at børnene passer deres skole og har sunde aktiviteter i fritiden frem for at hænge rundt på gadehjørnerne og skabe utryghed. Det drejer sig om videreuddannelse efter skolen. Det drejer sig om, at de mange voksne uden for arbejdsmarkedet i de udsatte boligområder skal ind på arbejdsmarkedet. Det drejer sig om, at der skal tiltrækkes ressourcestærke grupper til de udsatte områder, så elementerne af parallelsamfund fjernes. Det drejer sig om, at der investeres i renoveringer både i de udsatte boligområder og i den øvrige del af den almene sektor, så boligområderne fremstår som attraktive for en bred del af befolkningen. Herunder er det væsentligt med massive investeringer i tilgængelighed, dels til glæde for de mange ældre beboere i den almene sektor, og dels for at tiltrække fremtidens mange ældre og handikappede, som ikke længere kan bo i deres nuværende bolig. Indsatsen for at løse problemerne i de udsatte boligområder og for at forhindre, at den store midtergruppe af truede boligområder udvikler sig negativt, skal gøres i fællesskab mellem (velfærds-) staten og den almene sektor. Den almene sektor er parat til at gøre en meget stor indsats selv. I de kommende år opsparer beboerne i den almene sektor betydelige midler i Landsbyggefonden, fordi realkreditgælden på boligerne er ved at være tilbagebetalt. Beboere er, som lovgivningen er skruet sammen, forpligtet til fortsat at betale de samme beløb. Disse mange midler ønsker den almene sektor at investere i boligområderne for at medvirke til at rette op på de sociale problemer og forebygge, at en lang række boligområder udvikler sig skævt. Beboere i almene boligafdelinger har derudover gennem en årrække opsparet midler, der var tiltænkt til forbedringer i de almene bebyggelser. Forbedringer, som skal sikre, at almene boliger fortsat er attraktive boligområder med godt vedligeholdte boliger og et godt bomiljø. Denne store indsats fra den almene sektor koster ikke den offentlige sektor en krone, men den forudsætter, at socialministeren giver sektoren tilladelse til at bruge de opsparede midler på denne måde. Samtidig forudsætter forfatterne til denne Kronik, at det offentlige selvfølgelig indgår et partnerskab med den almene sektor og bidrager til at løse de mange sociale problemer. Vi tror, at det er vigtigt, at der er gode lejeboliger til en bred gruppe i samfundet. Dels løser vi opgaven for de socialt sårbare langt bedre, hvis der også er en bredere gruppe af borgere, der bor i en almen bolig. Og dels er der for en række helt almindelige mennesker med helt almindelige indkomster, der simpelthen ikke har andre muligheder. I Frederiksborg Amtsavis 19. maj er der for eksempel en forsidehistorie om, at en tredjedel af de nordsjællandske skoler har svært ved at besætte ledige stillinger som skolelærere. På grund af de høje boligpriser i Nordsjælland. Der er derfor brug for gode almene lejeboliger til at huse politibetjente, sygeplejersker, skolelærere og alle andre med almindelige indkomster. Vi har helt generelt et fremragende samarbejde med landets kommuner. Vi er en del af det lokale boligmarked og den lokale politik og har i den forbindelse en god dialog med kommunerne. Der er også behov for en generel debat om den almene sektors konkurrenceevne. Danmark har p.t. den laveste rente i mange år, og den finansielle sektor opfinder næsten hver måned et nyt produkt, der gør det attraktivt at bo i en ejerbolig. Det er jo herligt. Mange danskere tror, at den lave rente også kommer beboerne i det almene byggeri til gode. Men det gør den ikke. Fakta er, at den almene sektor er fanget i et stift finansieringssystem, hvor beboernes husleje er fastlagt ud fra en statsfastsat rente, der blev besluttet for næsten et kvart århundrede siden. Det er på tide at få set finansieringen af de almene boliger efter i sømmene, også når det angår bidragene til Landsbyggefonden og de lokale dispositionsfonde. Der er brug for moderniseringer og forenklinger af dette meget komplicerede område. Der er ligeledes brug for forenklinger af de mange regler, som den almene sektor er underlagt. Det er et sandt virvar af bestemmelser, som der bliver stadig flere og flere af. Der er brug for en kraftig sanering og afbureaukratisering, og der er brug for frihed, så almene boligorganisationer i højere grad kan fungere som andre private virksomheder. Vi har mange ting at tale med regeringen om. Vi har grundlæggende brug for en dialog om fremtiden. Hvordan får vi løst de store problemer? Hvordan får vi forebygget, at der opstår problemer andre steder, når vi løser dem et sted? Hvordan får vi afbureaukratiseret den almene sektor og gjort den mere effektiv? Vi har igen og igen forsøgt at få dialog med regeringen. Efterhånden får vi det indtryk, at man simpelthen ikke ønsker at tale med den almene sektor, og at man ikke ønsker at sætte adresse på de voksende problemer, der er ude i den virkelige verden. Vi må have en dialog om den boligpolitiske vej. Ønsker samfundet en almen boligmasse, der alene skal huse de socialt dårligst stillede? Det vil være det samme som at sige ja til ghettoer - med de problemer omkring forslumring og utryghed i boligområderne, som det fører med sig. Og med konsekvenser, som vi kun alt for godt kender fra udlandet. Eller ønsker samfundet en almen sektor, der via en bred beboersammensætning kan sikre, at der også er plads til de socialt sårbare? Vi er derfor meget glade for, at socialminister Eva Kjer Hansen i går havde inviteret forfatterne til denne Kronik til et halvanden times dialogmøde. Det er et godt initiativ, som vi håber, bliver indledningen til en intens dialog om den almene sektors fremtid, og dermed også en dialog om den sociale boligpolitiks fremtid. Dette drejer sig om konkrete menneskeskæbner. Derfor vil vi gerne invitere socialministeren, integrationsministeren og andre interesserede regeringsmedlemmer ud i virkeligheden. Ud at se en række af vores boligområder og ud at møde en række af vores beboere. Vi har et velfungerende beboerdemokrati med tusindvis af aktive beboere, som gerne vil vise deres boliger og boligområder frem. Et af de grundlæggende problemer er - som journalist Lars Olsen i bogen 'Det delte Danmark' understreger det - at en større og større gruppe i det danske samfund ikke kender nogen, der bor i den almene sektor. Selv om der altså bor mere end én million mennesker. Det fører til myter og uvidenhed om den almene boligform. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har sat sig i spidsen for en ny tænketank, Globaliseringsrådet, der skal vurdere Danmarks reelle muligheder for at klare sig i en verden i forandring. Hvad skal vi leve af i fremtiden? Det er rigtigt set, at vi skal tænke sammenhængende og være modige. Der skal også i fremtiden være råd til velfærdssamfundet. Vi vil på det allerkraftigste opfordre regeringen - og helt konkret socialministeren - til at sætte sig i spidsen for en proces, hvor vi sikrer den sociale sammenhængskraft i det danske samfund i fremtiden. Derfor vil vi helt konkret foreslå, at regeringen nedsætter en hurtigtarbejdende kommission, der skal komme med forslag til ændringer i og modernisering af den almene boligsektors rammebetingelser. Kommissionen skal sikre en dialog mellem regeringen, kommunerne og den almene sektor. Den skal basere sig på grundige, faglige analyser om økonomi og beboersammensætning. Kommissionen skal fremkomme med forslag til langsigtede boligpolitiske løsninger, der forbedrer forholdene og skaber tryghed og optimisme i de problemramte boligområder, og som aktivt forebygger, at de mange boligområder i midterfeltet udvikler sig negativt. Kommissionen skal også medvirke til at fremkomme med forslag til at fjerne en masse af de helt unødvendige regler og begrænsninger, der er på de almene boligorganisationers virke. Vi vil med glæde betale selskabsskat som alle andre virksomheder, hvis vi kunne slippe for en væsentlig del af de tonsvis af lovgivning, der regulerer vores virksomheder. Regeringen taler meget om regelforenkling og afbureaukratisering. Her er et oplagt område, hvor man kan tage fat. Vi er helt klar til at kunne bruge vores viden og ekspertise på et bredere felt. Alt dette har vi i går fortalt socialministeren. Og nu er det vores håb, at regeringen vil være med på en sådan kommission, og at regeringen kan se, at den almene boligsektor kan blive til en ressourcestærk medspiller. Vi skal vælge den sidste frakørsel, så det delte Danmark ikke bliver en realitet. Formand Peter Hjort og adm. direktør Lone Sejersen, AAB København, formand Mogens Plesner Mathiasen og adm. direktør Palle Adamsen, Boligselskabet Lejerbo, formand Finn Christensen og adm. direktør Henning Andersen, Boligselskabet AKB, formand Lisbet Riis og adm. direktør Michael Demsitz, Boligkontoret Danmark, formand Leif Gudsø og adm. direktør Niels Peter Thomsen, DAB, formand Karin Thomsen og adm. direktør Jørn Ravn, Domea, formand Birthe Qasem og adm. direktør Søren Peter Jensen, FSBbolig, formand Hanne Bolvig og adm. direktør Benny Flindt, Fællesadministrationen 3B, formand Kjeld Poulsen og adm. direktør Jesper Nygård, KAB - Bygge- og Boligadministration