Mennesket er et socialt væsen, et flokdyr, der sjældent trives alene, hvilket vel er grunden til, at isolationsfængsel har været anvendt som straf - og visse steder anvendes endnu. Selv når mennesker gennem historien har vendt ryggen til verden, har de søgt sammen i klostrenes fællesskaber; enkelte outrerede personer steg op på søjler, hvor de godt nok var alene, men over fællesskabet - ikke uden for det. At afsondre sig totalt forekommer uforståeligt, ikke-menneskeligt, så det var med en vis forbløffelse, jeg for nogle år siden i en lille kirke i England stødte på resterne af en anchoresses celle. Anchoress? Jeg havde aldrig hørt ordet før og ofrede de 20 penny, kirkens lille pamflet kostede, hvorved jeg lærte, at ordet kommer fra et græsk verbum, der betyder 'at trække sig tilbage', i sandhed en adækvat betegnelse for at lade sig indmure. Først tænkte jeg, at jeg var stødt på et særlig sindssygt individ, en kvinde, som styrtede fra livet på grund af ulykkelig kærlighed eller andre akutte sorger, men søgning på internet og bibliotek åbenbarede, at der i Englands middelalder var 201 mænd og 415 kvinder, som valgte denne måde at træde ud af verden på. Til gengæld virker det, som om fænomenet ikke kendes uden for den britiske ø. Jeg opdagede, at der fandtes en 'håndbog', et regelsæt for disse outrerede individer, en bog, som jeg forgæves forsøgte at få fat i. Desværre er den engelske oversættelse udsolgt fra forlaget, og da det lykkedes mig via biblioteket at få fat i en 'English edition' - oven i købet redigeret af J.R.R. Tolkien - viste det sig, at 'English' betød 'ikke latin', sproget var middelalderengelsk, som det tog mig en time at læse en kvart side af. Så jeg lod mig nøje med videnskabelige gennemgange af skriftet, 'Ancrene Wisse' eller 'Vejledning for anchoresser', skrevet mellem 1225 og 1240 efter et tidligere forlæg, 'Ancrene Riwle' eller 'Anchorittens regelsamling'. De lærde mener, at det oprindelige manuskript enten er skrevet af en augustinerkannik eller en dominikansk munk, og er enige om, at det er beregnet som vejledning for tre adelige kvinder fra det engelske midtvesten, som - alle tre! - lod sig indmure engang i slutningen af det 12. århundrede. Bogen indeholder ikke blot retningslinjer for, hvordan disse totalt afsondrede mennesker skal leve - hvornår de skal bede, hvornår spise, hvornår hvile - men, og det var nok lige så vigtigt også for samtiden, bestemmelser om, hvordan man blev anchoresse, og på hvilken måde Kirken skulle sikre sig mod misbrug af begrebet - skønt vi vel vil mene, at hele ideen i sig selv er udtryk for et misbrug. Først skulle der ansøges. Ansøgningen gik til biskoppen, i hvis stift kirken, man havde udset sig, lå. Bispen nedsatte så en kommission, der grundigt skulle gennemgå ansøgerens egnethed, idet man begyndte med at tage stilling til, om der nu var tale om et ægte ønske og ikke blot en tilfældig indskydelse. Derefter underkastedes supplikanten og dennes familie, venner og naboer en grundig eksamination, så det kunne fastslås, om aspiranten egnede sig til dette liv, var psykisk robust, havde en levende tro og så videre. På baggrund af kommissionens indstilling kunne biskoppen beordre ansøgeren til at gennemgå en prøveperiode før den endelige indmuring, men under alle omstændigheder fortsattes til trin 3, nemlig at sikre sig, at der var finansiel baggrund for ansøgningen, at der var folk i lokalsamfundet eller andre steder - kronen var en flittig bidragyder - som ville yde økonomisk støtte. Når dette var sikret, besluttede biskoppen så, om han kunne godkende ansøgningen. Hvis svaret var ja, stod han eller en af ham udpeget præst for selve ritualet i forbindelse med indmuringen, og endelig påhvilede det også ham at udføre et udvidet opsyn med anchoressen i form af høring af skriftemål, påtale af ukorrekt adfærd og et permanent pastoralt engagement i den indmurede. Det skal bemærkes, at biskoppens hverv i denne forbindelse skyldes hans ledelsesmæssige placering i kirkehierarkiet, han udøver som sådan ikke nogen speciel autoritet over for anchoressen. For eksempel står der: »Hvis biskoppen kommer for at besøge dig, skal du skynde dig til ham ... (men) opføre dig over for ham som over for andre. Hvis han ønsker at se dig, skal du lade det ske hurtigt og med dit slør trukket for ansigtet og selv (være) tilbagetrukket fra vinduet«. Med andre ord er biskoppen en mand blandt andre og skal behandles som sådan. Faktisk tillægges han kun autoritet i forordet, hvor det fastslås, at anchoressen skal aflægge ed på aldrig at forlade sin celle, medmindre »(det er tvingende) nødvendigt ... (og) i lydighed mod biskoppen«. Nu nævnte jeg et vindue, hvilket ikke var tilfældigt, for 'Ancrene Wisse' redegør også for, hvorledes cellen skal indrettes: Hjertet er selvfølgelig den indmuredes eget rum, der indeholder en seng, et alter og et krucifiks. I væggene er tre vinduer; et ind mod kirkeskibet, placeret så anchoressen kan se kirkens alter og deltage i nadveren. Et vender ud mod tjenestepigens rum. Det var en absolut nødvendighed for anchoressen at kunne disponere over en pige, som sørgede for de daglige fornødenheder, mad, drikke, vaskevand og lignende. Det sidste vindue vender ud mod et modtagelses- eller taleværelse og indikerer, at isolationen måske ikke har været så fuldstændig, som man først kunne tro, da det har været muligt at modtage besøgende. Det vides da også fra den nok kendteste anchoress, Julian af Norwich, at hun ofte modtog folk, som søgte hendes råd. Nu fastlægges så den daglige rutine. Fra klokken 3 morgen til 7 aften er dagen tæt besat med gøremål, flest selvfølgelig af åndelig karakter. Messen skal overværes hver dag, og 15 gange om året skal der deltages i nadvermåltidet. (Den almene menighed skulle blot gå til alters en gang årligt). 12 timer skulle anvendes til bøn, tidebønner såvel som personlige bønner og lovprisninger. På vinterhverdage indtoges ét måltid, helligdage og sommerdage to. Disse tilberedtes af tjenestepigen, som dog ikke spiste med anchoressen, men trak sig tilbage efter at have stillet maden frem. En time afsættes til hvile midt på dagen, og op til to timer må anvendes til arbejde, der skal være almindelig syning på enten kirketekstiler eller klæder til de fattige. Dette var altså de praktiske arrangementer. Tilbage står spørgsmålet om, hvad der fik over seks hundrede mennesker til at vælge dette liv? Med tanke på de omkostninger, der er involveret, både økonomisk og energimæssigt, tror jeg, man kan gå ud fra, at kirkesystemet effektivt har sorteret de mest bindegale fra sammen med Unge Werther-typerne og de sværmeriske individer, der altid kort vil være tiltrukket af ekstreme, religiøse bevægelser. Der kan kun gættes, selvfølgelig, men nogen - som eksempelvis omtalte Julian - har utvivlsomt ønsket mulighed for gennem mystisk kontemplation at nærme sig Gud. Men de har nok været de færreste. En mulighed, absurd som det lyder i vore ører, kan have været, at netop ved at isolere sig på så overdreven vis har anchoressen sat sig i centrum af landsbylivet. En antydning af dette gives faktisk i 'Ancrene Wisse', som fastslår, at anchoressen hverken må opbevare værdigenstande i sin celle - næppe til eget brug, men måske en form for bankboksvirksomhed - eller holde skole og sende, modtage eller skrive breve. Ydermere advarer forfatteren mod at lade cellen blive sladdercentral - han kalder det godt nok »en kilde til nyheder og folkesnak«. Det er en kendt sag, at nedfældede påbud skyldes viden om, at de er nødvendige, at det med andre ord allerede i anchoressfænomenets første århundrede har været almindeligt, at disse ting forekom. Men at afskaffe vinduet ud til modtagelsesværelset kommer sjovt nok ikke på tale, det havde ellers været et effektivt middel. En anden mulighed er, at adelskvinder eller borgerfruer - og der er trods alt nok tale om et overklassefænomen - der henslæbte livet først som lydige døtre for fædre, som ønskede sønner, og derefter som måske lige så underdanige hustruer til mænd, for hvem de var avlskvinder, så indmuringen som den ultimativt fredelige tilværelse uden andre forpligtelser end den gennem bøn at opretholde verden for og i Gud, sikre, at balancen mellem jord og himmel blev bevaret, og ellers lade tumult, farer og problemer glide forbi de sten, der ikke kun lukkede dem inde, men også holdt verden ude. Min interesse for dette fænomen begyndte som sagt i den lille kirke i Shere i det sydlige England, blot en times kørsel fra Gatwick Lufthavn, og ganske naturligt var det netop den anchoress, der var indmuret her, som fangede min opmærksomhed. Det viste sig snart, at det eneste, man kender til hende, er tre breve fra det biskoppelige arkiv i Winchester, nemlig det, der beordrer eksaminationen sat i gang, det, der meddeler tilladelse til indmuringen, og så endelig det, der gør hende interessantere end alle de andre: Dét, hvor biskoppen på pavens bud beordrer hende genindsat, da hun har »forføjet sig fra dette indelukke«. Det tog en tid, før betydningen af dette gik op for mig. Blandt over seks hundrede ligesindede er hun åbenbart den eneste, der fortryder og vælger at vende tilbage til livet i verden, hvorefter de pokkerme murer hende inde igen og tvinger hende til at forblive indmuret under truslen om dødsstraf, hvis hun bryder ud endnu en gang. Jeg søgte og søgte, men nåede ikke videre. Dette var alt, hvad man vidste, ud over hendes navn, Christine Carpenter, og den korte oplysning, at hendes far, William, ejede »two acres and a mesuage (en bolig)« ved Tillingbækken, hvor der nu ligger to 'moderne' huse fra femtenhundredetallet. Henvendelser til historikere i England og USA (internettet er en vidunderlig opfindelse) bragte mig ikke videre. Tværtimod, selv de, der havde disse fænomener som speciale, svarede mig med modspørgsmålet: »Hvor er du stødt på hende?« Så godt nok fik jeg nogle meget interessante mail-venner, men nærmere gådens løsning kom jeg ikke, ikke én kunne svare på de to interessante spørgsmål: Hvad fik en ung kvinde, datter af en håndværker og ikke en overklassepige, til at ønske sig indmuret i Shere Kirke i 1329? Og det andet - vigtigste: Hvorfor ønskede hun at komme ud igen allerede tre år efter? Derefter kom en undren over, at paven, der ellers bekæmpede disse tendenser inden for Kirken, da han ikke kunne kontrollere dem, så kategorisk beordrer hende genindsat, en ordre, der har været lige så let for ham at afgive, som det må have været for bin Laden at give en flok unge mænd ordre til at gennemføre historiens mest spektakulære selvmordsangreb. Men let eller ej. Det logiske havde været triumferende at fremhæve, at her var endelig en, der indså, at den rette måde at tjene kirken på var at underlægge sig fællesskabets disciplin i de autoriserede institutioner. Gennem tre år tænkte jeg jævnligt over Christine, hendes skæbne og liv. Jeg nævnte historien for min redaktør på forlaget Klim, Svend Åge Petersen, som en anekdote, men også en gåde, der beskæftigede mig i ledige stunder. Han opfordrede mig til at tænke stoffet ind i en roman, hvilket jeg vægrede mig ved, da jeg ikke syntes, der var kød nok på historien, indtil jeg en tidlig morgentime blev slået af ovennævnte sammenligning med al-Qaeda og paven og indså, at her kunne ligge historien om fanatikeren, der blev ofret af sin egen organisation. Jeg begyndte at researche på tiden som sådan og opdagede, at jeg fik flere ting foræret: To af århundredets markante mænd var dels paven, Johannes XXII, der ledede sin kirke på en sådan måde, at der skulle gå seks hundrede år, før nogen pave igen turde tage navnet Johannes, dels biskoppen, hvis tre breve om Christine er bevaret. John af Stratford var nok den mest betydningsfulde politiker i 1300-tallets England. Udnævnt til biskop af paven mod kongen, Edward II's ønske manøvrerer han dygtigt gennem intrigerne omkring kongen og dennes dronning, hendes elsker og prinsen af Wales og ender som kansler af England og ærkebiskop af Canterbury. Mellem disse to mænd så jeg Christines skæbne blive formet, stødte på endnu en betydningsfuld landsmand til hende, nemlig franciskaneren William af Ockham, der om nogen foregreb Luther og med sin klart logiske og dybt religiøse tænkning udfordrede paven, fængsledes af ham og sammen med sin ordensgeneral ligefrem gennemførte en natlig flugt fra pavepaladset, og indså, at jeg også kunne lade romanen diskutere nogle af de spørgsmål, der har præget den danske debat, siden det blev kendt, at en vis præst måske ikke tror på Gud. Så af det, der begyndte som et undrende spørgsmål foran en tilmuret celledør i en lille engelsk landsbykirke, er nu vokset en roman, 'Tømrerens datter', som udkommer 17. juni - næsten på dagen fire år efter at jeg købte kirkens pamflet.