I en fascinerende Kronik fra 17. april demonstrerede Ole Kühl, at danske forfatteres reaktion, »da jazzen kom til byen« efter Første Verdenskrig, ofte var præget af racisme. Kühls Kronik blev trykt ved siden af en kommentar af Alex Frank Larsen, og sammen tegnede de to artikler et foruroligende portræt af fortidens og nutidens danske holdninger til racespørgsmålet. Kühl antydede, at dansk litteraturforskning gerne ser Johannes V. Jensens »racistiske udtalelser« om sort amerikansk jazzkultur »gå i glemmebogen«; denne påstand om bevidst litteraturhistorisk hukommelsestab harmonerer med Larsens yderligere anklage om, at det danske samfund »ikke bryder sig om at høre« om danskernes historie som slaveejere og koloniherrer på De Vestindiske Øer. Som en relativt nylig indvandrer fra England ved jeg kun lidt om dansk litteratur, så jeg er næppe kvalificeret til at vurdere, hvorvidt romaner som Niels Vangs 'Jazzdjævelen' (1920) og Aase Hansens 'Ebba Berings studentertid' (1929) er racistiske, eller hvorvidt danske litteraturhistorikere bevidst har ignoreret den formodede racisme hos forfattere som Johs. V. Jensen. Men min egen forskning inden for amerikansk litteratur får mig til at ville nævne endnu en forfatter, der, ligesom Vang og Hansen, udgav en roman i 1920'erne, som skildrer jazzmusikkens ankomst og modtagelse i Danmark. Nella Larsens 'Quicksand' (1928) indeholder en mindeværdig scene, hvori hovedpersonen, Helga Crane, besøger »det store Cirkus, et Vaudeville-hus« med en gruppe andre unge: Efter at have overværet adskillige numre kom de tøvende til den konklusion, at hele forestillingen var kedelig, usigeligt kedelig. (...) De så sig om efter deres overtøj, da to sorte mænd, amerikanske negre, spankulerede ind på scenen (...) publikum klappede begejstret (...) sangerne dansede, klappede hænderne sammen, snoede deres ben, svingede deres usædvanligt lange arme og kastede deres kroppe rundt med skødesløs lethed. Og hvor de fortryllede tilskuere klappede og hujede og råbte på mere! På den ene side har vi her et eksempel på, hvad Kühl skriver - at det især var »de unge, der var glade for den nye musik og for de danse- og samværsformer, der var fulgt med i det københavnske forlystelsesliv«. På den anden side adskiller 'Quicksand' sig mærkbart fra 'Jazzdjævelen' og 'Ebba Berings studentertid', og det ikke kun, fordi den er skrevet på engelsk og udgivet i New York. I Nella Larsens roman er musikernes optræden og deres modtagelse af det danske publikum filtreret gennem bevidstheden hos en hovedperson, der ikke er indfødt dansker. Helga Crane er født i Chicago af en hvid dansk indvandrermor og en sort far. Hun er kommet til Danmark som 23-årig i sin søgen efter en mere fast identitet, noget hun ikke har kunnet opnå som 'mulat' i USA. Hvad der gør 'Quicksand' så meget desto mere fascinerende set fra et dansk perspektiv er, at Helgas historie, og ikke mindst hendes ophold i København, relaterer sig ganske nært til Nella Larsens eget liv. Nella Larsen - eller Nellie Walker, som hun hed på sit fødselscertifikat - blev født i Chicago i april 1891 af en dansk indvandrermor, Marie Hansen, og en sort far, Peter Walker. Helt usædvanligt var Walker ikke indfødt sort amerikaner - han var indvandrer fra De Dansk-Vestindiske Øer, og det virker sandsynligt, at Mary og Peters fælles kendskab til dansk var en udløsende faktor i deres forhold. Imidlertid døde Walker først i 1890'erne og efterlod sin spæde datter og hendes mor i en udsat position: I en nation, der var skarpt opdelt efter, hvad forfatteren W.E.B. Dubois kaldte the color line, gjorde Nellies blandede herkomst hende og moderen til potentielt udstødte. Mary må have været overordentlig lettet over snart igen at blive gift, med Peter Larsen, ligeledes indvandrer fra Danmark. I 'Quicksand' genkalder Helga sig sin mors »andet ægteskab, til en mand af sin egen race« som en »sørgelig nødvendighed. Også letsindige, foragtede kvinder må have mad og klæder; også uelskede små sorte piger må sørges for på en eller anden måde«. Alligevel truede Nellies 'sorthed' Larsenfamiliens assimilation i det mainstream-amerikanske samfund. Derfor blev teenageren Nellie i efteråret 1907 sendt til Fisk Normal School for sorte børn i Nashville. I sommeren 1908 valgte Larsen (som nu var begyndt at kalde sig Nella) at forlade Fisk igen. Derpå fulgte fire år mellem hendes afsked med Nashville og hendes start på sygeplejeskole i New York i maj 1912, som udgør den mest forvirrende, men, fra et dansk perspektiv, også mest fascinerende periode i Larsens liv. I 1926 skrev Larsen i en publicityudtalelse fra sit forlag, at »Da hun var seksten, rejste hun alene til Danmark for at besøge sin mors slægtninge i København, hvor hun blev de næste tre år«. Larsen gentog disse detaljer andetsteds - i legatansøgninger, interview og samtaler med venner - og tilføjede nogle gange, at hun havde taget timer ved Københavns Universitet imellem 1910 og 1912. Alligevel blev Larsens forklaring om at have boet i Danmark for størstedelen afvist af forfatterne til to store biografier om hende, der blev udgivet i 1990'erne. I 'Invisible Darkness: Jean Toomer and Nella Larsen' (1993) bemærkede Charles Larson, at Nella havde søgt om pas for at rejse i Spanien og Frankrig, men ikke i Danmark; han konstaterede også, at Københavns Universitet ikke har nogen papirer på hende. Charles Larson konkluderede, at »hendes år i Danmark er en total fabrikation, et skønmaleri oven på de tragiske første år af hendes liv« som et barn af blandet race. I 'Nella Larsen: Novelist of the Harlem Renaissance' (1994) såede Thadious Davis yderligere tvivl om Nellas sanddruelighed ved at skrive, at »gennem sit liv udviste hun kun lidt intimt førstehåndskendskab til (Danmark), selv om hun dog kunne tale og læse dansk«. Davis afviste Nella Larsens påstand om, at hendes første udgivelser, 'Three Scandinavian Games' og 'Danish Fun' (begge fra 1920) byggede på »behagelige minder fra min barndoms dage i Danmark«. For Davis havde disse udgivelser mere at gøre med Larsens livslange tendens til at formulere »offentlige opspind om sin fortid« som en, »som var vokset op i et hvidt, fremmed land« - en identitet, hævder Davis, som hjalp hende til at føle sig hævet over de sorte amerikanske masser. Ikke desto mindre var det kun tre år senere, i 1997, at en professor i amerikansk litteratur ved University of Tennessee, George Hutchinson, fandt afgørende beviser for, at Larsen havde tilbragt noget tid i Danmark. Hutchinson påpegede, at amerikanere ved århundredeskiftet faktisk ikke behøvede pas for at rejse til Danmark, og han henviste til fortegnelser over skibspassagerer fra Landsarkivet for Sjælland og i U.S National Archives, som viser, at Larsen besøgte Danmark mindst to gange. I maj 1898 tog Mary Larsen Nella og hendes 'hvide' halvsøster Anna med til København på Scandinavian-American-linjen - den samme, som Helga rejser med i 'Quicksand'. Og i januar 1909 rejste Nella alene fra København tilbage til New York, en rejse, som antyder, at hun tilbragte i det mindste noget af de foregående seks måneder - det vil sige perioden efter hendes afrejse fra Fisk Normal School - i Danmark. (Da Hutchinson udførte dette forskningsarbejde midt i 1990'erne, krævede det seriøst detektivarbejde i arkiverne. I dag kan alle få adgang til onlineversionen af de danske udvandringsarkiver på www.emiarch.dk og finde dokumentation for Larsens rejse i 1898 ved at søge på 'Larsen, Nelly'). Amerikanske kritikere som Charles Larson og Thadious Davis er måske undskyldt for ikke at bide mærke i 'Quicksand's skildring af København. Men Hutchinsons markante observation, at 'Quicksand' »indeholder mange detaljer om København (...), som ingen amerikaner kunne have kommet frem til uden personlig erfaring«, skulle være åbenlys for enhver dansk (eller danskbaseret) læser af romanen. I bogen er vi vidne til, hvordan Helga »med succes snor sig imellem de utallige cykler som en ægte københavner«, og hvordan hun »slentrer på den lange bro, som strækker sig over de rolige søer« - scener, som stadig er kendte i nutidens liv i byen, men som i 1920'erne ikke let kunne være blevet opsporet på anden hånd af en forfatter, som da var bosat i Harlem. Blandt andre små detaljer fra københavnerlivet er der en reference til »spalterne i Politiken«; ja, faktisk kunne Larsen selv meget vel have lært om dansk litteratur og kultur af Kroniken (som startede i 1905). Visse scener i 'Quicksand' synes nu mere forankret i Københavns fortid: For eksempel, da Helga kommer gående på Gammel Strand, møder hun en fiskerkone, som spørger hende, »hvilken slags menneske hun var«. Da Helga svarer: »Jeg er neger«, bliver fiskerkonen »indigneret, og svarer vredt, at bare fordi hun var gammel og fra landet, kunne man ikke narre hende så let, for hun vidste da så godt som alle andre, at negre var sorte og havde kruset hår«. Her, som andetsteds, repræsenterer 'Quicksand' danske holdninger til racespørgsmålet i favorabel kontrast til den systematiske racisme, som Helga havde oplevet i USA. Fordi Helga er så præget af amerikanske racekategorier, identificerer hun sig selv som »neger« og nægter således sig selv den danske identitet, hun havde søgt efter ved at komme til København. I modsætning hertil nægter den »simple« fiskerkone at se Helga som (kun) en »neger«. Omvendt, selv om Helgas flytning til Danmark tillader hende at undslippe den amerikanske 'color line', oplever hun stadig andre former for racisme. Helga indser hurtigt, hvorfor hendes tante og onkel, Katrine og Poul Dahl, ynder at klæde hende ud i fremmedartede farver og kostumer: De forestiller sig, at ved at stille Helga til skue som en »eksotisk, næsten vild« kuriositet, kan de fremme deres egen status i det københavnske borgerskab. I første omgang går Helga med på Dahls planer, fordi deres borgerlige livsstil forsyner hende med »de ting, som penge kunne købe: fritid, opmærksomhed, smukke omgivelser. Ting. Ting. Ting«. Men Helgas besøg i »det store Cirkus« (Cirkusbygningen) udgør et vendepunkt: I sine venners reaktion på de sorte amerikanske musikere ser hun en refleksion af deres syn på hende, som en eksotisk 'vild'. Alligevel, selv når Helga har indset, at hendes venner ser hende som grundlæggende anderledes, som ikke rigtig dansk, fortsætter hun med at tro på, at der virkelig findes et skammeligt 'vildt' selv, gemt dybt inden i hende. Dette er Helga Cranes tragedie: Både i USA og i Danmark er hun så ofte udsat for racistiske ideer om sorte som 'eksotiske' og 'vilde', at hun kommer til at tro på dem. På trods af at hun »vendte tilbage til cirkusset igen og igen, altid alene, og stirrede fordybet og alvorsfuld på de gestikulerende sorte figurer«, overvejer Helga aldrig den mulighed, at de sorte musikere måske overdriver deres »krumspring« og »gestikulationer« for at udnytte danske forestillinger om sort 'vildskab' til egen økonomisk gevinst. Det er fristende at gætte på, at Nella Larsen baserede Helgas ture til Cirkusbygningen på egne oplevelser. Som Hutchinson påpeger, er der mange detaljer i bogen, som »passer på byen i 1908« snarere end 1920 - det vil sige på byen, som Larsen oplevede den, snarere end København, som den var i det årti, hvor 'Quicksand' blev udgivet. Scenen fra Cirkusbygningen er et godt eksempel: Ved at snige en lille henvisning til ragtime, den første populære form for jazz, ind i bogen, får Larsen placeret scenen tættere på 1908-1909 end på 1928. Hvis 'Quicksand' således på denne måde minder os om, at »jazzen kom til byen« før Første Verdenskrig, så antyder det på den anden side også, at de sorte amerikanske kunstnere fuldt udnyttede det danske publikums ubekendthed med denne angiveligt 'nye' musik. Helga identificerer den pågældende sang, 'Everybody Gives Me Good Advice', som »gammel« efter amerikansk standard; den er kun »ny og anderledes for dette (danske) publikum«. I 1909 var 'Everybody Gives Me Good Advice' allerede fire år gammel; hvis Larsen virkelig så et show i Cirkusbygningen omkring denne tid med sorte amerikanske musikere, ville hun have været klar over, at sådanne sange blev anset for at være 'passé' i Chicago og New York. Hutchinson bemærker, at den berømte sorte »double act«, Johnson og Dean, som optrådte i Cirkusbygningen i 1909, blev udsat for alvorlig kritik ved deres hjemkomst til USA for at være ude af takt med de seneste trends og for, at de fortsatte med at optræde med gammeldags »negersange«. George Hutchinson er af den opfattelse, at akademikere inden for amerikansk litteratur fuldt ud må overveje »Larsens danske oplevelser og danske baggrund« for at kunne komme ud over »sorte« og »hvide« racekategorier og forstå »muligheden af, at nogen kan være både sort amerikaner og dansk amerikaner«. Men Larsens liv og værker indeholder måske også vigtige erfaringer for Danmark og dansk litteraturforskning. I sin Kronik fremfører Ole Kühl, at den racistiske »initialfase« med danske reaktioner på jazzen i 1920'erne foregreb nutidens danske møde med »det fremmede«. Vi kan forestille os en lignende parallel mellem Helga Cranes oplevelser som ikkehvid indvandrer i København først i sidste århundrede og 'nydanskeres' oplevelser i dag. I sin anmeldelse af 'Quicksand' for juli 1997-udgaven af det danskbaserede multikulturelle magasin Djembe kalder Clarice Scott bogen »slående nutidig« for dens skildring af Helgas »blandede kulturarv, et emne, der er mere relevant end nogensinde i det moderne danske samfund«. Kun otte år senere har indvandrerpolitik og Dansk Folkepartis fremmarch gjort 'Quicksand' endnu mere relevant. I en tid, hvor definitionen af 'danskhed' fra nogle kanter synes stadig mere snæver og tilbageskuende, er det særlig passende, at vi her har en roman, skrevet på et andet sprog for næsten 80 år siden, som udforsker en 'blandet kulturarv', som er både dansk og ikkedansk. Og i en tid, hvor kulturkampen om den danske litterære kanon raser videre, må det være forfriskende for både nydanskere og gammeldanskere at læse en roman, som udfordrer den antagelse, at dansk litteratur nødvendigvis er skrevet på dansk af indfødte danskere. Alligevel forbliver Larsen nærmest ukendt i Danmark, og 'Quicksand' venter stadig på sin første danske oversættelse. Er det ikke det perfekte tidspunkt nu at gøre noget ved den situation?