I disse dage holder sammenslutningen af verdens rige lande, G8, sit årlige topmøde. Denne gang finder det sted i Gleneagles i Skotland under ledelse af den britiske premierminister, Tony Blair. Formand Tony Blair meldte tidligt ud, at han ville sætte Afrika højt på dagsorden for de tre dages drøftelser. Til det formål har premierministeren fået udarbejdet et særligt dokument 'Vores fælles interesse' på ikke mindre end 400 sider. Her slås det blandt andet fast, at Afrika er vor tids største moralske udfordring. Rapporten skal tjene som inspiration for drøftelserne i Gleneagles, der efter britisk ønske skal føre til løfter om massiv økonomisk bistand til Afrika. Med udgangspunkt i de såkaldte Millennium-mål om at halvere antallet af fattige mennesker ønsker Tony Blair, at det gøres klart, at der skal gøres en massiv ekstraindsats i Afrika, hvis denne målsætning skal indfries. Afrika var også højt på listen på G8-møderne i Genova i 2001, i Kananaskis i 2002, i Evian i 2003, og endelig var kontinentet også med - om end ikke helt så centralt - på 2004-mødet på Sea Island i USA. For at understrege alvoren i de rige landes bekymring over udviklingen i Afrika var der til alle disse møder inviteret afrikanske ledere til at deltage i drøftelserne om de dystre udsigter for kontinentet. Det samme er tilfældet i år, hvor flere fremtrædende afrikanere optræder som medforfattere til Blair-rapporten 'Vores fælles interesse'. For en umiddelbar betragtning ser det således ud til, at Afrika får ganske megen opmærksomhed fra verdens rigeste lande. Der er desuden udbredt enighed om, at vi globalt set vil være i stand til at indfri løfterne om en halvering af den globale fattigdom ved år 2015. Det vil ske, selv om de fleste forventer, at Afrika ikke vil være i en bedre position end i dag, snarere tværtimod. Når målet ikke desto mindre vil blive nået globalt i 2015, skyldes det den massive økonomiske fremgang i Kina og i en lang række asiatiske lande. Alt imens fattigdommen nedsættes med ekspresfart i Asien, stiger den tilsyneladende i Afrika syd for Sahara. Hvad er der galt i Afrika? Og hvorfor kan Afrika ikke bare følge i kølvandet på kineserne, inderne, vietnameserne osv.? Hvis vi sammenligner Afrikas situation med udviklingen i Kina og Østasien, bliver Afrikas position særligt foruroligende. »I 1965 var Indonesiens BNP pr. indbygger lavere end Nigerias, og Thailands var lavere end Ghanas. Indonesien var lige så afhængig af olie som Nigeria. Thailand var ligesom Ghana et fattigt landbrugssamfund. Hvem kunne have forudsagt, at i 1990 ville Indonesiens BNP være tre gange så stort som Nigerias. Eller at Thailand ville være blevet en af verdens bedst fungerende økonomier, mens Ghana ville kæmpe for blot at nå op på sit tidligere indkomstniveau«. Sådan beskrev Verdensbanken for nogle år siden i en rapport ganske illustrativt forskellene mellem succesregion nr. 1 i verden, Asien, og verdens økonomiske og sociale hovedpine, nemlig Afrika. Den bemærkelsesværdige økonomiske vækst i de asiatiske tigerøkonomier og ikke mindst i Kina synes utvetydigt at pege på, at de frie markedskræfter er den afgørende dynamo for udviklingen. Den frie konkurrence betyder, at det kan 'betale' sig at flytte produktionen til Kina og andre lande i Asien. Det er i høj grad de lave lønninger, der kan forklare, at Kina i dag står for omkring 80 procent af produktionen af alt det legetøj, der sælges i verden. Man må dog ikke se bort fra, at kineserne også producerer varer - og det gælder ikke blot legetøj - til en kvalitet, som svarer til kundernes forventninger. Det er dog ikke så simpelt, at man kan forklare de asiatiske økonomiers enestående succes alene med henvisning til de frie markedskræfter. Der er ingen tvivl om, at staterne også har spillet en betydningsfuld rolle i forhold til at sikre rammerne for den positive økonomiske udvikling. Det afgørende har været, at de asiatiske stater har ført en såkaldt markedsvenlig økonomisk politik. Staterne har påtaget sig et ansvar for at udbygge den sociale infrastruktur og for at garantere en rimelig grad af uddannelse på alle niveauer. Det er især vigtigt, at de har været i stand til at udbygge et skolesystem, der har sikret en meget stor del af befolkningen en basal grundskoleuddannelse. Endelig har staten i mange asiatiske lande haft en betydningsfuld rolle i forhold til at sikre en stabil og forudsigelig makroøkonomisk politik. Det har betydet, at såvel lokale som udenlandske investorer har turdet investere deres kapital i de pågældende lande. Det er selvsagt vigtigt, at både indenlandske og udenlandske private investorer har tillid til, at staten ikke nationaliserer privat ejendom eller udenlandsk privat ejendom. De senere år er der imidlertid fremkommet nye forklaringer på det østasiatiske mirakel. Man afviser ikke, at markedsøkonomien er vigtig, og at en markedsvenlig statslig politik også er betydningsfuld. Men de to elementer er ikke tilstrækkelige som forklaringer. Man kan ikke forstå den særlige udviklingsdynamik i Østasien uden at medtænke de kulturelle forhold i landene. Her peger den nyere forskning på, at kulturelle og religiøse forhold spiller en betydningsfuld rolle. Især konfucianismen og dens særlige morallære, der sætter samfundet over individet, er vigtig. Konfucianismen beskriver de klare hierarkiske relationer af loyalitet og underdanighed, der eksisterer mellem leder og undersåtter, mellem ældre og yngre, mellem mænd og kvinder og mellem forældre og børn. Konfucianismen anses således for at være en afgørende drivkraft, der står bag de driftige foretagere, der støtter sig til en særlig arbejdsetik. Tilsvarende tilsiger konfucianismen, at arbejdstagerne skal udvise disciplin og lydighed. I kraft af at konfucianismen fremhæver harmoni og konsensus, kommer samfundsmæssig enhed til at fremstå som et ideal, der i sig selv bidrager til politisk stabilitet og dermed giver stabile rammer for den makroøkonomiske politik. Familien tillægges stor betydning, og det menes, at netop dette forhold kan forklare den store tilbøjelighed til opsparing, som findes i disse lande. Det skal angiveligt hænge sammen med, at opsparing har til formål at sikre familien og dens fremtid. Klassisk økonomisk teori slår på, at opsparing er en vigtig forudsætning for økonomisk vækst og udvikling. Familien er endelig det centrale netværk, hvorom mange økonomiske aktiviteter typisk organiseres i Kina og de øvrige østasiatiske succeslande. Hvor adskiller Afrika sig fra dette billede? De seneste mange år har så godt som alle afrikanske lande fulgt en markedsvenlig økonomisk politik og givet de frie markedskræfter et betydeligt råderum. Men derefter holder lighederne også op. Staterne i Afrika har ikke i samme omfang som i Asien udbygget den sociale infrastruktur med vægt på at give uddannelse til så mange som muligt på alle niveauer. Staterne i Afrika har heller ikke sikret stabile rammer omkring det private erhvervsliv for derigennem at indgyde udenlandske og indenlandske investorer tillid. Der er heller ingen konfucianisme - eller 'protestantisk etik' for den sags skyld - i Afrika. En fremtrædende del af forskningen omkring afrikanske samfundsforhold peger tværtimod på, at den politiske kultur er præget af en betydelig apati og fatalisme. Den omfattende fatalisme og den kortsigtede tidshorisont opmuntrer ikke ligefrem til 'opsparing' og investering i fremtiden. Afrikas kolossale udviklingsproblemer afspejler sig i denne forbindelse i, at den gennemsnitlige opsparingstilbøjelighed hører til de laveste i hele verden. Mellem 1990 og år 2001 lå den anslået på 16,2 procent af BNI. Afrika er desuden den eneste større region i verden, som har oplevet, at investeringer og opsparing per indbygger er faldet siden 1970. Den lave opsparingstilbøjelighed lægger en tydelig dæmper på den økonomiske vækst. Hertil kommer, at i løbet af de seneste 30 år har Afrika oplevet en betragtelig kapitalflugt, hvorved regionens egen private opsparing er forsvundet til andre dele af verden. I 1990 var Afrika i den situation, at man havde den højeste andel af egen privat rigdom og private ressourcer placeret uden for regionen. Selv ikke Mellemøsten som region havde en større andel af egne ressourcer placeret i andre dele af verden, typisk i udvalgte OECD-lande. Hertil kan man føje, at for mange afrikanske politiske ledere handler den politiske magt om at få adgang til ressourcer til eget forbrug og adgang til ressourcer, som kan kanaliseres ud til venner, familie, politiske støtter og klienter i almindelighed. En afrikansk politikers fornemste opgave synes at være, at vedkommende skal tage vare på sine fæller og politiske støtters ve og vel. Det kan blandt andet ske ved at ansætte venner og bekendte i vigtige stillinger i statsapparatet. Mens statsapparaterne i Asien er befolket med kompetente mennesker med en relevant uddannelse, er der en tendens til, at politiske venner og familiemedlemmer sidder i tilsvarende stillinger i afrikanske samfund. Når - og vi kan da også godt sige hvis - det forholder sig således, så er der ikke noget at sige til, at udenlandske investorer går i en stor bue uden om Afrika. Til sammenligning har Kina gennem mange år modtaget omkring en tredjedel af samtlige private udenlandske investeringer, der strømmede fra den rige verden til de såkaldte ulande. De manglende private udenlandske investeringer i Afrika er desuden et foruroligende udtryk for, at de private investorer ikke vurderer indtjeningsmulighederne i Afrika til at være særlig gode. Undersøgelser peger på, at private investorer finder, at Afrika generelt er alt for ustabilt og tillige har en lovgivning, som anses for lemfældig og uforudsigelig. Korruptionen og den manglende fysiske infrastruktur er også blandt de problemer, som mange erhvervsledere fra OECD-landene peger på. Det lave uddannelsesniveau er just heller ikke et element, der opmuntrer udenlandske investorer. Men er det her ikke kun en beskrivelse af forskelle mellem Asien og Afrika? Er det også en forklaring? Måske, måske ikke. Der findes forskere, der peger på, at grunden til, at situationen ser ud, som den gør i Asien, skal forklares med ældgamle historiske forhold. Her fremhæver man ofte, at en række asiatiske samfund i årtusinder har overlevet på grund af et udstrakt system af kunstvanding omkring de store floder. Årtusinderne med et sådant finmasket bureaukratisk og politisk styringssystem producerer en bevidsthed om nødvendigheden af samarbejde og behovet for en stærk central stat med et tilhørende effektivt bureaukrati. I Afrika har mennesker i årtusinder levet spredt over store geografiske områder, hvor de ikke har anvendt avancerede dyrkningsredskaber endsige kunstvanding. Den spredte beboelse, der tilmed ofte flyttede sig, har ikke givet anledning til eller behov for en stærk centralmagt med tilhørende bureaukrati. Ja, måske snarere tværtimod. Denne mangel på større samfunds- og statsdannelser kan sandsynligvis forklare, at den indre sammenhængskraft er så begrænset i mange afrikanske lande. Det kan formodentlig også forklare, at det er så svært at få etableret effektive stater med tilsvarende effektive bureaukratier. Hvis vi så hertil lægger, at kolonimagterne trak grænserne på må og få i Afrika, har vi oven i de øvrige problemer fået kunstige statsdannelser, der rummer et utal af befolkningsgrupper, der ikke nødvendigvis føler noget større fællesskab. En række afrikanske stater er desuden kendetegnet ved at have så små økonomier, at de dårligt har ressourcer til at finansiere selv begrænsede offentlige udgifter. Kolonimagterne etablerede et politisk-administrativt system, som ikke var tilpasset afrikanske forhold. Kolonistyret må bære skylden for, at man har indrettet landenes økonomier til eksport af ét eller nogle ganske få råvarer og fødevarer. Det typiske mønster de seneste 30 år har været, at verdensmarkedspriserne for de traditionelle afrikanske eksportprodukter er faldet mellem 40 og 60 procent. Eksperter forudser, at dette såkaldt strukturelle fald i priserne vil fortsætte i fremtiden. Det betyder selvsagt, at en eksportbåret vækststrategi i Afrika er usandsynlig. Det vil sige, at selv om det usandsynlige skulle ske, at de rige lande omlagde deres landbrugspolitik, ville det ikke i sig selv være tilstrækkeligt for at sikre økonomisk og social udvikling i Afrika. Hvis denne - indrømmet grove og generaliserende - beskrivelse af forskellene mellem en række asiatiske lande og Afrika er blot nogenlunde dækkende, har Tony Blair så sandelig ret i, at Afrika er vor tids største udfordring i forhold til at sikre bedre levevilkår for hundreder af millioner mennesker. Det er nærliggende at spørge sig selv, om vi kan lære noget af miraklerne i Asien. Det synes uomtvisteligt, at uddannelse på alle niveauer er en helt central forudsætning for at fremme økonomisk vækst og dermed reducere fattigdommen. Det er også vigtigt, at der udvikles effektive og ikke alt for korrupte politiske og administrative systemer. Bistand - og formodentlig også massiv bistand - vil kunne hjælpe sådanne tiltag på vej. Når det er sagt, betyder det så noget og i givet fald hvad, at konfucianismen med dens moralkodeks om hårdt arbejde og disciplin præger mange tigerøkonomier i Asien? Kan det være rigtigt, at bestemte kulturelt-religiøse holdninger er bedre til at fremme udvikling end andre holdninger? Og hvis det er rigtigt, kan sådanne erkendelser indbygges i den rige verdens udviklingstiltag over for Afrika? Et udgangspunkt for sådanne overvejelser kunne være, at man - for at sige det klart - 'lagde øret til den afrikanske jord'. Det kunne forhåbentlig give et indtryk af, hvad konkrete levende mennesker i Afrika ønsker sig af deres fremtid. Det vil forhåbentlig også kunne bidrage til at give donorerne et indtryk af, hvordan den enkelte ser på behovet for egen indsats. Hvis øret ikke er ganske nær den røde afrikanske jord, risikerer vi at overføre vore idealer om udvikling til en modtagergruppe, der dybest set ikke deler vores tanker og ideer.