Blandt sommerens filmpremierer er Spielbergs 'Klodernes kamp'. Umiddelbart ligner det blot endnu en i rækken af film om krig mod frygtelige væsner fra en anden planet, men den er baseret på en usædvanlig roman af en usædvanlig forfatter - en roman, der har haft en usædvanlig skæbne. Spielbergs film er nemlig langtfra det første eksempel på, at den har været en tur gennem mediemaskinen. Romanen er 'War of the Worlds', og forfatteren er H.G. Wells (1866-1946). Wells var et fremtrædende eksempel på en generation af forfattere, der med inspiration i de nye naturvidenskabelige opdagelser spekulerede over menneskets plads i universet og over dets muligheder for på et rationelt grundlag at forbedre sin egen situation. Wells kom af beskedne kår, men fik en uddannelse, der bl.a. omfattede moderne biologi, som han blev undervist i af T.H. Huxley, der var en af Darwins store popularisatorer. Den unge Wells skrev bl.a. populærvidenskabelige artikler, men begyndte også, allerede mens han var under uddannelse, forarbejderne til det, der skulle blive hans gennembrudsroman, 'The Time Machine' (1895). Derefter gik det slag i slag i nogle år med en række fantastiske romaner, der for manges vedkommende er blevet klassikere, bl.a. 'The Island of Dr. Moreau' (1896), 'The Invisible Man' (1897), 'War of the Worlds' (1898) og 'The First Men in the Moon' (1901). Det er alle værker, der tager udgangspunkt i en naturvidenskabelig idé og fører handlingen igennem med blik for dens menneskelige og ikke mindst samfundsmæssige konsekvenser. Den samfundsmæssige side af sagen kom til at optage Wells det meste af hans liv, og hans omfattende forfatterskab rummer dels en række utopiske romaner, dels en række artikler og bøger med forslag til forbedring af verden - foruden såvel mere traditionelle romaner som en stor verdenshistorie. Den nutidige læser husker ham imidlertid stort set kun for hans tidlige science fiction, ironisk, i betragtning af at han selv senere noget nedladende søgte at afskrive dem som ligegyldig underholdning. 'War of the Worlds' er en af de første romaner, der forestiller sig Jorden invaderet af marsboer. Tidligere historier om 'invasioner' havde mest været psykologiserende horrorfortællinger om enkeltmennesker, der på forskellig vis blev besat af metafysiske agenter. Når Wells valgte den model, han valgte, er der flere grunde. For det første hans interesse for naturvidenskab og evolution, der sagde ham, at det var usandsynligt, at menneskene var de eneste intelligensvæsner i universet. Dernæst den store interesse, der var i samtiden for netop Mars. Denne 'søsterplanet' havde altid fascineret jordiske iagttagere, men da den italienske astronom Schiaparelli i 1877 rapporterede, at han havde set canali på planeten, eskalerede interessen voldsomt. Canali betyder 'render' eller noget deromkring, men blev overført til engelsk som canals. Dermed var de fiktive 'marskanaler' født, og der kom yderligere skub i mytologien, da den amerikanske astronom Percival Lowell i 1896 udgav en bog, hvoraf det fremgik, at der måtte være intelligent liv på Mars, og at det måtte være marsboer, der havde bygget kanalerne. For Wells' naturvidenskabeligt interesserede samtidige var der ingen tvivl om, at Mars var beboet. I en årrække omkring århundredskiftet diskuterede man, hvordan man kunne kommunikere med marsboerne - det blev bl.a. foreslået at brænde store mængder benzin af i geometriske mønstre i Sahara - men at der var nogen at kommunikere med, var almindeligt antaget. Det lå i luften, at når marsboerne var så intelligente, at de kunne stå bag de enorme ingeniørarbejder, som kanalerne måtte være, så ville de også være fredelige og civiliserede. I den tyske forfatter Kurd Lasswitz' roman 'Auf zwei Planeten' (1897) er de netop menneskene etisk overlegne, men har også en tendens til at betragte os som lidt primitive typer, der skal hjælpes, endda lidt hårdhændet. For Wells så situationen anderledes ud: De teknisk overlegne marsboer var simpelthen imperialistiske invasionsstyrker. Her ironiserer Wells i virkeligheden over den britiske imperialisme, der i perioden var på sit højeste. Han vendte simpelthen billedet af de overlegne briter og deres beherskelse af jordkloden om efter modellen 'hvad nu, hvis det er jer, der bliver invaderet?'. Hermed trækker han også på en anden slags invasionsfortællinger, der var populære i samtiden, nemlig fremtidskrigsromanerne. Siden prøjserne overraskende slog Frankrig i krigen 1870, var det øvrige Europa blevet særdeles opmærksom på den tyske aggressivitet. Det kom bl.a. til udtryk i den britiske sensationsroman 'The Battle of Dorking' (1871), der beskriver, hvordan England bliver invaderet af Tyskland og taber krigen, fordi man har brugt for få penge på oprustning. 'War of the Worlds' har den lighed med fremtidskrigsromanerne, at hovedpersonerne er kollektive. Det er den engelske hær mod den tyske eller, som hos Wells, jordboerne mod marsboerne. Til gengæld er Wells' roman ikke et oprustningsargument, for der er ikke nogen rationel måde, hvorpå man kan forberede sig på en invasion af rumvæsner. Og i modsætning til de imperialistiske nationer i fremtidskrigsromanerne har marsboerne et rationelt argument for at invadere Jorden, set med deres øjne: Deres planet er døende, og de mangler ressourcer. Det er også helt i overensstemmelse med Wells' naturvidenskabelige baggrund, at det, der i sidste ende slår marsboerne tilbage, ikke er store hære eller moderne våben, men jordiske bakterier, som de fremmede ikke har nogen modstandskraft imod. Igen en ironisk omvending af en klassisk invasionshistorie, nemlig historien om, hvordan spanierne bragte europæiske sygdomme med sig til Latinamerika, hvor tusindvis af indfødte uden modstandskraft døde. Wells' roman vakte opsigt og blev allerede i samtiden udsat for bearbejdelse. En amerikansk avis bragte en forkortet og forsimplet udgave af romanen som føljeton, og både redaktion og læsere blev ophidsede over tanken om, at jordboerne skulle være svagere end marsboerne. Så man hyrede populærforfatteren Garrett P. Serviss til at skrive en fortsættelse, hvor man kunne få revanche. Det blev til 'Edison's Conquest of Mars' (1898), hvor den berømte opfinder udvikler et rumskib, så gode amerikanske mænd kan foretage en gengældelsesinvasion. Edison var allerede i levende live blevet et ikon for opfindsomhed og handlekraft, og han optrådte som helt i talrige romanhæfter, de såkaldte dime novels. Ældre læsere vil måske erindre, at den første danske oversættelse af 'War of the Worlds' udkom som føljeton i Politiken i begyndelsen af 1912. I sin introduktion skrev redaktør Cavling under mærket Ibald bl.a., at »Man kalder Wells' Bøger usandsynlige. Javel, usandsynlige for en snæver, jordbundet Betragtning, men ikke usandsynlige for dem, der med Forfatteren søger at kaste den menneskelige Ham og betragte Livet udefra«. Hvad Cavling her har fat i, er en af science fiction-litteraturens vigtigste funktioner, nemlig at holde et spejl op for læseren. Wells holder spejlet op for menneskeheden som samlet størrelse, som satirikere og utopikere har gjort det i århundreder, men han gør det på den moderne videnskabs præmisser. »Wells er paa en Maade selv en Marsbo«, fortsætter Cavling og peger dermed på, at forfatteren netop ved at bruge aliens som hovedpersoner får mulighed for selv at fremtræde med en afstandens indsigt. Politikens læsere syntes tilsyneladende godt om føljetonen. Avisen gjorde den i alt fald til en lidt større begivenhed end så mange andre føljetoner ved at invitere forskellige tegnere til at give deres bud på, hvordan en marsbo måtte se ud. Blandt andre Alfred Schmidt (kendt fra Blæksprutten) og Anton Hansen bidrog. Langt den mest berømte adaptation af Wells' roman er det radiohørespil, som blev udsendt i amerikansk radio halloween, 30. oktober 1938. Manden bag var det dramatiske geni Orson Welles, der havde gjort teksten særdeles nærværende ved at lade den fremstå som en ægte radioreportage og i øvrigt flytte begivenhedernes centrum fra England til USA. Udsendelsen startede som et program med lettere dansemusik sendt fra en restaurant, men blev løbende afbrudt af speakere, når nye telegrammer fortalte om den mystiske cylinder, der var landet, og om, hvordan den åbnede sig og marsboerne væltede ud. Drejningen mod den journalistiske form gav dramaet en skarp atmosfære af realisme, der var den ene af to grunde til, at det fik den voldsomme effekt, som det fik. Den anden var tidspunktet: I slutningen af 1930'erne var den internationale situation anspændt, og mange amerikanere var bekymret for krig og invasion. Når man dertil lægger, at de lyttere, der først tændte for udsendelsen, efter at den var begyndt, meget vel kunne antage, at reportagen var virkelig, er det ikke underligt, at der udbrød panik. De samtidige beretninger fortæller om folk, der gemte sig i kældre eller rendte fortvivlede rundt på gaden overbevist om, at deres sidste time var nær. Det var selvfølgelig ikke hensigten, men Orson Welles havde ikke grund til at være ked af dramaets gennemslagskraft i almindelighed. H.G. Wells skyndte sig derimod at udsende en erklæring om, at han ikke havde givet tilladelse til adaptationen. Da den første filmatisering af 'War of the Worlds' kom i 1953, instrueret af Byron Haskin, havde situationen atter forandret sig. Den umiddelbare krigsangst fra 1938 var blevet afløst af mccarthyismens iskolde paranoia, og perioden oplevede en ren bølge af film om invasion fra rummet. Den mest kendte er 'Invasion of the Body Snatchers' (1956), hvor de fremmede har den uhyggelige egenskab, at de kan formes, så de ligner mennesker, og altså går frit rundt iblandt os, uden at vi lægger mærke til dem. I virkeligheden er de imidlertid aliens og bliver ikke født, men fremavlet i kæmpemæssige bælge. De har ingen selvstændig bevidsthed og lever kun i fem år. Deres mål er verdensherredømmet, og de er en massiv propagandistisk allegori på kommunismen. Her er motivet drejet ganske langt væk fra Wells' brug af det, ligesom i efterfølgere som den miserable 'Independence Day', en ny koldkrigsfilm. Hvis man spørger, hvad der gør en roman til en klassiker, må svaret være, at den rummer kvaliteter, der kan værdsættes af forskellige læsere på forskellige tidspunkter. 'Odysseen' er ikke en klassiker, fordi den rummer ahistoriske, eviggyldige værdier, men fordi den er så righoldig, at den har givet forskellige læsere mulighed for at hente underholdning og livsvisdom ud af den til forskellige tider - og det, man har hentet ud af den, har ikke været det samme i f.eks. det gamle Rom og renæssancens Europa. Ud fra den betragtning har 'War of the Worlds' potentiale til at blive klassisk. Den har kun godt 100 år på bagen, så det er selvfølgelig for tidligt at spå om dens skæbne på længere sigt. Men de mange forskellige versioner, den allerede har været udsat for - og der er flere end de her nævnte, både tv-serier og kompositionsmusik - peger på, at den rummer klassikerkvaliteter. Og det uanset om den periodevis skrives ud af en snæversynet og reaktionær kanon. Romanens levedygtighed blev fejret i 1898, da den fyldte 100 år, af en stribe nutidige forfattere, som hver skrev en historie, der koblede sig til romanen, og som var skrevet sådan, som en af Wells' samtidige kunne tænkes at have gjort det. Antologien 'War of the Worlds: Global Dispatches' (redigeret af Kevin J. Anderson) er selvfølgelig først og fremmest en jeu d'esprit, en litterær leg med pastichen som udtryksmiddel. Men den er også en hyldest til Wells' roman, der understreger dens levedygtighed, og flere af bidragene er samtidig litteraturhistoriske kommentarer. F.eks. deltager science fiction-veteranen Robert Silverberg med 'The Martian Invasion Journals of Henry James', der ud over at være en glimrende pastiche på James' omstændelige sprog og detaljerede iagttagelser er en skjult kommentar til den debat, der udspandt sig mellem virkelighedens James og Wells omkring århundredskiftet. Henry James, der af mange anses for en af grundlæggerne af den moderne psykologiske roman, kritiserede Wells for ikke at skrive litteratur. Rigtig litteratur kunne efter James' mening kun handle om enkeltindividets psykologiske problemer, aldrig om samfundets problemer, og Wells var ikke god nok som psykologisk skildrer. James' position er naturligvis baseret på en forkert opfattelse af science fiction-genrens natur: Den handler netop ikke om individualpsykologi, men om hele verdener. Med en metafor fra billedkunsten er den et landskabsbillede snarere end et portræt. Da det imidlertid blev James' mening om litteraturen, der kom til at danne skole, og som stadig ligger som et mere eller mindre erkendt bedømmelseskriterium i mange kritikeres baghoved, så bliver science fiction ofte dømt ude på forhånd. En ekstra ironi ved Silverbergs pastiche er, at den giver læseren den klare opfattelse, at hvis 'War of the Worlds' var blevet skrevet af James på hans traditionelle psykologiserende måde, ville den for længst være glemt. Og det er den jo altså ikke. Spielbergs version drejer endnu en gang historien, så den passer med tidsånden, og når tidsånden engang atter er skiftet, vil andre kunstnere finde nye tanker i historien om menneskenes konfrontation med væsner fra rummet.