0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danmark - fristed for krigsforbrydere?

I 2002 oprettede regeringen en statsadvokatur for internationale straffesager. Danmark må ikke være fristed for krigsforbrydere, i stedet skal vi retsforfølge de kriminelle, hvis grundlaget er der. Kriminalinspektør Frode Z. Olsen fra Statsadvokaturen gør status efter tre års arbejde.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Beirut, mandag 23. juni 2003 - ved middagstid.

Libanons rigsadvokat, general Adnan Addoum tager imod på sit kontor midt i Beirut. Han er i et mørkt jakkesæt og rødt slips. Addoum er ikke fysisk en stor mand, nærmest spinkel og hans ansigts trætte træk synes at afspejle Libanons tragiske historie. Med en håndbevægelse byder han os venligt plads og lytter det næste kvarter uden afbrydelser til statsadvokat Birgitte Vestbergs forklaring på, hvorfor vi er i Beirut. Hun forklarer om regeringens beslutning om, at Danmark ikke må være et fristed for krigsforbrydere og lignende personer, og at Danmark derfor har oprettet en specialenhed, som skal undersøge sådanne forbrydelser, under forudsætning af at den mistænkte opholder sig i Danmark og ikke kan sendes tilbage til det land, hvor forbrydelserne er begået. Så vender vi os mod årsagen til vor tilstedeværelse i Beirut: fem konkrete sager om drab og massakrer på både civile og soldater begået i første halvdel af 80'erne - muligvis af personer, som nu er i Danmark.

Sagerne er kun dråber i det inferno af vold, drab, lidelser og tab af enorme værdier, som var følger af den libanesiske borgerkrig fra 1975 til 1990. Fra dansk side er vi interesserede i et samarbejde med de libanesiske myndigheder. I første omfang er det vigtigt at få afklaret, om libaneserne selv har registreret og efterforsket de forbrydelser, vi i Danmark har fået kendskab til, og (hvis det er tilfældet) om man i så fald har beviser, måske endda opklaret sagerne og stillet ansvarlige for retten.

Adnan tager sine briller af og gnider sig over panden. Han er positiv over for den danske regerings beslutning, finder den prisværdig og tilkendegiver, at han vil gøre, hvad han kan, for at bistå os - naturligvis inden for rammerne af sin kompetence og libanesisk lov. Han fortsætter med at sige, at vi skal vide, at Libanon er et brændende land, som stadig bløder efter sin borgerkrig, og at freden i landet bygger på en hårfin balance og hensyntagen til landets forskellige befolkningsgrupper og politiske forhold. Mange af de alvorlige forbrydelser, som blev begået under borgerkrigen, er aldrig registrerede eller efterforsket. Det gav situationen ikke mulighed for. Efterfølgende har Libanon - som en del andre lande, der også har været gennem en tilsvarende rædselsperiode - indset, at en af vejene væk fra krig og terror er en forsoningsproces. Fred og genopbygning opnås ved i et vist omfang at være parat til at tilgive og glemme. Et retsopgør med de værste forbrydelser og de højest placerede er naturligvis nødvendigt, men hvis man absolut vil straffe alle, som på den ene eller anden måde har slået ihjel, vil det i sig selv kunne antænde ny vold og uro. Derfor har Libanon vedtaget en lov om amnesti, som forenklet sagt gør det muligt at undlade at straffe en stor del af borgerkrigens forbrydelser. Undtaget er drab på højtstående religiøse og politiske ledere og på udenlandske diplomater.

Med disse ord skulle den libanesiske rigsadvokat komme til at sætte fingeren på stort set alle de udfordringer, vi i statsadvokaturen efterfølgende har mødt i vort arbejde med at efterforske mere eller mindre underbyggede oplysninger om herboende udlændinges mulige medvirken ved alvorlige forbrydelser begået i udlandet.

For at forstå baggrunden for den danske regerings beslutning, skal vi tilbage til 17. juli 1998, hvor 160 af verdens lande i Rom besluttede at danne en permanent international straffedomstol (International Criminal Court - ICC), hvis opgave er at retsforfølge personer, som mistænkes for krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Det var konsekvensen af, at man op gennem det 20. århundrede havde været vidne til nogle af historiens værste forbrydelser mod uskyldige. Alene i sidste halvdel af århundredet kostede over 250 krige og konflikter verden over 86 millioner civile livet, og mere end 170 millioner mistede deres hjem.

Uanset at der siden århundredets begyndelse har eksisteret internationale aftaler og konventioner, som forbyder krigsforbrydelser, så har det i praksis vist sig meget kompliceret at skabe hensigtsmæssige internationale regler og systemer, som sikrede, at krigsforbrydere blev stillet til ansvar for deres forbrydelser. Godt nok er processerne i Nürnberg og Tokyo efter Anden Verdenskrig og senere krigsforbrydertribunalerne for Eksjugoslavien og Rwanda eksempler på, at selv statsledere og højtstående embedsmænd og militærpersoner er blevet retsforfulgt, men disse særdomstole blev oprettet specielt og til afgrænsede krige. Dertil kom, at især Nürnberg - og Tokyo-processerne blev beskyldt for at være sejrherrernes fordømmelse af den tabende part - at kun tyskerne og japanerne blev retsforfulgt, uanset at det ikke kunne afvises, at også allierede styrker havde gjort sig skyldig i krigsforbrydelser.

11. april 2002 havde 60 lande (deriblandt Danmark) ratificeret aftalen om den permanente straffedomstol, og domstolen trådte formelt i funktion fra 1. juli 2002. Krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser begået mod menneskeheden begået fra denne dato og senere kan behandles af domstolen. Som udgangspunkt er det handlinger begået i eller af statsborgere i lande, som har ratificeret aftalen, der kan føres for domstolen, men FN's sikkerhedsråd kan udvide dette mandat, hvilket for nylig skete med konflikten i Sudan. Et andet vigtigt udgangspunktet er, at forbrydelser først og fremmest skal forfølges på nationalt plan, og kun hvis dette ikke sker, kommer domstolen ind i billedet.

En anden årsag til den danske regerings beslutning var, at det i kølvandet på 11. september 2001 viste sig, at der i Danmark befandt sig et antal udlændinge på såkaldt 'tålt ophold', heriblandt en tidligere irakisk generalstabschef. Forklaringen var, at disse personer havde søgt asyl, men at det ikke kunne gives på grund af mistanke om, at de pågældende kunne mistænkes for alvorlige forbrydelser i deres hjemland. De fik med andre ord ikke asyl, men de kunne heller ikke sendes hjem på grund af risiko for, at de ville lide overlast i hjemlandet. Når man måtte acceptere, at personerne indtil videre forblev i Danmark, så skulle deres forhold i det mindste undersøges, og kunne det bevises, at de var ansvarlige for alvorlige forbrydelser, så ville det også være muligt at retsforfølge dem i Danmark.

Siden efteråret 2002 har statsadvokaturen derfor efterforsket mere end 80 sager om drab, tortur, frihedsberøvelse, vold, og andre alvorlige forbrydelser begået de seneste 30 år i stort set alle verdens brændpunkter med Afghanistan, Irak, Mellemøsten, Afrika og det tidligere Jugoslavien som de vigtigste fokusområder.

Statsadvokaturen har ni kriminalfolk og seks jurister (anklagere), og for første gang er vi sat til at opklare forbrydelser, som er begået uden for Danmarks grænser, og ofte i fjerntliggende lande med en historie og kultur, som er vidt forskellig fra vores. Der rejser sig uendeligt mange spørgsmål, men ikke ret mange svar, og f