Beirut, mandag 23. juni 2003 - ved middagstid. Libanons rigsadvokat, general Adnan Addoum tager imod på sit kontor midt i Beirut. Han er i et mørkt jakkesæt og rødt slips. Addoum er ikke fysisk en stor mand, nærmest spinkel og hans ansigts trætte træk synes at afspejle Libanons tragiske historie. Med en håndbevægelse byder han os venligt plads og lytter det næste kvarter uden afbrydelser til statsadvokat Birgitte Vestbergs forklaring på, hvorfor vi er i Beirut. Hun forklarer om regeringens beslutning om, at Danmark ikke må være et fristed for krigsforbrydere og lignende personer, og at Danmark derfor har oprettet en specialenhed, som skal undersøge sådanne forbrydelser, under forudsætning af at den mistænkte opholder sig i Danmark og ikke kan sendes tilbage til det land, hvor forbrydelserne er begået. Så vender vi os mod årsagen til vor tilstedeværelse i Beirut: fem konkrete sager om drab og massakrer på både civile og soldater begået i første halvdel af 80'erne - muligvis af personer, som nu er i Danmark. Sagerne er kun dråber i det inferno af vold, drab, lidelser og tab af enorme værdier, som var følger af den libanesiske borgerkrig fra 1975 til 1990. Fra dansk side er vi interesserede i et samarbejde med de libanesiske myndigheder. I første omfang er det vigtigt at få afklaret, om libaneserne selv har registreret og efterforsket de forbrydelser, vi i Danmark har fået kendskab til, og (hvis det er tilfældet) om man i så fald har beviser, måske endda opklaret sagerne og stillet ansvarlige for retten. Adnan tager sine briller af og gnider sig over panden. Han er positiv over for den danske regerings beslutning, finder den prisværdig og tilkendegiver, at han vil gøre, hvad han kan, for at bistå os - naturligvis inden for rammerne af sin kompetence og libanesisk lov. Han fortsætter med at sige, at vi skal vide, at Libanon er et brændende land, som stadig bløder efter sin borgerkrig, og at freden i landet bygger på en hårfin balance og hensyntagen til landets forskellige befolkningsgrupper og politiske forhold. Mange af de alvorlige forbrydelser, som blev begået under borgerkrigen, er aldrig registrerede eller efterforsket. Det gav situationen ikke mulighed for. Efterfølgende har Libanon - som en del andre lande, der også har været gennem en tilsvarende rædselsperiode - indset, at en af vejene væk fra krig og terror er en forsoningsproces. Fred og genopbygning opnås ved i et vist omfang at være parat til at tilgive og glemme. Et retsopgør med de værste forbrydelser og de højest placerede er naturligvis nødvendigt, men hvis man absolut vil straffe alle, som på den ene eller anden måde har slået ihjel, vil det i sig selv kunne antænde ny vold og uro. Derfor har Libanon vedtaget en lov om amnesti, som forenklet sagt gør det muligt at undlade at straffe en stor del af borgerkrigens forbrydelser. Undtaget er drab på højtstående religiøse og politiske ledere og på udenlandske diplomater. Med disse ord skulle den libanesiske rigsadvokat komme til at sætte fingeren på stort set alle de udfordringer, vi i statsadvokaturen efterfølgende har mødt i vort arbejde med at efterforske mere eller mindre underbyggede oplysninger om herboende udlændinges mulige medvirken ved alvorlige forbrydelser begået i udlandet. For at forstå baggrunden for den danske regerings beslutning, skal vi tilbage til 17. juli 1998, hvor 160 af verdens lande i Rom besluttede at danne en permanent international straffedomstol (International Criminal Court - ICC), hvis opgave er at retsforfølge personer, som mistænkes for krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Det var konsekvensen af, at man op gennem det 20. århundrede havde været vidne til nogle af historiens værste forbrydelser mod uskyldige. Alene i sidste halvdel af århundredet kostede over 250 krige og konflikter verden over 86 millioner civile livet, og mere end 170 millioner mistede deres hjem. Uanset at der siden århundredets begyndelse har eksisteret internationale aftaler og konventioner, som forbyder krigsforbrydelser, så har det i praksis vist sig meget kompliceret at skabe hensigtsmæssige internationale regler og systemer, som sikrede, at krigsforbrydere blev stillet til ansvar for deres forbrydelser. Godt nok er processerne i Nürnberg og Tokyo efter Anden Verdenskrig og senere krigsforbrydertribunalerne for Eksjugoslavien og Rwanda eksempler på, at selv statsledere og højtstående embedsmænd og militærpersoner er blevet retsforfulgt, men disse særdomstole blev oprettet specielt og til afgrænsede krige. Dertil kom, at især Nürnberg - og Tokyo-processerne blev beskyldt for at være sejrherrernes fordømmelse af den tabende part - at kun tyskerne og japanerne blev retsforfulgt, uanset at det ikke kunne afvises, at også allierede styrker havde gjort sig skyldig i krigsforbrydelser. 11. april 2002 havde 60 lande (deriblandt Danmark) ratificeret aftalen om den permanente straffedomstol, og domstolen trådte formelt i funktion fra 1. juli 2002. Krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser begået mod menneskeheden begået fra denne dato og senere kan behandles af domstolen. Som udgangspunkt er det handlinger begået i eller af statsborgere i lande, som har ratificeret aftalen, der kan føres for domstolen, men FN's sikkerhedsråd kan udvide dette mandat, hvilket for nylig skete med konflikten i Sudan. Et andet vigtigt udgangspunktet er, at forbrydelser først og fremmest skal forfølges på nationalt plan, og kun hvis dette ikke sker, kommer domstolen ind i billedet. En anden årsag til den danske regerings beslutning var, at det i kølvandet på 11. september 2001 viste sig, at der i Danmark befandt sig et antal udlændinge på såkaldt 'tålt ophold', heriblandt en tidligere irakisk generalstabschef. Forklaringen var, at disse personer havde søgt asyl, men at det ikke kunne gives på grund af mistanke om, at de pågældende kunne mistænkes for alvorlige forbrydelser i deres hjemland. De fik med andre ord ikke asyl, men de kunne heller ikke sendes hjem på grund af risiko for, at de ville lide overlast i hjemlandet. Når man måtte acceptere, at personerne indtil videre forblev i Danmark, så skulle deres forhold i det mindste undersøges, og kunne det bevises, at de var ansvarlige for alvorlige forbrydelser, så ville det også være muligt at retsforfølge dem i Danmark. Siden efteråret 2002 har statsadvokaturen derfor efterforsket mere end 80 sager om drab, tortur, frihedsberøvelse, vold, og andre alvorlige forbrydelser begået de seneste 30 år i stort set alle verdens brændpunkter med Afghanistan, Irak, Mellemøsten, Afrika og det tidligere Jugoslavien som de vigtigste fokusområder. Statsadvokaturen har ni kriminalfolk og seks jurister (anklagere), og for første gang er vi sat til at opklare forbrydelser, som er begået uden for Danmarks grænser, og ofte i fjerntliggende lande med en historie og kultur, som er vidt forskellig fra vores. Der rejser sig uendeligt mange spørgsmål, men ikke ret mange svar, og først og fremmest hæfter man sig som politimand ved, at situationen er stik modsat af det, man normalt ser. Normalt - er der noget normalt i vort arbejde? Jo, i denne sammenhæng er der. Sædvanligvis modtager man en anmeldelse om, at der er begået en alvorlig forbrydelse på en bestemt adresse i byen. Politiet rykker ud og finder eksempelvis en dræbt person i en lejlighed. Selv om den afdøde ikke med egen stemme kan fortælle noget om det, der er sket, så kan hans lig, det samme kan gerningsstedet, hvor der kan findes spor fra gerningsmanden, og tit er der vidner eller andre, som kan fortælle om den afdødes færden umiddelbart før sin død. Politiets opgave er at finde gerningsmanden og beviserne, som kan fælde ham i en senere retssag. I sagerne fra udlandet er det lige omvendt! Vi har en mistænkt gerningsmand, men skal finde alt det andet: ofret, forbrydelsen, gerningsstedet og eventuelle vidner. Hvorfor er det sådan? Forklaringen er, at hovedparten af de sager, statsadvokaturen får anmeldt, drejer sig om personer, der har søgt asyl her i landet, og at disse personer ved deres asylansøgning har forklaret, at de enten selv har været involveret i meget alvorlige forbrydelser i deres hjemland (f.eks. som medlem eller leder af en oprørsgruppe), eller at de har haft en højtstående position i de væbnede styrker, i en sikkerhedstjeneste eller i et fængsel. Begge forklaringer er som regel årsagen til, at de ønsker asyl i Danmark. Hvis deres oplysninger om, at de har begået alvorlige forbrydelser i hjemlandet blot er rimeligt sandsynlige, eller hvis der er internationale rapporter om, at højtstående personer i det pågældende lands væbnede styrker, sikkerhedstjeneste eller fængsler notorisk har medvirket til krænkelser af menneskerettighederne eller Genèvekonventionerne, så er der basis for, at statsadvokaturen indleder en efterforskning. At efterforskningen skal finde sted i egne af verden, hvor man ikke altid uden videre kan forvente at sådanne oplysninger er let tilgængelige, eller at der i disse lande fortsat er krig eller ufred, gør ikke opgaven lettere. Ofre, og ofte også vidner, er effektivt gjort tavse. De ligger i massegrave med munden fuld af jord. Det er også en udfordring, at statsadvokaturen vanskeligt kan videregive identiteten på den mistænkte til hjemlandet, fordi det måske kan bringe ham selv eller hans tilbageværende familie i fare. Alligevel har tre års arbejde med disse sager vist, at der er veje gennem arbejdet, og at meget kan lade sig gøre uden at tilsidesætte grundlæggende principper om sober og objektiv efterforskning og retsforfølgning i overensstemmelse med retsplejelovens regler. Samarbejdet med Libanon har også bekræftet dette. Status på arbejdet er, at det i ét tilfælde er lykkedes at føre en sag til domfældelse, og at der i en anden sag vurderes at være et tiltalegrundlag. Det skal i den forbindelse tages i betragtning, at få lande har etableret egentlige specialafdelinger til disse sager, og at antallet af domfældelser kan tælles på få fingre. Vore erfaringer viser også, at man ikke altid kan regne med den forklaring, en udlænding giver ved sin asylansøgning. I flere tilfælde er det lykkedes at bevise, at den mistænkte ikke har begået de forbrydelser, han har fortalt om i sin asylansøgning. Tilsyneladende mener nogle asylsøgere, at det gavner deres ansøgning, hvis de gør deres historie tilstrækkelig dramatisk. En anden erfaring er, at flere mistænkte beslutter sig for at forlade Danmark, efter at de er blevet afhørt af kriminalfolk fra statsadvokaturen. Som regel er det umuligt at forhindre det, fordi mistanken sjældent er så stærk, at den kan retfærdiggøre fængsling. På den anden side vurderes det i disse tilfælde som en mulighed for, at resultatet af vor efterforskning kan videregives til det land (ofte et naboland), hvortil den pågældende er rejst. Det har også gjort indtryk, at nogle mistænkte reelt intet valg har haft; enten fulgte de parolen eller også mistede de selv livet. Virkeligheden i mange lande er langt mere brutal end i fredelige Danmark. Kan vi bevise den mistænktes skyld, er der af den grund en udfordring for domstolene, når straffen skal udmåles. I en del tilfælde må efterforskningen indstilles på grund af manglende mulighed for at bevise, at den mistænkte er skyldig, og i sjældnere tilfælde må sagen sluttes på grund af forældelse. Det kan være tilfældet, hvis der er tale om tortur (vold) begået for mere end ti år siden. Straffeloven sætter den grænse - uanset at der er beviser for skyld. Det har været en særlig udfordring at sikre, at sagsbehandlingstiden kan holdes på et forsvarligt niveau. Gennem et tæt samarbejde mellem efterforskere og anklagere, ved at holde fokus på de vigtigste mistanker og ved at udarbejde detaljerede efterforskningsplaner i sagerne, er det lykkedes at holde en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på ti måneder og tre uger. Nogle sager er afsluttet hurtigere; ingen sager har taget mere end 27 måneder. Det stod i Justitsministerens pressemeddelelse 11. april 2002, at Danmark ikke må være fristed for krigsforbrydere, og at Statsadvokaturen for Særlige Internationale Straffesager skal sikre, at det ikke sker. Det blev også forudsat, at man ville give statsadvokaturen en levetid på fire år, og at det i løbet af 2005 ville blive vurderet, om der var grundlag for at fortsætte arbejdet. Har vi så løst vor opgave, og skal vort arbejde fortsætte? Jeg mener, at arbejdet skal fortsætte. Også selv om der med Adnan Addoums ord er mange dilemmaer at forholde sig til. Verden er ikke sort og hvid, men hvis vi erkender det og holder fast i en afbalanceret og objektiv indgangsvinkel, gør vi en forskel. Skabelsen af Den Internationale Straffedomstol i Haag og mange landes nationale indsats for at sikre, at deres land ikke bliver et 'helle' for krigsforbrydere, er et nødvendigt og meget vigtigt signal til diktatorer og andre politiske ledere om, at politiske mål og visioner ikke ustraffet kan nås gennem undertrykkelse, vold og drab på uskyldige civile. Forhåbentlig er det også et bidrag til på sigt at forhindre eller standse konflikter og krige, og dermed et middel til at opnå fred. Endelig er det et budskab til de uendeligt mange uskyldige ofre for krig og ufred om, at det internationale samfund er på deres side og vil gøre sit til at sikre en vis grad af retfærdighed og oprejsning for de lidelser, de har været udsat for. Andre må vurdere, om vi i Danmark har løst opgaven rigtigt og godt nok.