Brugen af selvmordsbomber i forbindelse med terrorangrebet i London 7. juli, og det forhold, at Danmark nu i stigende grad nævnes som muligt angrebsmål, tvinger os til at prøve at forstå det uforståelige. Hvad er det, som får mennesker til at ofre deres eget liv i angreb rettet mod civile? Der findes næppe noget enkelt svar, men en analyse af de konflikter, hvor selvmordsaktioner tidligere er blevet anvendt, kan bidrage til forståelsen. Umiddelbart kan selvmordsaktionerne inddeles i to kategorier. Den første kategori er aktioner, der indgår i nationale og religiøse mindretals kamp mod centralmagten eller en fremmed besættelsesmagt. Til denne kategori hører de aktioner, som er blevet udført af shiamuslimer i Libanon, tamiler i Sri Lanka, kurdere i Tyrkiet, tjetjenere i Rusland og palæstinensere i Israel. Af samtlige aktioner i verden, siden den første selvmordsbombe sprang i Libanon i 1982, er 70-90 procent udført i forbindelse med disse fem konflikter. Den anden kategori udgøres af de relativt få aktioner rettet mod vestlige mål, som er blevet udført af militante islamister inden for de seneste år. Disse aktioner er kendetegnet ved, at der ikke er tale om ét bestemt folks kamp mod én konkret undertrykkende magt. En del af forklaringen på de mange selvmordsaktioner i Irak ligger i, at de udføres af både sunnimuslimer, som bekæmper centralmagten og de udenlandske besættelsestropper, og af udenlandske muslimer, som ønsker at deltage i al-Qaedas kamp mod Vesten og vestligt orienterede regeringer i de muslimske lande. I forsøget på at finde drivkraften bag selvmordsaktivisternes ekstreme handling er det naturligt at starte med at kigge på den første kategori af aktioner. Det viser sig, at de befolkningsgrupper, hvorfra aktivisterne er blevet rekrutteret, alle har befundet sig i en ekstrem situation, hvor de har været truet på deres eksistens som etnisk/religiøst folk med en særlig kultur og et geografisk tilknytningsforhold. I Libanon havde borgerkrigen kostet titusinder af menneskeliv, og mange flere var flygtet. Etniske udrensninger, som kristne falangisters massakre på palæstinensiske flygtninge i Sabra og Chatila, og drusiske militsers fordrivelse af 50.000 kristne, satte rædsel i alle Libanons mindretal. Da Israel, som støttede de kristne militser, invaderede Sydlibanon og bombarderede det muslimske Vestbeirut, og da USA og Frankrig sendte tropper til landet, frygtede muslimerne, at de ville blive fordrevet fra store dele af landet. De frygtede, at det kristne mindretal med de fremmedes hjælp ville virkeliggøre planerne om en kristen stat, Petit Liban. På tilsvarende vis havde Sri Lankas regering i årevis bosat etniske singalesere i tamilskdominerede områder, og da borgerkrigen startede, var der blevet drevet klapjagt på tamiler i singalesiskdominerede områder. Titusinder blev dræbt, og mere end 250.000 flygtninge blev spredt over hele verden. Det grelleste eksempel er dog de kristne og muslimske palæstinensere, som, da den jødiske indvandring startede i 1880'erne, udgjorde mere end 95 procent af befolkningen i det, der i dag er Israel og de besatte områder. Flere krige senere, hvor navnlig krigen i 1948 var præget af etniske udrensninger og fordrivelse af mere end 700.000 palæstinensere, og efter massiv jødisk indvandring og bosættelsespolitik, er palæstinenserne i dag et hjemløst folk. Hver femte flygtning i verden er palæstinenser, og den del af befolkningen, som ikke er drevet på flugt, lever som andenrangsborgere i en jødisk stat eller i små etniske enklaver i de besatte områder. Tjetjenere og kurdere er også blevet undertrykt, myrdet og fordrevet, og fælles for de fem konflikter er det forhold, at selvmordsaktioner først benyttes efter flere års forudgående konflikt. Kronologien ertypisk den, at et mindretal eller en besat befolkning først forgæves forsøger at opnå politiske resultater ved at organisere sig politisk, demonstrere, strejke og på anden vis appellere til den regering, den er underlagt. På et tidspunkt opgives enhver tanke om sameksistens, og man begynder i stedet at arbejde for løsrivelse/befrielse. Det medfører, at modparten forsøger at kvæle opstanden ved at forbyde løsrivelsesbevægelser, indføre censur, forbyde demonstrationer, fængsle ledere og alle de andre brud på menneskerettighederne, der kendetegnede alle de ovennævnte konflikter, inden de blev voldelige. Herefter følger så en periode med voldelig kamp, som eskalerer, mens konflikten trækker ud. Når det bliver klart for den svage part, at den ikke kan vinde militært, og at man ikke er i stand til at påføre modparten tilstrækkelig store tab til, at den trækker sig, så er det, at selvmordsbomber kan komme på tale. Der sker altså en gradvis radikalisering af de befolkningsgrupper og bevægelser, som udfører aktionerne. Der er dog også nogle bemærkelsesværdige forskelle på de grupper, som har udført selvmordsaktioner. Der er således ikke kun tale om islamistiske eller religiøst funderede organisationer. Aktionerne er også blevet udført af sekulære organisationer som PFLP og PKK, og de marxistiskinspirerede Tamilske Tigre er den gruppe, som har udført klart flest selvmordsaktioner. Faktisk har de konflikter, hvor selvmordsaktioner er blevet benyttet, i deres udgangspunkt primært drejet sig om politiske spørgsmål som selvstændighed og kontrol med landområder og ressourcer. Det betyder dog ikke, at etnicitet og religion ikke har nogen betydning. Tværtimod er selvmordsaktioner kun blevet rettet mod befolkninger, som har anden etnisk baggrund eller anden religion og oftest begge dele. Kun konflikter af denne type muliggør en tilstrækkelig gensidig dæmonisering. Samtidig har disse konflikter en tendens til at være mere uhæmmede, hvad angår angreb på civile. Men hvorledes skal vi forstå den anden og nyere kategori af selvmordsaktioner? Al-Qaeda-gruppers angreb er ikke ét folks reaktion på konkret besættelse og undertrykkelse. De hundreder af millioner af mennesker, som bor i muslimske stater, er ikke truet af etnisk udrensning. Med en vis ret kan man dog hævde, at Vesten med USA i spidsen spiller rollen som undertrykker af det muslimske folk. Under alle omstændigheder er det den gældende opfattelse i de miljøer, hvorfra selvmordsaktivisterne rekrutteres. Den konkrete undertrykkelse er oftest sket via stedfortræder. I lande som Egypten, Algeriet og Saudi-Arabien har islamister i årevis arbejdet for religiøs vækkelse, islamisk styre og imod vestlig påvirkning. Denne kamp har oftest været ført med fredelige midler; som i Algeriet, hvor FIS var på vej til at vinde et demokratisk valg, men de udemokratiske regimer har undertrykt de islamistiske bevægelser med forbud, forfølgelse, tortur og henrettelser. Dette er ikke alene sket, uden at de vestlige demokratier har protesteret nævneværdigt, man har tværtimod støttet de nævnte regimer med penge, våben og handelsaftaler. USA's tidligere udenrigsminister Colin Powell satte prikken over i'et, da han udtalte, at Vesten havde meget at lære af Egyptens måde at håndtere islamisterne på. Resultatet har desværre været, at bevægelserne er blevet radikaliseret i deres kamp mod de lokale regeringer, og at al-Qaeda kan hverve støtter til kampen mod Vesten. Befolkningerne i Saudi-Arabien, Egypten og Algeriet er ikke truet på deres eksistens på samme måde som palæstinensere eller tamiler, men i disse lande har man igennem de sidste 100 år været udsat for kraftig vestlig påvirkning, og den generelle udvikling er gået endnu hurtigere end i Vesten. Det har været medvirkende til en kulturel og national arabisk vækkelse, som også er kommet til udtryk ved regressive retninger som al-Qaedas drøm om tilbagevenden til den gyldne middelalder. Man opfatter således den vestlige påvirkning som en trussel mod det arabisk-muslimske folks religiøse og kulturelle identitet og eksistens. Denne opfattelse er blevet underbygget af Vestens manglende vilje til at beskytte den tjetjenske og den palæstinensiske befolkning, og i mange år ligeledes den bosnisk-muslimske befolkning. Desuden kan den symbolske betydning af Israels uretmæssige kontrol med klippemoskeen og USA's udstationering af tropper i Saudi-Arabien ikke overvurderes. Følelsen af eksistentiel trussel genfindes på individplan, hvor al-Qaeda har rekrutteret andengenerationsindvandrere og andre muslimer, der som bin Laden selv har opholdt sig længe i Vesten. Ikke blot fordi de bedre kan begå sig i de vestlige lande, hvor selvmordsaktionerne skal udføres, men også fordi man her oftere finder de mest rodløse og identitetssøgende. Splittede personer, som føler deres egen identitetsmæssige eksistens truet. Det er kendetegnende, at aktivisterne, der udførte terroraktionerne 11. september, i dagene op til aktionen ifølge efterretningsrapporter dels gik på diskoteker og så pornofilm og dels bad og nedskrev religiøse overvejelser. Noget tilsvarende ser ud til at gælde for selvmordsbombemændene fra Leeds. Efter et liv, som ligner de fleste unge englænderes, har rodløshed tilsyneladende ført dem ud i en søgen efter et religiøst og kulturelt fundament. En søgen, som er blevet udnyttet af ekstremistiske grupper. Meget tyder altså på, at selvmordsterrorisme er en ekstrem reaktion på en ekstrem situation. Et defensivt fænomen, som udspringer af, hvad der opleves som faren for udslettelse. Et folks frygt for fysisk udslettelse, en gruppes frygt for religiøs og kulturel udslettelse eller et individs oplevelse af berøvet identitet. Det gør naturligvis ikke selvmordsterrorisme til en acceptabel udtryksform. Derimod har det betydning for den måde, hvorpå vi må forstå fænomenet, og hvordan vi kan bekæmpe det. Det giver således ikke mening, når Bush opdeler historien i før og efter 11. september 2001. En krig mellem terrorister og civiliserede stater, som stater med et uprovokeret terrorangreb. En spontant opstået ondskab, som må bekæmpes med alle midler. En sådan opfattelse er lige så forkert, som hvis man valgte at opdele historien i før og efter den amerikanske invasion af Afghanistan. Denne invasion havde naturligvis også sine årsager. Hvis vi vil bekæmpe terrorismen, kommer vi ikke uden om at prøve at sætte os i modpartens sted. Kan vi ikke forstå bin Laden og al-Qaeda, må vi i det mindste prøve at forstå de grupper og individer, som udgør fremtidens rekrutteringsgrundlag. Selv om intet retfærdiggør terrorisme, betyder det ikke, at der ikke er noget, som fremmer terrorisme. Vi må således gøre alt, hvad vi kan for at vanskeliggøre fremstillingen af Vesten som aggressiv og undertrykkende. Ingen kan tro, at USA primært er i Irak for at beskytte og befri befolkningen, når det amerikanske militær benytter klyngebomber, kamphelikoptere og kampvogne i boligområder. Ingen kan tro, at vi opfatter muslimer som ligeværdige mennesker, når vi accepterer, at USA sætter menneskerettigheder og international lovgivning ud af kraft i sin erklærede krig mod terrorisme. Ifølge traditionelle opfattelser hviler enhver stats sikkerhed i sidste ende på dets politi og militær. Frygten for repressalier skal afholde den menige borger fra kriminalitet og statens fjender fra angreb. Selvmordsterrorisme bryder med denne magtens logik. Selvmordaktivisten er allerede død, når aktionen er udført, og han har dermed påført sig selv den ultimative straf. En terrorist, som tror, at hans handling vil sikre ham og hans familie direkte adgang til paradis, er usårlig. Det samme er en terrorist, som er overbevist om, at hans folk vil gå under eller leve i evig undertrykkelse, hvis det ikke gør modstand. Af mange grunde, men også af denne, må man bekæmpe terrorismens årsager og ikke blot dens udøvere. Vi må modarbejde den undertrykkelse, som avler had og ekstreme holdninger i de mellemøstlige diktaturer. Vi må vise værdien af demokrati, menneskerettigheder og international lov ved selv at leve op til idealerne. Konkret er USA's lukning af baser i Saudi-Arabien og de begrænsede demokratiske reformer i landet skridt i den rigtige retning. Lukning af torturlejren i Guantánamo og en fredsslutning i konflikten mellem israelere og palæstinensere, i overensstemmelse med international lovgivning, ville være endnu vigtigere skridt. Kritikere vil kalde det at belønne terrorisme. Det samme kunne man sige om briternes fredsslutning efter den amerikanske frihedskrig eller om afskaffelsen af apartheid. Ingen anledning er for dårlig til at gøre det rigtige. Et aspekt af selvstændig betydning for en reel bekæmpelse af terrorisme er vores tilgang til den store gruppe af rodløse unge anden- og tredjegenerationsindvandrere. Selv om al-Qaedas selvmordsterrorister på mange måder ikke er repræsentative for Vestens muslimske mindretal, er de en indikator på forskellen mellem integration og assimilation. Problemet for de terrorister, som udførte angrebene 11. september, var ikke - lige så lidt som det tilsyneladende var for terroristerne fra Leeds - at de ikke kendte vores værdier og ikke kunne begå sig i vores samfund. Problemet var nærmere, at de havde mistet deres eget kulturelle ståsted, og at deres forsøg på at genfinde dette var endt i ekstremisme. Vi oplever daglig, hvorledes denne rodløshed kommer til udtryk på langt mindre yderliggående, men dog uheldig, vis, og det fortæller os, at integration ikke fremmes ved at nedbryde de indvandredes kultur.