»Der er ikke én frø, der er ikke én fugl, der er ikke én fisk, der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik«.

Sådan tordnede Danmarks statsminister i sin åbningstale på Venstres landsmøde i november 2003. Indramningen af dette demagogiske postulat blev fuldstændiggjort af de stående klapsalver fra begejstrede tilhørere. Seancen illustrerer på bedste vis den politiske holdning til naturforvaltningen i Danmark: en blanding af populisme og konsensusbeslutninger. Data og analyser er mindre væsentlige som diskussions- og beslutningsgrundlag. Der er en lang tradition i Danmark for, at naturforvaltning - modsat miljøforvaltning - i høj grad er et holdningsspørgsmål. Bemærkelsesværdigt, når man tager i betragtning, at områdets faglige rødder i naturvidenskaben netop er drevet frem af data og analyser. Postulatet om, at ingenting er gået tilbage, er noget vås. Skal man tro Verdensbanken, OECD, FN (UNEP) og den internationale forskning på området, så er den biologiske mangfoldighed trængt. Den biologiske mangfoldighed (biodiversiteten) i Danmark, Europa og verden i øvrigt er så presset af menneskelige aktiviteter, at arter uddør med en faktor 100-1.000 gange større end naturligt (UNEP). Bestandene er reduceret så meget, at cirka 10 procent af alle arter er listet som globalt truede. Tilsvarende forringelser sker på regionalt plan (f.eks. inden for EU). I foråret offentliggjorde Danmarks Miljøundersøgelser tal, som viser, at op mod 20 procent af de danske arter risikerer at forsvinde fra landet, hvis den negative udvikling fortsætter. Spørgsmålet er således ikke, om naturen er mere og mere trængt, men om vi skal gøre noget ved det. Er det vores moralske pligt? Ønsker vi at leve i en verden, hvor omgivelserne bliver stadig mere forarmede - eller er det helt o.k., hvis blot køerne til sygehusbehandling bliver noget kortere? Det er alt sammen genstand for politiske prioriteringer. Uanset etiske overvejelser og æstetiske værdier yder naturen os service, som er penge værd - f.eks. rensning af vand, kontrol af næringsstofkredsløb, fisk i havet. Mange penge. Naturen er ikke bare noget billigt skidt. Hvordan værdien af naturens service for mennesket kan beregnes, er genstand for megen diskussion blandt økonomer. Der er dog voksende enighed om, at det på verdensplan kan være i en størrelsesorden, der matcher det årlige globale menneskeskabte bruttonationalprodukt (BNP). Danmarkshistoriens største og dyreste genopretningsprojekt ved Skjern Å er beregnet af økonomer fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole til alt i alt at være en samfundsmæssig overskudsforretning. Penge til natur er ikke bare en udgift. Det kan være en fornuftig samfundsøkonomisk investering. Det er således ikke kun for de 'blå øjnes' skyld, at Danmark sammen med cirka 170 andre lande har underskrevet FN's biodiversitetskonvention formuleret i Rio de Janeiro i 1992. Ved verdenstopmødet i Johannesburg i 2002 satte landene, som har tiltrådt konventionen, sig som fælles mål at opnå en betydelig reduktion af tabet i biodiversitet inden 2010. Dette blev siden hen en konkret og forpligtende EU-målsætning. Som sådan er den skrevet direkte ind i regeringens handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse. I denne hedder det om regeringens naturpolitik: »Hovedmålet er nu at standse tilbagegangen i Danmarks biodiversitet senest i 2010« (regeringen, 2004). Ved topmødet i Johannesburg blev det desuden besluttet at beskytte de mest værdifulde naturområder samt at fremme nationale og regionale netværk af naturforvaltede områder, hvor naturen prioriteres højest (f.eks. nationalparker). I tråd med ovenstående er et væsentligt formål med eventuel etablering af nationalparker i Danmark, at de skal bidrage til bevarelsen af den biologiske mangfoldighed (regeringen, 2004). Bevarelse af landskabelige og kulturhistoriske værdier er også væsentligt, ligesom områdernes potentiale for friluftslivet er vigtigt. Regeringen har igangsat pilotprojekter syv steder rundt omkring i landet (Læsø, Thy, Lille Vildmose, Mols, Vadehavet, Nordsjælland og Møn). Disse projekter afrapporterer i denne tid til en national styringsgruppe, der skal komme med en endelig anbefaling til regeringen. Udpegningen af pilotområderne var i sin tid i høj grad bestemt af, hvor der var en lokal interesse, og hvor der allerede eksisterede store statsejede arealer. Udvælgelsen af pilotområder blev ikke understøttet af en egentlig databaseret analyse af, hvilke større sammenhængende naturområder i Danmark der som nationalparker kunne bidrage til effektiv opnåelse af regeringens hovedformål på naturområdet: bevarelse af den biologiske mangfoldighed. Det er bemærkelsesværdigt, idet Det Økonomiske Råd i 2000 påpegede, at den hidtidige naturforvaltningspraksis omkring biologisk mangfoldighed hverken synes effektiv eller tilstrækkelig. Rådet konkluderede bl.a., at »det er vigtigt, at det i den kommende handlingsplan prioriteres, at der fremover skal gøres brug af metoder, der systematisk bygger på kvantitative data«. Det er ikke sket. Uanset fremgangsmåde er der et åbenlyst aktuelt behov for en yderligere indsats på naturområdet, hvis man ønsker at nå de politiske målsætninger om bevarelse af dansk biodiversitet. En målsætning, der er bred enighed om at flage med i hele Folketinget og på tværs af skiftende regeringer. Etableringen af nationalparkerne skulle efter planen være en del af virkemidlet. Begrundet i et ønske om at tilvejebringe det bedst mulige grundlag for den forestående diskussion af og beslutning om udpegning af specifikke områder til nationalparker, udbød Friluftsrådet i efteråret 2004 en udredningsopgave. Opgaven var at se på faktuelle udbredelser af arter, naturtyper og friluftsværdier i Danmark i forhold til etablering af nationalparker. Hovedvægten skulle lægges på hensynskrævende arter. Det vil sige arter, som er truede i Danmark, eller som Danmark over for EU har forpligtet sig til at vise særlige hensyn (EU-arter). Det blev endvidere specificeret, at udredningen skulle forholde sig til de eksisterende pilotområder, men at den ikke måtte lade sig begrænse til kun at vurdere disse områder. Rapporten er nu offentliggjort og kan hentes i sin helhed på www.friluftsraadet.dk. Udredningen er udarbejdet af Center for Makroøkologi - et forskningscenter finansieret af Statens Forskningsråd for Natur og Univers. I rapporten har vi benyttet os af analyseredskaber dybt forankret og anerkendt i den videnskabelige litteratur til at foretage områdeudvælgelse med henblik på optimering af forekomsten af biologisk mangfoldighed. Metoderne er prioriterings- og ressourceorienterede og dermed helt i tråd med regeringens holdning: »Indsatsen for at bremse tilbagegangen i biodiversiteten frem mod 2010 skal være så ressource-effektiv som muligt« (2004). Metoderne har været brugt til evaluering af effektiviteten af netværk af naturområder på global skala og på regional skala i Europa, Sydamerika og Afrika samt på national skala i England, Portugal, USA, Australien, Sydafrika - og i Danmark (Det Økonomiske Råd, 2000). Metoderne har også været brugt i praksis til udpegning af nationalparker eller andre større naturområder i bl.a. Australien, Sydafrika, USA, Portugal og Østafrika, men ikke i Danmark eller i EU som helhed. Hovedformålet med udredningen var at belyse, hvor områderne i et eventuelt netværk af nationalparker i Danmark mest hensigtsmæssigt kan placeres med henblik på at bevare den biologiske mangfoldighed. Udredningen belyser desuden, hvor effektivt et redskab nationalparker kan være i forhold til denne målsætning. Endelig blev også andre værdier, især friluftsværdier, inddraget. Som udgangspunkt for disse vurderinger beskriver udredningen, hvordan den biologiske mangfoldighed fordeler sig i Danmark. Analysen er baseret på data over de nationale udbredelser af cirka 1.000 danske arter (inklusive alle danske padder og krybdyr, fugle, pattedyr, sommerfugle og orkideer, som har den største interesse i offentligheden, men også mange andre grupper som f.eks. græshopper, natsværmere og svirrefluer). Datasættet er det største af sin art herhjemme og er af usædvanlig høj kvalitet set i et internationalt perspektiv. Analysen fokuserede på 32 større sammenhængende naturområder, der alle kunne være potentielle nationalparker, heriblandt de syv officielle pilotområder. Rapportens hovedresultater burde vække til både eftertanke og diskussion. Det vil sige, hvis hensigten med nationalparkerne vitterlig er, at de skal være et vigtigt redskab for en effektiv og dækkende forvaltning af dansk biologisk mangfoldighed. De to positive konklusioner. Nationalparker kan være et effektivt redskab til forvaltning af den biologiske mangfoldighed i Danmark. Ved udpegningen af et netværk af nationalparker er det muligt i vid udstrækning at forene en målsætning om at dække flest mulige arter (herunder truede arter og EU-arter) med målsætninger, der vægter naturtyper eller områdernes friluftsværdi. Det vil sige, at man kan få både i pose og i sæk, men kun hvis man vælger det rigtige netværk af områder. Dette positive resultat afhænger dog af antallet af områder, der udpeges som nationalparker. Der er en ganske betydelig gevinst ved udpegning af flere områder - og omvendt et betydeligt tab ved udpegning af færre områder. Den delvis positive konklusion. Man kan ved hensigtsmæssig placering af syv nationalparker opnå en dækning af arter og naturtyper og en samlet rekreativ værdi, som er væsentlig bedre end den tilsvarende ved udpegning af de syv officielle pilotområder som nationalparker. Dette gælder især for truede arter og EU-arter. Den kedelige konklusion. Sammenlignet med andre mulige netværk af områder indeholder netværket af de syv pilotområder tilsammen ikke ekstraordinært mange arter og naturtyper. De syv pilotområders samlede repræsentation af arter og naturtyper er generelt ikke større end den tilsvarende for syv tilfældigt udpegede områder blandt de 32 undersøgte områder. De syv pilotområder dækker 48 procent af de truede arter. Syv tilfældigt udpegede områder blandt de 32 undersøgte større naturområder vil i gennemsnit dække 47 procent. At det kan gøres bedre illustreres af, at det 'bedste' netværk på syv områder kan dække hele 71 procent af de truede arter. Samme resultater gør sig gældende med hensyn til EU-arterne. De syv pilotområder optræder kun i beskedent omfang blandt de højest prioriterede områder i de forskellige scenarier i vores analyser. Dette skal ses i sammenhæng med, at de benyttede målsætninger og kriterier alene maksimerer repræsentationen af arter og naturtyper. Derfor kan man ikke ud fra analyserne konkludere, at en eventuel etablering af nationalparker i de syv pilotområder ikke vil berige den danske natur eller bidrage til bevaringen af biodiversiteten. Enhver opprioritering af naturforvaltningen i større naturområder vil være positivt for den danske biologiske mangfoldighed. Spørgsmålet er blot, om man ikke med en alternativ eller supplerende udpegning kan opnå de samme værdier og samtidig gøre nationalparkerne til et endnu stærkere middel til bevaring af den biologiske mangfoldighed i Danmark. Den vigtige konklusion. Selv ved udpegning af et stort antal nationalparker vil man ikke kunne dække alle danske arter. Dette gælder navnlig de sjældne og/eller truede arter. En strategi til naturforvaltning, som tager udgangspunkt i udpegning af nationalparker, kan derfor ikke stå alene. En supplerende strategi til beskyttelse af mindre biotoper, som f.eks. den eksisterende beskyttelse af små naturområder (paragraf 3-områder), er fortsat absolut nødvendig. Desuden er de vigtige for at skabe sammenhæng i naturen i det landbrugsdominerede åbne danske landskab. Små naturområder, som levesteder i sig selv, synes overraskende vigtige for en lang række af de truede arter og EU-arterne. Deraf følger naturligt, at nationalparker kun vil være en entydig naturmæssig gevinst, hvis de finansieres via nye midler (svarende til en reel opprioritering af naturområdet). Etablering af nationalparkerne gør ikke små naturområder mindre vigtige end førhen. Netop kombinationen af gode små og store naturområder i et kulturlandskab som Danmark synes at være vejen til at nå regeringens og EU's målsætning om at »standse tilbagegangen i biodiversitet senest i 2010«. De dækker forskellige arter og naturelementer. Den interessante konklusion. Naturen omkring København er sammen med Bornholm gennemgående de to højest prioriterede områder. Når man tænker natur, er der nok en tendens til at glemme den perlerække af naturlokaliteter (f.eks. Jægersborg Hegn, Dyrehaven, Hareskoven, Mølleåen, søerne nord for København, moserne på Vestegnen, Vestamager og Saltholm), der ligger i et grønt bælte omkring København. Ikke alene er disse grønne områder af enorm rekreativ værdi. Tilsammen udgør de faktisk et område af stor national betydning for planter og dyr - ikke mindst de truede og dem af betydning for hele Europa. Af stor vigtighed ud over Københavns omegn og Bornholm er det midtjyske søhøjland, Skagen, Det Sydfynske Øhav, Skjern Å, Roskilde-Lejre og de to pilotområder Vadehavet og Møn samt - i nogen grad - Nordsjælland, Thy, Rold Skov, Vejle Å-Grejsdalen, Hanherred-Vejlerne samt Tystrup-Bavelse-Suså. Igen skal det understreges, at andre områder, herunder ikkenævnte pilotområder, har naturmæssige værdier, som analysen ikke inddrager på grund af sin fokus på forekomsten af arter. F.eks. har Lille Vildmose formentlig potentialet til at blive Danmarks vildeste natur på landjorden. Bevaring af alle danske arter er et hovedmål med naturforvaltningen under den siddende regering, ligesom det var for tidligere regeringer. Det nævnes typisk i forbindelse med alle strategier og tiltag på naturområdet. Alligevel mangler der i dansk naturforvaltning en plan, hvoraf det fremgår helt konkret, hvordan de enkelte tiltag (f.eks. Natura 2000-netværket eller nationalparkerne) skal lede hen mod opfyldelse af hovedmålet, som er at standse nedgangen i biodiversitet senest i år 2010. Med baggrund i analyseresultaterne og ovenstående betragtninger er vores hovedkonklusion i rapporten, at: »Hvis formålet med nationalparker i Danmark er, at de skal bidrage markant til bedring af dansk biodiversitet i forhold til FN's biodiversitetskonvention, EU's 2010-målsætning og den nuværende regerings egen målsætning for dansk naturforvaltning (»Hovedmålet er nu at standse tilbagegangen i Danmarks biodiversitet senest i 2010«, regeringen, 2004), så skal der på baggrund af de præsenterede resultater meget stærke argumenter til for kun at tage pilotområderne i betragtning ved den kommende udpegning af nationalparker i Danmark«.