Da klokkeren Niels Klim er snublet i et hul i fjeldet uden for Bergen og faldet ind i Jordens indre, lander han på planeten Nazar i staten Potu, hvor han bliver vidne til mange sære skikke, blandt andet at kvinder kan få betydningsfulde embeder i staten. Det synes Niels Klim er latterligt, så han stiller forslag om, at potuanerne afskaffer denne ligestilling og genindsætter mændene i deres rettigheder, sådan som de har dem i det dansk-norske kongerige, han kommer fra. For det bedste i verden er, at tingene forbliver, som de er. Men potuanerne dyrker en anden fortælling end den om mænds fortrinsret, så Potus udlændingestyrelse inddrager Niels Klims midlertidige opholdstilladelse. Det var Danmark, Holberg revsede, det vil sige det dansk-norske dobbeltmonarki han var vokset op i og boede i. I 'Niels Klim' har han leveret et helt katalog over de værdier i samfundet, han satte højt - de fleste af dem i konflikt med datidens danske værdier. Mange af dem er senere, blandt andet takket være Holberg, blevet til officielle værdier i det danske samfund: ligeret mellem mænd og kvinder; respekt for produktivt arbejde, først og fremmest bøndernes; foragt for opblæste akademikeres tomme disputerekunst; sarkasme over forfremmelse begrundet i netværk snarere end i kvalifikationer. Samt dyb skepsis over for læger. Men det var ikke kun Danmark, Holberg havde i tankerne og beskrev per kontrast gennem sin beskrivelse af Potu. Det var Europa, som det fremgår af det eneste afsnit, der ikke fremstår som oplevet og fortalt af Niels selv. Under sin rejse fra land til land på planeten Nazar er Niels faldet over en dagbog, som en vis Tanian har skrevet under en rejse oppe på Jordens yderside. Niels læser - og Holberg aftrykker - dagbogen (2005-udg. s. 212-224). Til at begynde med nævner dagbogen steder som Tyskland, Frankrig, Rom, England, men hurtigt opgiver den differentieringen og sammenfatter iagttagelserne under ét som europæiske. Disse folk i Europa, kan Tanian fortælle, har hellige skrifter, der formaner dem til at bære over med de svage og vildfarende. Ikke desto mindre, hvis nogen formaster sig til at tolke disse hellige skrifter på en lidt anden måde end flertallet, så bliver sådan en person »straffet med fængsel, pisket, ja, undertiden brændt for sin mangel på dømmekraft«. Når folk bliver forfremmet til fine embeder, får de åbenbart straks dårlige ben, for så anbringer de sig nemlig i æsker, der enten bliver båret af mennesker eller trukket af dyr. Stædige er de også, ude af stand til at tage ved lære af erfaring, for »den mening de én gang strander på, bliver de hængende ved som østers på en klippe«. Hvad er det, der binder disse ellers så forskellige folkeslag sammen, hvad er det, der får Holberg til at sammenfatte dem i én fortælling? Hidtil havde jeg slået mig til tåls med, at svaret måtte være: markedshensyn. Med 'Niels Klim', skrevet på latin sigtede Holberg på et europæisk marked. Hvad var så mere rimeligt, end at han, teatermand som han var, arbejdede med adressaten i bevidstheden? Men så skete der det, at jeg kom ud for at undervise i 'Niels Klim' i USA. Eleverne var en flok ph.d.-studerende i nordiske studier på Berkeley, som er i stand til at læse bogen på dansk, men som jo ikke af den grund mister det fremmede bliks privilegium. For dem var det påfaldende, for det første at de ikke tidligere i dansk litteratur var stødt på udtryk for en europæisk identitet (jeg heller ikke), og for det andet at denne identitet må være opstået i gedulgt kontrast til ikkeeuropæiske folk i kolonierne. Jeg havde ikke selv tænkt den tanke, men tror, de har ret. De har jo også, som amerikanske studerende i europæisk humaniora, større træning i at se, hvor den ikkeeuropæiske identitet dukker op i den europæiske bevidsthed uden at være nævnt. Den tidlige oplysningstid er tiden, hvor Europa begynder at blive bevidst om sin status som koloniherre, så det passer godt. Én ting har de amerikanske studenter med sikkerhed ret i: Identitet bliver til som kontrast til, og i konflikt med, anden identitet. At definere er at drage grænser. Og grænser kan man kun drage, hvis der er noget på den anden side af grænsen. Holberg definerer i 'Niels Klim' europæeren som en figur fuld af selvmodsigelser. Europæeren har ben, han ikke vil gå på; han behøver mad, hvis tilblivelse han ikke regner; han fordømmer handlinger, han selv begår, og så videre - og så ser han ned på kvinder og »barbariske folkeslag«. Blandt disse europæere indtager danskeren en særstilling ved at være - ligesom de andre, bare endnu mere udpræget. Den værste intolerance på planeten Nazar udøves af indbyggerne i landet Mardak, hvis navn jo bliver til 'Danmark', når man underkaster det samme forskydning (ved at bytte bogstaverne rundt og føje ét til) som gør navnet 'Potu' til utopi. Ludvig Holberg, fortælleren af denne første store fortælling om den danske identitet - eller den første danske identitetsfortælling, fra dengang danskernes identitet var europæisk - er selv blevet hovedperson i en dansk fortælling, fortalt af mange, dog bedst af Georg Brandes, i bogen om Holberg (1884), men endnu skarpere og klarere i et foredrag, Brandes holdt i Folkets Hus i Rømersgade, indbudt af Foreningen til Oplysningens Fremme blandt Københavns Arbejdere. Også den fortælling kæder danskeren sammen med Europa. »Når De hører« - sagde foredragsholderen Brandes - »alle disse mange pæne folk bevidne, hvor højt de elsker Holberg, hvad så? Ved De, hvad jeg vil sige Dem derom? Tro dem ikke, tro dem ikke! Når de siger, at de elsker Holberg, så tro det ikke; thi hvad vil det sige at elske Holberg? Det er så simpelt som noget: Det er at elske det, han elskede, og at hade det, som han hadede«. Og det »at elske Holberg, det vil sige: som han at elske den prøvende fornuft, fremskridt, arbejde, menneskenes vel, det vil sige som han at hade fordom, lavsånd, dumhed, tryk af den gamle stivnede vanes herredømme«. Det er en fortælling om Holberg, Georg Brandes her fortæller - og om Brandes selv samtidig, naturligvis. Men det er også en fortælling om danskerne som folket, der er de berømte fyrre år bagefter, og om de store personligheder, der fra tid til anden dukker op i landet og giver det et skub fremad, så det kan indhente forsinkelsen. Der er udviklingsoptimisme bag fortællingen, og det er trods piskeslagene en optimisme på landets og landsmændenes vegne. Den siger: Hvis vi tager fat sammen, kan vi bringe landet et bedre sted hen end dér, hvor det befinder sig nu; et sted, der er mere tolerant, åbent, frisindet, uden for den gamle vanes herredømme. Brandes beretter en fortælling, der bygger på en kontrast, men det er en kontrast, der kan overvindes. Og som vil blive overvundet, hvis vi gør, hvad vi bør. Der opstod i tiden mellem Holberg og Brandes en anden dansk fortælling; fortællingen om den danske nationale egenart ikke i kontrast til en verden uden for Europa eller til en utopisk fremtid, men et Danmark i kontrast til en nabonation, somme tider den svenske, en sjælden gang den engelske, men først og fremmest den tyske. Fortællingen om at være dansk er fortællingen om ikke at være tysk. Det er lærerigt at se, hvordan denne fortælling tog fart et par tiår efter Holbergs død, i 1770'erne. »Situationen er kritisk. Grænsen står pivåben. De fremmede vælter ind i landet og tager vores job«. Sådan omtrent må stemningen have været i 1770'erne. I eliten, vel at mærke (det store flertal af danskere var landalmue, og deres job var der ingen, der tog, så de kunne være ligeglade med den indvandring). 'De fremmede', der kom og fik elitejob i staten, tilhørte én bestemt nationalitet, den tyske. Derfor var det i forhold til tyskheden, at 1770'ernes danskhed tog form. De tyske indvandrere - det var sådan nogle som Bernstorff'erne, Johann Hartvig Ernst (f. 1712) og hans nevø Andreas Peter (f. 1735), der begge gjorde lysende karriere i statsadministrationen. I 1770 blev de begge udmanøvreret af endnu en tysker, Struensee, men efter at han var blevet udmanøvreret af sine fjender i 1772, var den yngre Bernstorff vendt tilbage og var genindtrådt i sin magtfulde stilling. Når Bernstorffs modstandere - først og fremmest Ove Høegh Guldberg (f. 1731, som søn af en god dansk bedemand i Horsens) - kunne spille fremmedhadskortet ud mod ham og hans lige, var det selvfølgelig, fordi Struensee havde været der og moderniseret lovgivningen, men uheldigvis også besvangret dronningen. Han var blevet halshugget for det. Og han var tysk. Guldberg arbejdede som stats- og gehejmekabinetssekretær målbevidst på at lægge de fremmede for had, så han og hans ligesindede kunne komme til fadet. 29. januar 1776 fik han held til at gennemføre Danmarks første udlændingelovgivning, lov om indfødsret, som fastslog, at den, der ville have et embede i den øverste del af den danske statsadministration, nødvendigvis måtte være dansker, nordmand eller holstener, altså indfødt i kongeriget og ikke indvandrer. Loven om indfødsretten opfyldte sit formål. I løbet af fire år fik Guldberg udrettet det samme som Struensee på et par måneder: at få en Bernstorff styrtet. I 1700-tallet blev det nationale hysteri en kort parentes. I 1784 kom tyskeren Bernstorff tilbage, danskeren Guldberg blev udmanøvreret, den 'danske' bondefrigørelse fortsatte under 'tysk' inspiration, og for resten blev også en række af tyskeren Struensees oplysningsprægede reformer, der var blevet afskaffet efter hans henrettelse, genindført. Men så kom, i 1800-tallet, en voldsom opblussen af den danske fortælling som en historie om at være ikke bare tyskerens modsætning, men også om at være Guds særligt foretrukne folk i kontrast til det tyske, for »dine (det vil sige Danmarks) fjender til lands (det vil sige tyskerne)/ er og fjenderne hans (det vil sige Guds)«, som Grundtvig skrev i det Herrens, og krigens, år 1848. Vi har her to væsensforskellige danske fortællinger, den Holberg-Brandes'ske og den Guldberg-Grundtvig'ske. Deres forskellighed viser sig bl.a. i, at de rummer to forskellige tidsdimensioner. Den postmodernistiske amerikanske filosof Richard Rorty har gjort sig nogle principielle tanker om dette emne: en national fortælling. Han tager afsæt i Walt Whitmans drømme om det gennemførte demokrati og De Forenede Stater som landet, der skal realisere drømmen. Han skildrer en række af de forløb i landets historie, der har været fulde af håb: stemmeretsbevægelsen, borgerretsbevægelsen, Vietnambevægelsen, og hvordan de alle har appelleret til fortællingen om et renere og bedre Amerika, som skal komme i fremtiden. Og så fortsætter denne postmodernist: »Venstrefløjen, håbets parti, oplever vores lands moralske identitet som noget, det gælder om at virkeliggøre engang i fremtiden, mens højrefløjens opfattelse er, at vores land allerede besidder sin moralske identitet, og at opgaven består i at bevare den«. Bogen dette står i hedder karakteristisk 'Achieving our Country' (1998), altså ikke 'Hvordan bevarer vi vort land' - rent, ubesudlet og lignende - men 'hvordan opnår vi det land, der er vores'. På dagens amerikanske universiteter hersker der politisk apati. Ifølge Rorty skyldes det, at de unge ikke længere ser deres land som noget, der engang skal virkeliggøres og derfor kræver deres engagement, men som noget, der bare er der. Der findes for dem ikke andet Amerika end det realt eksisterende, hvis elendighed de så passivt registrerer. Forskellen mellem den Holberg-Brandes'ske danske fortælling og den Guldberg-Grundtvig'ske er af samme art som den, Rorty taler om for USA's vedkommende. Den Holberg-Brandes'ske danske fortælling handler om et Danmark, der skal komme, som med kærlig og barsk kritik skal opstå, og kun vil opstå, hvis det bliver reformeret. Den Guldberg-Grundtvig'ske danske fortælling handler om, hvordan man skal søge ind og tilbage til en identitet, som var der engang, og som skal bevares. Det forholder sig ikke sådan, at den ene fortælling er sand og den anden usand. Rorty siger det på den måde, at han ikke vil kalde nogen af fortællingerne 'ideologisk', for det ville være det samme som at medgive, at der findes en fortælling om Amerika, en amerikansk fortælling, der ikke er ideologisk. Det gør der ikke. Det gælder også for 'den danske fortælling'. Vi lever i konsensustider, i et land med en politisk opposition, der har opgivet at opponere sig til en anden politik og i stedet vil forhandle sig til ministerbilerne. I sådanne tider er det ekstra vigtigt at holde fast i konflikterne og kontrasterne. Dem kan vores litteraturhistorie hjælpe os til at huske. En 'fortælling', som jeg her bruger ordet, er en form for værdibeholder. Det har reklamebranchen omsider opdaget med sin nymodens storytelling. Men dér har litteraturen været for længst. Der findes ikke noget bedre end god litteratur til at sætte værdier op imod hinanden med. Hvis man vil opnå afsætning eller vinde tilslutning, gælder det om at profilere sig med én fortælling. Men hvad der gælder for et firma eller et politisk parti, gælder ikke for et land. Skønt mange for tiden taler om den danske fortælling, så lærer historien os, at der findes ikke én dansk fortælling, der eksisterer derimod danske fortælling er: forskellige opfattelser af hvem vi er: om vi engang har været dem, vi skal være, eller om vi først engang skal blive dem, vi er. Til at demonstrere dette kan man blandt andet bruge Holbergs 'Niels Klim'. Man vil da se, at den danske fortælling, Holberg fortæller, bygger på observationer i hans nutid, men handler om fremtiden. På visse punkter endda om en fremtid, der endnu den dag i dag ikke er begyndt.