Fra: Lillesøster
Til: Storesøster
Afsendt: 28-02-2003 10:11
Emne: Tyndt blod Kære Storesøster Mange tak for dit elektroniske brev, som jeg - trods de kolde facts - egentlig blev glad for. Hellere høre noget end ingenting. Jeg er træt af tavshed, træt af ømme tæer og tabubelagte emner. Desuden må jeg erkende, at jeg hele tiden har båret rundt på en meget kraftig drøm om, at vi alle skulle kunne være sammen igen på et eller andet tidspunkt - konkretiseret i form af bl.a. vores dejlige besøg hos jer - både for tre år siden og her for nylig, det varme og åbenhjertige samvær med dine børn under vores besøg, vores forestående konfirmation, mors meget dårlige tilstand og flere andre ting. Denne drøm er nu efterhånden ved at være punkteret, og jeg må tage den derfra. Det ændrer ikke fra min side noget i vores grundlæggende forhold, men det gør tingene meget mere sørgelige personligt for mig. At dette er mit eget problem - og ikke dit - er jeg godt klar over. Men jeg vil og kan ikke skjule, at jeg er meget, meget ked af alt dette her. Tro derfor heller ikke, at du er den eneste, der render i terapi og har behov for samtalestøtte for at kunne klare situationen. En af forskellene er, at du aktivt har taget affære, hvorimod jeg kan sidde og være vidne til, hvad du og mor nu finder ud af - eller netop ikke finder ud af. Jeg føler mig ganske enkelt magtesløs og så absolut ikke spor overskudsagtig, som du skriver, at du fornemmer. Du skal vide, at det ikke er min mening at virke bedrevidende eller skråsikker (men sådan ser min kasse muligvis ud hos dig ...). Jeg har netop i min sidste e-mail gjort meget for at skrive, hvorledes jeg ser sagen, med vendinger som »i mine øjne«, »jeg oplever det således«, »for mig at se« osv. for at gøre god plads til, at du kunne tænke modsat og anderledes end jeg. Men igen - accepter mig på godt og ondt, ligesom jeg accepterer dig. Jeg spørger ikke til sagen og fremsætter ikke mine ønsker om fred, fordi jeg i modsat fald vil klippe forbindelsen til dig. Jeg gjorde netop i min sidste e-mail (og på andre tidspunkter) så meget ud af at tage udgangspunkt i, at jeg har brug for dig som min søster, og at jeg rent faktisk holder meget af dig. Så lad venligst være med at vende min angst for, at du bestemmer dig for at klippe flere (dvs. mig) ud af din historie, til, at du nu pludselig er angst for, at jeg måske gør sådan - og at du på grund af den angst ikke tør være ærlig/åbne dig for mig, som du skriver. Men - vær dog i det mindste ærlig over for mig, hvis jeg skal kunne komme videre. Stå ved dine egne holdninger og tag konsekvenserne af dine barske valg. Du skriver, at jeg »hele tiden prikker til dig«. Det må altså være inde i dig selv, at du føler sådan, så snart jeg toner frem i dit liv. Jeg har meget bevidst i et utal af brevvekslinger (både elektroniske og traditionelle), telefonsamtaler i de mere end to år og senest under hele mit besøg hos dig undgået at introducere emnet, da jeg ville give dig tid og mulighed for at få løst dine problemer for siden forhåbentlig at kunne kommunikere naturligt om emnet. Jeg har under vores meget korte chokolade-session i Restaurant Skovlyst, da I var til konfirmationsfest hos gode venner her i byen, tilladt mig at spørge til sagen (som dengang lige var begyndt), hvor du svarede mig, at det måtte du også se at få gjort noget ved, i to julekort 2001 + 2002 samt i en e-mail om konfirmation nævnt mit ønske om, at du og mor skulle kunne være i samme stue samt min frustration over hele situationen. Det er det hele - altså 5 små pip på mere end to år. Du har haft langt mere end 700 dage, hvor du ikke fra mig er blevet mindet om mor - hvordan får du så det billede, at jeg hele tiden prikker til dig? At jeg så nu i december - hvor mor virkelig bliver dårlig - søger støtte og forståelse hos dig - har også været meget vanskeligt, hvilket jeg ærligt skrev til dig i starten af min henvendelse, samtidig med at jeg følte, at jeg også burde underrette dig, da jeg kontaktede vores læge. Men igen, så længe du ikke fortæller mig, hvordan jeg skal gribe det an, kan du jo sidde i Sverige og bebrejde mig, lige meget hvilken tilgang jeg tager til emnet. Jeg føler virkelig, at jeg har givet dig plads til at finde ud af dine problemer uden at blande mig overhovedet eller gøre det sværere for dig ved hele tiden at ævle om mor. Jeg er derfor dybt skuffet over det, du skriver i den forbindelse. Du skriver også, at du er træt af at have ansvar for mor. I mine øjne kan man ikke have en så nonchalant holdning til ansvar. Jeg oplever det således, at vi i realiteten får ansvaret for vores mor den dag, hun føder os - præcis som dine - og mine - børn har fået det, da vi gav dem mulighed for at se dagens lys. Et gensidigt ansvar, selvfølgelig. Hvordan forklarer du dine børn, at du er træt af dette ansvar? Viser du dem i disse år, at det netop kan lade sig gøre at fralægge sig dette ansvar, og hvilke konsekvenser vil det muligvis få? Hvad rager det mig, kan du tænke. Ja, det rager mig, fordi du er min søster, fordi jeg holder af dig, fordi jeg gerne vil have, at du bliver lykkelig, fordi du er mine børns moster, fordi du som voksent familiemedlem også er en mentor for mine børn osv. osv. Og nu sidder jeg så her og tænker - hvad med mine børn i relation til dig? Du er fadder/gudmor til alle tre, og jeg valgte dig i sin tid, fordi jeg gerne ville understrege, at netop du skulle spille en rolle i deres liv. Er det ikke på sin plads, at du så er til stede ved den ældstes vigtige mærkedag, konfirmationen? Hvordan har du det med, at du ikke kan være her for ham, fordi du og mor ikke kan tale sammen? Hvad er din plan for at bevare den gode relation til dem, når du ikke er en del af det familiemæssige, når vi samles? At du bor i Sverige, er ingen begrundelse for fravær, vi har eksempelvis en meget stærk forbindelse til familien i Luxembourg. Du skriver, at du er træt af ikke at få lov til at være dig selv på godt og ondt. Jamen, hvordan er du? Når jeg læser dine mange dejlige mails, postkort og breve gennem disse år, er alt jo rosenrødt, og dit liv kører bare i olie. Kan du ikke forstå, at jeg har svært ved at fornemme, hvilken virkelighed du går rundt i, når du samtidig har så voldsomme problemer, at du er nødt til at klippe forbindelsen til mor og i mere end to år ikke har behov for at tale med hende, ej heller for at mødes med hele din familie? Hvis du vil accepteres på godt og ondt, synes jeg derfor, at det er nødvendigt at kommunikere om begge sider. Jeg bad dig i min seneste e-mail svare klart og præcist på, om du vil høre mere om mor fra mig. Jeg har ikke kunnet finde svaret i dit brev - så jeg prøver igen. Jeg spørger ikke for at presse dig til varme følelser for mor, men derimod fordi det er et stort og konkret spørgsmål for mig. Jeg fornemmer mellem linjerne, at du ikke vil høre mere om hende, men er det rigtigt? Tør du ikke skrive til mig, at jeg bare kan ringe, når hun ikke er her mere - eller hvordan? Det er meget vigtigt for mig, at jeg ved besked. Når jeg har dine svar og ved, hvad du forventer af mig, kan jeg få frigjort nogle stærke tankekræfter, som jeg meget gerne vil bruge på andre ting. Vi høres ved - hils svoger og børnene. Knus, Lillesøster Fra: Storesøster
Til: Lillesøster
Afsendt: 12-04-2003 11:16
Emne: Re: Tyndt blod Lillesøster, Sådan som jeg oplever vores kommunikation omkring familiens konflikt, ser jeg ingen muligheder for en løsning. Argumentationen kører i ring, og konflikten er en for stor belastning for alle parter. Som konsekvens har jeg besluttet, at jeg ikke ønsker at have kontakt med familien i Danmark. Storesøster Denne besked er ikke blevet afsendt Fra: Lillesøster
Til: Storesøster
Emne: Sv: Re: Tyndt blod
Det anede mig, at det lige præcis var det, du ønskede. Og jeg må respektere din beslutning, om end jeg nok aldrig helt vil forstå den. En del af mig står ganske enkelt måbende over for den kendsgerning, at du end ikke ser det som din opgave at forklare dine nærmeste, hvorfor du ikke ønsker kontakt med os. En så drastisk beslutning kalder på en forklaring, hvis vi skal komme videre hver især. Men den ser du dig ikke forpligtet til at give. Så på det menneskelige plan har jeg svært ved at respektere dig og din voldsomme beslutning. Til gengæld synes jeg, det er fint, at du er trådt ud af flinkeskolen og den perfekte storesøster-opførsel. Helt grundlæggende tror jeg bare ikke på det holdbare i fuldstændigt at klippe forbindelsen til sine nærmeste relationer. Lige meget hvor meget du end ønsker det, og lige meget hvor langt du render væk både fysisk og psykisk, vil du for altid være uløseligt forbundet - om ikke med din søster, så - med din mor. En usynlig navlesnor mellem generationer, om du vil. I taknemmelighed over at have fået livet og i fascinationen af at det overhovedet er muligt at give livet videre. Forståelsen og accepten af hinanden opfatter jeg som en meget vigtig ingrediens i ens eget moderskab - ja, og også i den kvindelige bedsteforældrerolle, når den tid forhåbentlig kommer for os begge om nogle år. Endelig er der i spejlingen af kvinder gennem generationer - i form af relationer til en mor, en mormor, en oldemor - for mig en mulighed for at forstå sig selv. Også selv om vi ikke altid opfører os 100% korrekt over for hinanden. Som mennesker kan vi ikke konstant være eksemplariske, og det er umuligt for os at gå igennem et helt liv uden at begå en række fejl. Og vi skal frem for alt ikke være veninder med kvinderne i generationen før os. Jeg har tidligere talt med dig om, at vi finder fejl hos vores forældre og blandt andet ud fra disse danner vores med- og modspil til generationen efter os. Da jeg nævnte min opfattelse af, at vi blot begår nogle andre fejl end vores egne forældre, koblede du dig af vores dialog. Erkendelsen af at vi gør vores bedste, men at den næste generation vil finde andre indvendinger og erkendelser end vores, virkede så langt væk fra din tankebane. Jeg har også tidligere i et julekort skrevet til dig, at det at tilgive kræver både overskud og styrke. Du svarede noget i retning af »ja, og desuden skal lysten være der«. Det forekommer mig helt ubegribeligt, at du ikke ejer skyggen af denne lyst. Men som allerede nævnt respekterer jeg din beslutning. Men jeg respekterer ikke din manglende evne til at italesætte dine bagvedliggende bevæggrunde. Det virker på mig som et flashback af en forurettet teenager, der mut og med hele verden imod sig nægter at tale om tingene. Vi går glip af en masse, mens vi lærer noget om livet. Jeg beklager at måtte fortælle dig, at jeg for altid vil være din søster og dermed en del af din identitet. Den sociale interaktion begynder ganske enkelt i børneværelset. Nogle søstre står sammen, andre går nærmest døde rundt for hinanden - i lyslevende tilstand. Pas på dig selv - hils svoger og børnene. Mange tanker, Lillesøster Baggrundsoplysninger Storesøster er 45, gift og har tre børn. Bor i Sverige. Lillesøster er 40, gift og har tre børn. Bor i Danmark. Søstrene er opvokset i et dansk parcelhuskvarter i provinsen hos to kontoruddannede forældre. Ingen andre søskende. Blev som børn altid fremhævet af forældrene som værende pragteksemplariske døtre, der aldrig kom på kant med hinanden. Søstrenes far døde af en blodprop i 1996, 60 år gammel. Moderen er 66 år og bor alene i nærheden af den yngste datter. Efterskrift De elektroniske breve er en genskrivning af en autentisk e-mail-interaktion mellem to danske søstre. Som det fremgår, blev interaktionen indledt i februar 2003. Kun de første to e-mail blev sendt. Den tredje e-mail har lillesøsteren besluttet aldrig at sende af sted i respekt for storesøsterens ønske om at undgå kontakt. De to søstre har stadig ingen kontakt med hinanden, og kun lillesøsteren har kontakt med sin mor. Moderen har i december 2004 forsøgt at genoptage kontakten med sin ældste datter ved en telefonopringning. Røret blev taget og efter få sekunder lagt på igen af søsterens mand med besked om, at opringningen kom på et ubelejligt tidspunkt.