Københavns skoler er i disse år i knæ. Det er vigtigt at genrejse den skole, der segner under ghettodannelse og integrationsproblemer. Sådan udtrykker Ritt Bjerregaard sig i en duel med Søren Pind, hvis skingre retorik både overgår hendes og de fleste andres (Berl. Tid. 28.6.). Skingre vurderinger og dårlige skolehistorier svømmer i stimer i mediehavet. Det gør mig bedrøvet og får mig til at nuancere, afbalancere og holde igen. Nogle gange bliver det måske for meget, for mine ambitioner er egentlig større end både Venstres og Socialdemokratiets. Men jeg ved, at eksponering og fordrejning af de dårlige historier gør gode og samvittighedsfulde lærere modløse og brutaliserer integrationspolitikken. Og jeg ved, at politikere og medier er med til at skabe folks billede af folkeskolen. Gudskelov er hverken vi politikeres eller mediernes troværdighed i høj kurs, så det er almindeligvis forældres egne oplevelser og de nære omgivelsers vurderinger, som er afgørende for oplevelser og skolevalg. - Ellers eksisterede folkeskolen i København ikke. Skoler vil altid være i valgkamp, for der er meget på spil for alle, når der opdrages, undervises og uddannes. Det drejer sig om hele tilværelsen fra en god barndom til en tryg alderdom og selve meningen med livet: at udødeliggøre vore erfaringer, færdigheder og drømme ved at overføre dem til vore efterkommere. Jeg bebrejder således ingen, at der føres valgkamp på folkeskolen i København, og heller ikke, at det gøres hver dag, uanset om det er valgår eller ej. Jeg lukker ikke øjnene for virkeligheden - måske tværtimod. Blot en gang imellem må det være tilladt at få den gode historie, fremskridt og nuancer med. Jeg vil her koncentrere mig om den fortsatte elendighedshistorie om de tosprogede elever, sorte skoler, uro og manglende integration. Med PISA-undersøgelsen er det blevet slået fast med syvtommersøm, at halvdelen af vores unge tosprogede forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter. De befinder sig under PISA-niveau 2. En mindre gruppe af skoler - eller måske snarere klasser - har et PISA-gennemsnit i læsning, som befinder sig på linje med niveauet i Brasilien. - Man tænker straks på landet med bundfattige landarbejderfamilier og talløse gadebørn, der aldrig har set en skole. Men undersøgelsen dækker altså kun dem, som har gået 10 år i skole. Og hvor ringe står det egentlig til, når man kun scorer Brasiliens nationale gennemsnit på 403 point? Historien om de unge tosprogede 'funktionelle analfabeter' og et niveau som i Brasilien er gået lige ind. Både PISA-København og de nationale resultater i læsning - som ligger på linje hermed, når man korrigerer for elevsammensætningen - er blevet udnævnt til en katastrofe. PISA's niveau 1 (score 335-407) beskriver PISA-konsortiet således: »Eleven kan anvende et enkelt kriterium til at finde en eller flere klart formulerede uafhængige informationer. Eleven kan genkende hovedindholdet i en tekst eller forfatterens hensigt med en tekst, som handler om et velkendt emne, når den information, der efterspørges fra teksten, er klart fremstillet. Eleven kan foretage simple sammenkædninger mellem informationer i teksten og almindelig hverdagsviden«. Jeg er ikke tilfreds med PISA-resultaterne i læsning, og at der er knap fire gange så mange tosprogede under niveau 2 som danske elever (14 procent). Men jeg tillader mig her at konstatere, at elever, der befinder sig på niveau 1, hverken kan betegnes som analfabeter eller elever uden funktionelle læsefærdigheder. Det er misvisende og manipulerende betegnelser. Lederen af de danske PISA-undersøgelser, professor Niels Egelund, dementerede uger efter offentliggørelsen af PISA-København karakteristikken funktionelle analfabeter som en popbetegnelse, der ikke er belæg for (Pol. 21.2.) - også selv om han i den officielle rapport havde betegnet den omtalte gruppe som »uden funktionelle læsefærdigheder« (s.13). Det dementi kan ikke rigtigt trænge igennem mediemuren, og nogen skandalisering af professoren har der ikke været tale om. I forklaringen på Socialdemokraternes deltagelse i atter en stramning på integrationsområdet forklarer Anne-Marie Meldgaard og Thomas Adelskov: »Vi mener, at der er en sammenhæng mellem den høje koncentration af tosprogede i klasserne og de ringe kundskaber ... Derfor har vi foreslået, at der maksimalt bør være 25 procent tosprogede i klasserne«. (Pol. 23.6.) Det er en antagelse, der i bedste fald er udokumenteret. PISA-København viser, at der ingen forskel er på resultaterne for tosprogede elevers læsefærdigheder, uanset om de har gået på skoler med mange eller få tosprogede kammerater (Rettelsesblad til andet oplag af PISA-København). Dansk Arbejdsgiverforening har på baggrund af Undervisningsministeriets statistikker beregnet et samlet karaktergennemsnit for 9. klasses afgangsprøve i skriftlig dansk og matematik (2002 og 2003) for en række kommuner. Den viser, at det står lige ringe til med de tosprogedes resultater i København og Albertslund - sidstnævnte kommune er fra SF til Dansk Folkeparti blevet rost for sin spredningspolitik og har i mange år praktiseret en kvotering i stil med den foreslåede. Når der ikke er en sammenhæng mellem den høje koncentration af tosprogede i klasserne og ringe læsefærdigheder i Københavns Kommune, tyder det på, at de seneste års koncentrerede og højt prioriterede indsats i efteruddannelsen af lærere i dansk som andetsprog på de skoler, hvor indsatsen vil nå de fleste - skoler med høj andel af tosprogede - er ved at bære frugt. Den indsats er først på det allerseneste ved at blive bredt ud til alle skoler. De københavnske læreres høje efteruddannelsesniveau fremgår af en landsdækkende evaluering, som Center for Videregående Uddannelser (CVU) København og Nordsjælland har gennemført for Undervisningsministeriet. I evalueringsrapporten fremstår Københavns Kommune suverænt som den kommune, der har de bedst uddannede lærere inden for området. Forskellen er så markant, at man har måttet tage de københavnske tal ud af analysen for at få et retvisende resultat for resten af landet. På landsplan har cirka 20 procent af underviserne i dansk som andetsprog formelle kompetencer til denne opgave. I København er det cirka 50 procent af lærerne, der har kompetencen. CVU's vigtigste kritikpunkter af den generelle situation på landsplan er bl.a.: At lærerne mangler kompetencer til at undervise i dansk som andetsprog. At lærere og skoler har for lave forventninger til tosprogede elevers præstationer. At de tosprogede elever ikke henvises til undervisningen efter en sagkyndig vurdering. At ikke alle tosprogede elever med behov for undervisning i dansk som andetsprog får denne undervisning. At skolerne bruger de tildelte ressourcer til mange andre formål end undervisning i dansk som andetsprog. Disse forhold er der taget højde for i Københavns Kommune: Lærerne i sprogcenteret får via centralt tildelte midler den formelle efteruddannelse, hvis de ikke har linjefag i dansk som andetsprog. Det er erfaringen, at lærere med uddannelse og erfaring i undervisning af tosprogede elever stiller højere krav til deres egne og elevens forventninger, fordi de har redskaberne til at give en bedre undervisning. Hvert sprogcenter har en funktionslærer, der bl.a. kan foretage den sagkyndige vurdering af elevernes behov for dansk som andetsprog. Skolerne forpligter sig til, at sprogcenterlærerne har cirka 10 ugentlige lektioner i sprogcenteret, så de kan være fleksible i forhold til elevernes skemaer og således, at opgaven er en prioriteret opgave for den enkelte lærer. Skolerne forpligter sig til at anvende alle de udmeldte ressourcer i dansk som andetsprog på 3.-10. klassetrin til undervisning i dansk som andetsprog i sprogcenterets regi. I skoleåret 1998-99 startede de første sprogcentre på de 15 københavnske skoler, der havde flest tosprogede elever. I skoleåret 2005-06 har 59 ud af i alt 65 folkeskoler et sprogcenter. PISA-undersøgelsen af københavnske skoleelever i 9. klasse blev foretaget i skoleåret 2003-04 . Disse elever begyndte i børnehaveklassen i 1993. Det var før, man påbegyndte den omfattende efteruddannelse af lærere inden for tosprogsområdet. Det var før, man fik etableret sprogcentre og sproggrupper på skolerne. Det var før, man organiserede sprogstimuleringsindsatsen for alle tosprogede i førskolealderen. Og alt tyder på, at disse initiativer har haft effekt, hvis man ser på færdighederne hos de tosprogede elever på de yngste klassetrin. I 2004 evaluerede SFI-Survey sprogstimuleringsindsatsen i Københavns Kommune. Undersøgelsen omfattede 117 tosprogede børn i 2. klasse. Børnene er født 1995 og var således det første hold, der kunne modtage sprogstimulering i fuldt forløb fra 1999 til 2001, hvor de begyndte i børnehaveklasse. Knap halvdelen af børnene havde modtaget sprogstimulering enten i eller uden for dagtilbud. Evalueringen viste, at hovedparten af børnene klarede sig godt på det danskfaglige niveau. 87 procent var gode eller nogenlunde gode til at forstå ords betydning, cirka 80 procent havde en god eller nogenlunde læseforståelse, cirka 80 procent havde en god eller nogenlunde sætningsdannelse, cirka 80 procent havde en god eller nogenlunde stavefærdighed, cirka 82 procent havde positive eller neutrale følelser i forbindelse med det at læse, og ikke mindre end 96 procent havde ingen problemer med at skrive forståeligt. Det ligner ifølge en faglig bedømmelse det normale landsniveau, selv om vi ikke umiddelbart har landsmålinger at sammenligne med. På et område er det dog muligt at foretage en sammenligning med landsniveauet: Udsagnet om, at cirka 80 procent havde »en god eller nogenlunde sætningsdannelse«, ligger tæt op ad landsniveauet i undersøgelsen 'OS120', hvor tallet var cirka 84 procent Faktum er, at i 2. klasse er der ikke den store forskel på et- og tosprogede elevers danskfaglige færdigheder. Sagt på anden måde: Fordelingen af gode og dårlige tosprogede ligner normalfordelingen for etsprogede. Det er vigtigt, at vi i København har haft fokus på indskoling. Skolestarten er blevet bedre for de tosprogede elever. Sprogstimulering og den kendsgerning, at langt flere tosprogede har gået i børnehave, har også betydet, at børnene i dag begynder i skolen med væsentligt bedre danskkundskaber. Man kan dog ikke drage den konklusion, at de ligeværdige resultater fra indskolingen fortsætter i resten af skoleforløbet. Spørgsmålet er, om de sociale og kulturelle forskelle blot slår senere igennem. Derfor har vi truffet beslutning om at flytte fokus til mellemtrin og udskoling. For at følge udviklingen testes eleverne igen ved afslutningen af 6. og 9. klasse. Vi ved som sagt, at god faglig efteruddannelse giver lærere redskaber til bedre at kunne klare opgaver og udfordringer. Vi ved, at lærere, der er gode til at magte opgaverne, er langt mere ambitiøse i deres undervisning. Og vi ved, at lærernes ambitioner smitter af på eleverne. De skal op på tåspidserne hver eneste dag i deres skoleliv. Vi skal kort sagt have mere efteruddannelse. Og vi skal have råd til de nyeste og bedste undervisningsmidler og skolemiljøer, og bedre lærernormeringer, så de matcher opgaverne. Selv om mange tosprogede elever i klassen med den rigtige undervisning og den rigtige normering ikke er en hindring for gode skoleresultater, synes jeg ikke, at det er en god idé med skoler med en meget høj tosprogsprocent og vil gerne fremme kulturmødet gennem mere blandede skoler. Men det er heller ikke en god idé at fordele ikke mindst tosprogede, sprogsvage elever ved skolestarten ved at dumpe dem gennem en sprogtest, hvilket både venstrefolk og socialdemokrater ihærdigt har argumenteret for. Københavnermodellen for integration gennem en bedre fordeling af danske og tosprogede elever bygger derfor på en frivillig ordning, fordi det er vigtigt, at der både kommer dygtige og mindre dygtige tosprogede elever på de modtagende skoler, hvis klasserne skal være velfungerende, og der ikke skal ske en stempling af de tosprogede i andres såvel som egne øjne. Når de tosprogede elevers danskfaglige niveau ved udgangen af 2. klasse viser, at de er på niveau med deres kammerater, så vil der heller ikke komme ret meget etnisk spredning ud af den foreslåede henvisningspraksis, som skal gælde alle børn. Dertil kommer, at de socialt udsatte og sprogfattige danske børn nok er endnu mere koncentrerede i 'ghettoområderne' end de tosprogede. Uro i timerne og manglende disciplin forbindes især med skoler med sociale problemer og mange tosprogede elever. Undervisningsminister Bertel Haarder har for nylig nedsat et 'Udvalg for disciplin, god adfærd og mobning i folkeskolen'. Baggrunden er ifølge ministeren, at i urolige klasser præsterer eleverne ganske enkelt for lidt. PISA-undersøgelserne er blevet brugt til mangt og meget. Hidtil upåagtet og lidt pudsigt er, at den københavnske PISA-undersøgelse viser, at Top 5-skolerne i faglig præstation i forhold til Bund 5-skolerne er kendetegnet ved, at Top 5 scorer højere, både hvad angår elever, der forstyrrer timerne, og i manglende respekt for lærerne: Top 5: Elever der forstyrrer i timen: Slet ikke 0 procent, en smule 60 procent og noget 40 procent. De tilsvarende tal for Bund 5 er 40 procent, 60 procent og 0 procent. Top 5: Manglende respekt for lærerne: Slet ikke (manglende respekt) 40 procent, en smule 60 procent. De tilsvarende tal for Bund 5 er 80 procent og 20 procent Forklaringen kan være, at for meget ro og respekt for læreren passiviserer eleverne, således at det forringer deres faglige udbytte. Jeg tror ikke, der kan være tvivl om, at alvorligt mobberi mellem elever og elever og lærere og for megen uro absolut er destruktivt. Men man kan måske gå for langt i krav om gammeldags disciplin, ro og orden. Københavner-PISA'ens bemærkelsesværdige resultater er værd at tænke over.