'Film skal ses i biografen', siger et populært slogan. Fremkomsten af først video og siden kabel-tv og dvd har imidlertid medvirket til, at flere og flere mennesker foretrækker at se film i hjemmebiografen. Det er både nemmere og billigere, og man undgår de besværligheder, som der nu engang er forbundet med at se film sammen med andre: Lyden af knitrende slikposer, lugten af popcorn, SMS'ende teenagere, ringetoner fra mobiltelefoner osv. Mange kulturkritikere har da også spået biografens snarlige død, men publikumstilstrømningen til biograferne er faktisk steget markant i de seneste år. Filmhistorien er da også på mange måder historien om, hvordan biografen har overlevet kriser og dødsdomme, og i en tid hvor mediet igen trues af nye teknologier, er det relevant at se på, hvad der karakteriserer biografoplevelsen. Hvorfor har vi i nu over 100 år valfartet til biograferne? Helt banalt går vi selvfølgelig i biografen for at se film. Der er imidlertid også andre oplevelser forbundet med en tur i biografen, bl.a. en lang række ritualer: at bestille billetter, at stå i kø, at mødes med venner efter filmen osv. For størstedelen af det moderne biografpublikum er filmoplevelsen faktisk sekundær i forhold til det sociale samvær, som knyttes til en biograftur, og jeg har da også personligt venskaber, som simpelthen er baseret på, at vi mødes for at gå i biografen. Hvis vi imidlertid til en begyndelse ser på, hvad der er fascinerende ved selve filmmediet, så har mange filmhistorikere fremhævet, at filmen allerede i slutningen af det 19. århundrede udvikledes i to hovedstrømninger, der hver især dyrkede særtræk ved filmen: Den drømmeagtige fiktion og den realistiske hverdagsskildring. Fiktionen kom især til udtryk i tryllekunstneren Méliès' poetiske billedillusioner, bl.a. 'Rejsen til månen', mens realismen kom til udtryk i brødrene Lumière's små hverdagsskildringer, bl.a. 'Toget ankommer'. Fremvisningen af sidstnævnte film anvendes ofte som eksempel på den særlige realisme, som er knyttet til de levende billeder. Rygtet (som nok er mere end tvivlsomt) fortæller således, at folk ved den første filmforestilling ligefrem flygtede ud af biografen af frygt for at blive kørt over. Under alle omstændigheder var det filmens evne til at genskabe virkeligheden i levende, fotografiske billeder, der i høj grad fascinerede folk. Filmen giver en fremstilling af virkeligheden som simpelthen er mere overbevisende og umiddelbar, end hvad andre kunstarter formår, og mediet har i over hundrede år præget den måde, vi betragter vores omverden på. Som et lidt banalt eksempel herpå kan fremhæves, hvordan mange mennesker instinktivt kom til at tænke på film som 'Godzilla' og 'Die Hard' da billederne fra terrorangrebet på World Trade Center kørte på tv-skærmen. Filmen har således op gennem historien været knyttet til virkeligheden, og mange filmkritikere frygter at digitaliseringen vil undergrave filmens realistiske aura. Det er nu blevet muligt at skabe fotorealistiske scener, som slet ikke har været i kontakt med virkeligheden, som man f.eks. så det i 'Forrest Gump', hvor den berømte fjer er animeret og placeret digitalt i filmen. Hertil kan siges at man gennem hele filmhistorien har oplevet en øget manipulation af filmbilledet (bagprojektion, special effects m.m.). Det har nu ikke svækket interessen for film, men har blot skabt en øget interesse for film, der på forskellig måde skaber troværdige skildringer af virkeligheden, bl.a. dokumentarfilm og dogmefilm. Desuden er det ikke kun genskabelsen af virkeligheden, men i lige så høj grad filmens evne til at manipulere med vores sanser, der ligger til grund for mediets popularitet. Således beskriver filmteoretikeren Kracauer i et essay om Berlins biografer filmen som »et kunstværk af effekter, som taler til alle sanser«. Hvis man ser på en film som 'Titanic', så er denne films enorme popularitet da mildest talt heller ikke funderet i fotorealisme, men primært i filmens evne til meget målrettet at ramme forskellige følelser og stemninger. At skelne mellem to strømninger er således lidt akademisk, da det for begge genrers tilfælde var den tekniske magi, der fascinerede folk. Sådan har det for øvrigt været gennem hele filmhistorien, hvor der har været en vedholdende interesse for special effects. En typisk special effect-genre som comic book-filmen ('Spiderman', 'Hulk', 'Asterix' osv.) er da også i høj grad baseret på publikums nyfigenhed omkring, hvordan man får gjort tegneserieuniverset levende. Når man tidligere har forsøgt at beskrive biografoplevelsen, så har man ofte draget paralleller til togrejsen, især med henvisning til oplevelsen af visuelle indtryk, som suser forbi vinduet uden for vores kontrol. Filmen har ligesom toget gjort verden mindre og givet folk mulighed for at få indsigt i fremmede kulturer. De første biografer lånte og kopierede således også i arkitektur og stil fra fremmede kulturer og stilarter for at give bygningen og interiøret et eksotisk præg. Mange biografer tog da også navn efter eksotiske lande og steder, f.eks. 'Rialto', 'Colosseum', 'Napoli', 'Bazarbiografen' og 'Lido'. Enkelte biografteatre var i begyndelsen tilmed udformet som togvogne, og en af de første biografer herhjemme bar faktisk navnet 'Luksustoget'. Biografen var således tænkt som et tilflugtssted, et sted hvor man kunne slippe væk fra hverdagens rutiner og hjemlige omgivelser. Dette afspejler sig også i den retorik, hvormed man ofte har beskrevet biografen. Man taler således om at gå i biografen 'for at komme lidt ud af huset', Hollywood beskrives som 'drømmefabrikken', og hvor mange gange har man ikke på film set en person på flugt søge tilflugt i netop biografen? Det eksotiske præg, som karakteriserede de første biografbygninger, blev efter Anden Verdenskrig erstattet af en mere funktionel stil, dvs. et design målrettet mod at få os til at glemme virkeligheden og leve os ind i fiktionen. Biografsituationen er på denne måde en lidt speciel konstruktion, som helt grundlæggende er karakteriseret ved, at vi sidder blandt fremmede mennesker og kigger op på en lysvæg. Billederne projiceres op på lærredet af en projektor placeret bag os på en måde, således at vi ikke bemærker den teknologi, der skaber billedstrømmen. Ligeledes er stolene er arrangeret på en måde, så vi ikke bemærker medpublikum. Alle ser lige frem på lærredet og bevidstheden om medpublikum reduceres til en periferisk viden om deres tilstedeværelse. Filmen er denne måde egentlig en lidt besynderlig kunstart, der baseres på at vi glemmer vores omgivelser og lader os forføre. Dette står f.eks. i skarp kontrast til oplevelsen af moderne billedkunst, hvor det at betragte kunsten sker i samspil med en vis form for aktivitet og refleksion. Ligeledes adskiller biografoplevelsen sig her markant fra teateroplevelsen, hvor nærværet af skuespillere i kød og blod og den mere selvstændige skanning af scenen skaber en vis form for distance. Selv om vi i biografen sidder og ser filmen anonymt i et mørkt rum, har medpublikum alligevel en vigtig funktion i biografoplevelsen. Biografen er således et af de få tilbageværende offentlige rum, i en tid der ellers er præget af, at vi trækker os tilbage i vores hjem og vores bil. Det, at oplevelsen deles med et medpublikum, er med til at farve biografoplevelsen, og vi kunne i denne sammenhæng blot forestille os det tankeeksperiment, at vi sad alene i en biograf. En del af filmoplevelsen består i, at vi kan lade os rive med i et fællesskab og slippe den disciplin, vi ellers udviser i det offentlige rum. Der er da også mange mennesker, som slet ikke bryder sig om at gå i biografen alene. Folk føler at det er ensomt og, ligesom det er med finere restaurantbesøg, lidt kikset at sidde alene. Mere akademisk knytter filmteoretikeren John Ellis dette fænomen til en udbredt forestilling i moderne filmteori om, at vi er i en slags drømmetilstand, når vi ser film, og at selve synsakten kan betragtes som en slags erotisk voyeurisme. Når man går i biografen med andre, har man så at sige en 'co-voyeur' med sig til at dele skammen med, hvilket især er rart, når lyset tændes. En stor del af frygten for filmens skadelige virkninger i begyndelsen af det tyvende århundrede udgik da også netop fra opfattelsen af biografen som et forum for seksuel depravering. I en rapport fra 1935 fra de såkaldte Payne Fund Studies kan man da også læse, at »biografen er et ideelt sted for drenge til at afprøve erotisk adfærd med piger uden risiko for at blive straffet«. I sandhedens tjeneste skal det da også medgives, at biografen historisk har fungeret som filmindustriens gave til dating-folket. Personligt har jeg svært ved at forbinde biografoplevelsen med voyeurismens erotiske opstemthed, men jeg kan derimod sagtens genkende den drømmeagtige tilstand, der ofte forbindes med filmoplevelsen. Jeg oplever således, sikkert som mange andre, at det er lidt som at vågne, når lyset tændes i biografsalen. Som efter en drøm kører billeder fra drømmen stadig i baghovedet, når man kommer ud på gaden. Som inkarneret B-menneske er jeg da heller ikke særligt interesseret i den sædvanlige, efterfølgende filmsnak med venner, men foretrækker egentlig at 'vågne' i mit eget selskab. Hvis vi nu sammenligner biografoplevelsen med fjernsynsoplevelsen, er der selvfølgelig oplagte forskelle. Når vi kravler op i sofaen for at se en film er der f.eks. typisk meget få andre mennesker involveret. Under tv-monopolets æra havde det at se fjernsyn måske en vis offentlig karakter, da vi jo alle var tvunget til at se de samme programmer. I og med at vi i dag har hundredvis af kanaler, er denne fællesskabskarakter imidlertid begrænset til de helt store fjernsynstransmissioner. Man taler ofte om film i tv som 'lænestolsrejser', hvilket er et godt billede på den hjemlige filmoplevelse: Man er i hjemmets trygge rammer og drømmer om at være et andet sted. Vi befinder os ikke i et på en gang anonymt og offentligt rum, men sidder i hjemlige omgivelser og kigger på et møbel. Det dårlige billede og den ufokuserede lyd skal kæmpe med dørklokken, elkedlen og børnene om vores opmærksomhed, og vores indlevelse reduceres markant. På en måde kan man sige, at tv-oplevelsen har meget tilfælles med den tidlige biografoplevelse, som var karakteriseret ved et program bestående af en række meget forskellige filmsekvenser præsenteret for et publikum, som ret tilfældigt bevægede sig ud og ind ad biografen. Hvis vi således sammenligner oplevelsen af at gå i biografen i dag med det at sidde hjemme og se en film, er der i høj grad indlevelsen og forførelsen til forskel. Dvd-oplevelsen er således på grund af placeringen i hjemmet mere interaktiv og 'distanceret' end biografoplevelsen. Dette underbygges tillige af, at film på dvd næsten altid er udstyret med ekstramateriale. Markedsført som f.eks. 'special editions' eller 'collectors items' fyldes dvd-film med interview, alternative slutninger, dokumentarfilm om filmens tilblivelse m.m. Dette er medvirkende til, at vi som seere får en vis distance til filmværket, hvor biografoplevelsen i høj grad er baseret på filmværkets næsten despotiske kontrol af vores sanser. Biografoplevelsen handler i høj grad om, at overgive sig til en andens vision og fantasi, og jeg har personligt svært ved at se fornøjelsen i at blive præsenteret for en alternativ slutning på f.eks. 'Casablanca' eller 'Citizen Kane'. Objektivt set er det hverken godt eller skidt, men forførelsen har altid været filmens essens og har været det helt centrale element hos store instruktører som Eisenstein, Hitchcock, Orson Welles og François Truffaut. Det er imidlertid blot at konstatere, at et moderne og yngre filmpublikum opvokset med computermedier og videospil har en mere interaktiv indstilling til filmmediet og ikke på samme måde som ældre generationer lader sig overvælde af filmbillederne. Dette afspejler sig bl.a. i, at film målrettet mod yngre generationer ofte er karakteriseret ved meget svage fortællinger og lidt tynde karaktertegninger. Susan Sontag talte i et essay i anledning af filmens 100-års jubilæum ligefrem om filmens forfald. Dette kommer bl.a. til udtryk i det forhold, at hvor de tidlige biografpaladser i arkitektur og design var udformet med henblik på at give et 'time-out' i hverdagen, er nutidens multibiografer placeret i storcentre, og har i højere grad popcorn end film som vigtigste indtægtskilde. Det lyder grimt, men biografkulturen har nu historisk set altid været tættere forbundet til den kommercielle kultur end til kunsten, hvilket alene biografens design vidner om. Biografen har således, i modsætning til teatret, været meget afhængig af at signalere sin tilstedeværelse i bybilledet, via tårne, spir, neonbelyste baldakiner og en glasfacade som ofte vender direkte ud mod det pulserende byliv for at tiltrække 'spontane' biografgængere. Man kan således sagtens lidt tilfældigt dumpe ind i en biograf, hvorimod vel ingen kunne finde på bare at dumpe ind i en teateropsætning af 'Hamlet'. Når Sontag og andre kulturskribenter begræder kommercialiseringen af filmkulturen bunder det måske lidt i nostalgiske følelser over for en temmelig begrænset æra i filmhistorien, hvor filmkunsten meget bredt blev betragtet som kulturens vigtigste kunstart. Situationen er nu en gang sådan, at der i dag produceres færre gode film end for 30-40 år siden, filmkritikken er ofte reduceret til handlingsreferater og uddeling af stjerner, og i det hele taget kan man savne den indsigtsfulde begejstring for film, som prægede kulturlivet tidligere. Yngre generationer dyrker således filmen på en lidt mere ironisk måde, hvilket bl.a. kommer til udtryk i dyrkelsen af f.eks. Tarantinos postmoderne pasticher og i en kultbetonet passion for blockbusters som 'Ringenes herre' og 'Starwars'. Så længe folk ønsker at komme ud og dele filmoplevelser med andre skal biografen dog nok overleve, og historien om biografen er i høj grad historien om, hvordan mediet har tilpasset sig nye tider og teknologier. For at lægge lidt distance til de apokalyptiske domme, der ofte fældes over filmen, er det tillige værd at minde om, at en af filmens opfindere, Louis Lumière, for over 100 år siden beskrev filmen som »en opfindelse uden fremtid«.