0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Biffen er det bedste

At sidde i biografsalens mørke og kigge op på det lysende lærred er forførende. Man kan ligefrem kalde det en form for erotisk voyeurisme eller tale om filmindustriens gave til dating-folket. Biografen kan noget og er kommet for at blive, skriver kronikøren, der er ph.d.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

'Film skal ses i biografen', siger et populært slogan.

Fremkomsten af først video og siden kabel-tv og dvd har imidlertid medvirket til, at flere og flere mennesker foretrækker at se film i hjemmebiografen. Det er både nemmere og billigere, og man undgår de besværligheder, som der nu engang er forbundet med at se film sammen med andre: Lyden af knitrende slikposer, lugten af popcorn, SMS'ende teenagere, ringetoner fra mobiltelefoner osv. Mange kulturkritikere har da også spået biografens snarlige død, men publikumstilstrømningen til biograferne er faktisk steget markant i de seneste år. Filmhistorien er da også på mange måder historien om, hvordan biografen har overlevet kriser og dødsdomme, og i en tid hvor mediet igen trues af nye teknologier, er det relevant at se på, hvad der karakteriserer biografoplevelsen. Hvorfor har vi i nu over 100 år valfartet til biograferne?

Helt banalt går vi selvfølgelig i biografen for at se film. Der er imidlertid også andre oplevelser forbundet med en tur i biografen, bl.a. en lang række ritualer: at bestille billetter, at stå i kø, at mødes med venner efter filmen osv. For størstedelen af det moderne biografpublikum er filmoplevelsen faktisk sekundær i forhold til det sociale samvær, som knyttes til en biograftur, og jeg har da også personligt venskaber, som simpelthen er baseret på, at vi mødes for at gå i biografen.

Hvis vi imidlertid til en begyndelse ser på, hvad der er fascinerende ved selve filmmediet, så har mange filmhistorikere fremhævet, at filmen allerede i slutningen af det 19. århundrede udvikledes i to hovedstrømninger, der hver især dyrkede særtræk ved filmen: Den drømmeagtige fiktion og den realistiske hverdagsskildring. Fiktionen kom især til udtryk i tryllekunstneren Méliès' poetiske billedillusioner, bl.a. 'Rejsen til månen', mens realismen kom til udtryk i brødrene Lumière's små hverdagsskildringer, bl.a. 'Toget ankommer'. Fremvisningen af sidstnævnte film anvendes ofte som eksempel på den særlige realisme, som er knyttet til de levende billeder. Rygtet (som nok er mere end tvivlsomt) fortæller således, at folk ved den første filmforestilling ligefrem flygtede ud af biografen af frygt for at blive kørt over. Under alle omstændigheder var det filmens evne til at genskabe virkeligheden i levende, fotografiske billeder, der i høj grad fascinerede folk. Filmen giver en fremstilling af virkeligheden som simpelthen er mere overbevisende og umiddelbar, end hvad andre kunstarter formår, og mediet har i over hundrede år præget den måde, vi betragter vores omverden på. Som et lidt banalt eksempel herpå kan fremhæves, hvordan mange mennesker instinktivt kom til at tænke på film som 'Godzilla' og 'Die Hard' da billederne fra terrorangrebet på World Trade Center kørte på tv-skærmen.

Filmen har således op gennem historien været knyttet til virkeligheden, og mange filmkritikere frygter at digitaliseringen vil undergrave filmens realistiske aura. Det er nu blevet muligt at skabe fotorealistiske scener, som slet ikke har været i kontakt med virkeligheden, som man f.eks. så det i 'Forrest Gump', hvor den berømte fjer er animeret og placeret digitalt i filmen. Hertil kan siges at man gennem hele filmhistorien har oplevet en øget manipulation af filmbilledet (bagprojektion, special effects m.m.). Det har nu ikke svækket interessen for film, men har blot skabt en øget interesse for film, der på forskellig måde skaber troværdige skildringer af virkeligheden, bl.a. dokumentarfilm og dogmefilm. Desuden er det ikke kun genskabelsen af virkeligheden, men i lige så høj grad filmens evne til at manipulere med vores sanser, der ligger til grund for mediets popularitet. Således beskriver filmteoretikeren Kracauer i et essay om Berlins biografer filmen som »et kunstværk af effekter, som taler til alle sanser«. Hvis man ser på en film som 'Titanic', så er denne films enorme popularitet da mildest talt heller ikke funderet i fotorealisme, men primært i filmens evne til meget målrettet at ramme forskellige følelser og stemninger.

At skelne mellem to strømninger er således lidt akademisk, da det for begge genrers tilfælde var den tekniske magi, der fascinerede folk. Sådan har det for øvrigt været gennem hele filmhistorien, hvor der har været en vedholdende interesse for special effects. En typisk special effect-genre som comic book-filmen ('Spiderman', 'Hulk', 'Asterix' osv.) er da også i høj grad baseret på publikums nyfigenhed omkring, hvordan man får gjort tegneserieuniverset levende.

Når man tidligere har forsøgt at beskrive biografoplevelsen, så har man ofte draget paralleller til togrejsen, især med henvisning til oplevelsen af visuelle indtryk, som suser forbi vinduet uden for vores kontrol. Filmen har ligesom toget gjort verden mindre og givet folk mulighed for at få indsigt i fremmede kulturer. De første biografer lånte og kopierede således også i arkitektur og stil fra fremmede kulturer og stilarter for at give bygningen og interiøret et eksotisk præg. Mange biografer tog da også navn efter eksotiske lande og steder, f.eks. 'Rialto', 'Colosseum', 'Napoli', 'Bazarbiografen' og 'Lido'. Enkelte biografteatre var i begyndelsen tilmed udformet som togvogne, og en af de første biografer herhjemme bar faktisk navnet 'Luksustoget'. Biografen var således tænkt som et tilflugtssted, et sted hvor man kunne slippe væk fra hverdagens rutiner og hjemlige omgivelser. Dette afspejler sig også i den retorik, hvormed man ofte har beskrevet biografen. Man taler således om at gå i biografen 'for at komme lidt ud af huset', Hollywood beskrives som 'drømmefabrikken', og hvor mange gange har man ikke på film set en person på flugt søge tilflugt i netop biografen?

Det eksotiske præg, som karakteriserede de første biografbygninger, blev efter Anden Verdenskrig erstattet af en mere funktionel stil, dvs. et design målrettet mod at få os til at glemme virkeligheden og leve os ind i fiktionen. Biografsituationen er på denne måde en lidt speciel konstruktion, som helt grundlæggende er karakteriseret ved, at vi sidder blandt fremmede mennesker og kigger op på en lysvæg. Billederne projiceres op på lærredet af en projektor placeret bag os på en måde, således at vi ikke bemærker den teknologi, der skaber billedstrømmen. Ligeledes er stolene er arrangeret på en måde, så vi ikke bemærker medpublikum. Alle ser lige frem på lærredet og bevidstheden om medpublikum reduceres til en periferisk viden om deres tilstedeværelse. Filmen er denne måde egentlig en lidt besynderlig kunstart, der baseres på at vi glemmer vores omgivelser og lader os forføre. Dette står f.eks. i skarp kontrast til oplevelsen af moderne billedkunst, hvor det at betragte kunsten sker i samspil med en vis form for aktivitet og refleksion. Ligeledes adskiller biografoplevelsen sig her markant fra teateroplevelsen, hvor nærværet af skuespillere i kød og blod og den mere selvstændige skanning af scenen skaber en vis form for distance.

Selv om vi i biografen sidder og ser filmen anonymt i et mørkt rum, har medpublikum alligevel en vigtig funktion i biografoplevelsen. Biografen er således et af de få tilbageværende offentlige rum, i en tid der ellers er præget af, at vi trækker os tilbage i vores hjem og vores bil. Det, at oplevelsen deles med et medpublikum, er med til at farve biografoplevelsen, og vi kunne i denne sammenhæng blot forestille os det tankeeksperiment, at vi sad alene i en biograf. En del af filmoplevelsen består i, at vi kan lade os rive med i et fællesskab og slippe den disciplin, vi ellers udviser i det offentlige rum. Der er da også mange mennesker, som slet ikke bryder sig om at gå i biografen alene. Folk føler at det er ensomt og, ligesom det er med finere restaurantbesøg, lidt kikset at sidde alene. Mere akademisk knytter filmteoretikeren John Ellis dette fænomen til en udbredt forestilling i moderne filmteori om, at vi er i en slags drømmetilstand, når vi ser film, og at selve synsakten kan betragtes som en slags erotisk voyeurisme. Når man går i biografen med andre, har man så at sige en 'co-voyeur' med sig til at dele skammen med, hvilket især er rart, når lyset tændes. En stor del af frygten for filmens skadelige virkninger i begyndelsen a