I 1960 startede Løgstrup en diskussion om seksualmoralen og kritiserede promiskuiteten. Blandt de fortalere for en »frigørelse af seksuallivet«, han var uenig med, var Poul Henningsen. Det var, hvad man ville forvente af en teologiprofessor og tidligere præst. Man ville imidlertid også forvente, at en teolog forsvarede det traditionelle ægteskab som bolværk mod promiskuiteten. På det punkt skuffede Løgstrup dog forventningerne. Det var slet ikke ægteskabet, der var hovedsagen. Løgstrups anliggende var den forening af seksualitet og kærlighed, der havde udviklet sig i den europæiske kultur, ikke mindst som følge af romantikken. Det seksuelle er en del af et lidenskabeligt kærlighedsforhold til én anden person. Et sådant forhold må per definition indebære eksklusivitet og troskab. Netop den forståelse af det seksuelle lå efter Løgstrups mening bag opgøret med victorianismen. Dengang var kritikkens genstand borgerlighed i form af en tom ægteskabsinstitution. Men i 1960 er fronten en anden. Nu er det ikke nok blot at gentage det oprør, som blandt andre Georg Brandes stod for. Nu føres den seksuelle frigørelseskamp nemlig som forsvar for en »lidenskabsløs og følelsesfri« seksualitet. Promiskuitet er nu »det snusfornuftige og satte borgerskabs vedtagne seksualmoral«. Løgstrups kritik af P.H. går ud på, at denne ser den seksuelle frigørelse i et for kort perspektiv. Han ser ikke, at det, det virkelig drejer sig om, er seksualitet som del af en kærlighed, der betyder livsopfyldelse - også kaldet lykke. Den følelsesløse seksualitet føres efter Løgstrups mening frem ved hjælp af »formløshedens tyranni«. Former er ikke kun snærende og undertrykkende konventioner som i den borgerlige ægteskabsmoral. Former kan lige så godt være befriende og livsbekræftende. Faktisk er det formløsheden, der er undertrykkende. Løgstrup henviser her til sine egne erfaringer som student i Tyskland. Som gæst i en 'Burschenschaft' oplevede han drikkegilder, hvor man var tvangsindlagt til at drikke sig fra sans og samling. Her er formløsheden ritualiseret til det »mageløse tyranni at skulle være fuld hver tirsdag«. Et tilsvarende tyranni ser Løgstrup i de seksuelle omgangsformer. De udleverer dem, der ønsker at fastholde sammenhængen mellem kærlighed og seksualitet. Forholdet mellem seksualitet og kærlighed kan kaldes et grundtema i Løgstrups tænkning. Det indtager en vigtig plads i 'Den etiske fordring' - bogen, der i 1956 gjorde ham kendt langt ud over teologiske og kirkelige kredse. Og temaet vender tilbage i forfatterskabet lige til hans død i 1981. Et særkende ved Løgstrup var, at han omsatte det filosofiske og teologiske arbejde med en given problemstilling til indlæg i den almene debat. 1960'erne var ikke kun den seksuelle frigørelses år. Det var også en vigtig fase i den kolde krig. Det var en krig i betydningen en uovervindelig modsætning mellem to ideologier og samfundssystemer. Men den var kold, fordi de to fjendtlige parter begge besad våben, der kunne tilintetgøre hele menneskeheden. De holdt hinanden i skak i den såkaldte terrorbalance. Efterkrigstidens storpolitiske situation stillede dermed de klassiske spørgsmål om krigens legitimitet på en ny måde. Det udfordrede tidens store filosoffer, blandt andre englænderen Bertrand Russell og tyskeren Karl Jaspers. Og danskeren K.E. Løgstrup. Han afviste enhver »etisk« begrundelse for en atomkrig i en diskussion af Jaspers' opfattelse. Denne gik kort fortalt ud på, at hvis alternativet var enten kapitulation til det kommunistiske diktatur eller en atomkrigs totale udslettelse, var det sidste at foretrække. Den frihed, som Vesten stod for, var nemlig så stort et gode, at den var det største offer værd. Løgstrup afviser tankegangen af flere grunde. For det første bygger den på en grov forenkling af modsætningen mellem Vestens og Østens samfundssystemer. De vestlige stater idealiseres. Disse staters livsform omfatter også koloniherredømme og imperialisme, og de har ikke været i stand til at udvikle en »tålelig international orden«. Det er forenklende, når man i selvgodhed peger på frihed og ret som styrker i den vestlige samfundsform. Denne indebærer nemlig også »ekspanderende magt og konkurrence«. Løgstrup sammenfatter sin kritik af forenklingen på denne måde: »Det vestlige samfundssystem idealiseres, og det østlige gøres til det rene djævelskab, for saa er modsætningen blevet en atomkrigs grufuldheder værd, og man har faaet ikke bare en magtpolitisk, men en etisk begrundelse for at holde muligheden for en atomkrig aaben«. For det andet er forsvaret for atomkrig som offer for friheden livsfornægtende. Frihed skal forsvares som vilkår for at leve. Derfor er det absurd at ofre ethvert menneskeliv for en påstået friheds skyld. Løgstrups afvisning kaldte en hårdnakket kritiker på banen. Med sin tankegang placerede Løgstrup sig på den radikale og pacifistiske side, hed det, ja han forfægtede det fade kulturradikale standpunkt. Det var dog kun at forvente, for allerede efter besættelsen havde Løgstrup jo hævdet, at modstandskampen mod tyskerne ikke var national, men europæisk. Krigen drejede sig om nazisternes ødelæggelse af den europæiske kultur og retsopfattelse. Ydermere viste Løgstrup med sin analyse, at han stillede sig uden for menneskers virkelighed, der ikke kan fastholdes filosofisk. Alt sammen ifølge kritikeren. Hvis nationalismen, dæmoniseringen af kulturradikalismen og mistænkeliggørelsen af den filosofiske analyse virker bekendt, er man på rette spor. Løgstrups kritiker var den københavnske stud.theol. Søren Krarup. I sit svar hæftede Løgstrup sig ved, at Krarup stort set gik uden om problemet - en mulig atomkrigs begrundelse - for i stedet at angribe modstanderens person. Denne »mekanisme« forklarede Løgstrup med Krarups tilhørsforhold til Tidehvervsbevægelsen. Denne var efter hans opfattelse ved at ændre sig, så man ikke mere ønskede at diskutere med modstandere, men blot mistænkeliggjorde dem, »man ikke har kunnet intimidere og faaet til at makke ret«. Den skarpe polemik afspejlede Løgstrups brud med Tidehverv et par år tidligere. Hans begrundelse var, at bevægelsens ledere ønskede at lukke en saglig teologisk uenighed med magt. Terrorbalancen formåede ikke at holde alle våben kolde. Også dengang førtes der virkelige krige, mest skæbnesvanger var Vietnamkrigen. Den gav anledning til mere offentlig debat herhjemme end den nuværende Irakkrig. Debatten var blandt andet foranlediget af det tribunal om krigsforbrydelser, som Bertrand Russell tog initiativ til sammen med Jean-Paul Sartre. Løgstrup støttede offentligt både tribunalet og den humanitære indsamling Vietnam 69. I en kronik fra 1969 begrunder han sin støtte. Der påhviler befolkningen i vestlige lande som Danmark et særligt ansvar, fordi vi er allieret med USA, »overfaldsmanden og ødelæggeren«. Ansvaret tilsiger en solidaritet med ofrene for ødelæggelsen, og det er den solidaritet, indsamlingen er udtryk for. Løgstrup så Vietnamkrigen som led i en forstærket global interdependens. Gensidig afhængighed er et grundfænomen i hans etik. Som enkeltpersoner er mennesker udleveret til hinanden på mangfoldige måder. Det giver den ene magt over den anden, magt til at påvirke den andens liv positivt eller negativt. Derfor er der til magten knyttet en fordring om at værne om og fremme den andens liv. Etik handler altså om brug og misbrug af magt. Det gælder ikke kun i de nære personlige relationer, men også i international politik. Den tættere afhængighed mellem landene har forøget konfliktmulighederne. Og håndteringen af konflikterne kan ikke overlades til politikerne og diplomaterne alene. Der kræves en borgersolidaritet på tværs af landegrænserne. Derfor humanitær støtte til vietnameserne. Protesten mod USA's krig i Vietnam hang nøje sammen med studenteroprøret og venstrebevægelsernes opblomstring. Løgstrups stillingtagen i denne sammenhæng er et sammensat kapitel for sig. I det skæbnesvangre år 1968-69 holdt Løgstrup en forelæsningsrække om etik, politik og økonomi. Det blev senere til bogen 'Norm og spontanitet' (1972). Men han behandlede også emnet i den bredere offentlighed, blandt andet i flere artikler i tidsskriftet Vindrosen. Økonomiens politisk-etiske problem består i forholdet mellem magt og frihed. Økonomi er utvivlsomt en magtfaktor; private virksomheder har enorm indflydelse på mange menneskers tilværelse. Løgstrup hæfter sig ved reklamens magt til at dirigere folks forbrug og påvirke deres holdninger. Det særlige ved denne økonomiske magt er, at den ikke ledsages af de påvirkedes selvstændige stillingtagen. På det punkt adskiller den økonomiske magt sig fra det, Løgstrup kalder den kulturelle indflydelse, altså den, vi for eksempel kender fra kunsten. Den indflydelse forudsætter og inviterer ligefrem de påvirkedes selvstændige og kritiske stillingtagen. Her bliver man »spurgt om den indflydelse, man er inde under«. Den økonomiske magt kan vi ikke unddrage os. Derfor betyder frihed ikke at befinde sig i et magttomt rum, for et sådant findes ikke. Det er ifølge Løgstrup de borgerlige partiers »illusionsnummer«, at hvis blot den offentlige, statslige magt er reduceret, indfinder friheden sig. Hans modpåstand er, at både politisk og økonomisk findes frihed kun som delagtighed i magt. Sagt på en anden måde: Den herskende liberalisme sikrer ikke folks frihed i forhold til den økonomiske magt. Alternativet må derfor være en form for politisk styring af økonomien. Kun via den demokratiske politiske magt kan borgeren få del i den politiske magt og dermed sikre sin frihed. For Løgstrup lød et »aksiom« for samfundsindretningen: Det er urimeligt, at en privat økonomisk magt kan konkurrere med den offentlige, uden at indehaverne af den private magt skal stå offentligt til regnskab for, hvordan de udøver den. Ifølge Løgstrups diagnose ville aksiomet være »afmægtigt«, hvis det ikke lykkedes at udvikle en funktionsdygtig socialistisk økonomi. Løgstrups synspunkt vakte forvirring og forundring i borgerlige kredse. Den konservative politiker Poul Møller erklærede i en replik, at han ville »have sat sit hoved i pant på«, at professor Løgstrup ikke ville godtage påstanden om den ufri forbruger. Endnu mere forvirrende blev det dog, da Løgstrup udtalte sig om studenteroprøret. Her drejede det sig om grænser for demokrati og medbestemmelse. Hans grundsynspunkt var, at demokratiet er præget af et paradoks. På den ene side betyder demokrati alles medbestemmelse, men på den anden side forudsætter demokratiet, at kvalitetskravet på en række områder respekteres, for eksempel i kunst og videnskab. Men kvalitet kan ikke tilvejebringes demokratisk, for den forudsætter sagkundskab. Derfor er studenternes krav om medbestemmelse på forskningens område uberettiget. Løgstrup fremførte sit synspunkt i en artikel med overskriften 'Undervisitet'. Han opfattede kravene til undervisningen som en trussel mod universitetets særkende: at undervisning er funderet i forskning. Og selv om studerende kan have gode forslag til undervisningens forbedring, har de ikke forudsætninger for at bestemme over den tilgrundliggende forskning. Ydermere opfattede Løgstrup studenteroprøret som udslag af ørkesløs »administrationslyst«. Løgstrups indlæg om Vietnam, kapitalisme og studenteroprør førte til en polemik med en af Vindrosens redaktører, Ejvind Larsen. Løgstrup insisterede på, at disse tre store samtidsproblemer var yderst forskellige. Mens for eksempel økonomiens problemer var indviklede og ikke tillod enkle løsninger, krævede Vietnamkrigen egentlig en lige så radikal handlen, som den tyske besættelse havde gjort. Hvis man derfor bliver i sit »interessante og spændende slaraffenliv«, mens man gør opposition mod USA, bør man i hvert fald undlade at iføre sig en »heltekappe«. Løgstrups krav om differentieret analyse og handling blev afvist af Ejvind Larsen. For ham måtte »et engagement i Vietnam-krigen« også betyde »oprør mod professorvældet på vore egne universiteter«. Han mente, at Løgstrups kritik kunne sammenfattes i »ét argument: du er min modstander og således en hykler«. Lyder det velkendt? Ja, rigtigt: Ifølge Larsen havde Løgstrup nu overtaget »Søren Krarups metoder«. Både i polemikken med Krarup og i den med Larsen blev besættelsestiden inddraget mod Løgstrups vilje. Ikke fordi han havde noget at skjule. Han var aktiv i modstandsbevægelsen og måtte gå under jorden i krigens sidste måneder. Samarbejdspolitikken over for tyskerne tog han skarpt afstand fra, vel at mærke mens den foregik. Det er mest levende dokumenteret i bogen 'Kære Hal, kære Koste' (1992), en brevveksling med vennen Hal Koch. Når han ikke senere ønskede at inddrage besættelsestiden i andre debatter, var det, fordi han frygtede det »urealistisk heroiserende«. Det kræver en særlig kompetence at forholde sig realistisk til den tid: »alle andre end professionelle historikere og kunstnerisk begavede forfattere skal holde fingrene fra besættelsestiden«. Den advarsel havde været velgørende i vor egen debat om besættelse og samarbejdspolitik! Henvisningen til kunstneren er ikke tilfældig. Til Løgstrups opgør med forenklinger hører en afvisning af en falsk modstilling mellem intellekt og følelse. Det var emnet for en rustale i 1961, trykt som Kronik i Politiken. Det er en misforståelse, at følelser skulle være irrationelle. Vi forholder os til verden - både den sociale og den naturlige - med vore følelser og vor stemthed. Der er forståelse i dem. Og det er den viden, som ligger gemt i følelse og stemthed, som finder udtryk i den kunstneriske form. Der skal følelser til for at opfatte verden i dens sammensathed. Derfor siger Tage Skou-Hansens 'De nøgne træer' mere om besættelsestiden end mangen historikers »registrerende nøjagtighed«. Løgstrups optagethed af kunst og litteratur førte til medlemskab af Det Danske Akademi. I 1978 holdt han talen for netop Tage Skou-Hansen, årets modtager af den litterære pris. Den blev trykt i Politiken med titlen 'Sansning og symbol'. Skildringen af en sanset episode kan være udtryk for »symbolmagten«, både i det, der sker mellem mennesker, og »i det der omgiver dem«. Igen henviser Løgstrup til kunstneren som den, der formidler en indsigt, der er lige så realistisk og nødvendig som videnskabens. Netop symboltænkning skal der til for at fatte det moderne hyperkomplekse samfund. I dag, næsten 25 år efter sin død, er Løgstrup ikke forsvundet fra den offentlige debat. Hans tanker dukker op i mange sammenhænge. Jørgen Henrik Petersen har kaldt Løgstrup »den danske velfærdsstats filosof«. Han henviser til Løgstrups tanke om, at næstekærlighed også fungerer som en politisk-etisk ide, der tvinger os som borgere til at bære os ad, som om vi holdt af alle andre, skønt vi vitterligt ikke gør det. Andre forsøger at bruge Løgstrup i den såkaldte kulturkamp. Man henviser til, at han engang har sagt, at »den kulturradikale har fået sin modstander til epigon«. Her taler Løgstrup dog om radikalisme netop som kulturelt og kunstnerisk fænomen og ikke som en politisk gruppering. Og frem for alt: Hvis man vil sætte Løgstrup i forbindelse med 'kulturkampen', bør man spørge: kulturkamp om hvad? Uenighed opstår omkring identificering og løsning af problemer og vanskeligheder. Og de er yderst forskellige. Hvis man derfor foregiver, at der foregår én kulturkamp, ligger man under for den forenkling, Løgstrup altid forsøgte at imødegå.