Et ridderkorps af pædagogiske eksperter har de senere år dannet front med gnavne mænd og kvinder, som har gjort det til deres hellige pligt at redde familien fra afgrundens dyb. Deres taktik er mærkværdig: De vil gøre os til bedre forældre ved konsekvent at fortælle os, hvor elendigt vi klarer opgaven: I vil ikke være voksne, råber de. I vil ikke afgive jeres frihed og påtage jer et ansvar. I kan ikke sætte grænser. I forkæles økonomisk. Og så fylder I oven i købet op på caféerne, så singlerne ikke kan få øje på deres kommende mager for savl og sutteflasker. Myter, som gentages tilstrækkeligt mange gange, ophøjes til sidst til Sandheder. Min familie er mit bløde punkt. Derfra mit hjerte går. Derfor gør tilråbene ondt. Det kan synes en håbløs opgave at ændre myterne om os moderne forældre. For at kunne være kærlig over for mine børn har jeg derfor udviklet et panserskjold, der skal beskytte mit bløde punkt. Men nu bliver der pludselig kastet med sten fra en ny vinkel. Nu går vi for meget op i familien, bliver for meget hjemme og puttenutter i timevis med de små guldklumper. I et debatindlæg om familien bragt i Politiken kan jeg nu læse, at familien er egoistisk og selvtilfreds; en lukket og symbiotisk hule, der dyrkes som statusobjekt. Især vi mødre driver selvrealisering i yderste potens. Alle har på et tidspunkt været del af en familie, og det har altid været hårdt arbejde. Lader man sig forblinde af en Gucci-familie på strøgtur, så mangler man indsigt i familiens sorger og glæder eller har lykkeligt glemt, hvordan det var. Medmindre man kan betale sig fra alt og fryse det bløde punkt til is, så er familielivet en uendelig bunke opgaver, vasketøj, nullermænd, indkøbsposer, snotnæser og bekymringer. At tro, at vi får børn blot for at få status, må i bedste fald bero på uvidenhed. Der kan være en pointe i, at vi får børn som en del af et selvrealiseringsprojekt, da det er vigtigt såvel som svært for mennesker at fungere i fællesskaber. Måske er den tillokkende udviklingsmæssige udfordring ved familielivet, at vi her får en oplagt mulighed for at øve os i at balancere autonomi og fællesskab. I dag erkender mange forældre, hvor opslidende det er, lader facaden krakelere og stiller villigt op i tv-programmer i håb om et bedre familieliv, en mere sammenhængende økonomi og mere tid til hinanden. Men heller ikke dét går ridderkorpsets ører forbi. Det er for dårligt, at der sendes alle disse programmer om bolig, børn og livsstil, kunne man læse på forsiden af en tabloid-avis. For det betyder, at vi skal have hjælp til de mest almindelige ting, som vi burde kunne klare selv. Så efter i årevis at være blevet anklaget for at være inkompetente anklages vi nu for at prøve at gøre noget ved det. At sende medarbejdere på dyre teambuildingkurser for at forbedre firmaets bundlinje er helt o.k. Når familier prøver at organisere samarbejdet bedre, stabilisere økonomien og forbedre kommunikationen, så er der dømt egoistisk huleprojekt. Man skal høre meget, før ørerne falder af. Jeg får susen for ørerne og lyst til at gå i seng. Her er der bløde dyner og børn med den sødeste duft. Ingen mennesker er jeg så tæt på som min mand og mine børn. Ingen andre får lov at se både mine præsentable og mindre flatterende sider, fysiske såvel som mentale. Ingen andre kan jeg blive så rasende på. Ikke sjældent overvejer jeg at stikke af og leve et simplere liv. Familien er min klaustrofobiske arbejdslejr, men også mit hjertes frirum. Her kan jeg hoppe i de mentale joggingbukser og ligge tæt sammen med mine to børn i den store familieseng, mens min mand læser højt af 'Gummitarzan'. Vi jubler alle fire, når Ivan Olsen får superkræfter og smider sin far op i et træ. Men konsekvensrytterne på deres stejlende heste, nu ført an af pædagogiske konsulenter, raser over vores servicering af disse nattøjsprinser og -prinsesser, som styrer det hele. Jeg gyser, gemmer mig under dynen og husker en dommedagsprædiken fra en såkaldt debataften på min søns skole forleden: I er utydelige og uklare, messede konsulenten Henrik Vilsbøll til os forældre. Stiller ikke krav til jeres børn. Tillader dem at tale grimt og opføre sig uopdragent. Fortæller dem ikke klart og tydeligt, hvad I mener er rigtigt og forkert. I har dårlig samvittighed, og derfor skal hverdag være særdag; I vil have kvalitetstid med dem; vil ikke bruge jeres tid på pligter og konflikter. I dyrker derfor begivenhedskulturen, og jeres børn ved ikke, hvad der er til debat. Samtidig blander I jer i deres leg og konflikter, så de ikke kan udvikle deres sociale kompetencer. I overvåger dem og bekymrer jer alt for meget. Som en konsekvens af denne servicering, indblanding og mangel på krav har I børn, som ikke kan tåle modstand, ikke kan tåle at tabe i spil og sport, ikke kan indgå i udviklende legerelationer, thi de er zapperbørn, som forbruger andre mennesker, kun vil have, ikke bidrage, kun vil være med i legen, når de får deres vilje. De opfører sig ikke ordentligt, taler ikke pænt, udviser ikke en passende respekt for voksne og autoriteter. De deltager ikke i praktiske opgaver og er kun optaget af deres rettigheder, ikke af deres pligter. Fordomme kommer ofte af uvidenhed, siger konsulenten senere. Deri har han nok ret. Hans skrækhistorie handler om forældrene, som tager nattøj på og gennemgår indviklede højtlæsningsplaner for at få deres børn til at sove - selv om konsulenten er middagsgæst! Jeg husker middage med tilhængere af ridderkorpset, hvor det kunne virke mere meningsfuldt at putte børn end at være hos gæsterne. Efter sådan en opsang bliver jeg trist. Undrer mig over, hvad formålet er. Skal vi skamme os? Bliver vi bedre forældre af dét? Hvorfor bruger han sin tid på at prædike konsekvens for engagerede lilleskoleforældre, når der findes masser af omsorgssvigtede børn, som har brug for meget mere kærlighed end konsekvens. Jeg bliver også forstemt over, at vi forældre finder os i at få læst og påskrevet på denne nedladende facon uden at kræve belæg for de fremsatte påstande. Ifølge konsulenten er vi ellers lige så rettighedsfikserede som vores unger; vi er iscenesættende, overbekymrede og krævende curling-forældre, som kun kan se vores egen lille guldklump og møder op på skoler og i institutioner som sindssyge og utilregnelige og stiller fuldstændig urimelige krav til de hårdtarbejdende pædagogiske professionelle. Men vi må være mere 'velopdragne', end han tror, for vi hører pænt efter uden at udfordre autoriteten. Familien er sat i gabestok på samfundets bytorv. Enhver har ret til at kaste en sten i forbifarten, stille sig på en kasse og holde udokumenterede brandtaler om os. Er det af frygt for gabestokken, at familien tier? Er vi skamfulde, fordi vi tror på myten om os? Det er svært at holde fast i vore værdier, hvis vi er bekymrede for, hvad andre tænker. Svært at bevare kontakten med det bløde punkt, hvor vi kan mærke, hvad der er rigtigt for os. Både i forhold til børneopdragelse, men også i dialogen med de pædagogiske professionelle. Hvordan deler man en bekymring med nogen, som opfatter en som iscenesættende, overbekymret og krævende curling-forælder? Jeg tager skjoldet på, mens konsulenten docerer. Hjemme under dynen kan mit bløde punkt være ubeskyttet, og jeg kan græde over den ubønhørlighed, jeg oplever i pædagogisk debat og praksis; den ensidige fokus på konsekvens, pligt og grænser. Min mand lytter, dømmer ikke. Han forstår min frygt for at blive dømt blødsøden. Vi har prøvet det. Vi troede, at vores søns første skole mente det der med, at den lagde stor vægt på skole-hjem-dialog, og ville lytte til os, fordi vi selvfølgelig kendte vores dreng bedst. Men det stod snart klart, at vi allerede var placeret i en kasse med etiketten 'Skumfiduser'. Blødsødenhed. Prøv at smage på ordet. En stor lyserød skumfidus. Klistret og sød, på grænsen til det vamle. Ordet er blevet synonymt med alt, hvad der er forkert i dag. Vi er for bløde, for eftergivende. Vi forhandler. Stiller spørgsmål i stedet for krav. Konsulenten har fået selskab af Lotte Heise og en rektor for et pædagogisk universitet, begge i rustning og med hestehale. De voksne vil ikke være voksne, synger de i kor. Sangen blander sig med ekkoet fra de senere års debat om pædagogik og opdragelse; nu skal der ifølge statsministeren hærdebrede typer med stenhård pædagogik til; en specialskole har rettens ord for, at det er tilladt at tape en døv drengs mund til, hvis han ikke holder op med at skrige; nu vil skolen stille krav - og det bør I blødsødne forældre også. Konsekvens eller kaos! Men prøv lige at se på ordet blødsødenhed én gang til: Det er sat sammen af blød og sød. Hvordan er det gået til, at det er blevet forkert at være blød og sød? Og hvad er alternativet: at være hård og dum? Selv om hårdhed og ubønhørlighed ikke altid prædikes direkte, som af statsministeren, og selv om mange eksperter også taler om at se og høre børnene, så må der være støj på linjen. Jeg er oprigtigt bange for, at vi forældre kun hører den del af kritikken, som går på, at vi er for bløde og søde. Hvis vi tager den til os, så gør vi os selv mere konsekvente og ubønhørlige. Og så får vi ustyrlige børn, som insisterer på at blive set og hørt, også når de kommer i skole. Og SÅ bliver der talt om høreproblemer, opmærksomhedsforstyrrelser, indlæringsvanskeligheder og dårlig opdragelse. Konsekvensrytterne stopper uden for vores hus. Vi slukker lyset, gemmer os under dynerne og prøver at være helt stille. Men hestene har fået færten af os, og rytterne hvisker: Aha! Forældre, som »ikke respekterer læreren og accepterer hans definition af problemstillingen« (folkeskolelærer J.K. Lange, citeret af Hanne Knudsen i Weekendavisen 29.4.-3.5.). Det må være underforstået, at forældrene altså ikke har ret til at definere problemstillingen? Eller være med til det? Familierne har tilsyneladende købt myten, for vi har travlt med at forsikre hinanden om, at når VI siger godnat, så ER det godnat. Vi synes at være mere bange for at blive dømt inkonsekvente end at blive dømt ukærlige. Selv om det sikkert ikke var formålet med oprøret mod blødsødenheden, så har velmenende eksperter cementeret myten om de inkompetente forældre og været med til at skabe en generation af usikre forældre, som er nemme at trække rundt i manegen, fordi vi føler os skamfulde og skyldige. Familien gøres ansvarlig for meget af tidens dårskab. Den enkelte familie gøres også ansvarlig for selv at skabe bedre rammer for familielivet, men det er lige så absurd som at gøre forbrugeren ansvarlig for at skabe fødevarer uden giftstoffer. Politikerne bejlede under valgkampen til børnefamilierne med gyldne pengeløfter. Men hvad skal jeg bruge en større børnecheck eller lavere institutionstakster til? Vi kan ikke nøjes med én indtægt alligevel, og det giver ikke mere tid, plads og omsorg i institutionerne. Mit arbejdsliv har været et kludetæppe i fem år, for jeg vil gerne være sammen med mine børn. Jeg vil gerne påtage mig ansvaret for, at de bliver empatiske mennesker med demokratisk sindelag. Jeg drømmer om bedre rammer at gøre det i; længere orlov, flere deltidsjob og ikke mindst bedre pædagogiske uddannelser og bedre normeringer i skoler og institutioner. Og jeg drømmer om, at familiens bløde værdier ikke bliver betragtet som årsag til det demokratiske problem, men snarere værdsat som en mulig løsning på det. Ja, ja, jeg kan godt høre, at der vrinskes og hyles udenfor, men jeg har besluttet mig: Jeg tænder lys i hele huset og insisterer på at udnytte hvert sekund af min tid med mine børn til at være blød og sød og lære dem at være det samme over for andre. Jeg kan ranke ryggen nu, hvor frugten af vores blødsødenhedsarbejde kan ses: En 8-årig dreng, som er glad, kan læse samtlige skilte på sin skolevej og fungerer socialt - selv om vi har vægtet kærlig kontakt langt højere end konsekvens. Kort tid efter gidseltagningen på skolen i Beslan havde vi en familiemorgen på kulturel autopilot: hårdhed, vrissen og 'skyld med skyld på'. På cykelturen til skolen tænker jeg på de mødre og fædre i Beslan, hvis sidste morgen med deres børn måske havde været sådan. Og på de gidseltagere, som må være blevet opdraget med mere hårdhed og dumhed end blødhed og sødme. Jeg når heldigvis at finde ind til det bløde punkt, hvor forholdet til min søn er vigtigere end at komme til tiden. Så jeg siger til ham, at jeg er ked af det, jeg sagde, og at jeg elsker ham. Jeg afkræver ham hverken svar eller tilgivelse, men som den kærlige lille fyr, han er, siger han: »Det er helt o.k., mor«, og jeg får et kram og et kys, som kan få selv det hårdeste hjerte til at smelte som en skumfidus over et lejrbål. Jeg beslutter mig for at huske Beslan hver morgen.