I Malawi kender de Danmark. For tiden er det sportssektionerne i Malawis aviser, der er fulde af debat om den kommende landstræner. Folkekravet er en dansk træner, mr. Kim, Kim Splidsboel, der trænede Malawis udvalgte elleve i perioden op til 2002. For under Kim Splidsboel gennemlevede Malawis landshold en gylden periode med mange sejre. I Malawi tager man sin fodbold alvorligt, og valget af landstræner har været genstand for mange debatter i parlamentet. Kim Splidsboel ophørte som landstræner, fordi Danida i sin tid betalte halvdelen af hans løn. Da Danmark trak al sin bistand fra landet i 2002, forsvandt også halvdelen af Kim Splidsboels løn - og Malawi måtte finde ny træner. Det er gået skidt for holdet siden. Nu har parlamentet fundet penge nok til at ansætte en udenlandsk træner, og det er altså mr. Kim, der står øverst på listen. Hvis han altså klarer sig godt ved jobsamtalen. Mr. Kim er nu også velanskreven for sit vedvarende engagement i udviklingen af malawiansk fodbold. Han har indsamlet målmandshandsker og andet udstyr i Danmark og har sendt grejet til det lokale ungdomsarbejde. Bestyrelsesmedlemmet med ansvaret for kontakt til medierne i Malawis fodboldforbund, Moses Mkandawire, er til daglig ansat af en kirkelig hjælpeorganisation i den nordlige del af det langstrakte land. Han arbejder med demokrati og udvikling. Det er naturligt for ham at kæde Kim Splidsboel og Danida sammen. »Spørg hvem som helst her i Malawi, og de husker Danida. Selv om de ikke har været her i tre år nu, så var det den organisation, som folk kendte og respekterede mest blandt alle donorerne. De var de allerbedste inden for udvikling. De kom langt, langt ud til de fattige«, fortæller Moses Mkandawire. Det er sandt, at der endnu står et ekko efter Danida i Malawi. Skiltet foran landbrugsministeriet proklamerer stadig, at her samarbejdes med Danida om husdyrhold. Rundt omkring møder man folk, der i sin tid var ansat af Danida. De fortæller om et stort og vigtigt stykke arbejde, der pludselig holdt op. En, jeg talte med, arbejdede med at etablere et fuglereservat ved Malawisøen. En anden arbejdede med oplysning om bedre landbrugsteknikker i Midtmalawi. Nok så vigtigt ses Danidas afgang som et opgør med den tidligere præsident, Muluzi. Muluzi var den første demokratisk valgte præsident efter 30 års diktatur under Hastings Kamuzu Banda. Men Muluzi var ikke perfekt. Der var stadigvæk intimidering og korruption. Da han sidste år ikke kunne genopstille mere til præsidentposten, blev der plads til den nuværende præsident, Bingu. Han har sparket gang i mange ting i Malawi på kort tid. En hård kamp mod korruption har bragt flere af Muluzis topfolk i fængslet. En hård budgetstyring har fået den internationale valutafond til at genoptage långivningen til Malawi (Bingu har forudsætningerne - han kom fra en stilling som økonom i Verdensbanken). Og ikke mindst har hans præsidentperiode set en enestående ytringsfrihed brede sig som feber. Der er et ytringsmæssigt forår i Malawi, efter mange års tørke. Bingu selv går i katolsk kirke i Lilongwe om søndagen. Da han tidligere på året forsøgte at få plads på statsbudgettet til en skudsikker Mercedes-limousine til eget brug, fór civilsamfundet i flint, og en strøm af protester væltede ind over Bingu. I hans egen kirke havde præsten sat plakater op om emnet i hele forrummet, og i prædikenen blev der raset over tanken om at smide penge efter en skudsikker bil, samtidig med at Malawi står over for en hungerkatastrofe. Det utrolige ved debatten om præsidentens bil er, at præsidenten tabte. Han er fortsat den eneste statsleder i det sydlige Afrika uden en skudsikker bil. Kirke, opposition, medier, alle kastede sig ivrigt ind i debatten. Bingu lod det ske, og han tabte. De, der har været på ytringsfrihedens frontlinje i Malawi igennem det sidste tiår, jubler. Peter Ngulube Chinoko er leder af den katolske komité for retfærdighed og fred. Han var politisk flygtning i Rom under Banda og har kæmpet mod Muluzi. I dag er han lykkelig, og travl. »Det har aldrig været bedre end nu - og vi kommer aldrig igen tilbage til de gamle dage. Der er sket en opvågnen, og denne proces kan ikke føres baglæns«, siger han. Han organiserer borgermøder om forfatningen, uddanner befolkningen til demokrati, og så videre. Den nye regerings første handling, efter at de kom til sidste år, var at sende udenrigsministeren til København for at undskylde over for den danske dronning. Håbet var, at Danida igen ville tage landet til nåde. I Malawi tror man på den danske regerings grund til at forlade landet i sin tid: de gik, fordi der var for meget korruption. I Malawi håber man også på, at Danida så nok skal komme tilbage, nu hvor forholdene er ændret. Også selv om man ikke fik fat i dronningen, men dog i Per Stig Møller. Malawi er et af de 6 lande, som regeringen oprindelig havde på listen over kandidater til fremtidigt nyt programsamarbejdsland. De tre lande, som senere er udvalgt til nærmere undersøgelse, er Mali, Niger og Etiopien. Alle er værdige kandidater, og særligt Etiopien virker kvalificeret ud fra de kriterier, regeringen har opstillet. Men på baggrund af mine egne oplevelser i Malawi vil jeg opfordre udviklingsministeren til igen at overveje, om ikke det var værd at udvide besøget i efteråret til de tre lande med en afstikker til Malawi. Ude på landet i Malawi skriger behovet efter investeringer mod himlen. I år har tørken ramt benhårdt. Mindst en tredjedel af landets indbyggere har ingenting at putte i munden, og der er seks måneder til næste høst. I den sydlige del af landet, langs den store Shire-flod, har man gennemlevet oversvømmelser først på året, og nu tørke. Alt imens mægtige vandmasser skyller ubrugte forbi, ude i floden. Der er vand og jord og sol nok i Shire-dalen til at brødføde Malawi og et par nabolande. Men i dag sulter indbyggerne. Danida var godt i gang med planerne om at gøre Shire-dalen og andre områder af Malawi produktive. I en lille flække ved Shire fortæller indbyggerne om besøget de fik for fem år siden af embedsmænd fra Landbrugsministeriet, og fra Danida. Delegationen brugte en hel dag i landsbyen, indsamlede frø fra de lokale træer, og foretog opmålinger af de udtørrede erosionskløfter, der i regntiden er brusende floder. Planen var, at Danida ville komme tilbage og hjælpe med at bygge dæmninger over kløfterne for at holde på vandet og øge høsten på de udtørrede sandmarker. Danida kom aldrig tilbage. I dag er børnene i byen sultne og fejlernærede. De heldigste får en portion grød fire dage om ugen uddelt af den lokale kirke. Mødrene går efter mudret vand tre kilometer væk. Sådan er virkeligheden de fleste steder ude på landet i Malawi. Men overalt hvor der investeres en lille sum penge, blomstrer resultaterne. De penge, Folkekirkens Nødhjælp samlede ind 8. mats sidste år ved vores årlige husstandsindsamling, har nu fundet vej til konkret arbejde. I Tyolo så jeg overdragelsen af en brønd til det lokale bystyre. Der blev truttet i hjemmelavede trompeter og basuner (en af dem var hamret ud af en vandlås!) og alle landsbyens kvinder dansede og sang. Brønden, sammen med grøntsagshaverne etableret af den lokale kirke, betyder at man i Tyolo fint holder sulten fra døren. I samarbejde med de lokale hospitaler har vi også organiseret køkkenhaver. De mødre der ikke klarer at brødføde deres børn, men lader sig indlægge sammen med de underernærede og syge børn, tager vi fat i. De får undervisning i køkkenhavebrug. Når de udskrives og går hjem, får de frø, en vandkande og en hakke med sig. Hjemme i landsbyen bliver de så opsøgt af en ekspert, der giver dem gode råd om etableringen af en køkkenhave derhjemme. Det virker. Kvinderne og dermed børnene får mere og bedre ernæring, og de meget simple teknikker synes at sprede sig i landsbyerne ved eksemplets magt. I det hele taget vil fattige folk gerne udvikle sig. Det eneste der mangler, er et solidt skub fremad. Et lysende klart eksempel er et hønseprojekt for fattige kvinder, som Folkekirkens Nødhjælp har overtaget efter Danida. Da Danida trak sig ud i 2002, stod 545 kvinder tilbage i dyb gæld. De havde hver lånt 232 kroner for at deltage i hønseprojektet, og de regnede til gengæld med i en periode at få foder til hønsene, medicin, og hjælp til at få æggene på markedet. De fik ingenting. Projektet kollapsede og kun gælden var tilbage. Da kvindernes situation blev kendt i Danmark opstod der spontant en folkelig protest, og med Bjarne Dalgaard Jensen fra Horsens i spidsen samlede man spontant over 200.000 kr. ind. Folkekirkens Nødhjælp supplerede med restbeløbet, og projektet blev genstartet. Jeg besøgte i sidste uge et af hønsehusene, i byen Chikukule, hvor 37 kvinder har slået sig sammen i en hønsegruppe. I et velordnet hønsehus af røde mursten, med stråtag, tussede 240 velnærede røde høns rundt og klukkede. De lægger 180 æg om dagen, og hver tredje dag tager en af kvinderne æggene til markedet, 10 kilometer væk. Der er allerede 100.000 kwacha i banken, (5.000 kroner) for hver en øre fra æggesalget ryger ind på hønsegruppens fælles konto. Kvinderne sparer sammen til om et år, når hønsene er ældre og begynder at lægge færre æg. For så skal hønseholdet fornys. Det har de allerede nu pengene til. Deres næste mål er at spare sammen til et hønsehus til, så de kan udvide forretningen. Det eneste, kvinderne til nu har fået ud til sig selv, er fem æg pr. kvinde. Det får de hver anden måned. Og så deles de om hønsemøget, der er meget eftertragtet som gødning til de udpinte marker. I landsbyen Ishmael, hvor en anden kvindegruppe holder til, sparer kvinderne sammen til en lille dieseldrevet majsmølle. De vil gerne undgå gåturen på 11 kilometer ind til nærmeste majsmølle, og de vil gerne undgå at betale de mange penge til mølleejeren. I stedet regner de med at male majsmel for de nærmeste landsbyer, og dermed tjene lidt ekstra oven i æggepengene. Det interessante er, at kvinderne med et lille skub i form af et hjemmelavet hønsehus og 240 høns nu kan lægge planer om fremtiden. Den gruppe kvinder, der med stor kompetence og ansvarlighed driver hønsehusene og planlægger fremad, er udvalgt, fordi de tilhørte de fattigste af de fattige i Malawi. Mange af dem er enker uden uddannelse, og uden egen jord, fra de fattige yderdistrikter. Med en investering på under tusinde kroner per kvinde har de pludselig fået værktøjet til at hjælpe sig selv fremad. Og de magter det. Malawi er et lille og - i omverdenens betragtning - ubetydeligt, fattigt land i Afrika. 80 procent af befolkningen bor på landet og dyrker selv deres marker. 60 procent af eksporten er tobak, blandt andet til House of Prince. Af danske investeringer i landet kan man nævne, at Carlsberg har sit eneste afrikanske bryggeri her, og nærmest har monopol på ølmarkedet. Men i det store spil er Malawi en ubetydelig spiller. Netop derfor falder landet inden for rammerne af de prioriteringer, der bør ligge til grund for det internationale samfunds og ikke mindst den danske regerings udviklingspolitik. Landets størrelse og overskuelighed gør, at der er mulighed for at skabe en udviklingssucces, der kan få vidtrækkende opmærksomhed i regionen og forhåbentlig bidrage til at en lignende udvikling finder sted i nabolandene. Mulighederne for at fjerne sulttruslen for landets 12 millioner store befolkning ligger ligefor. Malawi råder over enorme vandressourcer (bl.a. den kæmpestore Malawi-sø), som vil kunne anvendes til at opdyrke den guldgrube, som den sydligste del af landet udgør. Her vil der kunne dyrkes fødevarer til at brødføde hele befolkningen - og nabolandene med. En oplagt opgave for dansk hjælp. Det eneste, der skal til, er vilje og penge. Regionale institutioner - ikke mindst SADC - følger med stor opmærksomhed den positive og fredelige udvikling i Malawi. Et malawisk forslag om at skabe en flodhavn ved Nsanje i den sydlige del af landet er således senest af SADC blevet placeret som højeste prioritet for den økonomiske udvikling i en række lande i regionen; Mozambique, Malawi, Zimbabwe og Zambia. Havnen vil kunne lette import- og eksportmuligheder for disse lande. Danida har allerede erfaring med at arbejde med fattigdomsorienterede projekter i Malawi. Der vil kunne skabes hurtige resultater med stor effekt. Der ligger allerede færdigplanlagte projekter, der kun venter på at blive pudset af. Danida vil især kunne gøre sig gældende inden for bæredygtigt landbrug og overrisling. Danske ingeniørvirksomheder vil kunne bidrage til at omdanne Shire- dalen til et kornkammer. Det ville være en mægtig tjeneste for landets fattige, der netop er udnævnt til de mest hungertruede på kontinentet. I et malawisk samfund, hvor man på mange områder skal starte fra bunden med udviklingen, så vil den danske højskoleide omsat til malawiske forhold også kunne højne en viden om samfundsforhold, økonomi, organisering og bæredygtigt landbrug. Dansk bistand vil nu have langt bedre kort på hånden end tidligere, når det gælder demokrati og menneskerettigheder. Der er næppe den politiker, den embedsmand eller de institutioner i Malawi, som ikke vil være interesseret i at samarbejde. Den styrke hvormed civilsamfundet nu går i brechen, vil klart bidrage til at holde politikere, embedsmænd og institutioner ansvarlige. Institut for Menneskerettigheder, ombudsmandsinstitutionen og andre danske regerings- og kommunale institutioner med 'knowhow' inden for demokrati og menneskerettigheder vil bidrage til udviklingen. Der ligger fortsat adskillige færdigplanlagte og værdifulde Danida projekter, som med stor fordel vil kunne tages op og gennemføres. Her ligger tegningen til en udviklingsindsats, som vil kunne løfte landet og området, så man flytter sig fra en tilstand, hvor behovet er akut nødhjælp til en tilstand, hvor landet vil kunne begynde en udvikling, som meget snart vil betyde, at man bliver selvforsynende med mad - og endda vil kunne eksportere mad til andre. Der er mange positive spor tilbage efter Danida. Landstræneren er kun et af dem.