EU-samarbejdet er i krise. Forfatningstraktaten er lagt på hylden, og det er tvivlsomt, om den nogensinde bliver taget ned derfra igen. Det har skabt tvivl om, hvor EU-samarbejdets udvikling nu går hen. Det må naturligvis give anledning til eftertanke. Derfor har alle EU-landene besluttet sig for at gennemføre en tænkepause og tage en debat om, hvad vi vil med EU. I enhver krise ligger også nogle muligheder. En krise som denne tvinger os til at gøre op med vanetænkning og til at gøre os selv klart, hvad vi egentlig vil. Jeg ser derfor frem til debatten i de kommende måneder. Den kommer for en gangs skyld ikke blot til at handle om ja eller nej til en ny traktat. Der bliver derimod mulighed for en mere grundlæggende og mere nuanceret EU-debat. Men midt i den megen snak om krise er det nok nyttigt at sætte tingene i perspektiv. For hvad er egentlig problemet? Føler befolkningerne ikke, at EU-medlemskabet giver fordele? Har EU ikke leveret resultater? Ville Danmark og Europa klare sig bedre uden EU-samarbejdet? Når det kommer til stykket, er de fleste nok enige om, at EU gennem årene har leveret store resultater. EU har været med til at skabe fred, frihed, stabilitet og økonomisk fremgang i Europa i løbet af det sidste halve århundrede. Og på det helt konkrete plan: bedre miljø, lavere priser, større udbud af varer og en masse andre fordele, som vi ikke tænker nærmere over i dagligdagen. Men EU er da også langtfra upopulært. Ifølge statistikkerne mener 70 procent af danskerne, at Danmark har haft fordel af EU-medlemskabet, mens kun 20 procent mener det modsatte. De fleste vil nok også være enige i, at ikke mindst et lille land som Danmark fortsat har store fordele af et tæt europæisk samarbejde. Hvad er der da så galt, kan man så spørge. Min vurdering er, at folkeafstemningerne i Frankrig og Holland afspejlede en generel følelse af utryghed og skepsis, som man uden tvivl også finder i Danmark og mange andre EU-lande. Der er ikke så meget tale om en skepsis over for EU-samarbejdet som sådan. Men om en utryghed over for fremtiden og den fart, EU-samarbejdet udvikler sig med. Borgere i hele Europa oplever store og hastige forandringer. Globaliseringen bringer begivenheder i resten af verden tættere på vores hverdag. Samfundsmønstre er i opbrud. Der er større konkurrence og et stadigt større udbud af varer, informationer, indtryk og muligheder. Mange nye spørgsmål og udfordringer trænger sig derfor på, og borgerne forlanger klare svar af både EU og af deres regeringer. Men borgerne har ikke altid fået klare svar. Tværtimod har EU ofte været svært at forstå. Jeg tror, at EU i de seneste år har været for optaget af sine institutioner, processer og paragraffer. Vi har i EU forhandlet hele fem traktater over de sidste 20 år fra EF-pakken over Maastricht-, Amsterdam- og Nicetraktaterne til den seneste forfatningstraktat. I den samme periode er EU blevet udvidet fra 10 til 25 medlemmer. EU har altså været i konstant udvikling i 20 år. Jeg mener, at udviklingen har været rigtig. Men det har været en stor mundfuld, og jeg tror, at folk oplever, at EU er for optaget af interne forhold frem for at koncentrere sig om de konkrete problemer og bekymringer, som borgerne oplever i hverdagen. Jeg står ved de beslutninger, der er taget. Den seneste udvidelse med de nye 10 lande er en stor succes. Det glemmer vi ofte. Hvordan havde Europa set ud i dag, hvis vi for 15 år siden havde ladet de østeuropæiske lande sejle deres egen sø? De enkelte traktater har også hver især givet god mening. Vi har løbende haft brug for at tilpasse samarbejdets spilleregler for at få klubben til at fungere i takt med udviklingen i verden omkring os. Derfor står jeg også ved forfatningstraktaten. Det er en god traktat - også bedre end den traktat, vi har i dag. Men mens vi i EU har forhandlet op og ned ad stolper om nye traktater og nye udvidelser, har vi ikke været gode nok til at fokusere på de konkrete opgaver. Der har været for mange fine ord, for mange lange erklæringer og for lidt handling. EU har været for optaget af sig selv. Det er på tide, at vi i EU stopper op og ser på realiteterne. Skal EU forblive den succes, som samarbejdet historisk har været, kræver det grundlæggende, at samarbejdet leverer resultater. Det kræver, at EU i højere grad forholder sig til borgernes bekymringer. Det indebærer først og fremmest, at EU vender blikket mod sine kerneopgaver. EU må simpelthen se virkeligheden i øjnene og komme i arbejdstøjet. Men hvad betyder det så konkret? Lad mig nævne tre opgaver, som ligger lige for: