Forleden gik jeg mod Hovedbanen med mit 12-årige barnebarn. Vi snakkede om den kommende tur, og pludselig gik det op for ham, at vores tog skulle passere en ganske lang tunnel. Mit barnebarn gav omgående og uden tøven udtryk for, at han ikke ville med. Ingen overbevisende forklaring om statistiske risici eller andre forhold kunne ændre denne holdning, og det endte med, at vi måtte benytte os af en bus. Billederne fra banegården i Madrid og fra metrotunnelerne i London stod lysende klart for ham og havde åbenbart plaget ham, uden at han havde sagt så meget om det, siden han så det i tv. Han var overbevist om, at Danmark var i en særlig udsat position. Jeg ville gerne have forklaret ham om baggrunden for terrorangrebene i London. Om sammenhængen med Storbritanniens deltagelse i krigen mod terror i Irak. Om at Danmark deltager i samme krig, og om at man en gang imellem bliver nødt til at bringe ofre i en god sags tjeneste. Og ofre er der blevet bragt. Først og fremmest af de danskere, der er udsendt af forsvaret og deres familier, men altså også af mange andre, som vores deltagelse har skabt væsentlig frygt hos. Jeg havde på fornemmelsen, at det kunne blive vanskeligt at overbevise ham om, at nationen har stået bag og burde stå bag et sådant offer, når krigen er åbenlyst ulovlig i henhold til folkeretten. Så hellere skifte transportmiddel. I den netop indledte folketingssamling skal der tages stilling til Danmarks fortsatte militære tilstedeværelse i Irak. I forvejen har alle partier undtagen regeringspartierne og Dansk Folkeparti meddelt, at de ønsker et ophør af denne tilstedeværelse senest 1. juli 2006. Med henblik på de kommende overvejelser - også hos regeringspartierne - kan det være nyttigt at ridse den FN-retlige, folkeretlige og statsforfatningsretlige stilling op med særligt henblik på den seneste udvikling. Med den seneste udvikling tænker jeg især på følgende væsentlige begivenheder: For få dage siden gav den højt respekterede og tidligere amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, udtryk for, at hans optræden i Sikkerhedsrådet i begyndelsen af år 2003, hvor han med henvisning til eksistensen af masseødelæggelsesvåben anbefalede krigens start, udgør den største plet på hans ære. Folk i administrationen vidste udmærket godt, at de påstande, han fremkom med om eksistensen af masseødelæggelsesvåben, næppe var sande, men ingen havde advaret ham. For højtstående folk især i forsvarsministeriet, men også i udenrigsministeriet, var det imidlertid afgørende, at man kunne bruge massevåben-skræmmebilledet: Det var det, der var lettest for de lande - der forhåbentlig ville tilslutte sig 'de villiges koalition' - at sluge. Sådanne våben kan jo ramme os alle, og derfor må vi hellere gardere os i tide. Også den danske regering lod sig som bekendt overtale, og den danske krigsdeltagelse kom derfor til at ske på et grundlag, der var forkert. Dette gør jo i øvrigt enhver henvisning til, at krigen havde tilstrækkelig 'hjemmel' i FN-resolutioner, der jo netop handlede om masseødelæggelsesvåbnenes tilstedeværelse eller ikke-tilstedeværelse, til udsagn uden noget hold i virkelighedens verden. En anden vigtig begivenhed indtraf også for et par uger siden, da den højeste tyske forvaltningsdomstol ('Bundesverwaltungsgericht') i en opsigtsvækkende og overordentlig grundig afgørelse fastslog, at krigen strider klart ikke blot mod folkeretten og FN's pagt, men også mod den tyske grundlov, der forbyder militære aktioner, der ikke har hjemmel i FN-pagten. Domstolen gav også udtryk for, at ingen sikkerhedsrådsresolutioner kunne bruges som grundlag for krigen mod og besættelsen af Irak. Der var, siger domstolen, klart tale om en folkeretsstridig krig. Anledningen til retssagen var, at en officer var blevet degraderet, fordi han nægtede at have med forhold at gøre, der kunne tages som indtægt til støtte for krigen. Domstolen fastslog, at det var han berettiget til, fordi ingen er forpligtet til direkte eller indirekte at yde bidrag til en lovstridig krigsførelse. Som bekendt deltog tyskerne jo ikke direkte i krigen, således som Danmark har gjort det, men indirekte har Tyskland været behjælpelig med basefaciliteter, støtte til overvågningsfly og lignende. Også dette kendtes retsstridigt. Dette er den nyeste udvikling, for så vidt angår krigens baggrund, og væsentligt at have et kendskab til for de medlemmer af tinget, der i de kommende måneder skal tage stilling til den fortsatte tilstedeværelse eller ikke-tilstedeværelse af dansk militær i Irak. Så lad os vende tilbage til situationen i Danmark. Med et - sagens alvor taget i betragtning - historisk lille flertal traf regeringspartierne og Dansk Folkeparti i marts 2003 beslutning om deltagelse i den amerikansk-besluttede krig mod Irak. Størstedelen af oppositionen har imidlertid taget beslutningen til efterretning og formentlig ihukommende den sædvanlige brede enighed bag dansk udenrigspolitik, accepteret og bidraget med stemmer til den fortsatte tilstedeværelse af danske tropper i Irak. Spørgsmålet er vel, om denne holdning ikke nu bør afføde en hensyntagen fra det lille flertal til mindretallet i den forstand, at man ikke vil fortsætte en deltagelse i besættelsen af Irak under de nuværende ulykkelige og tilsyneladende resultatløse forhold, hvis man ikke kan skabe bred enighed herfor. Når folketingsmedlemmerne gør sig deres overvejelser, er der to hensyn, de især bør have in mente: Indholdet af den danske grundlovs paragraf 19 og dennes forhold til folkeret og FN. Det kunne måske hævdes, at disse overvejelser ikke længere har nogen betydning, fordi det - må man gå ud fra - blev gjort allerede i marts 2003, da beslutningen om krigsdeltagelse blev truffet. Det er for så vidt rigtigt, men der er unægtelig sket meget siden da, og jeg kunne meget vel forestille mig, at der er medlemmer af Folketinget, som dengang stemte for, men som nu har fået en ny relevant viden, og hertil kommer naturligvis alle de nye medlemmer, som blev medlemmer af Folketinget i år 2005. Grundlovens par. 19, stk. 2, lyder således: »Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på Riget eller danske styrker kan kongen ikke uden Folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse skal straks forelægges Folketinget. Er Folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde«. Nogle kunne mene, at heri jo gives en helt åben bemyndigelse til Folketinget. Der står jo intet om, under hvilke betingelser et samtykke kan gives. Imidlertid fremgår det med uafviselig tydelighed af forarbejderne til grundloven, at forudsætningen for et folketingssamtykke var, at magtanvendelsen er i overensstemmelse med FN-pagten, som forbyder magtanvendelse, bortset fra i tilfælde af selvforsvar eller i medfør af en beslutning truffet i en sikkerhedsrådsresolution. Det fremgår bl.a. af udtalelser fra to af de væsentligste bidragydere til bestemmelsen, professorerne Max Sørensen og Alf Ross. Alf Ross udtalte således følgende: »Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som redskab for sin udenrigspolitik, kan anvendelsen af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som et forsvar mod angreb, eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers Pagt«. Men også fra Folketingets talerstol blev denne opfattelse klart understreget. Således udtalte formanden for Venstres Rigsdagsgruppe, Niels Elgaard, tidl. trafikminister og medlem af forfatningskommissionen, bl.a.: »Nøje forbundet med den nye suverænitetsparagraf er de ændringer, der er foreslået med hensyn til Rigsdagens og dermed befolkningens indflydelse på afgørelsen af udenrigspolitiske spørgsmål. Bestemmelserne er tydeliggjort på en række områder; bl.a. pålægges det den siddende regering fremtidig at rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn om enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Det fastslås endvidere i bemærkningerne, og det vil jeg gerne understrege, at militære magtmidler kun kan anvendes som forsvar mod angreb eller som sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers Pagt«.(fremhævet af mig) Det kan altså konkluderes uden nogen tøven, at et folketingssamtykke til magtanvendelse, der ikke vedrører selvforsvar, skal ske i overensstemmelse med FN-pagten, det vil sige have hjemmel i en sikkerhedsrådsresolution, idet Sikkerhedsrådet er det eneste organ, der kan træffe beslutning af denne karakter. Forelå en sådan hjemmel i marts 2003? Jeg er personligt ikke i tvivl om, at der er medlemmer af Folketinget, som i kraft af regeringens oplysninger om en række forskellige FN-resolutioner har dannet sig den opfattelse, at der var hjemmel. Andre har tænkt, at dette må regeringen afgøre. Den sidste opfattelse er ikke rigtig. Hvert eneste folketingsmedlem er ansvarlig for, om grundloven og international ret overholdes i de beslutninger, der træffes. Det finder jo bl.a. udtryk i, at de nyvalgte underskriver en højtidelig erklæring, der indeholder et løfte om at overholde grundloven. Men hvorom alting er, så har de begrundelser, der blev givet for krigens påbegyndelse, vist sig ikke at være til stede i det virkelige liv. Men hertil kommer, at det hele tiden har været i strid med grundlæggende retsprincipper at antage, at et enkelt eller nogle få lande har ret til at foretage deres egen fortolkning af sikkerhedsrådsresolutioner - en fortolkning, som Sikkerhedsrådet ikke stod bag, og som Sikkerhedsrådets flertal udtrykkeligt afslog at bidrage til. En fortolkning kan ikke siges at være sket i 'god tro', når den strider mod rådets flertalstilkendegivelser. Dér bidrager vi bestemt ikke til opretholdelsen af den internationale retsorden, som var en af grundene, den danske regering gav i marts 2003 for at gå i krig. Opfattelsen af, at krigen er ulovlig, deles da også af langt de fleste lande. Bl.a. udtrykte såvel den svenske som den norske statsminister 20. marts 2003, at angrebet ville stride mod folkeretten og FN-pagten. Og af afgørende betydning er det naturligvis, at den person, der mere end nogen anden har en forpligtelse til at påse overholdelsen af pagten, FN's generalsekretær, den 15. september 2004 udtalte, at angrebet ikke »var i overensstemmelse med FN's charter, og ud fra FN's charter var det ulovligt«. Siden er FN blevet inddraget i beslutningsprocesserne vedrørende Iraks fremtid, bl.a. og især fordi de lande, der var imod krigen, ønskede at tilvejebringe rimelige forhold for et ophør af besættelsen. Men det forpligter ingen lande til at deltage i en fortsat besættelse af landet. Begrundelsen for at blive er nu bl.a., at Iraks regering har anmodet om det. En sådan anmodning fra en regering, som er etableret af besættelsesmagterne og især den største af dem, svarer reelt til den amerikanske anmodning om at stille tropper til rådighed. »Vi er nødt til at blive der, så længe FN beder om det«, siges det også undertiden. Efter pagten er det imidlertid op til hvert enkelt land at beslutte, hvilke bidrag det vil give til opretholdelse af en situation som den foreliggende. »Vi er nødt til at blive, for ellers vil terroristerne jo have vundet«. Denne påstand høres også jævnligt. Der er ikke - og vil næppe blive - nogen sejrherrer i denne konflikt. Den store taber er det irakiske folk, som nu både har lidt voldsomt under en 10-årig blokade og derefter 2-3 år under kampe, hvis formål og udsigter ikke kan virke opløftende for nogen. Samtidig har vi, de vestlige magter, gjort brug af metoder, som på ingen måde øger respekten for den internationale retsorden eller for os som beskyttere af et internationalt retssamfund i det hele taget. Brugen af paramilitære eller rent private profitsøgende foretagender og dannelsen af en koalition, hvor ansvarslinjerne og regler for medansvar er højst uklare, er ikke et bidrag til den internationale retsorden, som folketingsbeslutningen fra marts 2003 ellers som nævnt fremhævede som et væsentligt formål. Den danske befolkning har normalt intet imod at bringe ofre. Men ofre i forbindelse med en situation som den foreliggende er jo af en usædvanlig fatal karakter. Det er efter min mening åbenlyst, at vi er mere udsatte for terror end de lande, der ikke har deltaget i konflikten. Det kræver et stort politisk mod - nogle vil kalde det overmod - at bidrage til ofre af denne karakter, ofre, som det for mange er vanskeligt at se formålet med, og som vist kun få vil takke os for. Det er derfor mit håb, at der i den kommende folketingssamling vil kunne findes en løsning, som vil respektere det store folketingsmindretals gentagne ønsker om at standse en politik, som efterhånden kun opretholdes af grunde, som det irakiske folk ikke synes at ville få en mere tilfredsstillende tilværelse ud af. Løsningen skal naturligvis ledsages af et løfte til FN om, at vi gerne indgår i et engagement knyttet til FN i stedet for til koalitionen, og at vi ikke efterlader det irakiske folk, blot fordi vi har indset vores fejl. En tilbagevenden til det globale og legale sikkerhedssystem vil bidrage til en fredeligere verden og et sikrere Danmark. Det er mit håb, at jeg i fremtiden kan forklare mit barnebarn, at ofre kan være nødvendige i en god sags tjeneste, uden selv at være i tvivl om, hvorvidt sagen nu også er god.