På Folketingets bord ligger for tiden et lovforslag fra Retsplejerådet. Formålet er at sikre, at nævningesager herefter kan behandles i to instanser, og at der vil være begrundelse også i nævningesager. Formålet er således udmærket. Problemet er blot, at lovforslaget er udformet på en sådan måde, at nævningesager reelt afskaffes, selv om navnet bevares. Dette er i mine øjne både uhensigtsmæssigt, unødvendigt for at opnå formålet og formentlig grundlovsstridigt. Den ene halvdel af forslaget, hvorefter nævningesager fremover skal starte i byretten og derefter kan appelleres til landsretten, giver ingen betænkeligheder. Problemet opstår, når man vil fjerne nævningernes selvstændige overvejelser om skyldspørgsmålet og i stedet lade disse overvejelser foregå sammen med dommerne. I Danmark har man i øjeblikket to systemer med lægdommere (ikke-juridiske dommere). I de fleste straffesager medvirker lægdommere som domsmænd, hvilket betyder, at de foretager alle deres overvejelser sammen med den juridiske dommer. I de alvorligste straffesager har der hidtil medvirket 12 nævninger, der foretager deres overvejelser (votering) adskilt fra de juridiske dommere. Retsplejerådet foreslår dette system ændret, således at nævninger fremover - ligesom domsmændene - skal votere sammen med de juridiske dommere (fællesvotering). Baggrunden for forslaget er, at det vil gøre det muligt fremover at begrunde afgørelser truffet af et nævningeting. Hidtil har man ment, at det ville være for vanskeligt for et panel af lægmænd at formulere en holdbar juridisk begrundelse. Så vidt jeg kan se, er det imidlertid ikke nødvendigt med fællesvotering for at opnå dette resultat. Nævningerne kan - som nu - votere alene og derefter forelægge deres resultat for de juridiske dommere. Er disse enige, kan dommerne hjælpe nævningerne med at formulere begrundelsen. Er de ikke enige, kan man bede en anden jurist fra domstolen om at hjælpe nævningerne med en korrekt formuleret juridisk begrundelse. Forslaget er således ikke nødvendigt for at opnå formålet. Og dertil kommer et ikke uvæsentligt aspekt: Hvis vi følger Retsplejerådets forslag, vil det betyde, at vi reelt afskaffer nævningeinstitutionen i Danmark. I stedet indfører vi en stor domsmandsret - som vi bare kalder et nævningeting. Retsplejerådet finder ganske vist, at der stadig er tale om nævninger, fordi andelen af lægfolk er så stor, men de fleste af de jurister herhjemme, der beskæftiger sig med procesret, er enige om, at det, der adskiller nævninger fra domsmænd, ikke er deres antal, men den omstændighed, at nævningerne voterer om skyldspørgsmålet alene. Dette er også den terminologi, der anvendes internationalt. Der findes mange forskellige systemer rundt omkring i verden. Der kan være 12, 7 eller 2 lægdommere. De kan deltage i strafudmålingen eller udelukkende beskæftige sig med skyldspørgsmålet. Derfor omtales systemer, hvor lægfolk voterer alene, som 'jury' (nævninger) og systemer med fællesvotering som 'mixed court' (domsmænd). Franske jurister anerkender således, at deres system blev ændret fra 'jury' til 'mixed court' i 1941. Man beholdt imidlertid navnet, cour d'assises, af politiske grunde. Præcis det samme vil ske i Danmark, hvis Retsplejerådets forslag gennemføres. Dette leder over til spørgsmålet om grundlovsstridighed. I grundloven står der: »Det fastsættes ved lov, i hvilke sager nævninger skal medvirke« (paragraf 65). De fleste opfatter dette sådan, at nævningemedvirken kan begrænses til visse sager, men nævninger kan ikke helt afskaffes. Og som sagt, det er det, der foreslås. Men hvorfor er det en dårlig ide med fællesvotering? Lad os først se på, hvorfor vi overhovedet har nævninger. Grundlovsfædrene var ikke i tvivl: »Jeg er tværtimod overbevist om og har i mange Aar været overbevist om, at den hele Institution er bygget på en højst rigtig Grundtanke, nemlig at Afgørelsen af det Spørgsmaal, om de Handlinger der ere uøvede udgør en Forbrydelse er bevist eller ikke, saavel som de oplyste Omstændigheders Henførelse under et almindeligt Begreb mindre forudsætter Retsstudier end en rigtig Dømmekraft, og at den sunde men dog dannede Forstand som med et uhildet og redeligt Blik betragter Forholdene vil komme til det rigtigste Resultat«. N.F.S. Grundtvig supplerede: »Det kan jo ikke nægtes, at den som udelukkende helliger sig til et Fag let forledes til Ensidighed. De Begreber, man lægger til Grund for sin Bedømmelse, bliver mere og mere udviklede, og man tillægger visse Begreber måske alt for megen Magt uden at tage Hensyn nok til Virkeligheden«. Det var sandt dengang og er ikke mindre sandt i dag. Vi har brug for lægmænd i strafferetsplejen. De er mindst lige så gode som vi jurister til at vurdere, om et bestemt hændelsesforløb er sandsynligt, om et vidne taler sandt osv. - måske endda bedre, fordi de lever i en hverdag tættere på de mennesker, der optræder i straffesager, end de fleste juridiske dommere. Dertil kommer, at i et demokratisk samfund er det af største betydning, at befolkningen er en levende del af retssystemet og er med til at vurdere, hvornår skyld er bevist, og hvilken straf den skyldige skal ifalde. Det må ikke blive en disciplin kun overladt til jurister, hvoraf nogle lever et liv meget fjernt fra almindelige menneskers livsvilkår. Men hvorfor skal de votere alene? Er det ikke bedre, at den juridiske dommer er til stede, så han kan vejlede dem, hvis de kommer i tvivl? Efter min mening er det langtfra bedre. Det skyldes en række forhold: Den psykologiske faktor. Uanset at lægdommere er lige så gode - af og til måske bedre - til at vurdere, om et bestemt hændelsesforløb er sandsynligt, om et vidne taler sandt etc. - så tror mange lægdommere (og mange juridiske dommere), at jurister er bedre. Det er jo deres job, som de sidder med hver dag, og som de derfor synes, de har bedre forstand på end en gymnasielærer eller en cykelsmed. Lægdommerne, derimod, er på usikker grund. De er tynget af det store ansvar og ofte mange modstridende oplysninger. Naturligvis lytter man, i en sådan situation, til den, der er på hjemmebane. Derfor er der for mig at se ingen tvivl om, at lægdommerindflydelsen kommer langt stærkere frem, når lægdommerne sidder alene, end når der sidder en dommer for enden af bordet. Sidste forår sendte P1 en radiodokumentar, hvor en række lægdommere beskrev, hvorledes de var blevet overset og frataget ordet af dommerne i landsretten. Men selv hvis en dommer lytter oprigtigt interesseret til domsmændene, kan det ikke undgås, at hans opfattelse får en særlig vægt. Man kunne endda hævde, at jo fornuftigere dommeren er, jo mere sympatisk og jo bedre til at lytte til lægdommerne, til at »have en god dialog«, som mange dommere formulerer det - jo farligere er det i virkeligheden. For jo mere sandsynligt er det, at lægdommerne forlader egen opfattelse og følger dommerens. Skal vi sikre os den folkelige vurdering, er det nødvendigt, at dommeren forlader lokalet. I Rusland har man i forbindelse med opgøret med sovjettiden afskaffet domsmændene, fordi erfaringen viste, at de var helt i lommen på dommerne. Under den nye forfatning har man genindført nævningeinstitutionen, hvor nævningerne voterer alene. Respekten for lægdommerne. Der er ingen tvivl om, at nævningeinstitutionen er en torn i øjet på dommerstanden, På det mest spændende og afgørende tidspunkt i retssagen bliver initiativet taget fra de professionelle dommere og overladt til nogle andre. Jeg husker fra min tid i landsretten, hvor irriterende det var, at nævningerne gik derind for sig selv, og man kunne kun gå og bide negle udenfor. Jeg tror imidlertid, at det er sundt for dommerne af og til at blive sat uden for døren, at tøjlerne af og til overtages af andre, hvis afgørelse man må tage til efterretning. Det kan hjælpe med til, at dommerne bevarer den ydmyghed over for deres virke, der er en nødvendig forudsætning for, at samfundet tør overlade dem at bestemme over andre menneskers skæbne. Og jeg tror, at nævningernes rolle i forhold til dommerne smitter af på den indstilling, dommerne har til lægdommerne i andre situationer, hvor de er domsmænd. Det er vigtigt, at dommerne bevarer respekten for domsmændene, hvis domsmændene skal fungere efter hensigten. Det er de to vigtigste årsager. Dertil kommer et par andre forhold: Viden om det strafferetlige system. Eftersom nævninger voterer alene, giver retsformanden et offentligt resumé af sagen og en offentlig retsbelæring, inden nævningerne trækker sig tilbage. Det er en enestående mulighed for pressen til at følge med og forstå, hvorledes straffesystemet er opbygget. Som det vil være enhver avislæser bekendt, er der langt større fokus og medieinteresse på nævningesager end på almindelige straffesager. Dette skyldes naturligvis dels, at der ofte er tale om meget spektakulære sager med alvorlige forbrydelser og strenge straffe, men jeg tror også, det har betydning, at journalisterne får et bedre indblik i, hvad der skal træffes afgørelse om, og hvilke regler der ligger til grund for denne afgørelse. Og i et retssamfund er det af stor betydning, at befolkningen kender og forstår retsreglerne. Hensynet til en enkel og forståelig straffelov. Et kompliceret samfund medfører stadigt mere komplicerede love. Men så længe vi har nævningeinstitutionen, vil det være sådan, at straffeloven skal kunne forklares, således at 12 almindelige mennesker uden særlige forudsætninger kan forstå, hvad det drejer sig om. Dette system er med til at sikre, at straffelove ikke bliver så indviklede, så det er umuligt for almindelige mennesker at finde ud af, hvad der er strafbart, og hvad der ikke er strafbart. Og forståelige straffelove er en retssikkerhedsgaranti for os alle i et demokratisk samfund. Det er åbenbart, at der er behov for at forny nævningeinstitutionen i lyset af et moderne samfunds krav og de internationale konventioner, Danmark har underskrevet. Det er derfor et klart fremskridt, at der fremover er planlagt nævningebehandling i byretterne, så disse sager kan behandles i to instanser. Som påvist ovenfor kan en sådan tiltrængt fornyelse imidlertid uden vanskelighed gennemføres, uden at man ligefrem afskaffer nævningeinstitutionen. Der er mange gode grunde til at bevare nævningeinstitutionen i Danmark. Først og fremmest fordi det ville være grundlovsstridigt at afskaffe den. Men dertil kommer, at grundlovens regler ikke blot er tilfældige forskrifter. De står i grundloven, fordi de er af afgørende betydning i et demokratisk samfund. Nævningeinstitutionen sikrer almindelige mennesker en plads i straffesystemet og markerer lovgivningsmagtens tillid til den almindelige borgers sunde fornuft. Nævningeinstitutionen er efter min opfattelse en af grundpillerne i et demokratisk samfund. Vurdering af skyld og fastsættelse af straf er simpelthen for vigtige spørgsmål til at blive overladt til juristerne alene. Nævningerne skal bevares, fordi det er sundt for de juridiske dommere af og til at måtte overlade førertrøjen til andre. Og fordi den magt, nævningerne har, vil smitte af på domsmændene og sikre, at dommerne har en vis respekt for dem. Hvis forslaget gennemføres, må jeg ved det næste internationale møde fortælle mine kolleger, at vi ikke længere har nævninger i Danmark. Som Frankrig har vi afskaffet systemet, men beholdt navnet.