På Nuuks nyåbnede kunstmuseum findes to bitte små figurer, to særdeles 'livagtige' skeletter udstyret med øjne, der dingler ud af øjenhulerne i en snor. De to skeletter danser og slår på tromme. Ifølge myten to venner, der holdt af at danse og fremsige digte for hinanden. De to havde den aftale, at de også efter døden skulle ses, så de kunne fortsætte deres trommedanse og digtudveksling. Da døden havde indfundet sig, og der kun var skeletterne tilbage, mødtes de med deres tromme i form af et skulderblad og ribben som trommestikker. Selv efter døden ville de opretholde deres åndelige venskab. På Grønland har der netop været en invitation - ikke til de døde poeters klub, men til de levende fra Island, Færøerne, Norge og Danmark. Vi var inviteret til Nuuk (Godthåb) til en poesi- og litteraturfestival, der blev afholdt for andet år i træk i kulturhuset Katuag . Det er bygget i 1997 og fungerer som hele Grønlands kulturhus med plads til teater, koncerter, udstillinger, biograf, mulighed for konferencer, kongresser osv. Dets konstruktion og indretning er inspireret af nordlyset, isbjergene og lysets stærke spil i sne og is og vand. Her i dette prægtige hus samt på biblioteket skal vi optræde med en række grønlandske forfattere, der er samlet i anledning af et todages forfatterforeningsmøde, hvor en ny formand skal vælges. Jessie Kleemann og Grønlands forfatterforening står bag denne festival, og for et lille sprogområde som det grønlandske er det en kulturel revolution at bygge en festival op her. Det 'åndelige venskab' har ikke mindst betydning i et samfund, der har en barsk natur og et hårdt klima at kæmpe med. Forfatterne på Grønland kan ikke uden videre slå et smut til en anden bygd, det indbyder Grønlands geografi ikke til. Og oplæsninger i udlandet ligger heller ikke ligefor, eftersom transporten er ekstremt dyr. Ingen konkurrerer med hinanden om at fragte passagerer billigt, der er kun ét og samme flyselskab, Air Greenland, der kan sætte prisen. »Vi er stadig en helt ny poesi-baby«, skriver Jessie Kleemann, da hun inviterer mig til festivalen, der kun er den anden i den række, som forhåbentlig kommer ... Jeg glæder mig, og mit hoved er sprængfyldt af billeder fra denne fjerne del af riget, lige fra brølende isbjørne og pruttende slædehunde til de fotos, jeg som barn så hos min bedstemor af de tre prinsesser i grønlandske festdragter. Jeg har før i tiden, da nyhederne på grønlandsk blev bragt på P1, lyttet til utallige radioaviser fra Grønland, hvoraf jeg med skam at melde intet opfattede ud over tallene og de danske låneord. Jeg har læst reportager om de sociale forhold og de mange uløste problemer, hørt på diskussioner for og imod en løsrivelse fra Danmark, lyttet til venner, der i længere tid har slået sig ned i Grønland - men jeg har ikke selv været der. 3. november er klar og solrig. Som regel er en rejsedag anstrengende, men denne er herlig. Uheldigvis sidder jeg midt inde i flyet op til Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord), den gamle amerikanske militærbase, hvor alle de store fly lander, og solen næsten altid skinner. Flere hænger sovende langs flyets vinduer, så jeg rejser mig og forsøger at kigge ud over de sammensunkne på det arktiske landskab, der breder sig for mine øjne. To gamle skolekammerater, to pensionerede tandlæger, der ofte har taget turen op til Grønland, har mødt hinanden. De ler og snakker, de har slet ikke tid til at se ud, så jeg får tilbudt det ene sæde ved vinduet. Der sidder jeg i en besynderlig fordrejet stilling for at se ned hele vejen fra Østgrønland til Vestgrønland. De to tandlæger skal op og trække tænder ud på de mange grønlandske børn, der ikke får den tandpleje, vi får tilbudt i vores del af kongeriget. De indrømmer, at de finder det noget frustrerende først at have et barn siddende i tandlægestolen og nogle timer senere møde samme barn nede i Brugsen med en ny slikkepind i munden. Mange tandlæger, læger og sygeplejersker opholder sig kun kort tid på Grønland, der er ustandselig mangel - hvad der både ses og mærkes, når man ankommer. Jeg kigger ned på den mælketandshvide sne. Neden for flyvinduet ser jeg under den knaldblå himmel iskyster og issletter. Isfjelde, isdale, isnende sol, ishimmel, ishav. Is, is og sne. Snefjelde, sneskyer, gigantiske sneflader. Solblå is, isblå sol, islaviner, bræer af sne. Isbjerges sneblå skygger, snetinders ishvide sol. Morgenlysets røde toner. Solbjerges blå skygger. Iskratere og istinder. Sorte fjelde stikker op og kaster lange borglignende skygger. Isklarhed, sneklarhed, morgenblå evighed. Sprækker, furer, smeltevandselve, frosne søer. Klipper slebet af hvid fønvind i endeløse formationer. Isknitrende ørken ... Det tager ikke lang tid at krydse Grønlands indlandsis i et fly. Hvem der bare kunne køre i hundeslæde og have sjælen med ... I Kangerlussuaq er der flere timers ventetid. Tid nok til en 'moskusoksesafari', foreslår Pablo Henrik Llambias og Mette Mostrup. Det vil sige en køretur op i terrænet til de dyr, der er hentet fra Grønlands østkyst og sat ud her, hvor de har så gode betingelser, at det er svært at undgå at få øje på dem. De formerer sig så hurtigt på vestkysten, at de er ved at true rensdyrene, som indtager samme sparsomme føde: græs, pilekviste m.m. År for år intensiveres jagten på moskusokserne. Jeg har ikke før set de både frygtindgydende og rørende dyr løbe tungt omkring i deres eget terræn. Det er bidende koldt og stærkt blæsende, da vi sneblindt hilser på dyrene, både de ensomme, udstødte hanner, som de unge vandt slaget over, og de unge hanner, der ufortrødent støder de vældige pander sammen i et aldrig ophørende opgør om de pilekvisttyggende hunner. Fra Kangerlussuaq fortsætter turen til Nuuk i et lille propelfly, hvor jeg taler med en ung grønlandsk kvinde, der gerne vil designe i en kombination af sin egen tradition og nye materialer og ideer, som hun opsøger på sine rejser. Hun ved, hvad hun vil, og har fat i den lange ende som flere andre, jeg kommer til at træffe. Et stykke vej er det muligt at sidde fremme i cockpittet og få det store panorama. Piloterne fortæller, hvordan de aflæser landskabet for at navigere flyet: vindens tag i vandet, sneen, der hvirvler op, sneen, der fyger, de mørke stormskyer etc. Pejlingspunkter af den art overalt. Og stor skønhed! I en meget postmodernistisk version af fangerkulturens klædedragt afhenter Jessie os hjerteligt. Hun er iført støvler med meget høj hæl, stramme sælskindsbukser med en bølgende kant fra hofte til hæl, et brunt skindsjal med en orange pelskant, ildgrønne briller og et væld af raslende smykker af sølv og narhvaltand. Da vi kommer hjem til hende senere på aftenen, vrikker hun sig ud af sælskindsbukserne, stikker i en pink nederdel og serverer pasta for sine fortumlede gæster. Det var forjættende at se Grønland fra luften. Et vældigt klippeland/ fik Grønlands folk i eje/ med fjeld fra strand til strand , lyder de første linjer af en sang. Jeg er spændt på, hvordan det vil være at færdes i Nuuk. Det er en sær fornemmelse at flyve så langt og alligevel ankomme til en anden del af et og samme rige ... Det er stadig kroner og øre og en del dansk sprog. Mange forretninger er også de samme: Matas, Flüggers Farve, og i Brugsen, hvor jeg køber æbler og chokolade, bliver jeg spurgt, om jeg har husket mit dividendekort. Næste formiddag går jeg omkring med den norske digter Aasne Linnestå, der bryder ud i urgammelt glædesskrig, da vi når ned til fjorden, svinger om et hushjørne og pludselig har et kæmpe isbjerg i turkise farver foran os flydende på havet som en arktisk blomst. Landskab, vejrforandring, sprogets muligheder og umuligheder er genkommende temaer i digtene hos mange af de ældre grønlandske digtere, f.eks. hos Kristian Olsen, aaju - i hvert fald i de få digte, der læses på dansk på festivalen. Hos de unge er identitet og eksistens i fokus. En ganske ung digter, Magssannguaq Niels Qujaukitsoq, læser - symptomatisk for den intellektuelle del af sin generation - på hele fire sprog: thulesprog, vestgrønlandsk, dansk og engelsk. Hans engelske er bemærkelsesværdigt godt, skønt han aldrig har været uden for Grønland, men han har arbejdet på Thulebasen og lært sig engelsk der. Hans digte taler frem for alt om, at han ikke kan finde ord for sin eksistens. Digtene blotlægger kampen mellem to kulturer i ham og i nationen, de indkredser sårbarhed og alt det, han ikke kan forstå. Et par linjer i et engelsk digt lyder: I've become a slave to my brain,/ and my soul is loosing grip of the future/ but I'm not lost . Og et af hans danske digte slutter: Jeg er stadigvæk den person du så forlængst/ Jeg er stadigvæk den mand du så i går/ Jeg vil stadigvæk være den mand du kommer til at se i morgen/ Satans liv - du må ikke forvirre mig længere Men langt det meste, jeg lytter til i flere dage, er digte læst på grønlandsk, ord, som jeg ikke kan genkende via andre sprog. Mine digte er oversat af Hans Anton Lynge og Frederik Lynge. I håb om at følge oversættelsen kan jeg ikke lade være med at skæve ned i dem, da de bliver læst op. Det er altid interessant, hvordan ens digte bliver opfattet af andre. Carl Christian Olsen, der første aften præsenterer mig, siger blandt andet om mine digte, at de repræsenterer en slags nomadisk livsform som hos os, en rastløshed, som flyder ligesom vandet, der rinder eller drypper hele tiden, hvor nuet er aldrig det samme som nu. Vi, der har en nomadisk livsform indtil for historisk ganske få år tilbage, kan ligesom genkende hendes karakter i synet. Det har jeg ikke hørt før. Det virkelige spring sker en aften med fest i 'Værftet', det nedlagte skibsværft, og stor, stor gæstfrihed, hvor jeg efter at have indtaget både rensdyrkød og moskusokse får stukket en sangbog i hånden. Værsgo og syng! Og så synger jeg ord, der er lige så forunderlige som landskabet med isblinkende tinder og dale og fygende vindkæder af stavelser og vuggende bølgeskvulp af ord. Visse ord fylder en hel verselinje, men jeg synger. F.eks. et ord som ikinngutigittuinnassavagit . Jeg - vil - altid - have - dig - som - ven, betyder det. Herligt. Så jeg forsøger at synge videre. En hel aften. Og under stor latter. Jeg havde gerne fortsat, til kun skelettet var tilbage ... Næste dag er jeg sammen med den norske digter inviteret hjem til en af forfatterne, Marianne Petersen. Efter at have balanceret ad isglatte gader i kulde og fygende sne og også beset hendes tilsneede arktiske have foran det gule træhus får vi en kop te. Forfrossen som jeg er, bliver jeg iført varmt fodtøj og indhyllet i et brungråt uldsjal. Intet er vist så blødt som uld fra en moskusokse. De grønlandske kvinder strikker huer, halstørklæder, håndledsvarmere, gamacher til små børn og meget andet af moskusoksegarn. Sprogundervisningen fortsætter, da jeg har fået varmen: Is hedder siku (k udtalt som g). Himmel hedder qilak . Sne hedder aput (p udtalt som b). Hav hedder imaq . Fjeld hedder qaqqaq . Det er et ord, der gør mig helt euforisk: seks bogstaver, hvoraf de fire er q'er! Det skal lyde som en fugl, når man udtaler ordet fjeld, dog ikke som de skrigende ravne, der bestandig kredser i luften over Nuuk, helst som en rype fra arktiske skovløse egne med sparsom vegetation. ... Siku - qilak - aput - imaq - qaqqaq - så er jeg klar til at flytte ind i det grønlandske. Dette er i hvert fald den spæde begyndelse, for Grønland er netop kendt for et utal af ord for sne og is, afhængig af konsistens m.m. Alt imens der i flyet hjem skrives en tre sider lang rapport om en ung grønlænder, der i smug ryger på toilettet af de cigaretter, der sælges om bord, så røgdetektorerne bipper, får jeg min sidste sproglektion af Ole Korneliussen, en af de kendte grønlandske forfattere, der bor i København. Grønlænderne har et meget specielt forhold til abstrakte ord, beretter han, de må foretage omskrivninger, der konkretiserer. Jomfrufødsel bliver til arnap inuusuttop qitoninera , hvilket vil sige en ung kvindes fødsel. Da en jomfru ikke kan føde, er der derfor ikke umiddelbart ord for det på grønlandsk. Også Helligånden volder problemer: anersaaq iluartoq , noget i retning af den gode ånd eller den flinke fyr oppefra - i en humoristisk version. Eller endnu vanskeligere: treenighed: ataassiullunilu pingasuusoq . Det vil i en grov oversættelse sige: Samtidig med at du er der, så er du tre, eller: Selv om det er dig, så er du tre. Det grønlandske sprog er meget kontant. Røgdetektoren går i gang igen. Helvedet hedder uneriffik , fortsætter Ole Korneliussen. Vi er ved at nærme os København. Seks stewardesser kommer farende ned til den unge mand bag os. Han har røget for anden gang, han har haft en lighter på sig, der ikke blev opdaget i kontrollen af håndbagagen. Med MEGET STORE BOGSTAVER får den unge at vide, at han sætter alle flypassagerers liv i fare. Men der er ikke meget, der trænger ind, for den unge fyr er så stærkt beruset af, hvad der kvit og frit udskænkes på den fire timer lange tur, at hans øjne nærmest dingler ud af øjenhulerne i en snor. Uneriffik betyder slet og ret endestation, siger Ole Korneliussen.