Såvel religionerne som sekulariseringen udkæmper deres indbyrdes kamp på kroppen. Slør og ikke-slør. Flerkoneri og monogami. Heterosex og homosex. Der er snart sagt ingen ende på det. Og sådan har det altid været. Kroppen, det synlige, egner sig bedst af alt til at markere forskelle fra andre og dermed ens egen gruppes identitet. Men hvordan så, hvis en og samme person ønsker at finde et ståsted, der går hen over grænserne, og her først og fremmest grænserne mellem en af de store religioner og den moderne, sekulariserede verdens forestillinger? Hvordan skal man så håndtere kroppen? Kan man på en og samme tid være muslim og bekende sig til moderne forestillinger om brugen af kroppen? Kan man på en og samme tid være kristen og bekende sig til moderne forestillinger om brugen af kroppen? Det er et centralt spørgsmål, som både moderne muslimer og moderne kristne bakser med. Og de bakser grundlæggende med det på den samme måde: ved at spørge, hvad 'skriften'- henholdsvis Koranen og Bibelen - siger om spørgsmålet, og ved at diskutere, hvad en 'fortolkning' af skriften betyder, og hvor langt væk fra den 'bogstavelige' mening den kan gå. Den islamiske debat vil jeg lade ligge her. Og jeg vil slet ikke komme ind på, hvad der måtte være af mangelfuldt i en rent sekulariseret, erklæret ateistisk stillingtagen til brugen af kroppen (Mikael Rothstein, Tøger Seidenfaden m.fl.). Det kræver en grundlæggende drøftelse for sig selv. Den kristne debat på området er derimod lige så aktuel nu, som den altid har været. Tag blot det helt konkrete spørgsmål: Er homoseksualitet kristent set en 'synd'? Og må man derfor som god kristen slå syv kors for sig ved tanken om det, der nu på dansk med en eufemisme hedder en »kirkelig velsignelse af registrerede par?«. I det følgende vil jeg give et eksempel på, hvordan man i den nyeste forskning om en hovedaktør i denne debat - apostlen Paulus - giver præmisser for et svar, der ikke uden videre er nær så imødekommende over for konservative, kristne svar på de to spørgsmål, som det ellers ofte antages. Som det vil fremgå, er den moderne forskningsdiskussion særdeles relevant ikke blot for bøsser og lesbiske, men også for heteroseksuelle, forudsat at de blot nyder sex! Og dermed rører diskussionen ved et helt grundlæggende problem i kristendommen: dens forhold til kroppen, fokuseret på den menneskelige seksualitet. Mit indledende spørgsmål bliver derfor dette: Hvordan kan man forene kristendom med den seksuelle frigørelse, som er noget nær indbegrebet af de sidste 50 års udvikling i den moderne, sekulariserede verden? Lad os se lidt nøjere på nogle gængse argumenter om homoseksualitet, som fremføres af konservative kristne til støtte for påstanden, at Bibelen forbyder homoseksuel praksis og erklærer den for en synd. Først om Jesus, så om Paulus. Hvad Jesus angår, hævder man ofte, at han udtrykkeligt har gjort opmærksom på, at et ægteskab skal indgås mellem en mand og en kvinde. Og man henviser f.eks. til Matthæusevangeliet kap. 19, vers 3-9, hvor Jesus citerer fra skabelsesberetningen, at Gud skabte mennesket »som mand og kvinde« (1. Mosebog 1,27). Og videre: »Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød« (1 Mos 2,24 citeret i Matt. 19,5). I vurderingen af det argument får vi brug for et nøgleord i diskussionen: konteksten! Faktisk tænkes der i den tekstlige sammenhæng overhovedet ikke på homoseksualitet, hverken hos Matthæus eller i skabelsesberetningen. Hos Matthæus drejer det sig f.eks. om noget helt andet, nemlig skilsmisse. Her er Jesus ganske rigtigt helt entydig i sit svar til de mindre strikse farisæere. Skilsmisse er forbudt. Nuvel: Hvordan vil moderne, konservative kristne så forholde sig til det forbud? Det har de vel efterhånden vænnet sig til at se mindre tungt på. Hvorfor er det så lige nu så galt med homoseksualitet, når Matthæusteksten oven i købet slet ikke handler om det? Nok så interessant er det faktisk, at teksten hos Matthæus fortsætter umiddelbart med et lille stykke, hvor Jesus lovpriser »dem, der har gjort sig selv uegnede (nemlig til ægteskab; egentlig står der »gjort sig selv til eunukker«) for Himmerigets skyld« (19,12). Det stykke handler heller ikke om homoseksualitet, men derimod om seksualitet overhovedet. Her ser vi et første eksempel på den understrøm, der går gennem den tidligste kristendom, og som man i den nyeste forskning gradvis har fået øje for: sex overhovedet er egentlig af det onde. Lad os kalde dette den asketiske understrøm i den tidligste kristendom. Hos Paulus, som er konservative kristnes hovedvidne mod homoseksualitet, finder vi en række spændingsfyldte variationer over de samme temaer vedr. seksualitet, ægteskab/skilsmisse, homoseksualitet - og askese. Vi kan samle hans forskellige udsagn i to hovedlinjer, der kun lader sig forene på en så paradoksal måde, at næppe noget som helst moderne menneske længere kan være med. Ifølge den første, forholdsvis milde hovedlinje er seksuel askese godt nok den bedste måde at forholde sig til kroppen på: »Jeg ser helst, at alle mennesker er som jeg« (1. Korintherbrev 7,7), dvs. seksuelt afholdende. Ikke desto mindre skal folk gifte sig, hvis de ikke kan være afholdende; »for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær« (7,9). Men så går Paulus' 'indrømmelse' (7,6) over for korintherne heller ikke længere. Sex i ægteskabet er altså o.k. Men ikke sex uden for ægteskabet. Og bestemt ikke homoseksuel praksis. I udfoldelsen af denne linje går Paulus så vidt i en selvstændig stillingtagen i forhold til Jesus, at han endda tillader skilsmisse, og det på trods af, at han eksplicit henviser til Jesu skilsmisseforbud (7,10-11). Her er han - set fra sit eget synspunkt - for så vidt konsekvent nok. For hvis nogle af hans menighedsmedlemmer ønsker at lade sig skille for overhovedet at undgå at have sex, lever de jo op til hans egen praksis. På en anden måde rejser han et kolossalt problem for moderne konservative kristne. For hvis Paulus, Jesu Kristi mest centrale apostel, var parat til at bryde et bud af Jesus selv - hvorfor skulle så andre ikke også have lov til det? Hvad specielt homoseksuel praksis angår, er Paulus helt utvetydig. Om de gudløse hedninger siger han, at »(d)eres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente« (Romerbrevet 1,26-27, sml. også 1 Kor. 6,9-11). Skal vi så bare ikke konkludere, at konservative kristne uden tvivl har i hvert fald Paulus på deres side, når de hævder, at homoseksuel praksis »ifølge Bibelen« er synd? Både jo og nej. Sagen er en hel del mere kompliceret. Der er nemlig også en anden, mere radikal hovedlinje hos Paulus end den milde. Det er en linje, ifølge hvilken enhver form for seksuel udfoldelse i virkeligheden er af det onde. Det er altså den strikte asketiske linje. Vi har allerede set, at den stikker hovedet frem, når Paulus tillader folk at gifte sig »som en indrømmelse«. Men den linje finder endnu mere drastiske udtryk. I det afsnit af 1. Korintherbrev (6,12-20), som man godt kan opfatte som en indledning til forordningerne vedr. sex i ægteskabet (kap. 7, jf. ovf.), advarer han mod sex med prostituerede. Problemet er, at den, der har samleje med en prostitueret, er »én krop« med hende (6,16). Dette begrunder Paulus nu med et citat fra skabelsesberetningen (igen 1 Mos. 2,24) om, at »de to skal blive til ét kød«. Altså: Paulus begrunder det forkastelige i sex med en prostitueret - med den tekst, som i andre sammenhænge (herunder af moderne konservative kristne) blev brugt som bevistekst for, at det kødelige ægteskab er begrundet i Guds skabelsesorden! For Paulus var det dermed selve det at blive 'ét kød' med et andet menneske (helt uanset køn eller sociale ordninger), som var det forkastelige. Som han direkte fortsætter: »Men den, der binder sig til Herren (egtl. »har samleje med Herren«!) er én ånd med ham« (6,17). Her ser vi en radikal og direkte modsætning og konfrontation mellem forholdet til Herren (Kristus) og seksuel udfoldelse overhovedet. Det er ikke bare en lapsus. Paulus mener det alvorligt. I kap. 7, hvor han jo »som en indrømmelse« vil tillade det rette kvantum socialt velordnet sex, afbryder han pludselig sig selv i udfoldelsen af denne milde og liberale holdning: »Men det siger jeg, brødre: Tiden er knap. Herefter skal de gifte være, som om de ikke var gift, de grædende, som om de ikke græd . . . de, der gør brug af verden, som om de ikke udnyttede den. For denne verden, som den er, går til grunde« (7,29-31). Bramfrit: Når man har sex, skal man have det, som om man ikke havde det! Det kan lyde helt besynderligt. Men faktisk har den nyeste forskning vist, at der i antikken var ideer i omløb i Paulus' kontekst om, at man for at få afløb for den beklagelige trang til sex nok skulle praktisere sex i forebyggende øjemed, men uden at føle lyst ved det. Det er det, Paulus anbefaler her. Og det gør han i øvrigt også andre steder, f.eks. i 1. Thessalonikerbrev 4,4-5, hvor han opfordrer de stakkels thessalonikere til »at have jeres hustru i hellighed og ære og ikke i sanseligt begær som hedningerne, der ikke kender Gud«. Igen er det sådan set ikke mærkeligt. Hvordan kan det være anderledes, når den sande kristne holdning formuleres sådan her: »De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne« (Galaterbrevet 5,24)? Her er pointen. Paulus' to hovedlinjer vedr. menneskets seksuelle udfoldelse kan kun kombineres på den måde, han faktisk også selv gør det: ved at insistere på 'sex uden lystfølelse', så at sige sex uden sex. Så er det, man må spørge de konservative, som ønsker at støtte deres argument mod kristen homoseksualitet på Paulus, om de også er parate til at købe hele pakken? Eller på en lidt anden måde: Hvis de ikke vil følge Paulus vedr. seksuel lystfølelse i ægteskabet, med hvilken begrundelse vil de så påberåbe sig Paulus lige præcis vedr. homoseksuel praksis? Det handler her om logik og redelighed i fortolkningen og anvendelsen af skriften. I forhold til Paulus om seksualitet er der kun to muligheder. Enten erklærer man sig enig i det, der er Paulus' egentlige påstand: Seksualitet er som sådan af det onde, fordi det leder væk fra rettetheden mod Kristus (jf. 1 Kor. 7,32-34); derfor må den kristne (uanset seksuel observans) leve i total seksuel afholdenhed, altså i cølibat. Eller også opgiver man at forankre nogen som helst holdning til menneskets seksualitet i Paulus. Og så kan man heller ikke længere bruge ham direkte i en kristen argumentation vedr. homoseksualitet. Jeg selv vælger uden tøven den sidste mulighed. Jeg gør det samtidig med, at jeg i det mindste godt kan forstå, hvad Paulus mener. Alligevel finder jeg, at den asketiske grundholdning er en vildfarelse, som kristendommen desværre har været dybt involveret i. Efter 50 års seksuel frigørelse er det på tide, at en moderne kristendom for alvor tager kristendommens forhold til kroppen op til en radikal gentænkning. Til det formål kan man finde inspiration en lang række steder i den kristne tradition, ja faktisk også hos Paulus selv. Men først må man have frigjort sig fra en arv, der netop er historisk betinget. Lad mig slutte med et citat: »Vi skal tilbage til den kreative åndelige tankegang og selv være i stand til at læse og fortolke kilderne. Anerkende, at Bibelens læresætninger skal læses i kontekst, og i det hele taget være åbne over for mere universelle værdier. Tilbage til den reformistiske tradition, hvor folk kommer med nye fortolkninger og nye svar, når de står over for nye udfordringer.« Sådan sagde den islamiske teoretiker Tariq Ramadan 12. november i et interview her i Politiken - selvfølgelig ikke om Bibelen, men om Koranen. Han sluttede med at sige: »Det mangler man i dag«. Og det står så til troende vedr. Koranfortolkningen. Heldigvis ligger det anderledes med Bibelen, hvor vi har en århundredgammel tradition for netop den type fortolkning, som Ramadan efterlyser. Det er bl.a. det, der foregår i den kritiske og videnskabelige disciplin, der hedder 'bibelsk eksegese' (Bibelfortolkning), som udfolder sig ved de teologiske fakulteter på de danske universiteter. Jeg har givet nogle eksempler på, hvordan forskningen på dette område kan komme med bidrag ind i en hel nutidig diskussion af en vis samfundsmæssig relevans. Så meget mere grund er der til også at insistere på denne tradition over for nykonservative kristne. Kun en bibelfortolkning, der ser fordomsfrit og uhildet på 'skriften' selv, kan give mulighed for en kristendom, der også vil leve på modernitetens betingelser.