Bør 'racismeparagraffen' afskaffes? Bør 'blasfemiparagraffen' igen tages i anvendelse efter mange års inaktivitet? Taler den ene, den anden eller begge paragraffer imod ytringsfriheden? Eller beskytter de mon mindretalsgrupper imod forfølgelse? Eller begge dele? De ofte heftige politiske og kulturelle diskussioner herhjemme angående indvandrere og flygtninge finder i dag ikke mindst sted på det juridiske felt, og her spiller den såkaldte racismeparagraf samt den såkaldte blasfemiparagraf meget betydelige roller. Det er derfor af tilsvarende stor betydning at få afklaret ikke mindst disse paragraffers, lad os bare kalde det filosofiske, gyldighed, hvilket er nærværende artikels kardinalanliggende. Det er med andre ord ikke så meget paragraffernes praktiske anvendelighed i en retssal i dag, den rent juridiske fortolkning af deres bogstav og ånd - den vil vi i hovedsagen overlade til juristerne - som er på spil i artiklen. Det er derimod langt snarere spørgsmålet: Er de nævnte paragraffer fornuftige? 'Racismeparagraffen' (straffelovens paragraf 266 b) lyder: »Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Stk.2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed«. Dansk Folkeparti ønsker slet og ret denne paragraf afskaffet i ytringsfrihedens navn. Men ikke kun hos dette parti findes dette ønske; det genfindes eksempelvis blandt socialdemokrater med offentlige tillidsposter. Lad os dog her holde os til Dansk Folkeparti, der som parti har den konsekvente afskaffelse af 'racismeparagraffen' som et vigtigt programpunkt i sin politik. Dansk Folkeparti har ingen respekt for denne paragraf; Søren Espersen udtalte således i en nyhedsudsendelse på DR 1, at partiet »laver sine egne regler« (sic) desangående (og måske generelt, spørger man sig), og han lod forstå, at et parti havde en slags ret hertil. Begrundelsen for denne ret fremgik dog ikke klart af Espersens tale. I samme ånd spurgte Pia Kjærsgaard under en folketingsdebat med patos i stemmen, og skulle det mon ikke også være med krokodilletårer rindende ned ad kinderne, om ikke nok kulturministeren også ville mene, at ytringsfriheden burde gælde absolut. Væsentligt er det, at partiet appellerer til det fornuftige - eller måske snarere sundt, ikke degenereret tænkende - danske folks dømmekraft: Man vil helt og holdent lade det være op til folket at dømme om, hvad der er rigtigt og forkert, og det forkerte vil folket, sundt tænkende som det er, naturligvis afvise, synes Dansk Folkeparti at mene. Man lader altså fra Dansk Folkepartis side 'racismeparagraffen' være udtryk dels for censur, altså en knægtelse af den for demokrati og retsstat helt fundamentale ytringsfrihed, og dels for mistillid til den dømmekraft hos folket, hvis styrke demokratiet jo ellers iboende og grundlæggende påberåber sig. Dansk Folkepartis her kort rekonstruerede, forføreriske argumentation dækker imidlertid over en diabolsk logik: Man kræver på den ene side - højrøstet og eksplicit - den absolutte ytringsfrihed i antydet egenskab af fortalere for det rene, uplettede demokrati. Som djævelske magikere og ofte med en art sofistisk-retorisk finesse henleder man publikums opmærksomhed på sit positive, tilsyneladende mere end tilforladelige, ja tilsyneladende heroisk demokratiske budskab. Men parallelt hermed og nedenunder, på et for publikum almindeligvis skjult niveau, lyder for den, der kan høre græsset gro, en anden og langt mere dyster meddelelse: Partiet kræver implicit retten til at »true, forhåne eller nedværdige gruppe(r) af personer pga. race, hudfarve og så videre«. Man kræver således, i og med kravet om 'racismeparagraffens' bortskaffelse, principielt retten til at forfølge mindretal; man kerer sig derimod ikke et sekund om disses ret til beskyttelse imod forfølgelse. Eller hvor sætter Dansk Folkeparti mon grænsen? Når menneskers ret til beskyttelse imod ringeagtende tale og skrift på grund af racetilhørsforhold er faldet, så betyder det vel også som konsekvens, at det bør være legalt at vedtage racistiske love - som til overmål også er en slags ytringer - altså love, som privilegerer en vis race/visse racer og underprivilegerer andre? Dersom Dansk Folkeparti nemlig ikke mener, at folkets dømmekraft kan tage fejl, men at den tværtimod må herske suverænt og uindskrænket, så må folket vel også selv bestemme, om der skal vedtages racistiske love? Dansk Folkeparti kan nu hævde følgende, som stadig er båret af sin inhærente, diabolske logik: »Nej, en ting er ytringsfriheden, noget andet er den materielle og korporlige forfølgelse af mindretal. Folket vil igennem lovgivningen vide at sætte en stopper for det sidste«. Nede under denne eksplicitte forsikring levnes der imidlertid rigelig plads til denne lave trang: Nemlig at folket til den tid vil tage konsekvensen af retten til verbal ringeagt og forfølgelse af mindretalsgrupper og materialisere denne ret i den lovgivningsmæssige og korporlige forfølgelse af disse grupper. Man må nu spørge Dansk Folkeparti og, som tingene står, beklageligvis også andre partier som f.eks. Socialdemokraterne: Hvad vil man gøre for emfatisk og med streng straf som konsekvens at forbyde den korporlige og materielle forfølgelse af mindretal? Hvad vil man gøre retsligt og på anden vis for beslutsomt at hindre mindretalsforfølgelse og for at beskytte mindretallene, ikke mindst de racemæssige? Det er ikke nok med venstre hånd og et skuldertræk ligegyldigt at henvise til eksisterende lovgivning; når man vil afskaffe mindretalsbeskyttelse på et område, in casu ytringsfrihedens, så må man desto stærkere og til det alleryderste beslutsomt tilkendegive, at mindretalsforfølgelse på andre, vitale områder som de korporlige og materielle under ingen omstændigheder vil blive tolereret. Gør man ikke det, men tier man helst, eller omgås man spørgsmålet med substantiel ligegyldighed, da må man tåle den skærpede mistanke om at have et begær efter mindretalsforfølgelse under den ene eller anden form. Imidlertid: 'Racismeparagraffen' bør helt bestemt ikke afskaffes; tværtimod bør det blandt andet fra ministerielt hold indskærpes borgerne, at der administreres ufortøvet og med de strengest mulige sanktioner i forhold til denne lov. Det bør indskærpes befolkningen, at der ses på overtrædelse af denne paragraf med den yderste alvor. Og det bør der, fordi konsekvensen af overtrædelse af denne paragraf i princippet vil være Auschwitz. Der er ingen grund til at formilde fremstillingen af konsekvenserne af paragraffens overtrædelse, og der må ikke finde overbærenhed med sådan overtrædelse sted; intet, som kan forbindes med Auschwitz, må formildes, langt snarere skal det ses i sin yderste konsekvens. Offentligt at ringeagte en gruppe personer på grund af disses race er en forbrydelse, ikke mindst fordi det fastholder disse menneskers postulerede ringere værd i noget biologisk, det vil sige i noget uforanderligt, samt fordi det i realiteten opfordrer befolkningen til forfølgelse af dem på dette grundlag. Socialt betingede og uønskede forskelle kan der ændres på, eksempelvis igennem sociale forandringer samt oplysningsmæssige forholdsregler. Men en races (påståede) biologisk betingede mindreværd er derimod noget langt mere statisk og uforanderligt; den, der hævdes at være født med en mindreværdig races urene blod i årerne, og hvis hele fysik hævdes at have den urene races præg, han kan bare i sidste ende 'forbedres' ved at blive elimineret (lidt på samme måde som en 'god kommunist' for prokrigs-amerikanere under Vietnamkrigen var 'en død kommunist'). Derfor ender den racistiske ytring med ofrets eliminering som i Auschwitz: Anser man i realiteten en races medlemmer for sådan noget som rotter eller utøj, så lader de sig ikke forbedre levende, de må tværtimod udryddes. En del af Dansk Folkepartis demagogi bunder i dets mytologisering af 'Folket'; det er dette 'Danske Folk', som hævdes at have retten til at ytre sig, hvordan det vil. Fejlen ved denne myte er, at ikke folket, men individet - og med al ret - er den grundlæggende enhed i dansk lovgivning og demokrati. Individet har ret til beskyttelse imod overgreb og forfølgelse på grund af sin race. Denne ret står uden forbehold over 'Folkets' ret til verbal og anden (race)forfølgelse af individer. Men kan racisme da ikke diskuteres? Det kan den selvfølgelig; men for eksempel må kravene til bevisførelse for racismens eventuelle gyldighed være særdeles strenge, og bevisførelsen må være anonymiseret, forstået på den måde, at ingen konkrete grupper nævnes og ingen implikationer med hensyn til genkendelighed af gruppen må være synlige under bevisførelsen. Skulle der nu, imod enhver sandsynlighed, vise sig at være betydelige racebetingede forskelle mellem individer, så har menneskene kun et at gøre: at søge at forbedre de dårligere stilledes vilkår. Humant er det at søge at bedre menneskenes betingelser, ikke at acceptere f.eks. biologiske fakta som eviggyldige og eliminere de antaget nederste. 'Racismeparagraffen' er således af yderste vigtighed for bevarelsen af et civiliseret og humant samfund. Dens afskaffelse ville derimod være et sikkert skridt på vejen hen imod det mest afstumpede og umenneskelige barbari. Anderledes stiller sagen sig imidlertid med hensyn til 'blasfemiparagraffens' validitet. Denne paragraf, straffelovens paragraf 140, der har følgende ordlyd: »Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder«, synes helt at karambolere med ytringsfriheden og retten til oplysning. Paragraf 140 er angribelig, fordi den vil friholde troslærdomme og gudsdyrkelse for kritik. Men hvad er det vel mere legitimt at kritisere end ideer og ritualer, dersom sådan kritik i sig selv ikke ædrueligt kan hævdes at have konsekvenser i retning af forfølgelse af f.eks. racer og religiøse grupper? Man kunne imod dette hævde, at fornuftig kritik og ringeagtsytringer er af forskellig art: En fornuftig kritik har til hensigt at gøre alle samfundets borgere, og da ikke mindst dem, hvis konfession er den kritiserede trosretning, klogere; den er ikke beregnet på at gøre nogle til vindere og andre til tabere eller lægge nogen for had, men derimod på det fælles samfundsmæssige bedste. Visse ringeagtsytringer, derimod, kan let have den modsatte og yderst kritisable agt og effekt, det skal ikke nægtes. Men når det er sagt, må det samtidig siges, at visse troslærdomme ikke synes værd at agte meget. Og hvis noget af offentlig interesse er ringeagt værd, så må det frem. Paragraf 140 forekommer imidlertid at være båret af den modsatte hensigt; der må ret og slet ikke udvises offentlig ringeagt for lovlig troslærdom og gudsdyrkelse, ifølge denne. Det er ejendommeligt, at en sådan lov kan findes i et land, der har den protestantiske kristendom som et historisk fundament. Luthers og andre reformations- og renæssanceskikkelsers voldsomme udfald imod katolicismen var stærkt medvirkende til, at også Danmark fik skaffet sig af med pavekirken. Og det er ikke til at se, hvorfor troslærdomme som den, at paven er ufejlbarlig, ikke må gælde for grinagtige. Det betyder ingenlunde, at den katolske tro ikke skal tolereres her i landet. Men på den anden side er det også de borgeres pligt, som er i stand dertil, at bidrage til samfundets oplysning. Til denne oplysning kan det bidrage at udsætte det selvhøjtidelige for latteren. Eller hvorfor må de, der har været udsat for den protestantiske religions overgreb, således skoleelever, der med angst og bæven til følge er blevet tugtet og revset i Guds navn og hyklerisk har fået lussinger og svedere, fordi de ikke havde lært salmevers om, at 'Vor Gud Han er så fast en borg', hvorfor må de ikke gøre nar ad troslærdommen om gavnligheden ved den korporlige revselse for det arvesyndige legeme, for den redebonne ånd og den kristne religiøsitet? Eller med andre ord: Hvorfor beskyttes troslærdommene dog imod sine ofre og ikke snarere ofrene imod troslærdommene? Paragraf 140 bryder sig ikke om den befriende latter; den lader til at beskytte det, som troens nidkære vogtere må ængstes for i grunden er så skrøbeligt, at det ikke kan bestå, dersom det udsættes for latterens dog harmløse våben. Det er den dyriske alvor, den sammenbidte kamp for overlevelsen, som har det afgørende tag i paragraf 140. Og uanset det letkøbte og det tvivlsomme, hvad angår intention, i Jyllands-Postens 'ytrings-frihedskamp' i form af afbildninger af profeten Muhammed, må islam på trods af blasfemiparagraffen tåle disse. Af flere grunde. For det første er ingen person i dette land forpligtet af andres i øvrigt tolererede troslærdomme. Anvisninger for slagtning af dyr og for disses renhed forpligter ingen uden for det trossamfund, som måtte tro på disse bud. Det samme gælder islams forbud imod billedlige fremstillinger af Muhammed; det forpligter substantielt set ingen ikke-muslim. For det andet må det fastholdes, at islam her i landet på linje med andre religioner med rette anses for en tro og ikke for absolut viden. Det vil sige, at den islamiske tros ledende fortolkere for dette lands vedkommende ikke kan hævde deres lærdomme som absolutte og guddommelige sandheder, der ikke må overskrides eller krænkes; når troens vogtere hævder, at Muhammeds ansigt ikke må afbildes, er det ifølge dansk lov noget, de tror, som altså ikke udtrykker en sikker viden, og som følgelig må give plads for den tvivl, der tillader sig at modsige dette. For det tredje er det med rette anerkendt herhjemme, at billedkunstneriske fremstillinger af historiske personer har en erkendelsesværdi. Talrige kunstneres fremstillinger af Jesus har gennem tiden beriget den vestlige civilisation. Denne erkendelsesvej kan intet trossamfund kræve lukket af uden at måtte gælde for obskurantistisk. For det fjerde er det væsentligt at skelne imellem en person og afbildning af denne, især når der er tale om fiktive eller kunstneriske fremstillinger. »Dette er ikke en pibe«, skrev maleren René Magritte på sit billede af en pibe. Og enhver kunstner, der maler Muhammed, kan rettelig hævde, at »dette er ikke Muhammed, det er et billede af Muhammed«. Enhver har ret til at gøre sig sine forestillinger om en historisk person samt at give udtryk for disse forestillinger, som muligvis har mere med kunstneren selv end med motivet at gøre. Et billede af Muhammed har, spidsformuleret og ret beset, ikke noget med Muhammed at gøre. Derfor er den aktuelle kritik af afbildninger af Muhammed også en utidig indblanding i den kunstneriske frihed. Endelig kan man spørge: Hvorfor vil herskende eksegese af islam ikke tåle, at en af dennes profeter afbildes? I jødedommen har man, og i den tidlige kristendom havde man, ganske vist også et billedforbud, men det gælder/gjaldt bare Gud. Islams forbud gælder samtidig en profet. Hertil er at sige: Dersom islam med sit forbud imod afbildning af Muhammed vil hævde, hvad det er nærliggende at slutte, at et menneske, nemlig Muhammed, var helt igennem guddommelig, altså identisk med Gud, så bryder man vel med sit eget dogme om den ene Gud. Selverkendelsen heraf kunne man håbe fik den konsekvens, at islam afskaffede forbuddet imod afbildning af Muhammed. I modsat fald, det vil sige, ifald man i realiteten fastholder Muhammeds, altså et menneskes, rent guddommelige natur i og med forbuddet imod hans afbildning, så er dette dels en grund til mistillid til et sådant billedforbud; thi at gøre mennesker til guder kan dårligt andet end føre til autoritære regimer. Og dels er det en medvirkende grund til, at blasfemiparagraffen må væk; for hvad der har autoritære implikationer, har kun en ret: retten til at blive modsagt og kritiseret.