0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Racisme- og blasfemiparagrafferne

Hvorfor beskyttes religioner imod deres ofre - og ikke snarere ofrene imod troslærdommene, spørger en dr.phil. i idehistorie. Han vil beholde racismeparagraffen, men kræver blasfemiforbuddet fjernet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Bør 'racismeparagraffen' afskaffes? Bør 'blasfemiparagraffen' igen tages i anvendelse efter mange års inaktivitet? Taler den ene, den anden eller begge paragraffer imod ytringsfriheden? Eller beskytter de mon mindretalsgrupper imod forfølgelse? Eller begge dele?

De ofte heftige politiske og kulturelle diskussioner herhjemme angående indvandrere og flygtninge finder i dag ikke mindst sted på det juridiske felt, og her spiller den såkaldte racismeparagraf samt den såkaldte blasfemiparagraf meget betydelige roller. Det er derfor af tilsvarende stor betydning at få afklaret ikke mindst disse paragraffers, lad os bare kalde det filosofiske, gyldighed, hvilket er nærværende artikels kardinalanliggende. Det er med andre ord ikke så meget paragraffernes praktiske anvendelighed i en retssal i dag, den rent juridiske fortolkning af deres bogstav og ånd - den vil vi i hovedsagen overlade til juristerne - som er på spil i artiklen. Det er derimod langt snarere spørgsmålet: Er de nævnte paragraffer fornuftige?

'Racismeparagraffen' (straffelovens paragraf 266 b) lyder: »Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk.2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed«.

Dansk Folkeparti ønsker slet og ret denne paragraf afskaffet i ytringsfrihedens navn. Men ikke kun hos dette parti findes dette ønske; det genfindes eksempelvis blandt socialdemokrater med offentlige tillidsposter.

Lad os dog her holde os til Dansk Folkeparti, der som parti har den konsekvente afskaffelse af 'racismeparagraffen' som et vigtigt programpunkt i sin politik.

Dansk Folkeparti har ingen respekt for denne paragraf; Søren Espersen udtalte således i en nyhedsudsendelse på DR 1, at partiet »laver sine egne regler« (sic) desangående (og måske generelt, spørger man sig), og han lod forstå, at et parti havde en slags ret hertil. Begrundelsen for denne ret fremgik dog ikke klart af Espersens tale.

I samme ånd spurgte Pia Kjærsgaard under en folketingsdebat med patos i stemmen, og skulle det mon ikke også være med krokodilletårer rindende ned ad kinderne, om ikke nok kulturministeren også ville mene, at ytringsfriheden burde gælde absolut.

Væsentligt er det, at partiet appellerer til det fornuftige - eller måske snarere sundt, ikke degenereret tænkende - danske folks dømmekraft: Man vil helt og holdent lade det være op til folket at dømme om, hvad der er rigtigt og forkert, og det forkerte vil folket, sundt tænkende som det er, naturligvis afvise, synes Dansk Folkeparti at mene. Man lader altså fra Dansk Folkepartis side 'racismeparagraffen' være udtryk dels for censur, altså en knægtelse af den for demokrati og retsstat helt fundamentale ytringsfrihed, og dels for mistillid til den dømmekraft hos folket, hvis styrke demokratiet jo ellers iboende og grundlæggende påberåber sig.

Dansk Folkepartis her kort rekonstruerede, forføreriske argumentation dækker imidlertid over en diabolsk logik: Man kræver på den ene side - højrøstet og eksplicit - den absolutte ytringsfrihed i antydet egenskab af fortalere for det rene, uplettede demokrati. Som djævelske magikere og ofte med en art sofistisk-retorisk finesse henleder man publikums opmærksomhed på sit positive, tilsyneladende mere end tilforladelige, ja tilsyneladende heroisk demokratiske budskab.

Men parallelt hermed og nedenunder, på et for publikum almindeligvis skjult niveau, lyder for den, der kan høre græsset gro, en anden og langt mere dyster meddelelse: Partiet kræver implicit retten til at »true, forhåne eller nedværdige gruppe(r) af personer pga. race, hudfarve og så videre«. Man kræver således, i og med kravet om 'racismeparagraffens' bortskaffelse, principielt retten til at forfølge mindretal; man kerer sig derimod ikke et sekund om disses ret til beskyttelse imod forfølgelse. Eller hvor sætter Dansk Folkeparti mon grænsen? Når menneskers ret til beskyttelse imod ringeagtende tale og skrift på grund af racetilhørsforhold er faldet, så betyder det vel også som konsekvens, at det bør være legalt at vedtage racistiske love - som til overmål også er en slags ytringer - altså love, som privilegerer en vis race/visse racer og underprivilegerer andre? Dersom Dansk Folkeparti nemlig ikke mener, at folkets dømmekraft kan tage fejl, men at den tværtimod må herske suverænt og uindskrænket, så må folket vel også selv bestemme, om der skal vedtages racistiske love?

Dansk Folkeparti kan nu hævde følgende, som stadig er båret af sin inhærente, diabolske logik: »Nej, en ting er ytringsfriheden, noget andet er den materielle og korporlige forfølgelse af mindretal. Folket vil igennem lovgivningen vide at sætte en stopper for det sidste«. Nede under denne eksplicitte forsikring levnes der imidlertid rigelig plads til denne lave trang: Nemlig at folket til den tid vil tage konsekvensen af retten til verbal ringeagt og forfølgelse af mindretalsgrupper og materialisere denne ret i den lovgivningsmæssige og korporlige forfølgelse af disse grupper.

Man må nu spørge Dansk Folkeparti og, som tingene står, beklageligvis også andre partier som f.eks. Socialdemokraterne: Hvad vil man gøre for emfatisk og med streng straf som konsekvens at forbyde den korporlige og materielle forfølgelse af mindretal? Hvad vil man gøre retsligt og på anden vis for beslutsomt at hindre mindretalsforfølgelse og for at beskytte mindretallene, ikke mindst de racemæssige?

Det er ikke nok med venstre hånd og et skuldertræk ligegyldigt at henvise til eksisterende lovgivning; når man vil afskaffe mindretalsbeskyttelse på et område, in casu ytringsfrihedens, så må man desto stærkere og til det alleryderste beslutsomt tilkendegive, at mindretalsforfølgelse på andre, vitale områder som de korporlige og materielle under ingen omstændigheder vil blive tolereret. Gør man ikke det, men tier man helst, eller omgås man spørgsmålet med substantiel ligegyldighed, da må man tåle den skærpede mistanke om at have et begær efter mindretalsforfølgelse under den ene eller anden form.

Imidlertid: 'Racismeparagraffen' bør helt bestemt ikke afskaffes; tværtimod bør det blandt andet fra ministerielt hold indskærpes borgerne, at der administreres ufortøvet og med de strengest mulige sanktioner i forhold til denne lov. Det bør indskærpes befolkningen, at der ses på overtrædelse af denne paragraf med den yderste alvor. Og det bør der, fordi konsekvensen af overtrædelse af denne paragraf i princippet vil være Auschwitz. Der er ingen grund til at formilde fremstillingen af konsekvenserne af paragraffens overtrædelse, og der må ikke finde overbærenhed med sådan overtrædelse sted; intet, som kan forbindes med Auschwitz, må formildes, langt snarere skal det ses i sin yderste konsekvens.