0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Københavns styre

Et stærkt demokrati skal ikke kun sætte rammer for kampen om politisk magt. Det skal også sikre procedurer for kontrollen af den politiske magt. Både København og andre danske kommuner kan med fordel lære af Oslo, hvor 'byråd' og 'bystyre' fungerer som lokalsamfundets regering og parlament.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ritt Bjerregaard har i vanlig stil barslet med en dristig idé. Den går ud på, at kommunalpolitikerne skal på fuld løn. De skal kunne leve af deres borgerlige ombud, altså være professionelle. Det lyder pænere end levebrødspolitikere.

Hendes tanke er ikke tosset, men den er ikke dristig nok. Den er blevet til i kølvandet på kommunalvalget og konstitueringerne i de kommunale råd. Det vil sige de aftaler, der efter valget bliver indgået for at fordele borgmesterposten og posterne som formænd for og medlemmer af kommunalbestyrelsens udvalg. I Københavns Kommune er det specielt vigtigt, fordi der er et antal borgmesterposter og poster som udvalgsformænd, som skal fordeles. Desuden er der et stort antal poster som medlemmer af - og for de udvalgte få, formænd for - organer, hvor Københavns Kommune er repræsenteret. Når de er lagt sammen, bliver det en lukrativ affære. Problemet er, at det hurtigt kommer til at lugte mere af pamperi, end det ligner repræsentativt folkestyre. Der er ikke mange vælgere, der ved, at de med deres kryds ved valget til Borgerrepræsentationen også tager stilling til, hvem der skal hæve honorarer som formand for eller medlem af bestyrelsen for I/S Amagerforbrænding og I/S Vestforbrændingen.

Efter kommunalvalget gav især konstitueringerne i Københavns Kommune anledning til hovedrysten. Lederskribenter og andre kommentatorer skrev med fuld foragt om hobbypolitikere og sammenlignede dermed med landspolitikerne, som de fandt hævet over den slags. Ingen diagnose kan være mere forkert. På det punkt har Ritt Bjerregaard vist noget mere forståelse for, hvad der er galt. Hendes problem er blot, at hun ikke har tænkt tilstrækkeligt langt. I det følgende vil jeg hjælpe hende videre.

Der er ikke noget mærkværdigt i, at kommunalpolitikerne ligesom andre politikere tænker på magt og indflydelse. Den får de, hvis de kan tilkæmpe sig de indflydelsesrige poster. I kommunalpolitik som borgmestre og udvalgsformænd. I landspolitik som ministre. Der er mange, der vil gå langt for at få en af disse poster. Der er også penge i det, men ikke alverdens mange. Det er, hvis man sammenligner med mange (men bestemt ikke alle) andre erhverv, ingen vej til rigdom at være folkevalgt i dette land. Man kan faktisk diskutere, om betalingen er høj nok. Det er bare ikke umagen værd, for konkurrencen mellem partierne gør, at det er svært at sætte lønnen højt.

Det er én god forklaring på indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens prompte afvisning af Ritt Bjerregaards forslag. Derimod kan ingen anfægte, at det er tidsmæssigt krævende at engagere sig i kommunalpolitik, og at det er svært foreneligt med en anden karriere, hvis man vil dyrke politik på et vist niveau. Lige så svært er det, at man kun kan få en fuldtidsindkomst ud af det, hvis man er i stand til at poole flere poster, hvoraf adskillige ikke er genstand for selv et minimum af demokratisk gennemskuelighed og kontrol. Derfor skal man i kommunalreformens anden fase ændre den kommunale styrelseslov. Sigtet skal være at skabe et mindre antal tillidsposter, der giver en fuld indtægt og ikke hviler på illusionen om små og overkommelige ombud, som engagerede medborgere klarer på aftenmøder med ugers mellemrum.

En reform af kommunernes styrelse er påkrævet af andre grunde. Den nuværende styrelsesordning danner nemlig rammen om en styreform, som ud fra en demokratisk synsvinkel er stærkt anløben. Den forudsætter, at det er kommunalbestyrelsen, der har det sidste og afgørende ord. Det er kun i Københavns og til dels Århus Kommuner, at det i nogen grad er anderledes, fordi begge kommuner har bevaret magistratsformen.

Men heller ikke magistratsmodellen løser det demokratiske problem, som opstår, fordi man kun har været optaget af én ting. Det er at sikre, at vælgernes stemmeafgivning slår igennem med den vægtfordeling, som valget har givet partierne. Dermed er kimen lagt til valgforbund og konstitueringskoalitioner, hvis dobbelte funktion er at omsætte stemmevægte til fordelte poster og politisk levebrød.

Den gældende styrelsesordning negligerer derimod helt, at et stærkt demokrati ikke kun skal sætte rammer for kampen om politiske magtpositioner. Det skal også have procedurer for kontrollen af den politiske magt. De procedurer er umådeligt svage i den nuværende kommunale styreform. Sådan behøver det imidlertid ikke at være. Det er her tilstrækkeligt at kaste blikket mod den styrelsesordning, som man har i Oslo. Den har fungeret siden 1986 og bygger på parlamentariske principper. Det gør igen, at der i ordningen er indbygget den sondring mellem regering og opposition, som man kender fra national politik i Nordeuropa.

Grundprincipperne i Oslos bystyre bygger altså på parlamentarismens principper. Kommunens vælgere sammensætter hvert fjerde år et bystyre. Det har 59 medlemmer, hvor Københavns Borgerrepræsentation har 55. For tiden er syv partier repræsenteret. De spænder over et politisk spektrum, som ikke er særlig fremmed for danskere. Bystyret udgør den øverste forsamling. Det vedtager budgettet og andre væsentlige rammesættende beslutninger for kommunen, som er lidt større end Københavns Kommune. For at løse sine opgaver som øverste politiske myndighed nedsætter bystyret fem stående udvalg. Deres opgave er at forberede de sager, som bystyret skal tage stilling til på et senere tidspunkt. Den er også at holde byrådet til ilden.

Byrådet består af bare 7 medlemmer. Det kan minde om den magistrat, man har i København og Århus. Men der er faktisk ringe lighed, da Oslos byråd kun består af poli