Ritt Bjerregaard har i vanlig stil barslet med en dristig idé. Den går ud på, at kommunalpolitikerne skal på fuld løn. De skal kunne leve af deres borgerlige ombud, altså være professionelle. Det lyder pænere end levebrødspolitikere. Hendes tanke er ikke tosset, men den er ikke dristig nok. Den er blevet til i kølvandet på kommunalvalget og konstitueringerne i de kommunale råd. Det vil sige de aftaler, der efter valget bliver indgået for at fordele borgmesterposten og posterne som formænd for og medlemmer af kommunalbestyrelsens udvalg. I Københavns Kommune er det specielt vigtigt, fordi der er et antal borgmesterposter og poster som udvalgsformænd, som skal fordeles. Desuden er der et stort antal poster som medlemmer af - og for de udvalgte få, formænd for - organer, hvor Københavns Kommune er repræsenteret. Når de er lagt sammen, bliver det en lukrativ affære. Problemet er, at det hurtigt kommer til at lugte mere af pamperi, end det ligner repræsentativt folkestyre. Der er ikke mange vælgere, der ved, at de med deres kryds ved valget til Borgerrepræsentationen også tager stilling til, hvem der skal hæve honorarer som formand for eller medlem af bestyrelsen for I/S Amagerforbrænding og I/S Vestforbrændingen. Efter kommunalvalget gav især konstitueringerne i Københavns Kommune anledning til hovedrysten. Lederskribenter og andre kommentatorer skrev med fuld foragt om hobbypolitikere og sammenlignede dermed med landspolitikerne, som de fandt hævet over den slags. Ingen diagnose kan være mere forkert. På det punkt har Ritt Bjerregaard vist noget mere forståelse for, hvad der er galt. Hendes problem er blot, at hun ikke har tænkt tilstrækkeligt langt. I det følgende vil jeg hjælpe hende videre. Der er ikke noget mærkværdigt i, at kommunalpolitikerne ligesom andre politikere tænker på magt og indflydelse. Den får de, hvis de kan tilkæmpe sig de indflydelsesrige poster. I kommunalpolitik som borgmestre og udvalgsformænd. I landspolitik som ministre. Der er mange, der vil gå langt for at få en af disse poster. Der er også penge i det, men ikke alverdens mange. Det er, hvis man sammenligner med mange (men bestemt ikke alle) andre erhverv, ingen vej til rigdom at være folkevalgt i dette land. Man kan faktisk diskutere, om betalingen er høj nok. Det er bare ikke umagen værd, for konkurrencen mellem partierne gør, at det er svært at sætte lønnen højt. Det er én god forklaring på indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens prompte afvisning af Ritt Bjerregaards forslag. Derimod kan ingen anfægte, at det er tidsmæssigt krævende at engagere sig i kommunalpolitik, og at det er svært foreneligt med en anden karriere, hvis man vil dyrke politik på et vist niveau. Lige så svært er det, at man kun kan få en fuldtidsindkomst ud af det, hvis man er i stand til at poole flere poster, hvoraf adskillige ikke er genstand for selv et minimum af demokratisk gennemskuelighed og kontrol. Derfor skal man i kommunalreformens anden fase ændre den kommunale styrelseslov. Sigtet skal være at skabe et mindre antal tillidsposter, der giver en fuld indtægt og ikke hviler på illusionen om små og overkommelige ombud, som engagerede medborgere klarer på aftenmøder med ugers mellemrum. En reform af kommunernes styrelse er påkrævet af andre grunde. Den nuværende styrelsesordning danner nemlig rammen om en styreform, som ud fra en demokratisk synsvinkel er stærkt anløben. Den forudsætter, at det er kommunalbestyrelsen, der har det sidste og afgørende ord. Det er kun i Københavns og til dels Århus Kommuner, at det i nogen grad er anderledes, fordi begge kommuner har bevaret magistratsformen. Men heller ikke magistratsmodellen løser det demokratiske problem, som opstår, fordi man kun har været optaget af én ting. Det er at sikre, at vælgernes stemmeafgivning slår igennem med den vægtfordeling, som valget har givet partierne. Dermed er kimen lagt til valgforbund og konstitueringskoalitioner, hvis dobbelte funktion er at omsætte stemmevægte til fordelte poster og politisk levebrød. Den gældende styrelsesordning negligerer derimod helt, at et stærkt demokrati ikke kun skal sætte rammer for kampen om politiske magtpositioner. Det skal også have procedurer for kontrollen af den politiske magt. De procedurer er umådeligt svage i den nuværende kommunale styreform. Sådan behøver det imidlertid ikke at være. Det er her tilstrækkeligt at kaste blikket mod den styrelsesordning, som man har i Oslo. Den har fungeret siden 1986 og bygger på parlamentariske principper. Det gør igen, at der i ordningen er indbygget den sondring mellem regering og opposition, som man kender fra national politik i Nordeuropa. Grundprincipperne i Oslos bystyre bygger altså på parlamentarismens principper. Kommunens vælgere sammensætter hvert fjerde år et bystyre. Det har 59 medlemmer, hvor Københavns Borgerrepræsentation har 55. For tiden er syv partier repræsenteret. De spænder over et politisk spektrum, som ikke er særlig fremmed for danskere. Bystyret udgør den øverste forsamling. Det vedtager budgettet og andre væsentlige rammesættende beslutninger for kommunen, som er lidt større end Københavns Kommune. For at løse sine opgaver som øverste politiske myndighed nedsætter bystyret fem stående udvalg. Deres opgave er at forberede de sager, som bystyret skal tage stilling til på et senere tidspunkt. Den er også at holde byrådet til ilden. Byrådet består af bare 7 medlemmer. Det kan minde om den magistrat, man har i København og Århus. Men der er faktisk ringe lighed, da Oslos byråd kun består af politikere fra den koalition, som med et flertal i ryggen har fundet sammen om at danne byråd eller regering. Siden 2003 er det en borgerlig koalition bestående af Høyre, Fremskrittspartiet, Venstre og Kristelig Folkeparti, som har haft magten. Med 30 mandater har de et knebent flertal. De 7 medlemmer af byrådet kan ikke samtidig have sæde i bystyret, og de behøver heller ikke være valgt til det. Er de det, overtager deres stedfortrædere deres mandater. Men partierne bag byrådskoalitionen kan hente andre af Oslos borgere ind udefra til en post som medlem af byrådet. Byrådet fungerer ligesom en norsk (eller dansk) regering. Hvert af medlemmerne er chef for en gren af den kommunale administration. De spiller i den sammenhæng en dobbeltrolle. På den ene side udgør de den politiske top i den daglige forvaltning. Det løser det mærkværdige problem, som opstår i dansk kommunestyre, fordi borgmesterens ledelsesmandat er aldeles uklart. På den anden side er det dem, der politisk forbereder og fremlægger de forslag, som byrådet ønsker at få gennem bystyret. De møder også op i udvalgene, som de selvfølgelig ikke kan sidde i. Her skal de fremlægge og forsvare deres politik. De skal også stå til regnskab for deres handlinger som politiske chefer for den kommunale forvaltning. Med det parlamentariske princip er scenen sat for et andet politisk spil end det, man kender fra dansk kommunalpolitik. Der deler partierne byttet mellem sig, ofte inden for rammerne af en ganske bred konstitueringsaftale. Samtidig er der ikke nogen sondring mellem 'regering' og 'opposition'. Fra sognerådenes tid opretholder man i stedet illusionen om, at det er den samlede kommunalbestyrelse, der afgør sagerne. Forvaltning er gjort til kommunalpolitik, og der er intetsteds, hvor borgmestre og udvalgsformænd mellem valgdagene skal stå til regnskab for deres gerninger. I Oslo er det anderledes. Med adskillelsen af bystyre og byråd skal byrådets medlemmer fremlægge og forsvare deres politik i styre og udvalg, og skæbnen for deres politik bestemmes helt og holdent af, at de kan holde samme på flertallet. Der er en anden interessant forskel på kommunalpolitikken i Oslo og i København og andre danske kommuner. Fusionen af politisk og administrativ magt i danske kommuner kombineret med den meget brede enighed, som præger dem, når konstitueringerne først er overstået, har en yderst alvorlig negativ konsekvens. Den opstår, fordi der ikke er nogen til at kontrollere kommunens politiske og administrative magthavere. Det beror derfor på eksterne instanser, at der overhovedet er kontrol. Det drejer sig om tilsynsmyndigheden og om Ombudsmanden, men det er i praksis kun klager, der aktiverer dem. Så er der selvfølgelig revisionen, men hvor tæt går den egentlig på den kommunale verdens magthavere? Der er således store demokratiske skavanker i den danske kommunale styrelsesmodel. Modellen ser stort på, at forudsætningen for et effektivt demokrati også er effektive muligheder for at gøre en politisk kontrol gældende over for borgmester (borgmestre) og kommunalbestyrelse. Det er der i dansk kommunalpolitik ingen politikere eller partier, der har nogen tilskyndelse til. I kraft af strukturen og de brede budget- og konstitueringsaftaler er de i størstedelen af perioden enige om alle væsentlige beslutninger. Erfaringen siger samtidig, at den kommunale forbrødring på ingen vis er garanti for fornuftige og uangribelige beslutninger. Tværtimod kan netop store flertal og altfavnende enighed være et farligt dække over tvivlsomme dispositioner. Også på det punkt rummer Oslos bystyre mekanismer, som er lærerige. Et af de udvalg, som bystyret skal nedsætte, er kontroludvalget. I modsætning til de fem specialiserede stående udvalg er dets optik bagudrettet. Opgaven er på et politisk grundlag kritisk at overvåge, at alt er gået ordentligt for sig. Kontroludvalget bliver på den måde en pendant til de politiske statsrevisorer, og dets opgave er først og fremmest at vurdere regnskabet samt at iværksætte de kritiske undersøgelser, som det politisk må give anledning til. Det er væsentligt, at dets medlemmer ikke samtidig kan have sæde i besluttende udvalg eller ledende poster i bystyret. Et andet udvalg er klagenævnet. Det er sikkerhedsventil for kommunens borgere og virksomheder, som kan gå til det i alle enkeltsager, hvor de selv mener at være kommet i klemme. Klagenævnet er oven i købet delvis sammensat af medlemmer udefra. Ude i den store verden er der andre modeller for kommunestyret, som kan inspirere dansk kommunestyre. Oslos bystyre bliver trukket frem, fordi modellen er fuldt ud i pagt med en nordeuropæisk politisk kultur. Centrale værdier er konkurrence, åbenhed og kontrol. Netop de værdier har ganske trange kår i dansk kommunestyre, så der er behov for at styrke dem. Der er en anden god grund til at tage fat på problemet. Den store kommunalreform, som er under gennemførelse, er blevet til, uden at nogen så meget som nævnte den kommunale styrelsesform. Det gjaldt både flertallet, der bærer reformen igennem, og de partier, der står uden for aftalerne om den. Det er tankevækkende. For sagen er dog, at de nye 98 kommuner bliver nogle af de største i den vestlige verden, og med den større afstand, det giver til vælgerne, er der al mulig grund til også at overveje, hvordan man kan skabe et stærkt demokratisk kontrolmiljø i og omkring kommunerne. Oslo-modellen anviser et par veje, som i hvert fald ikke gør det værre. Det gælder specielt i de største kommuner, hvoraf Københavns Kommune er én. Samtidig byder modellen på en løsning på Ritt Bjerregaards problem. Den nuværende styrelsesordning antager, at kommunalpolitikere er almindelige borgere, der i deres fritid påtager sig et borgerligt ombud. Det rimer imidlertid ikke med tidsforbruget. Derfor ender man i konstitueringsaftalernes politiske handel med embeder, der ofte er en bananrepublik værdige. Det skal man væk fra. Det kan man komme ud over, hvis man får en klar arbejdsdeling mellem et byråd med en overborgmester og en håndfuld borgmestre, der råder over et flertal i kommunalbestyrelsen, og en kommunalbestyrelse, hvor der på forhånd er defineret en opposition, og hvor der derudover er selvstændige kontrolorganer. Men selv med denne opdeling kan det være svært at se, at der skulle være rimelig fuldtidsbeskæftigelse til 55 borgerrepræsentanter, en overborgmester og 4-6 borgmestre. Det er i hvert fald svært at sælge. Det lægger op til to løsninger, som hver for sig har en del for sig. Den første løsning består i at reducere antallet af medlemmer i Borgerrepræsentationen. Er det virkelig nødvendigt med et kommunalbestyrelsesmedlem for hver 8.000 vælgere? Reducerede man tallet til omkring det halve, kunne man lettere forsvare at sætte honorarerne i vejret, således at alle medlemmer kunne leve af det. Det ødelægger den smukke idé om, at kommunalpolitik skal være et borgerligt ombud og ikke et levebrød. Den anden løsning er derfor at genskabe mulighederne for, at det i nogen grad kan ske i praksis. At komme videre er helt urealistisk. Man skulle da holde fast i, at der er et ret stort antal folkevalgte i Borgerrepræsentationen, f.eks. de nuværende 55. Men der skulle alene være fuldtidsløn til overborgmester og nogle få borgmestre samt til formanden for repræsentationen. Udvalgsformændene skal ikke have fuldtidsløn, men i stedet et honorar, som man kender det for bestyrelsesformændene i private og offentlige selskaber. Det kan man sjældent leve af, og forudsætningen er, at indehaveren har et andet erhverv ved siden af. Den er også, at forpligtelserne giver tid til at passe det. Den sidste model er tiltrækkende, fordi den vil skabe et skel mellem de politikere, der kan og skal leve af politik, og dem, der ikke får mere for det, end at de må leve for politik. Det skaber den atmosfære, der skal til, for at nogle politikere kan føle en tilskyndelse til at spille den utaknemmelige rolle som kontrollanter og opposition. Det kan være medlemmer af små og marginale partier, som på det felt har en mission, som f.eks. den københavnske Enhedsliste ikke passer i dag. Det kan også være medlemmer af de store partier, som tilsvarende bliver placeret i eller vælger at lade sig placere i en position, hvor der er plads til at spille rollen som den kritiske Spørge-Jørgen. Han har en vital demokratisk funktion, men dansk kommunestyre har ingen rolle til ham.