Den gamle anekdote om præsten, der besøgte sognets rigeste og nærigste bondekone, som bød på sin notorisk pjasktynde kaffe, randt mig i hu for nylig. Med et skinhelligt blik mod loftet serverede hun brygget med ordene: »Jeg håber og tror, at kaffen er god«, hvortil præsten svarede: »Her hjælper ikke tro, kun bønner!«. Anledningen til genopfriskningen af denne hyggelige historie var, at jeg læste en artikel i novembernummeret af Samvirke med titlen: 'Kan bønner helbrede' med en manchet, der lød: 'Hvert år blåstempler Vatikanet 20 raskmeldinger af dødsmærkede patienter som vaskeægte mirakler. Det sker, når medicinen udelukkende har bestået af andres bønner. En dansk, katolsk teolog går mirakelkuren efter i sømmene'. Nå godt, tænkte jeg, selv om man er katolsk i hovedet, borger danskheden vel i hvert fald for en smule sund fornuft, og når manden »går ... efter i sømmene«, betyder det jo nok, at han trænger igennem våset og får sat tingene ordentligt på plads. Ak, mine forventninger blev sørgeligt skuffede, men artiklen gav mig anledning til at gå nærmere ind i sagen, der i Samvirkes artikel fremstilles som følger: »... I en tilsvarende undersøgelse en halv snes år senere var godt 200 kvinder indlagt til kunstig befrugtning på Cha Women's Hospital i Seoul i Sydkorea. En gruppe troende blev udset til at bede for, at det skulle lykkes den ene halvdel af kvinderne i forsøget at blive gravide. Den anden halvdel blev der ikke bedt for. Det viste sig, at 50 procent af den forsøgsgruppe, som andre havde bedt for, blev gravide. I kontrolgruppen uden såkaldt fjernbøn lykkedes befrugtningen kun i 25 procent af tilfældene. Konklusionen på forsøget lyder i Journal for Reproductive Medicine i 2001: »En statistisk betydelig forskel blev observeret omkring fjernbøns virkning på befrugtningen, selv om dataene bør betragtes som foreløbige««. Det var ligegodt s...ørens, tænkte jeg og gik på nettet. Her fandt jeg efterhånden den originale artikel fra Journal of Reproductive Medicine (JRM) og derefter adskillige kritiske artikler, først og fremmest af professor i gynækologi og obstetrik ved California-Irvine Universitetet, Bruce L. Flamm, som jeg takker for tilladelsen til at citere i det følgende. Men lad os først se på selve undersøgelsen. Den blev bragt i JRM sept. 2001 med Kwang Y. Cha, M.D., Daniel P. Wirth, J.D., M.S. og Rogerio A. Lobo, M.D. som forfattere. Lobo er tilknyttet Columbia Univ. i USA som professor og medlem af JRM's redaktionelle bedømmelsesgruppe, Cha er leder af en klinik i Seoul, der beskæftiger sig med behandling af barnløshed med bl.a. in vitro-befrugtning (IVF) og opsætning af befrugtede æg i de barnløse kvinders livmoder (ET= embryonic transplantation) - i daglig tale kaldet reagensglasbefrugtning. Wirth vender jeg tilbage til senere. Første advarselslampe begyndte at blinke, da talrige henvendelser - breve og e-mail til forfatterne og indlæg til JRM - forblev ubesvarede. Og der var ellers nok at søge uddybet og forklaret, når man først begyndte at nærlæse artiklen. For eksempel udvælgelsen af patientmaterialet, hvor en del var blevet udeladt »på grund af svigtende e-mail-transmission«. Designet i undersøgelsen var, at af de cirka 200 kvinder, der efter længere tids forsøg på at blive gravide var indlagt til IVF/ET-behandling, blev halvdelen - tilfældigt og (angiveligt) blindet=ukendt for behandlerne - udvalgt som forsøgsgruppe, resten som kontrolgruppe. For kvinderne i forsøgsgruppen blev der af kristne forbønsgrupper i USA, Canada og Australien bedt om virkning af behandlingen, mens kontrolgruppen blot blev behandlet efter sædvanlige retningslinjer, uden guddommelig indblanding. Så langt så godt, indtil man ser nøjere på forbønsgruppernes virke: Nogle grupper bad direkte om indtræden af graviditet for de kvinder, hvis billeder de havde fået tilsendt (pr. e-mail, uden yderligere identifikation), andre grupper bad om, at de første gruppers bønner ville blive hørt af Gud(!) og atter andre grupper bad om, at Guds vilje ville ske, uanset hvad man så i øvrigt bad om. Allerede her burde domkirkeklokkerne bimle kraftigt: Den katolske kirke er jo hårdnakket modstander af al kunstig befrugtning og lignende diabolisk virke, så hvis Guds vilje skulle ske fyldest, måtte ingen af kvinderne blive gravide - hvis altså det var katolikkernes gud, der skulle bestemme. Så åbenbart skal undersøgelsens resultater tages til indtægt for, at Den Almægtige i himlen er protestant, for ellers ... Dette synes at være undgået den danske katolske mirakeleksperts opmærksomhed - medmindre Den Almægtige i himlen er så algod, at han forbarmer sig over de stakkels kvinder og slår en streg over pavens og hans forbundsfællers indstilling til sagen. Hvilket jo ville bekræfte hans Alvisdom - men unægtelig ikke gøre denne sag mere gennemskuelig. Men det skulle blive værre endnu. I artiklen blev anført, at kvinderne var uvidende om forsøget! Dette er ulovligt i USA (og Danmark), men åbenbart ikke i Korea. Da artiklen imidlertid udgik fra Columbia Universitetet, hvor Lobo jo er professor, blev de amerikanske myndigheder opmærksomme på forholdet og begyndte at tage affære. Lynhurtigt meddelte Lobo herefter, at han overhovedet ikke havde været med til forsøget, som han først hørte om 6 måneder senere og derefter blot havde ydet redaktionel assistance (det vil formentlig sige, at han formidlede kontakten til JRM, hvor han er med i redaktionens udvalg for bedømmelse af videnskabelige artikler) - og så var han altså lige tilfældigvis kommet med på forfatterlisten ... Universitetet tog konsekvensen og fjernede artiklen og henvisninger til den fra sin hjemmeside - Lobo selv forsøgte at blive slettet som forfatter, men her fanger bordet, og siden har det velrenommerede universitet holdt meget lav profil i sagen, ligesom dr. Cha forlod sin stilling dér umiddelbart efter artiklens fremkomst. At han som leder af en privatklinik for behandling af barnløshed i Seoul skulle være interesseret i en positiv artikel i USA, kan der nok næppe være meget tvivl om. Men dr. Wirth? Han er slet ikke læge. Hans doktorgrad er i parapsykologi, og derudover har han en juridisk uddannelse, der dog ikke hjalp ham, da han for et års tid siden blev idømt 5 års fængsel for bedrageri og økonomisk kriminalitet - i øvrigt uden relation til den aktuelle sag, hvor hans tilknytning ligger i alternativ behandling og religiøse procedurer, fjernhealing, behandling ved energifelters manipulation og alskens anden hokuspokus. Det var da også ham, der havde kontakter til de forskellige forbønsgrupper og disses aktiviteter, ligesom han er forfatter til en imponerende liste af artikler om sit hovedemne: Non-contact therapeutic touch (terapeutisk berøring uden kontakt), som har virket på alt lige fra muskelgigt til sårheling, men åbenbart ikke været så indbringende, at han har undgået at forgribe sig på andres midler i millionklassen. Nok om ham. Værre er det, at Journal of Reproductive Medicine - ud over at få en skæmmende plamage på sit gode ry og omdømme - stædigt har stukket hovedet i busken og dels søgt at undgå at diskutere artiklen i egne spalter - en helt uhørt fremgangsmåde i videnskabelige tidsskrifter - dels, efter i det første stormvejr at have fjernet artiklen fra sin hjemmeside, atter har gjort den tilgængelig - måske nu i et fortvivlet forsøg på at genoprette renomméet, idet der samtidig, for første gang siden fremkomsten i 2001, er åbnet plads for et kritisk indlæg, fra føromtalte professor Flamm, der i januar 2005 fik optaget et læserbrev på cirka en side med 8 punkter. Her nævnes bl.a. de ovenfor nævnte uregelmæssigheder omkring forfatterskab og forfatternes bonitet, for så vidt angår undersøgelsens substans (en professor, der ikke har deltaget i undersøgelsen, men ydet »redaktionel assistance« og en ikkelæge med parapsykologisk doktorgrad og dom for svindel og bedrag ved en forbundsdomstol i USA - p.t. afsoner af fængselsstraf), ligesom der gøres opmærksom på, at forsøgspersonerne blev holdt i uvidenhed, hvilket er så meget mere dadelværdigt, som koreanske kvinder jo ikke nødvendigvis alle tror på den samme kristne, ikkekatolske gud, som bønnerne blev rettet til. I anden sammenhæng har Flamm nævnt, at formentlig 1/3 af de pågældende kvinder kan antages at være kristne - af en eller anden observans - og en anden tredjedel buddhister, mens resten kan være shamanister, ateister eller noget helt fjerde - og så gør han opmærksom på, at kvinder, der har været barnløse i lang tid og er nået det punkt, hvor de underkaster sig de belastende og svære procedurer forbundet med IVF/ET måske selv kunne tænkes at sende en enkelt bøn eller to af sted til deres gud, ligesom familien og det øvrige netværk formodes at være aktive i så henseende. Og så kan det jo være lidt svært at hitte ud af, om det er den australske gruppe, der beder om graviditet, eller den canadiske, der beder om, at den australskes bønner bliver hørt, eller den amerikanske, der beder om, at Guds vilje (altså den protestantiske!) vil ske, eller den buddhistiske families inderlige håb og bøn om graviditetens mirakel, der går ind på tavlen i sidste instans. Eller om kontrolgruppen i virkeligheden klarer sig lige så godt. For mistanken vokser jo mere og mere, efterhånden som tågen breder sig om luskeriet, og manipulationerne vokser: Mon ikke det hele er fup og bedrag? De fagkritiske personer, med dr. Flamm i spidsen, har ikke sagt det med så mange ord, men en udenforstående pensioneret dansk læge, der kan læse indenad, kunne jo godt få den tanke - og give den mæle. Jeg kommer til at tænke på Occams Ragekniv: Ved komplicerede problemstillinger bør man søge den enkleste løsning. Og en så kompliceret sag som denne med uvederhæftige forfattere, uigennemskueligt forsøgsdesign og stærke irrelevante interesser involveret, hvor et resultat er så usædvanligt og sensationelt, at det tangerer det mirakuløse (og behandles som sådan af den katolske sagkundskab) kan næsten kun forklares på den simple måde, der lyder: Det er bar' fup og fidus - varm luft i en hornlygte. Tænk bare på de endnu videre konsekvenser: Hvis dette her var rigtigt, hvad var det så, de brave skriblere og deres - formentlig i yderst god tro og god vilje - medvirkende bedegrupper havde opnået med de publicerede resultater? Ja, ikke mindre end beviset på Guds eksistens! Et uopnåeligt ønskemål gennem årtusinder: Ikke længere from tro eller blind autoritetsunderkastelse, men videnskabelig, uomgængelig, nagelfast i neon bøjet og pap udklippet demonstration af eksistensen af en Gud, der påvirkelig af fromme bønner med statistisk evidens på P=.0013 sidder deroppe og gør kvinder gravide (med eller uden medvirken af hellige ånder, men dog ved hjælp af reagensglas og koreanske gynækologer). Se, det var dog en overskrift værd. Og her kommer vi til den mindre muntre del af sagen. Ét er, at en uvederhæftig doktor i parapsykologi, en grisk privatkliniklæge og en medieliderlig universitetsprofessor lægger navn til en artikel, der smugles ind i et indtil da respektabelt videnskabeligt tidsskrift. I parentes bemærket kan man jo her spørge sig selv, om en artikel, der postulerede 100 procent forbedring af behandling af barnløshed ved pendulsvingninger, krystalpåvirkning eller magnetiske strygninger var gået lige så glat igennem? Temaet: Kristen bøn synes, i hvert fald i USA, at have kortsluttet de kritiske kredsløb og banet vejen for det vitterlige vås, som det jo har vist sig at være. For fagfolk. Men skaden er sket: Siden fremkomsten er artiklen blevet omtalt utallige gange - og hver gang som bevis for, at helbredelse ved bøn altså er et faktum, ja i så høj grad, at den som nævnt i indledningen tages alvorligt af den højeste sagkundskab, Vatikanets mirakelkomité. Konsekvenserne er alvorlige nok: Dels eroderes den sunde skepsis og kritiske sans hos lægmand til fordel for humbug, astrologi og åndemaneri endnu nogle grader, dels - og det er værre - risikerer man, at syge mennesker undlader at søge kvalificeret, evidensbaseret lægelig behandling og i stedet kaster sig i armene på kvaksalvere, clairvoyante og bondefangere med alvorlige konsekvenser for deres sygdoms udvikling og helbredelsesmulighed på længere sigt. Der er faktisk adskillige sager i USA, hvor forældre er blevet slæbt i retten, fordi de har undladt at lade alvorligt syge børn behandle til fordel for forsøg på helbredelse ved forbøn, Christian Science-procedurer og deslige. Så langt er det forhåbentlig ikke kommet endnu her i Danmark, men skriften på væggen er skræmmende nok endda. Lad enhver tro på det, han/hun måtte vælge - og gå i sit lønkammer og bede uforstyrret af kritiske og skeptiske medborgeres kølige fornuft. Men lad os holde tro og viden adskilt. Kirken for sig og laboratoriet for sig; Gud kan - og skal - ikke bevises i reagensglassenes verden. Kirurgens kniv og medicinerens kemiske tablet skal stå sin prøve i det videnskabelige forsøgs klare projektørlys uden indblanding fra spøgelser, ånder og 'højere' magter. At vi har en folkekirkelig autoriseret statsreligion kan være galt nok - men hvis vi ydermere inviterer engle og nisser ind i hospitalernes behandlingsafdelinger, så begynder det da først for alvor at rable. Lad os nøjes med julemanden til børnene i december - og rigeligt med bønner i kaffen, hele året.