Først fik Pia Kjærsgaard dom for, at man ikke måtte kalde hende 'racist'. Senere fandt Højesteret så ud af, at sprogbrugen havde ændret sig, så det måtte man godt kalde hende alligevel. Nu er det hende selv, der er kommet i skudlinjen. Islamisk Trossamfund truer hende med en injuriesag, fordi hun har kaldt nogle af trossamfundets medlemmer »landsforrædere«, men det har forfatteren Jan Sonnergaard allerede fået dom for, at han godt må kalde Pia Kjærsgaard, og så må hun vel også bruge glosen om Islamisk Trossamfund? Frifindelsen af Sonnergaard skete også med den begrundelse, at sprogbrugen havde ændret sig, så 'landsforræder' ikke længere var den ringeagtsytring, man hidtil havde gået omkring og troet, at det var. Er De forvirret, trøst Dem med, at det nok bliver meget værre, hvis vi ikke får afskaffet eller omformuleret straffelovens injurieparagraf. Det drejer sig om ytringsfrihed, som er blevet et af de absolutte modeord i den politiske debat. En søgning på Infomedias avisdatabase giver ikke mindre end 3.747 hits inden for det seneste års tid, så ordet er godt brugt. Næsten slidt, kunne man frygte. I sin nytårstale tog statsminister Anders Fogh Rasmussen det igen frem og pudsede det lidt af, så vi kunne se, hvor fint det stadig er. »Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes«, sagde han og så meget alvorlig ud. Det kan den så alligevel. Lovgiverne har aldrig helt haft tillid til, at vi sådan bare kan gå rundt og sige, hvad der nu falder os ind, så derfor har vi en række bestemmelser, der begrænser - og altså i realiteten gradbøjer - vores ytringsfrihed. Vi må for eksempel ikke sige noget, der kan opfattes som opfordring til vold. Vi må heller ikke sige noget, som kan påvirke nævningene i en straffesag, og der findes også en række tilfælde, hvor personer er pålagt en særlig tavshedspligt. Blasfemiske og pædofile må vi heller ikke være, hvis vi nu skulle have lyst til det, og endelig er der altså den virkelig tunge injurieparagraf, straffelovens paragraf 267, som forbyder os offentligt at sige noget, der kan krænke andres ære og nedsætte dem i medborgernes agtelse. Det er en indskrænkning af vores ytringsfrihed, der virkelig batter. I 1992 fik forfatteren Morten Sabroe for eksempel 8 dagbøder a 400 kroner for at kalde en chefredaktør på Ekstra Bladet »svin«, og så kan alle vist se, hvor urimeligt og utidssvarende det er, at nogle (smags)dommere skal sidde og bestemme, hvad voksne mennesker må sige om hinanden? Alligevel er det injurieparagraffens mindre udvidelse i paragraf 266b, i daglig tale kaldt 'racismeparagraffen', der præger den offentlige debat. Den forbyder udtalelser, der er egnet til at »true, forhåne eller nedværdige« personer på grund af deres »race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse«, og det er den, der påstås at krænke vores ytringsfrihed. Især Dansk Folkepartis. Det begyndte i 1997, da daværende byrådskandidat for Dansk Folkeparti Henning Rye Pedersen fandt det helt nødvendigt at orientere sine medborgere og vælgere om følgende: »De sorte breder sig alle steder. Det er ligesom en kræftsygdom«. En anvendelse af ytringsfriheden, som byretten takserede til 10 dagbøder a 200 kroner. Nogle år senere var det partiets unge håb Morten Messerschmidt, der mente, at han måtte advare vælgerne om, hvad der kunne ske, hvis man ikke satte sit kryds ved Dansk Folkeparti. Sammen med et par andre unge partimedlemmer brugte han sin ytringsfrihed til at fremstille plakater med billeder af nogle muslimer, og ved siden af skrev han denne advarsel: »Massevoldtægter. Grov vold. Tvangsægteskaber. Kvindeundertrykkelse. Bandekriminalitet; det er, hvad et multietnisk samfund byder os«. Østre Landsret takserede ytringen til betinget fængsel i 14 dage. Nu skulle man tro, at partiet var advaret, men på partiets landsmøde i 2001 gik det helt galt. Michael Rex, byrådsmedlem i Næstved og amtsrådsmedlem i Storstrøms Amt, gik på talerstolen med følgende advarsel til de forsamlede medlemmer: »Islam er ikke en religion i traditionel forstand. Det er en terrororganisation, som prøver at opnå verdensherredømmet ved vold«. Han blev frikendt i byretten, men Vestre Landsret mente, han burde betale 10 dagbøder a 500 kroner. Når nu Dansk Folkeparti i ytringsfrihedens hellige navn arbejder så energisk for afskaffelse af paragraf 266b, kan man godt undres lidt over, at partiet samtidig har gjort sig store anstrengelser for at beskære andres ytringsfrihed med injurieparagraffen, der som sagt indsnævrer ytringsfriheden langt mere. Endnu mere ejendommeligt er det vel, at de fleste sager er rejst mod personer, som har kaldt partiets medlemmer racister. En slags omvendt 'racismeparagraf' kunne man måske tale om her? Søren Krarup går ligefrem omkring og praler af, at han »nok er det eneste menneske i Danmark, der har dom for ikke at være racist«. Det er nu ikke rigtigt. Denne noget tvivlsomme ære må han dele med Pia Kjærsgaard, der i 1999 fik dom for, at forfatteren Lars Bonnevie ikke måtte kalde hende »åbenlyst racistisk«. En anvendelse af ytringsfriheden, som byretten takserede til 10 dagbøder a 200 kroner og en erstatning på 5.000 kroner. Pia Kjærsgaard havde ganske vist krævet 50.000 kroner, men alligevel var hun godt tilfreds. »Der er trukket en streg i sandet. Jeg er ligeglad med penge. Det vigtigste for mig er min ære«, udtalte hun efter domsafsigelsen. Det var naturligvis en helt uholdbar retstilstand, når to ledere af Danmarks mest racistiske parti kunne gå omkring og prale af, at de »havde rettens ord for ikke at være racistiske«, men sådan er paragraf 267 skruet sammen. Hvis man anvender en ringeagtsytring, som er egnet til at nedsætte en anden »i medborgernes agtelse«, kan den fornærmede gå i retten og næsten per automatik trække en dom. De danske domstole fandt selv på et lille kunstgreb, som kunne løse dilemmaet. Det skete første gang i 2001, da forfatteren Jan Sonnergaard blev frikendt for at have kaldt Mogens Camre og Pia Kjærsgaard landsforrædere. Frifindelsen blev begrundet med, at sprogbrugen havde ændret sig, så ordet 'landsforræder' efterhånden blev anvendt i bred almindelighed, så det ikke længere nødvendigvis indebar en strafbar sigtelse, hvorefter kom denne markante udmelding: »Ved vurderingen af den konkrete anvendelse af udtrykket finder retten, at det må tillægges betydning, at der inden for det politiske område må antages at bestå en særlig vid ytringsfrihed. Navnlig indvandrer- og flygtningedebatten er således præget af meget kraftfulde og markante ordvalg. Sprogbrugen i denne debat skyldes i ikke uvæsentlig grad sagsøgerne og deres partifæller«. Eller med andre ord: Ordet 'landsforræder' var i sig selv ikke noget, der nødvendigvis »nedsatte den fornærmede i medborgernes agtelse«. Især ikke, hvis vedkommende selv havde været ude om det. Her ser vi altså et eksempel på, at ytringsfriheden kan gradbøjes. Om end i opadgående retning. Et par år senere gradbøjede Højesteret igen ytringsfriheden lidt opad, da den fastslog, at man ustraffet kunne kalde Pia Kjærsgaards synspunkter racistiske. Karen Sunds fra Folkebevægelsen mod EU havde i Radioavisen sagt, at hun ikke ville samarbejde med Dansk Folkeparti om et nej til euroen, fordi man i Folkebevægelsen »nødigt ville identificeres med Pia Kjærsgaards racistiske synspunkter«. Med sin tidligere dom for ikke at være racist i lommen mente Pia Kjærsgaard forståeligt nok, at hun kunne slæbe Sunds i retten og indkassere dom og erstatning ved kasse 1. Det gik også smertefrit i byretten, der dog fastsatte erstatningen så lavt som 1.000 kroner samt to dagbøder a 400 kroner, så foreløbig kunne man altså konstatere, at det nu var blevet billigere at kalde Dansk Folkepartis leder racist. Afgørelsen blev stadfæstet i landsretten, men Sunds fik tilladelse til at få prøvet dommen ved Højesteret, og her blev resultatet et helt andet. Med støtte fra Dansk Sprognævn fastslog landets øverste domstol, at der var sket en udvanding af ordet 'racisme', så det ikke længere kun gjaldt om folk, der går ind for racerenhed og etniske udrensninger. Ordet bruges også i mere bred almindelighed, når folk sigter til forskelsbehandling eller afstandtagen fra andre mennesker. Endvidere lagde Højesteret vægt på, at de pågældende udtalelser var fremsat i en politisk sammenhæng, samt at Pia Kjærsgaard netop på Dansk Folkepartis årsmøde i 1999 kom med et »skarpt og unuanceret angreb på herboende indvandrere, specielt muslimske«. Keine Hexerei - kun lidt fifleri med ordenes rette anvendelse. Nu havde landets øverste domstol fastslået, at det var blevet helt gratis at kalde Pia Kjærsgaard racist, og det var hun absolut ikke tilfreds med. I en båltale kaldte hun dommerne »magtens mørkemænd«, der sad og lavede »hamrende politiske« domme. Hov! Det var da vist en injurie, men den valgte dommerne at sidde overhørig. »Hvad bekymrer det Månen, at hunden gør ad den«, som de nok har sagt. Samtidig benyttede Dansk Folkeparti lejligheden til igen at kræve paragraf 266b fjernet. Næstformand Kristian Thulesen Dahl udtrykte det på denne måde: »Der må være lige ret for alle ytringer i debatten. Hvis Karen Sunds skal have bredere rammer for sine synspunkter, skal vi også. Vi må kunne sige, at indvandrere er mere kriminelle end danskere, uden at frygte, at vi bliver dømt som racister«. Her må overblikket nok have svigtet næstformanden. Man må skam gerne sige, at »indvandrere er mere kriminelle end danskere«. Som det kan ses af de citerede domme, skal der anderledes boller på suppen, hvis der skal rejses sag efter 266b. Men argumentationen er underlig kringlet og kan vel skæres ned til følgende: Hvis Sunds har lov til at kalde Pia Kjærsgaard racist uden at kunne straffes efter paragraf 267, så skal Pia til gengæld have lov til at være racist på den rigtig fede måde, som er forbudt i paragraf 266b. Det mener næstformanden heller ikke sådan rigtigt for alvor. Det ville i hvert fald være i direkte modstrid mod partiets officielle 'stuerene' politik. Hans ord er udelukkende rettet mod folk ude i partiets bagland. Til dem, der sidder i deres mørke stuer og er forbitrede over, at paragraf 266b hindrer dem i at udøve deres ytringsfrihed på samme måde som pens. agronom Erling Brokkendorf, Tværvej 13 i Vrissenbjerg. Der kan nævnes adskillige gode argumenter for at afskaffe 'racismeparagraffen'. »Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den«, som Voltaire - fejlagtigt - citeres for at have sagt. Der kan også nævnes et par gode argumenter for at bevare dem, men begge dele er totalt irrelevante. Regeringens udlændingepolitik og behandling af etniske minoriteter er under hårdt pres for tiden, nationalt og internationalt, og selv om statsministeren prøver at bagatellisere det, er der ingen tvivl om, at det påvirker ham, så han skal i hvert fald ikke røre ved noget, der kan tolkes som racisme. Men når Dansk Folkeparti så gerne vil gøre noget for ytringsfriheden, var det så ikke en idé for partiet i stedet at bruge sin politiske energi på at få afskaffet injurieparagraffen? Spørgsmålet er blevet yderligere aktualiseret nu, hvor situationen er vendt om, og det er Pia Kjærsgaard, der selv er ved at pådrage sig en injuriesag, fordi hun har beskyldt Islamisk Trossamfund for landsforræderi. Helt grotesk vil det jo blive, hvis de kloge dommere skulle finde frem til, at 'landsforræder' alligevel er en ringeagtsytring, og giver trossamfundet dom for, at dét ikke er det. Injurieparagraffens beskyttelsesobjekt er vores 'ære'. Et begreb, som psykologisk og socialt har et vist indhold hos de fleste, men på den anden side er et ord, som de færreste indbyggere i en moderne retsstat bryder sig om at tage i deres mund. Det var engang noget med at falde på 'ærens mark' og med historiske dramaer, hvor fornærmede adelige viftede andre om næsen med deres handske og sagde: »Min herre, De har krænket min ære. Jeg kræver satisfaktion!«, hvorefter de tog ud i Boulogneskoven og prøvede at slå hinanden ihjel. De modbydelige 'æresdrab', vi har været vidne til, har heller ikke øget respekten. Det er simpelthen ikke på top 10-listen over populære begreber mere. Pia Kjærsgaard hævdede ganske vist i det ovenfor citerede, at hun var blevet krænket på sin ære over at blive kaldt racist, men det holder jo ikke. Det kan man ikke blive i et parti, der rummer så mange racistiske elementer. Hun havde en helt anden dagsorden for at føre de sager. Lige siden hun startede sit parti, har hun arbejdet målrettet på at komme ind i varmen og få politisk indflydelse. Det kan man ikke få her i Danmark, hvis man er for åbenlyst racistisk. Derfor fik hun den gode ide at gå til domstolene og få deres ord for, at det var hun ikke. Domstolene var nødt til i første omgang at lade sig spænde for partiets vogn og blåstemple dets politik som ikke-racistisk. Det er i øvrigt værd at bemærke sig, at generelt er vi blevet mere hårdhudede over for fornærmelser. Sidst Klaus Rifbjerg og Pia Kjærsgaard tørnede sammen her i avisen, kaldte han hende en »morgensur bagerjomfru« og gjorde desuden opmærksom på, at hun havde karakteriseret ham som »tudefjæs«. Begge udtryk er sikkert ringeagtsytringer i straffelovens forstand, men ordet injuriesag kom overhovedet ikke på banen. Forståeligt nok. Ingen har fornøjelse af at få dom for, at man ikke er en morgensur bagerjomfru eller råddent blomstervand. Man bliver bare til grin. Så lad os få fjernet injurieparagraffen eller i hvert fald få den omformuleret, så den kun gælder kriminelle sigtelser og ikke ringeagtsytringer. Dem kan vi sagtens klare selv uden domstolenes hjælp. PS: Og i øvrigt er debatredaktøren en lusepuster, hvis han ikke omgående antager denne Kronik.