0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den hvide mands ytringsfrihed

Muslimer overvåges, arresteres og fremstilles i pressen som uciviliserede og 'utilpassede', om ikke som terrorister. Dråben kom med tegningerne. Et demokrati skal, som Gandhi sagde, måles på, hvordan det behandler sine minoriteter ...

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Nu har vi hørt det. Med en broderpart af Jordens muslimske befolkning på nakken slår vi atter fast: Ytringsfriheden er ukrænkelig! Vi omtaler ytringsfriheden som absolut. Man skal kunne sige, hvad man vil; hvor som helst og når som helst. Ikke alene er påstanden forkert og har været det igennem alle tider; den bliver herhjemme praktiseret på diskriminerende vis. Kun den hvide majoritet nyder ytringsfriheden og særlig den 'absolutte' ytringsfrihed.
Ytringsfriheden er en menneskeret. Interessant, at de stemmer, der taler højest om at afskaffe menneskerettighederne i Danmark, også råber højest omkring den absolutte ytringsfrihed. Ytringsfriheden er enslydende defineret i FN's og Europarådets menneskeretskonventioner.
Danmark har tilsluttet sig FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder:

»Artikel 19 ...
2) Enhver har ret til ytringsfrihed; denne ret skal omfatte frihed til at ... meddele oplysninger og tanker af enhver art uden hensyn til landegrænser, i mundtlig, skriftlig eller trykt form, i form af kunst eller ved andre midler efter eget valg.

3) Udøvelsen af de ved denne artikels stk. 2 hjemlede rettigheder medfører særlige forpligtelser og et særligt ansvar. Den kan derfor undergives visse begrænsninger, men dog kun sådanne som er hjemlet ved lov og er nødvendige:
af hensyn til respekten for andres rettigheder eller omdømme;

af hensyn til statens sikkerhed, den offentlige orden (ordre public), sundhed eller sædelighed«.

Mange danske love indeholder begrænsninger i ytringsfriheden. Ytringer kan være i strid med ophavsretsloven. Når en person har skrevet, tegnet eller fotograferet, kan andre ikke frit bruge materialet; slet ikke i erhvervssammenhænge. Når udenlandske aviser bringer tegningerne, har Jyllands-Posten enten solgt dem eller givet samtykke. Hænger det sammen med en undskyldning, nu da de er klar over effekten?

Markedsføringsloven indeholder begrænsninger for, hvordan erhvervsdrivende ytrer sig om erhvervshemmeligheder, produkter og konkurrenter. Man må ikke spørge om alt under en ansættelsessamtale, og man må ikke annoncere efter etniske minoriteter, hvis man som arbejdsgiver vil øge sin repræsentation. Går man lovgivningen efter, fylder eksemplerne mange sider.

Reglerne for god presseskik udgør en væsentlig begrænsning af pressens ytringsfrihed over for urigtige oplysninger, ofre for forbrydelser og ulykker, privatlivets fred, misbrug af tillid og retssager.

En anden begrænsning i ytringsfriheden, der tangerer sagen om tegningerne, er indeholdt i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Par. 1 lyder:

»Stk. 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse.

Stk. 4. Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons race, hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende«.

Efter forarbejderne til loven er vittigheder, der krænker en persons værdighed på arbejdspladsen, forbudte. Dette kan være krænkende vittigheder om religiøs baggrund som nogle af de her omfattede tegninger eller andre 'vittigheder' om etniske minoriteter. Hvis de af tegningerne, der sammenligner profeten med en terrorist eller en kriminel, var blevet rundsendt i en virksomhed, ville en ansat muslim kunne kræve erstatning og bødestraf efter loven.

Den mest relevante begrænsning i ytringsfriheden findes i straffelovens paragraf 140, der forbyder blasfemi:

»Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med fængsel indtil 4 måneder eller under formildende omstændigheder med bøde«.

Man kan med rette spørge, om tegningerne bragt af Jyllands-Posten, særlig dem der fremstiller profeten som henholdsvis kriminel og som terrorist, udgør blasfemi. Kulturredaktøren citeres om tegningerne på avisens forside 30. september 2005:

»Det moderne sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse«.

Jyllands-Posten nøjedes ikke med at håne, spotte og latterliggøre »nogle muslimer«, men valgte alle muslimer; og med fuldt overlæg. Fuldt overlæg bliver i strafferetten betegnet som 'forsæt'; en betingelse for strafbarheden. Selvfølgelig skal det vurderes, om tegningerne egner sig til at drive spot med eller forhåne islam. Reaktionen fra muslimer i hele verden taler sit tydelige sprog. Skulle en domstol uanset reaktionen finde, at tegningerne ikke egner sig til at forhåne islam, er 'forsøg' i dansk ret kriminaliseret i samme grad som en fuldbyrdet handling. Og kulturredaktøren tilkendegiver implicit, at forhånelse var det, han forsøgte.

I tillæg til blasfemi kommer den mere generelle begrænsning fra 'racismeparagraffen' i straffelovens par. 266 b:

»Par. 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år«.

Som for blasfemiparagraffen agiterer Dansk Folkeparti for, at bestemmelsen skal ophæves, så den 'absolutte' ytringsfrihed kan bruges over for etniske minoriteter i Danmark. Par. 266 b er lige så relevant som blasfemiparagraffen.

Til yderligere illustration indeholder straffeloven en række andre begrænsninger i ytringsfriheden; noget, Frank Grevil måtte sande. Ærekrænkelser og usande sigtelser er også omfattet. Når DF's leder sigter imamerne for at være landsforrædere, er det en ytring, der kan være strafbar og altså ikke omfattet af ytringsfriheden. En sådan sag indeholder flere interessante aspekter. Imamernes brøde består i at ytre sig kritisk om Danmark; eller med andre ord at udnytte deres ytringsfrihed. Landsforræderi er således en af de mange strafbare undtagelser til ytringsfriheden.

DF er ellers blandt dem, der råber højest om, at ytringsfriheden er absolut! Det kan kun betyde, at DF mener, at ytringsfriheden skal være absolut for nogen og ikke for andre. Et dilemma, der åbenbart må plage den danske folkesjæl. Vi forkaster ytringer i form af flag- og statsministerbilledafbrændinger, samtidig med at vi bifalder retten x til at forhåne verdens næststørste religion. Nu foregår afbrændingerne ikke i Danmark og kan derfor ikke straffes her. Lars von Trier måtte imidlertid tåle en anmeldelse fra en DF'er, da han, som svar på kanoniseringen, pænt klippede Dannebrog i stykker. DF-politikere har flittigt anmeldt og anlagt sager mod ytrende kritikere; selv da forkvinden blev kaldt racistisk. Nu skal imamerne udvises for at ytre sig.

Den absolutte ytringsfrihed er således kun den hvide mands ytringsfrihed! Sjældent er det blevet udtrykt så direkte som nu. I de seneste år har det vist sig ved, hvor meget etniske minoriteter får lov at ytre sig i medierne, og om hvad. De undersøgelser, der er udført, viser en markant underrepræsentation - ikke mindst når debatten vedrører 'almindelige' emner.

Viborgs statsadvokat besluttede i januar 2006, at der ikke var grundlag for at rejse tiltale mod Jyllands-Posten. Statsadvokaten kom med en ultrakort begrundelse: Der er vide grænser for ytringsfriheden; ikke mindst for satiriske tegninger og pressefrihed. Han konkluderede derfor, at der hverken var grundlag for at rejse tiltale efter straffelovens par. 140 eller efter par. 266 b.

Man skulle tro, at tegningerne faldt lige i hjertet af bestemmelserne. Der er ikke tvivl om, at i hvert fald to eller tre af tegningerne er nedværdigende og forhånende over for gruppen af muslimer i Danmark.

Begrundelsen synes mærkværdig. At satiriske tegninger skulle nyde ekstra beskyttelse, kan der argumenteres for. Der overser statsadvokaten imidlertid to væsentlige forhold; for det første, at satire per definition retter sig mod magthaverne, og at disse, som sådan, skal acceptere kritik; for det andet, at vittighedstegninger ikke nødvendigvis er satire. Tegningen med bomben er hverken satirisk eller vittig. Når 'satire' retter sig mod udsatte minoriteter i samfundet, bør myndighederne i lyset af internationale konventioner ikke se ondsindet eller søgt humor som en lempelig faktor, jævnfør chikanebestemmelsen for arbejdspladser omtalt ovenfor.

At nævne pressefriheden synes ligeledes fejlanbragt i denne sammenhæng. Det er selve den 'offentlige udbredelse' der er kriminaliseret. 'Den offentlige interesse' spiller selvfølgelig en rolle ved vurderingen af om en ytring er strafbar. Når en række europæiske aviser efter krisens start bringer billederne, må det siges at være en sådan offentlig interesse. Men det var der ikke, da Jyllands-Posten valgte at bringe billederne i første omgang. Der var hensigten blot, under dække af en misforstået selvcensur, at nedværdige muslimernes helligste personlighed. Så det, at andre aviser har bragt billederne, bør ikke stille sagen bedre for Jyllands-Posten. Hertil kommer, at avisen har afsløret tegnernes identiteter. Det betyder, at de tegnere som har 'forfattet' de krænkende tegninger må kunne stilles til ansvar uden dække af pressefriheden.

I den efterhånden ældre 'grønjakke'-sag fandt Den Europæiske Menneskeretsdomstol, at journalisten skulle have været frifundet. Han var ren formidler. Dette ændrede dog ikke på det forhold, at selve grønjakkerne med rette var blevet dømt for deres udtalelser.

Statsministeren blandede begreberne fra starten; og oppositionen har fulgt troligt trop. Statsministeren skrev som svar til 11 indignerede ambassadører, at regeringen ikke kunne gøre noget ved, at en avis ytrer sig frit. Samtidig bekendtgjorde han, at offentliggørelsen af tegningerne klart var omfattet af ytringsfriheden; dermed afgjorde han sagen. Ud over højrefløjen har Niels Helveg Petersen, Villy Søvndal og en række andre politikere siden fulgt trop.

Under så massiv politisk enighed skulle statsadvokaten være et skarn, hvis han rejste tiltale. Nu ligger afgørelsen så hos rigsadvokaten, og forventningerne er ikke overraskende en stadfæstelse. Sagen vil helt givet efterfølgende blive indklaget for internationale institutioner, men der kan gå en rum tid, før en afgørelse bliver truffet. Denne kan kritisere Danmark for ikke at give muslimer effektive retsmidler endsige beskyttelse mod overgreb af denne type.

Rigsadvokaten er ikke underlagt statsministerens og de øvrige politikeres meningstilkendegivelser om sagen. Han er reelt forpligtet til at vurdere sagen og følge det juridisk korrekte resultat. Afgørelsen må forventes i løbet af nogle få uger.

Tegningerne føjer blot spot til skade. Som eksempel på hvad muslimer udsættes for, er det interessant at notere, at end ikke Information har kunnet holde tungen lige i munden.

Da det kom frem, at fremtrædende danske muslimer var rejst til den arabiske verden for at vise tegningerne, og hvad de ellers bliver udsat for af krænkende billeder og tekster, forargedes hele Danmark.

Informations leder bragte fredag 27. januar en opfordring til trossamfundet om at bringe Danmark ud af miseren. Med opfordringen fulgte en klar ansvarsforflygtigelse - 'det er deres skyld!'.

Korrekt; repræsentanter for muslimer i Danmark var rejst til arabiske lande for at gøre opmærksom på de tolv tegninger og andre krænkelser. Korrekt; herboende muslimer har rettet henvendelse til arabiske landes repræsentationer i Danmark for at få dem til at klage til statsministeren.

Men hvad andet ville være naturligt? Islam er under angreb i Danmark og har været det igennem længere tid, særligt efter 11. september. Muslimer er blevet forhindret i at opføre moskeer, få anlagt gravpladser, bære tørklæder og holde møder. Muslimer bliver forfulgt på gaden med ord og med slag. Muslimske forretninger og klubber udsættes for hærværk. Muslimer overvåges, arresteres og fremstilles i pressen som uciviliserede og 'utilpassede', hvis ikke terrorister. Dråben kom med tegningerne. Lad os sparke på dem, vi i forvejen holder nede mod gruset. Islamofobien raser.

Muslimer i Danmark skal reagere; alt andet ville være naturstridigt. Men desværre nytter det ikke at klage sin nød til myndigheder eller medier i Danmark. Men trosfæller rundt omkring i verden ved godt, hvad der foregår; det er ikke kun et dansk fænomen. Danmark kendetegnes imidlertid ved, at vi kollektivt fornægter det. Vi er jo både 'tolerante og fordomsfrie'; det er børnelærdom. Når alverdens mest anerkendte aviser og personligheder så udråber os som de fremmeste islamofober, kan vi kun fornægte det. Selve vores indbildte identitet er på spil. Når statsministeren deklarerer, at vi umuligt kan være det mest fremmedfjendske samfund i Europa, skylder han vel at fortælle os, hvem der så har den tvivlsomme ære?

Tilbage til Informations leder; på trods af at Jyllands-Posten forhånede alle muslimer for at provokere; på trods af at statsministeren arrogant nægtede at mødes med 11 repræsentanter fra ikke ubetydelige nationer i verden; på trods af at samme statsminister med den ene mundvig sagde, at han ikke kunne blande sig, men med den anden frifandt Jyllands-Posten; på trods heraf fandt chefredaktøren for Information, at de opståede problemer skulle løses af Det Islamiske Trossamfund.

Om end denne reaktion ikke er overraskende og svarer til, hvad mange danskere mener, er den fuldstændig forfejlet. Vi har opbygget en solid syndebukkemekanisme i Danmark over de sidste 25 år. Boligproblemer, skoleproblemer, sundhedsproblemer, kriminalitet, ja selv racismeproblemet er blevet gjort til etniske minoriteters problem; og ansvar. At Venstre nu frejdigt påstår, at den danske regering havde 'kontrol' over situationen, inden imamerne søgte støtte, er blot et yderligere udtryk for mekanismen. En forsvindende del af integrationsmidlerne går til at påvirke majoritetens diskriminerende holdninger - den reelle årsag til, at 'integrationen' slår fejl og vil vedblive at slå fejl. Majoriteten må tage ansvaret og sluge de kameler, der skal til for at komme ud af trusselsbilledet. Imamerne er hverken årsagen til eller løsningen på problemet. Vi kunne kun håbe, at de ville hjælpe til. Med udvisningstrusler og halvbeføjede beskyldninger synes den mulighed forpasset.