Den gode bog lever og har det fint. Der både udgives og sælges flere bøger end nogensinde før herhjemme, selv om de enkelte titler kommer i stadig mindre oplag. Det kan godt være, at 'Da Vinci Mysteriet' og 'Harry Potter' ikke hører til de bøger, som anmelderne typisk vil definere som stor kunst, til gengæld har de, sammen med en hjemlig superbestseller som B.S. Christiansens 'Et liv på kanten', åbnet øjnene hos en helt ny læser - nemlig drengen/manden. Kernelæseren på det danske bogmarked har ellers været den 30-45-årige kvinde med en mellemlang uddannelse, og man kan sige, at det hidtil har været hende, som forfatterne har skrevet til, og som forlagene og boghandlerne har forsøgt at sælge bøger til. Dette billede er nu begyndt at ændre sig, hvilket i sig selv er positivt, fordi der er grund til at tro og håbe på, at folk, der ikke plejer at læse, bliver sultne efter mere, når de har fået sig en god læseoplevelse. Men selv om bestsellerne fylder uforholdsmæssigt meget i vores bevidsthed - bl.a. fordi medierne fokuserer på dem, hvilket er en del af problemet - udgør de dog kun promiller af det samlede titeludbud. Nok er det bestsellerne, som finansierer udgifterne for både forlag og boghandlere, men det er alt det andet - de danske og de oversatte romaner, digt- og novellesamlingerne, skuespillene, skole- og undervisningsbøgerne, ordbøgerne, rejseguiderne, kendis- og livsstilsbøgerne etc. - der betegner bredden og rigdommen i de 14.000 titler, der udgives om året i vort lille sprogområde. Egentlig ganske imponerende, når man tænker på, at der produceres bøger til en befolkning, der svarer til halvdelen af Londons! Kan denne righoldighed i det litterære udbud fortsætte under et stadig mere liberaliseret marked? Den øgede konkurrence har allerede sat sig nogle spor på det hjemlige bogmarked. Bl.a. er det blevet sværere for forfattere at trænge igennem hos redaktørerne, fordi forlagene er blevet mere kræsne med, hvad de antager. Et sikkert tegn på denne udvikling er de efterhånden mange 'hjemløse' forfattere, som på grund af for lave salgstal må se sig om efter en ny udgiver. Omvendt udgiver de fleste forlag også bøger, de på forhånd er næsten sikre på, at de vil tabe penge på, fordi der lige præcis er tale om kvalitet. Når man siger farvel til forfattere, skyldes det derfor næppe kun lave salgstal, men også, at man ikke finder materialet tilstrækkelig vigtigt eller godt. Nogle vil hævde, at selv rigtig fine forfatterskaber stryges med et pennestrøg af de store, bundlinjefokuserede forlag, mens andre mener, det hidtil har været for nemt at få udgivet manuskripter uden tilstrækkeligt potentiale, hvorfor det kun er sundt at få gjort nåleøjet mindre. Fra 1950-1980 eksisterede der en stor mellemgruppe af skønlitteratur, som kom og blev solgt i pæne oplag, mens det i dag giver mere mening at tale om de tre kategorier bestsellere, smalle og virkelig smalle udgivelser, hvoraf især midtergruppen har tabt og taber terræn i disse år. Vandene skilles også med hensyn til bibliotekernes dalende bogindkøb; nogle insisterer på, at biblioteket skal være det sted, hvor man kan finde alt og 'gå baglæns' i selv helt smalle forfatterskaber, mens andre holder på, at det ikke er bibliotekernes opgave at holde kunstigt liv i bøger, der ikke selv kan gøre sig gældende på markedet. Generelt opfattes det dog som en rigdom ved det danske bogmarked, at titeludbuddet er så varieret, også selv om for mange - og evt. for ringe - udgivelser kan være med til at mudre billedet og vanskeliggøre de virkelig gode bøgers gennemslagskraft både over for både anmeldere, boghandlere, biblioteker og læsere/bogkøbere. Øget konkurrence har desuden ført til færre udgivelser af oversat litteratur, færre digte og flere erindrings- og samtalebøger med kendisser. Specielt nedprioriteringen af udenlandsk, ofte ikke-engelsksproget, litteratur er beklagelig. Forlagene forklarer sig med svigtende publikumsinteresse, der igen hænger uløseligt sammen med anmeldernes og bibliotekernes/boghandlernes manglende interesse. For hvad kommer først: hønen eller ægget? Hvordan skal læserne/bogkøberne kunne fatte interesse for udgivelser, der ikke bliver anmeldt eller bestilt hjem af boghandlere og biblioteker? Og hvorfor skulle boghandlerne eller bibliotekerne omvendt bestille bøger, som ikke har den store publikumsinteresse, på bekostning af de populære bøger, som læserne står i kø for at få? Disse spørgsmål fletter sig ind i hinanden på kompliceret vis og har ikke nogen enkle svar eller løsningsmuligheder; men formentlig vil en øget liberalisering resultere i stadig færre oversatte skønlitterære titler. Måske fordi vi danskere er blevet mere selvtilstrækkelige jf. kulturministerens danske - og vel at mærke kun danske! - litteraturkanon, men også fordi stadig flere læser udenlandsk litteratur på originalsproget (voksne danskere læser p.t. en engelsksproget bog for hver seks dansksprogede). Mest afgørende har den øgede konkurrence medført en større polarisering af bogbranchen. Det er en udvikling, som har stået på i årtier og vil fortsætte, selv om markedet uden tvivl ville have godt af en mere ligebyrdig konkurrence, bl.a. fordi det ville gøre det mindre afgørende for en forfatter at udkomme på et stort forlag for at opnå synlighed og gennemslagskraft. Samtidig ville en større jævnbyrdighed mellem forlagene vel også betyde, at man gjorde sig mere umage med sine produkter. Også af hensyn til demokratiet og ytringsfriheden er de monopollignende tilstande på bogmarkedet et problem, navnlig hvis forlag i stigende grad går sammen med massemedier og bliver til konglomerater à la Berlusconis i Italien eller Murdochs i ... ja, snart sagt hvor som helst! Kulturminister Brian Mikkelsen har bedt bogbranchens parter og Konkurrencestyrelsen om at se på mulighederne for en yderligere liberalisering af området, bl.a. med udgangspunkt i bedre statistik og erfaringer fra udlandet, og udvalget står over for at skulle aflevere sin indstilling her i marts. Herefter skal kulturministeren så komme med sin indstilling til Folketinget. Allerede nu står det dog klart, at parterne befinder sig langt fra hinanden; medlemmerne af de to forfatterforeninger er skeptiske over for en øget liberalisering med helt frie priser, forlæggerne har sammen med Konkurrencestyrelsen indgået et kompromis om øget, men stadig ikke fuld, liberalisering, mens boghandlerne siden juli 2005 har krævet helt fri prisfastsættelse. Det eneste, de fleste kan blive nogenlunde enige om, er, at udviklingen nok ikke står til at vende, dvs. at branchen aldrig vil kunne vende tilbage til den gamle fastprisordning, og at der formentlig vil opstå - endnu mere - bestsellerisme som følge af den øgede konkurrence. Dette billede bekræftes da også, når man kaster et blik på erfaringerne fra udlandet. I Frankrig, hvor man ophævede de faste priser i 1979 for at sænke bogpriserne, skete der det stik modsatte. Kun den stærke boghandlerkæde Fnac havde råd til at sænke priserne, og på få måneder lukkede massevis af uafhængige boglader, hvorfor den franske regering allerede i 1981 vedtog en lov, som kun tillader udsving på maksimalt 5 procent af forlagenes bruttopris. I England, hvor branchen selv opgav sin fastprisordning i 1995, steg bogpriserne i perioden 1996-2001 i gennemsnit med 16,6 procent mod en tilsvarende stigning på 10 procent i Danmark. Desuden er bredden af titler indskrænket siden ophævelsen af de faste priser, ligesom boghandlernes bruttoavance er faldet. Prisen for at få lidt billigere bestsellere ser ud til at være, at antallet af forhandlere med et bredt sortiment af nye titler falder drastisk, hvilket igen vil sige, at kvalitetslitteraturen - også den smalle - får sværere ved at nå ud til publikum. Ifølge Forlæggerforeningen kan bestsellerne sælge sig selv uden at blive sat ned i pris. Når der alligevel konkurreres på bestsellerne, går det som med den seneste 'Harry Potter'-bog, som ingen tjente penge på i England. En bestseller som 'Harry Potter', som alle led i kæden ellers skulle have levet af, blev simpelthen en fuser, fordi en supermarkedskæde solgte bogen til dumpingpris i forventning om, at folk nok skulle købe noget andet og mere, når de først var kommet ind i butikken. I Sverige, som hævede de faste bogpriser i 1970, måtte man gå ind med massiv støtte til boghandlerne og med udgivelsesstøtte til forlagene for at sikre kvalitetsudgivelserne. Per 1. januar 2002 sænkede Sverige i øvrigt momsen på bøger fra 25 til 6 procent, dels for at sænke priserne og dels for at øge og udbrede læsningen. Prisniveauet er da også faldet, ligesom bogsalget steg med så meget som 20 procent i 2002, et niveau, som det stort set er lykkedes at blive på, men det er dog de samme svenskere, der nu køber flere bøger (men til gengæld låner mindre på bibliotekerne). Hvad angår det norske bogmarked, adskiller det sig mest markant fra det danske ved sin indkøbsordning, som betyder, at staten direkte støtter forlagene gennem opkøb af 1.000 eksemplarer af enhver skønlitterær udgivelse - noget, der kan give de fleste danske forlæggere tårer i øjnene. Desuden er bøger helt fritaget for moms i Norge, hvilket betyder, at investeringen i en skønlitterær bog i udgangspunktet er betalt hjem, allerede inden den kommer ud i almindelig handel. Så hvordan skal en dansk litteraturpolitik se ud i fremtiden? Tja, en nedsættelse eller ligefrem fritagelse for moms på bøger er måske ikke lige rundt om hjørnet, men ville det være for meget forlangt at bede om en bevidst udgivelsesstøtte til kvalitetslitteraturen, herunder den svækkede udenlandske af slagsen, eventuelt i form af garantiindkøb af alle eller - i det mindste - de bedst anmeldte bøger ... Det vil i hvert fald være alt andet end visionært at satse ensidigt på en liberalisering for liberaliseringens skyld og så i øvrigt lade kvaliteten sejle sin egen sø. Hvis hensynet til bundlinjen bliver sat over hensynet til kvaliteten, bliver det muligvis en langt bedre forretning at skrive, udgive og sælge bøger, men kulturelt set vil vi blive fattigere. Alle udgivelser skal ikke nødvendigvis hitte i økonomisk forstand, dels fordi de færreste springer ud som bestsellerforfattere i første forsøg, dels fordi smalle kvalitetsbøger ikke kun skal levnes plads i håbet om, at de vil vokse sig større, men fordi de er værdifulde i sig selv uanset deres læserskares størrelse. God skønlitteratur hverken kan eller skal prøve at klare sig på markedets vilkår. Det kunne lade sig gøre i de gode gamle dage, hvor konkurrencen fra andre kulturprodukter ikke var så massiv som nu, og hvor nye romaner var det store samtaleemne i det dannede borgerskab. Men borgerskabet er ikke længere dannet - og går endda ofte i en stor bue uden om anmeldernes anbefalinger! I dag skal der andet og mere til, hvis righoldigheden i det litterære udbud, herunder også det skæve, smalle og eksperimenterende, ikke skal vige pladsen for satsningen på det sikre og salgbare. Ellers kan vi jo ligeså godt lukke Nationalmuseet og Kobberstiksamlingen, nu vi er i gang, der kommer jo heller ikke alverden, for hvis det alene er markedsvilkårene, der skal gælde, kan vi da roligt sælge alt det gamle ragelse ... Nej vel, der er god grund til at glæde sig over et delvist liberaliseret bogmarked, som i det store hele klarer sig udmærket, og samtidig honorere de kræfter, som utrætteligt bevarer fokus på kvaliteten. I 2004 støttede staten litteraturområdet med knap 200 millioner kroner, men fik vel at mærke 700 millioner kroner ind via moms på bøger, så reelt er det jo litteraturen, der - også i økonomisk henseende - støtter staten og ikke omvendt. Til sammenligning modtog musikområdet 1.051,3 millioner kroner og teatrene 1.126,1 millioner kroner. Forlagshistorien er rig på forfattere, som ingen ville udgive, men som siden fik stor betydning, fordi en udgiver vovede at gå mod strømmen. En helt personlig favorit er italienske Primo Levy, hvis debut- og hovedværk, 'Hvis dette er et menneske', om sit år i fangenskab i Auschwitz blev afvist af en række store forlag for derefter at udkomme på det lille torinesiske forlag De Silva i 1947. Selv om bogen blev rost af mange, bl.a. en ung Italo Calvino, blev førsteoplaget på 2.500 eksemplarer ikke engang solgt ud. Først i 1958 blev bogen genudgivet og hurtigt oversat til engelsk, tysk og fransk og har siden opnået status som en uvurderlig klassiker på sit område. Herefter skrev Primo Levy 'Tøbruddet' og flere andre bøger, men først med romanen 'Om ikke nu, hvornår så?' blev han i 1986 - og i øvrigt året før han begik selvmord - udgivet på dansk. Bedre sent end aldrig! Dette ene eksempel blandt mange andre bekræfter heldigvis, at stor kunst før eller siden nok skal finde vej ud til et publikum. Både bestsellerne og den smalle kvalitet skal med andre ord nok overleve, men også righoldigheden i det litterære udbud er en kvalitet, som der bør værnes om - og som man måske først for alvor vil opdage, hvor meget man savner, når den er blevet luget bort. Når bogbranchen har talt, er det politikernes tur, og uanset udviklingen mod større og måske endda fuld liberalisering forestår der en vigtig offentlig opgave i at holde hånden over den del af kvalitetslitteraturen, som ikke nødvendigvis har bevist sin markedsduelighed, men til gengæld dur for sin læser m/k. Så husk det nu, Brian Mikkelsen og Co.: Et litterært vækstlag kommer ikke af sig selv, jorden skal gødes, og det tager tid at fremelske - også længere tid end en valgperiode eller to.