Det halvmonarkiske Frankrig vil måske næste år tilfalde en dronning. Ikke fordi hun hedder Royal til efternavn - skønt det vel ikke ligefrem bør skade hende. Men fordi Frankrig til glæde for mange og fortrydelse for andre er så heldig at råde over en smuk, klog og erfaren kvinde med det navn, som godt kan gå hen og blive Den Femte Republiks præsident i 2007. Det er forkasteligt at hæfte sig ved en politikers ydre, bare fordi hun er en kvinde. Men en kronikør er et frit menneske, og når han nu indvendig jubler ved tanken om at se så megen kvindelig charme på toppen af Frankrig! Man kunne tilføje, at vor tids billedkultur under alle omstændigheder gør os påvirkelige over for en 'ligegyldig omstændighed' som den, at en fremtrædende politiker for en gangs skyld ikke alene pynter, men ligefrem får verden til at se bedre ud! I Frankrig er man ikke vant til at være på fornavn med politikerne. Men Ségolène Royal er med det samme blevet Ségolène - i pressen, mand og mand imellem, ja, selv blandt modstanderne. Hun er en ganske ligetil 52-årig kvinde med et fast håndtryk, der ikke forventer den menneskelige respekt pakket ind i mekanisk høflighed. Men hvem er så Ségolène? Hendes far var officer og sympatiserede med de oprørske OAS-ledere, der i sin tid ville bevare Algeriet fransk. Det er en god skole for en socialist. Ségolènes næste gode skole var ENA, Ecole Nationale d'Administration. Den uddanner centraladministrationens topfolk - der så i mange tilfælde, men stik imod planen, en dag tager skridtet over i den politiske verden og ender som parlamentarikere, ministre eller ligefrem præsidenter. Jacques Chirac er udgået fra ENA, hans nuværende premierminister, den aldrig folkevalgte Dominique de Villepin, ligeså. Man har kaldt republikken et enarki. Ségolène blev håndplukket af præsident François Mitterrand som rådgiver i sociale anliggender og blev valgt til deputeret i det vestfranske departement Deux-Sèvres. Det er både hendes styrke og svaghed at være 'enark'. Svagheden er, at man folkeligt set og som socialist er lidt for indvævet i magteliten, når man har diplom fra den fornemme statstjenerskole. På den anden side kender man systemet indefra og kan derfor, som enarken og socialisten Michel Rocard engang, mere overbevisende argumentere for sine reformplaner. Man kan det franske statsmaskineri på fingrene. På ENA mødte Ségolène sin livsledsager, François Hollande, der nu er det franske socialistpartis førstesekretær. Ségolène og François Hollande har dannet papirløst par lige siden. De har fire børn. Sidste år blev hun valgt til formand for Poitou-Charentes regionalråd. Som miljøminister under Mitterrand og lidt senere som skoleminister og familieminister i Jospins regering under Chirac blev hun kendt som en smidig forhandler og en handlekraftig politiker. Dog er der noget skandaløst ved Ségolène. Hun er en kvinde - og hun har sejlet de såkaldte 'elefanter' i sit parti agterud i meningsmålingerne. Et meget stort flertal af franskmændene ville finde det naturligt, at en kvinde bliver deres præsident, mens hele 59 procent erklærer sig rede til at stemme på Ségolène Royal. Disse og andre tal placerer hende et godt stykke foran både den tidligere premierminister Lionel Jospin (hvis, i fald, såfremt han skulle vende tilbage i fransk politik ...) og partikollegerne Dominique Strauss-Kahn, Jack Lang og Laurent Fabius, der alle tre går rundt med en bulnende præsidentmave. Hun er mere, end d'herrer kan klare. Fabius har spurgt, hvem der i givet fald skulle passe Ségolènes (hel- og halvvoksne) børn! Andre ytrer tvivl om hendes lederevner. Tre ministerposter og nu formandskabet for en af landets største regioner er åbenbart ikke nok. Sagen er, at i Frankrig er politik noget for mænd. De stritter med hænder og fødder mod loven om lighed mellem kønnene, der tilsiger partier at opstille lige mange kvinder og mænd. I parlamentets førstekammer er kun en ottendedel kvinder, hvor de ude i befolkningen er over halvdelen. Ségolène holder øje med både Angela Merkel og Condoleezza Rice kontra Hillary Clinton. I januar lod hun sine partifæller ære Mitterrands minde i småbyen Jarnac ved tiårsdagen for hans død, mens hun selv fulgte Michelle Bachelets valgkamp i Chile. Derved fik hun den franske presse til at drage nogle indlysende sammenligninger med den chilenske politiker, både med hensyn til moderskabet, den ugifte stand, det politiske mod, karrieren og alliancen med en del af centrum. Tilmed blev så Michelle Bachelet Chiles præsident - hvad der gjorde Ségolènes rejse til den fuldendte politiske kommunikation. Et lærestykke. Blandt sit partis mandspolitikere har hun som sagt sin egen samlever, selveste partichefen. En ret original situation i det politiske landskab - og ikke nødvendigvis en fordel for hende. I et interview til Financial Times siger Ségolène, at hun og François til september »som par« vil tage stilling til, hvem af de to der vil være deres partis bedste præsidentkandidat i 2007, og dermed hvem af dem der på partikongressen i november skal forsøge at blive udpeget af partiets medlemmer, når det politiske program er udarbejdet. På karikaturtegningerne ser man dem ved morgenbordet i færd med at trække lod om den sidste croissant og al resten. Så meget grineri kom der ud af det, at kun få bemærkede, at Ségolène med sin udtalelse faktisk udelukkede alle andre mulige kandidater for PS. Ségolène eller François, basta! Til gengæld har alle forstået, hvad parrets valg bliver. Uden at ret mange har bemærket det, har Den Femte Republik under Jacques Chirac forandret sig fundamentalt. Lionel Jospin fik som Chiracs premierminister (under den såkaldte cohabitation) vedtaget forfatningsreformen om en præsidentperiode på fem år i stedet for som hidtil syv. Præsidenten kontrasignerede, noget modvilligt, men tillagde ikke mandatafkortelsen synderlig betydning. I virkeligheden ryster sammenfaldet mellem det parlamentariske og det præsidentielle mandat landets højeste embede i sin grundvold. Syv år var altid to mere, end et hvilket som helst flertal i parlamentet kunne sidde. Når det var et flertal, der var ham imod, kunne præsidenten demonstrere sit demokratiske sindelag, respektere forfatningens bogstav og udnævne en regering fra modstandernes lejr, samtidig med at han lod sine tilhængere bombardere den samme regering fra landets politiske hovedkvarter. Bagefter, når et parlamentsvalg på ny havde skabt politisk overensstemmelse mellem regering og præsident - hvilket altid har været Den Femte Republiks ledende princip - havde han så to år til at rette op på situationen og justere på billedet af sig selv som den almægtige og velgørende præsident! Overgangen fra syv til fem medfører et andet forhold mellem præsident og premierminister. Hidtil har regeringslederen været præsidentens stikirenddreng, sommetider hans lynafleder, i cohabitations-tider en nedgroet negl. Han blev fyret, når han ikke længere beskyttede præsidenten eller forsøgte at gå sine egne veje. Der var ingen tvivl om, hvor magten i det tohovedede franske ledersystem lå. Nu er balancen en anden. Præsidenten er stadig enerådende med hensyn til udenrigspolitikken og forsvaret (han disponerer over koden til det franske atomvåben), men han må samtidig engagere sig mere end før i indenrigspolitikken - uden i øvrigt at høste nogen fordel af de positive resultater. Han er kommet i en mere udsat politisk position. Borgerne forventer, at han gør noget ved den massive arbejdsløshed, forstadsguerillaen, virksomhedernes udflagning, den ulovlige immigration, racismen, studieforhold, byplaner, forurening, overfyldte fængsler, asbestsyge hangarskibe, fuglepest og vuggestuer. Han gøres ansvarlig for, at Paris ikke fik de olympiske lege i 2012. Man forlanger, at præsidenten reagerer på stort og småt og helst med det samme. Man ser ham mere og mere i rollen som sin egen premierminister. Den Femte Republik er ikke længere, hvad den har været. Den Sjette banker på døren. Ved sine mange fejlgreb (udskrivning i 1997 af et fatalt nyvalg, hvor hans parti i forvejen havde flertallet, nederlaget ved regionalvalgene i 2004 og folkeafstemningen om den europæiske forfatningstraktat sidste år), sine buldrende tomme valgløfter, sin 'forglemmelse' af, at han i 2002 kun opnåede en femtedel (!) af stemmerne i første runde af præsidentvalget, for ikke at tale om de strafferetslige 'kasseroller', han slæber rundt på i diverse korruptionssager, har Jacques Chirac selv medvirket til at undergrave det gaullistiske præsidentembedes hellige karakter. Chirac svæver ikke over vandene, han træder patetisk de samme. Det er lige ved at gøre ham sympatisk i visses øjne. Det ene med det andet har skabt en situation, hvor Frankrigs statsoverhoved er blevet reduceret til en snakkemaskine, som ingen længere lytter til, et politisk lig, som man om et års tid endelig kan bære bort. Det sidste venter ikke mindst hans gode venner på, blandt dem indenrigsminister og formand for regeringspartiet UMP, Nicolas Sarkozy - den politiske magtliderlighed på to korte ben. Sablerne rasler allerede i kulissen. Det er så den republik, Ségolène Royal kommer til at lede og repræsentere, hvis medvinden holder. Den Femtes udvikling til en mere folkenær, mindre gloriøs republik har skabt forudsætningen for, at en politiker som Ségolène med erfaring i miljø-, skole- og familiepolitik får chancen. Samtidig har hun selv ved at vægte de konkrete samfundsproblemer og det praktiske europæiske samarbejde mere end illusionerne om Frankrigs storhed været med til at fremme et politisk klima, hvor hendes evner og indsigt bliver eftertragtede lederkvaliteter. Vi konstaterer en form for vekselvirkning mellem en politiker og nationens generelle tilstand. Lige den situation, der rummer muligheden for det direkte møde, hen over partiskel og kulturelle skillelinjer, mellem en markant personlighed og folket - som man siger, det franske præsidentvalg er og skal være. Som landet ligger nu, nærer vælgerne en dyb mistillid til politikerne, forbindelsen mellem civilsamfundet og de folkevalgte er fuld af grødis, harmen over ledernes mangel på handlekraft eller blot simpel hæderlighed er tiltagende. Befolkningen oplever samtiden som fuld af vold og kriminalitet, angsten breder sig, man anråber om sikkerhed og beskyttelse. Det tårner sig op i franskmanden, verden er af lave, han forsluger sig på beroligende piller. Den franske samfundsmodel fra tiden efter Anden Verdenskrig, hvor en famlende velfærdsstat fremstod af ruinerne, er brudt sammen. Man er havnet i 'ambulancesamfundet', hvor den ene voldsomme krise afløser den anden, og regeringen rykker ud med honke-honken i bund. Den sociale elevator fungerer ikke længere. To kategorier af borgere bliver synlige i det højst ulige franske samfund, funktionærer og andre fastansatte inden for i varmen og alle dem ude i kulden, de unge især (over 20 procent arbejdsløse blandt de 18-26-årige, 40 procent i forstæderne), men også ukvalificerede kvinder. I stedet for reformer får man lapperier, i stedet for debat og forhandling har man endeløse skænderier, strejker og demonstrationer. I stedet for handling en smart polemik, et overfladisk politisk liv, hvor nytænkningen ligger i bunden af dybfryseren. Kampen om præsidentposten overskygger alt andet, den sluger det meste af politikernes og mediernes energi, monopoliserer og banaliserer debatten, fremmer ikke den nødvendige, daglige uddybning af demokratiet, folkets opdragelse til borgere. Værst af alt, den skaber og opretholder en stærk frustration i det franske folk. Som Chirac selv har sagt det: »Les merdes volent en escadrille« - frit oversat: »Det hagler med lort!«. Der er mange grunde til, at Chiracs sidste år opfattes som et fin de règne, et styres endeligt. Men Frankrig vil jo bestå, de 63 millioner franske borgere stadig leve og mundhugges i deres vidunderlige land, og det uanset hvordan republikken udvikler sig. Ségolène synes at være et muligt svar på en endnu vagt formuleret forventning blandt vælgerne, og ikke kun dem på venstrefløjen. Man vil ikke have en, der bare fortsætter den lange række af små de Gauller, der siden generalen har spillet kong Gulerod som republikkens præsident. Man vil have en, der kan tvivle og søge, dele magten, forstå den almindelige mand, og alligevel besidder den nødvendige naturlige myndighed. Man vil have en præsident, der ikke er partibundet, men gerne partirundet. En med en politisk overbevisning, men uden ideologisk lammelse, en præsident fra et sted i midten, mellem højre og venstre. Etiketten er mindre væsentlig end karakteren. Frankrig søger en moderat leder, der kan handle. Som fruen selv formulerer det, »en risikofri revolution«, en socialdemokratisk altså. På kun få måneder er Ségolène Royal kommet i position som den uventede, men indlysende kandidat. Hun bryder alle de uskrevne regler for, hvordan man baner sig vej til toppen. Har hverken været premier- eller finansminister, partiboss eller bare chef for en af sit partis 'hovedstrømninger'. Det er netop derfor, hun fremkalder sure miner og misundelse blandt sine mandlige partikammerater. Fabius, der synes, »det nu er hans tur«, Strauss-Kahn, der tror, han skal bejle til venstrefløjens venstreside, Jack Lang, der kører sit regionale partiapparat i stilling. Nicolas Sarkozy, højrefløjens sandsynlige præsidentkandidat i 2007, har netop hjulpet en kvinde på plads som sit partis kandidat til posten som Paris' overborgmester. Han i det mindste synes at foregribe kvindens - og navnlig Ségolènes - rolle i det kommende opgør. Egentlig burde et parti som PS holde sig fra præsidentvalget. Mitterrand undsagde det i 1965 som et »permanent statskup« - inden han selv kom til og afslørede sig som den værste af gulerodsmonarkerne. Men Ségolène, hvis det bliver hende, vil allerede ved at overtage de flossede rester af Den Femte Republik have bidraget til at udvikle statsformen og den politiske praksis i retning af noget mere spiseligt og effektivt, noget mere demokratisk. Hun har som slagord valgt 'Længsel efter fremtid'. Hvis hun ikke bare er et medieflip, og hvis hendes parti, inklusive formanden, ikke spænder for meget ben, skulle vi kunne hilse en madame la Présidente velkommen til næste forår!