Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes! Den skal bruges til at provokere og kritisere autoriteter. Jeg hverken kan eller vil censurere danske aviser. Sådan noget lignende har statsminister Anders Fogh Rasmussen sagt utallige gange de sidste måneder. Ingen er vel i dag i tvivl om, at ytringsfriheden ligger statsministeren meget på sinde. Ikke desto mindre gik det danske politi 24. februar i aktion og censurerede en dansk avis. Nej, det var ikke Jyllands-Posten - men dagbladet Arbejderen. En lille og ræverød avis, som ikke deler ret mange politiske synspunkter med Anders Fogh Rasmussen. Dagbladet Arbejderens internetudbyder modtog et brev fra Københavns Politi, hvori politiet krævede, at udbyderen straks fjernede et dokument fra Arbejderens hjemmeside - for ellers ville firmaet risikere en straffesag. Dagbladet Arbejderen hørte selv intet fra det københavnske politivæsen. Vi blev bekendt med sagen, da vores internetudbyder kontaktede os. Da vi på eget initiativ ringede til politiadvokat Michael Jørgensen, lød hans forklaring, at politiets aktion var helt lovlig. Deres aktion svarede til, hvordan de ville have handlet, hvis vi havde børneporno liggende på vores hjemmeside, forklarede han. Og i sådanne tilfælde kan man jo ikke vente på en dommerkendelse ... Det skete i øvrigt fredagen før den weekend, hvor vi i Berlingske Tidende kunne læse, at statsministeren mener, at den såkaldte Muhammedsag har medført en dobbeltstandard i Danmark. »Forfattere og andre, der i den grad lever af ytringsfriheden, har jo svigtet i denne her sag. Og jeg tror godt, at jeg ved hvorfor - det er, fordi de putter det ind i en helt anden sammenhæng, der fuldstændig har spærret for det klare syn. De kan ikke lide Dansk Folkeparti, de kan ikke lide Jyllands-Posten, og de kan ikke lide regeringen. Og muligvis i den rækkefølge. På grund af et næsten had-forhold til disse tre faktorer, så kan de ikke få sig selv til at stå op og forsvare ytringsfriheden i denne sag. Så der er indført en dobbeltstandard«. Således lød det fra statsministeren 26. februar. Til gengæld har statsministeren, som også er pressens minister, været fuldstændig tavs i sagen om Arbejderens censurerede hjemmeside. Da det for nogle dage siden blev kendt, at Banedanmark havde afvist en reklame for en bog om islam, tog det en halv dag, før den ansvarlige minister gik ind i sagen. Sagen, som vitterlig var grotesk, røg på forsiden af et stort dagblad og videre ind i de elektroniske medier. Det kan få enhver minister til at reagere. Det er ellers ikke, fordi Arbejderen ikke har forsøgt at få statsministeren til at reagere. Netop på grund af hans varme forsvar for ytringsfriheden forventede vi selvfølgelig, at han straks ville gå i aktion. Derfor var en af vores første handlinger efter politiets indgreb mod vores hjemmeside at sende et åbent brev til statsministeren. Vi har endnu intet hørt. Da vi selv kontaktede Statsministeriet efter nogle dages tavshed, lød beskeden, at der nok ville gå en måneds tid. Statsministeren modtager nemlig mange breve ... Så meget for ytringsfriheden. Eller skyldes det mon, at dagbladet Arbejderen kun er en lille avis, hvis politiske standpunkter spærrer for statsministerens klare syn? For det kan vel ikke passe, at Anders Fogh Rasmussen også har en dobbeltstandard? Det burde ellers være så enkelt. Både den europæiske menneskerettighedskonvention og grundloven har fastslået ytringsfriheden og giver utvetydigt aviserne ret til at trykke, præcis hvad de vil. »Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres«, står der i grundloven. Det betyder ikke, at ytringsfriheden er ubegrænset. Også en avis kan blive draget til ansvar for sine ytringer, men vel at mærke ved en domstol. I Danmark er ansvaret reguleret gennem den særlige medieansvarslov, som fastslår, at avisens chefredaktør er ansvarlig for alt, hvad der står i avisen og på avisens hjemmeside. Ingen andre kan gøres ansvarlige, heller ikke en internetudbyder. Oluf Jørgensen, der er afdelingsforstander og mediejuridisk ekspert ved Journalisthøjskolen i Århus, har over for Arbejderen fastslået, at medieansvarsloven betyder, at hverken politi eller andre myndigheder har ret til at blande sig i, hvad der står i avisen og på avisens hjemmeside. Hvis de har indvendinger, skal de henvende sig til den ansvarshavende redaktør, og hvis denne ikke vil efterkomme politiets henstillinger, må politiet gå til domstolen. Oluf Jørgensen er ikke alene om denne vurdering. Den bekræftes af både Sten Schaumburg-Müller fra Juridisk Institut på Aarhus Universitet og chefjurist i Danske Dagblades Forening Holger Rosendal. Politiet gik altså galt i byen, da de henvendte sig til Arbejderens internetudbyder. Udbyderen er lige så lidt ansvarlig for indholdet, som kioskejeren er, hvor avisen bliver solgt. Men hos Københavns Politi ryster man ikke på hånden. De har hverken fundet det fornødent at informere Arbejderen om indgrebet mod vores hjemmeside eller svare på den klage, vi har fremsendt. Når en journalist fra Arbejderen ringer op, lyder beskeden fra politiadvokat Michael Jørgensen: »Jeg vil slet ikke diskutere med Oluf Jørgensen og Steen Schaumburg-Müller om den her sag, for jeg tror, vi har forskellige udgangspunkter. Og jeg vil da slet ikke diskutere det i Arbejderen, som er part i sagen. Så jeg har slet ikke nogen kommentar til deres udtalelser«. Ingen kommentarer er altså politiets holdning til at krænke ytringsfriheden i et dansk dagblad. Godt nok kun et lille dagblad og måske også med en politisk observans, som ligger langt fra politiadvokatens. Har Københavns Politi mon også indført en dobbeltstandard? Kunne man forestille sig, at politiet ville gøre noget lignende over for Jyllands-Posten? Og kunne man forestille sig, at pressens minister skulle bruge en måned til at svare? Tilbage står spørgsmålet, hvad er det for et farligt dokument, Arbejderen har haft liggende på sin hjemmeside? Det er en appel udsendt af foreningen Oprør. Heri står der blandt andet: »Den aktuelle terrorlovgivning bruges af europæiske regeringer til at gennemføre begrænsninger i borgernes ytringsfrihed og politiske rettigheder, herunder retten til at formidle moralsk og materiel støtte til modstands- og befrielsesbevægelser i verden«. Det er en tankevækkende pointe, for i virkeligheden handler sagen om Arbejderens hjemmeside slet ikke om Oprørs appel, men om ytringsfrihed. Appellen, som »inviterer alle europæiske demokrati- og solidaritetsbevægelser til at være med i en samlet udfordring rettet mod national terrorlovgivning, EU's terrorliste og den internationale krig mod terror«, er i forvejen temmelig omstridt. Den er sendt rundt til en række organisationer i Europa og har ligget på Oprørs hjemmeside. Det gør den ikke længere. Med en dommerkendelse blev den fjernet af politiet i august sidste år. Dommeren mente, at der i appellen er en opfordring til at samle penge ind til organisationer, der står på EU's terrorliste. »Selv om der ikke under sagen er fremkommet nærmere oplysninger om proceduren og grundlaget for optagelse af organisationer på EU's terrorliste, så er der dog grundlag for at antage, at dokumenterne er udsendt som led i et forsøg på direkte eller indirekte at yde støtte til terrorgrupper«, skrev dommeren i en kendelse, som senere blev stadfæstet af landsretten. Det er en sag, som Arbejderen har fulgt nøje. Derfor var det også naturligt, at vi optrykte appellen for at dokumentere, hvilke synspunkter det var, som politiet ville kriminalisere. Ytringer, som hverken var forhånende, nedværdigende eller racistiske, men som opfordrede til at diskutere terrorlovenes konsekvenser. Derudover blev der opfordret til en åben indsamling af penge til to af de befrielsesbevægelser, som er kommet på EU's terrorliste. De to organisationer er Folkefronten for Palæstinas Befrielse (PFLP) og Colombias Væbnede Revolutionære Styrker (FARC). »En vigtig målestok ved valg af de organisationer, vi ønsker at støtte, er, at organisationerne kæmper for sekulære, demokratiske og humanistiske mål«, skriver Oprør i sin nu forbudte appel. Foreningen Oprør blev stiftet i foråret 2004 med den hensigt at udfordre den danske terrorlov, som blev vedtaget i 2002. Mange advarede dengang om konsekvenserne af terrorloven. Helt ind i de borgerlige partier var der uro på bagsmækken. Men også politiske aktivister, jurister og fagfolk påpegede den glidebane, der var indledt. En af dem var tidligere folketingsmedlem Preben Wilhjelm, lic.jur.: »Antiterrorpakken er en ændring i forholdet mellem statens magtbeføjelser og den enkelte borgers retssikkerhed, som er mere vidtgående end summen af alle de ændringer, som er foretaget, siden den danske retsstat blev grundlagt med retsplejereformen i 1919«, sagde Wilhjelm blandt andet i maj 2002. Men der blev ikke lyttet meget i Folketinget. Begivenhederne fra 11. september overskyggede tilsyneladende enhver kritisk tanke. Og nu begynder vi at se konsekvenserne. Indskrænkninger i borgernes demokratiske rettigheder, indskrænkninger i ytringsfriheden og øget brug af overvågning. Tilbage står spørgsmålet: Var det i virkeligheden den skjulte dagsorden? Eller er det en utilsigtet følgevirkning af en lovgivning, som de fleste folketingsmedlemmer ikke kunne eller ville gennemskue? En af terrorlovens konsekvenser så vi 9. februar, da Østre Landsret stadfæstede en principiel dom mod miljøorganisationen Greenpeace, som blev dømt efter terrorpakkens par. 306. Organisationernes 'forbrydelse' bestod i, at et antal aktivister fra Greenpeace i oktober 2003 kravlede op på taget af landbrugets hovedkvarter Axelborg i København og hængte et stort banner op mod gensplejsede afgrøder. Det lyder unægtelig som en temmelig fredelig politisk happening. Men sådan så domstolen ikke på det. Og ikke kun de enkelte aktivister blev dømt, men også organisationen Greenpeace, hvilket er en helt ny praksis i dansk lovgivning. Hvad bliver det næste? At forældreorganisationer bliver dømt, hvis nogle af deres medlemmer aktionerer mod en farlig skolevej, for eksempel ved at lave en kortvarig standsning af trafikken? Politisk aktivisme er nu også gjort til terrorisme. Og dermed er ytringsfriheden også blevet indskrænket for alle dem, som ikke har adgang til de store medier. Eller ikke har råd til at købe Politiken, for nu at citere salig Hans Scherfig: »Der er ytringsfrihed i Danmark. Alle har ret til at købe aktiemajoriteten i A/S Politiken«. Terrorloven har mange andre aspekter. Solidaritet mod befrielsesbevægelser er blevet gjort kriminel, hvis bevægelserne står på EU's terrorliste. Hvis loven havde været gældende under Vietnamkrigen eller under det sydafrikanske apartheidstyre, ville store dele af den danske solidaritetsbevægelse være blevet dømt. For slet ikke at tale om modstandsbevægelsen i Danmark under krigen. Alle ville være blevet dømt som terrorister. Det aspekt blev diskuteret, da loven blev vedtaget. Og nu ser vi også her de første konsekvenser. Talsmanden for foreningen Oprør er blevet sigtet for at opfordre til indsamling til PFLP og FARC; to organisationer, som er kommet på EU's terrorliste, uden at nogen dansk dommer har medvirket. Alligevel har det vidtrækkende konsekvenser i Danmark. Den appel, hvor opfordringen står i, er blevet fjernet fra Oprørs hjemmeside. Og politiet har, i sin iver for at sikre, at det forbudte dokument ikke kan læses, også fjernet det fra Arbejderens hjemmeside. I strid med dansk lovgivning og medieansvarsloven. Og det stopper ikke her. Justitsministeren har netop sendt en ny antiterrorlovpakke til høring. Love, som giver nye og udvidede beføjelser til Politiets Efterretningstjeneste. PET får således adgang til - uden dommerkendelse - at indhente dybt personlige, fortrolige oplysninger om alle borgere i alle registre, som offentlige myndigheder ligger inde med. Teleselskaber skal indrette deres udstyr, så PET til enhver tid kan aflytte enhver borger. Flyselskaber skal på PET's forlangende udlevere lister over samtlige passagerer og besætningsmedlemmer, der er med fly til og fra Danmark. Politiet skal kunne forstyrre eller helt afbryde al radio- og telekommunikation i et område. Offentlige telefonbokse skal kunne aflyttes. I et land, som i forvejen er gennemregistreret og fyldt med registre, giver det i realiteten Politiets Efterretningstjeneste ubegrænset adgang til at vide alt om alle uden at redegøre for, hvad oplysningerne skal bruges til. Det groteske er, at denne udvikling sker, mens hele Danmark er dybt optaget af at diskutere Muhammedkrisen. Der tales om ytringsfrihed som aldrig før. Statsministeren, regeringen, Dansk Folkeparti er ved at falde over hinanden i deres iver for at overbevise danskerne om, at ytringsfriheden er truet af islam eller nogle islamistiske kræfter. Men sandheden er, at ytringsfriheden ikke er truet af islam, men af den indskrænkning i borgernes demokratiske rettigheder, som er en konsekvens af den terrorlov, som et flertal i det danske Folketing har vedtaget. I det lys må man også se den aktuelle sag om politiets ulovlige indgriben mod dagbladet Arbejderen. Nogle vil måske mene, at fjernelsen af et dokument fra Arbejderens hjemmeside ikke er så alvorligt igen. Imidlertid drejer det sig om principper. Gælder ytringsfriheden for alle uanset politisk anskuelse? Hvor langt vil retsstaten gå, såfremt den vil blive ved med at være en retsstat? Men vi må desværre også konstatere, at flere og flere eksempler bærer den totalitære stats kim i sig.