Er der andet at sige om vor nuværende situation, end at det er sandhedens time? I årtier har vi tænkt og talt i fraser - humanistiske fraser, humanitære fraser, politisk korrekte fraser - og under indtryk af de fraser, den herskende klasse i Danmark tænkte og talte i, så vi bort fra virkeligheden og indskibede os i en multikulturel, multireligiøs og multietnisk udvikling, som nu hjemsøger os med kriser, konfrontationer og konflikter. På trods af, at vi burde vide bedre. På trods af, at den afgørende begivenhed i Danmarks nyere historie, den tyske besættelse 1940-1945, havde lært os, at det er ikke et menneske og et folk givet at kunne trække sig selv til vejrs ved hårene og hæve sig over sin begrænsede eksistens og sin konkrete sammenhæng. Også i mellemkrigstiden havde man hengivet sig til abstrakte drømmerier. Det hed internationalisme, én verden og evig fred. Kulturradikalismen talte også dengang om en helt ny tilværelse i en helt ny verden med helt nye mennesker. Så indtraf 9. april 1940, hvor vi for første gang i vores historie var i fremmed vold, og hvor samarbejdsregeringen stak hovedet i busken og nægtede at se usselheden og kapitulationen i øjnene - og så reagerede den danske befolkning og sagde nej til samarbejdspolitik og kapitulation, fordi det ikke lod sig gøre at leve og overleve på disse betingelser. Modstandskampen var en national kamp. Modstandsbevægelsen var folkets kamp for at genvinde sin selvrespekt. Det var ikke sandt, hvad kulturradikalismen havde sagt, for et menneske og et folk har en identitet, som ikke kan opgives, uden at folket opgiver sig selv, og i modstandskampen sagde danskerne nej til selvopgivelsen og udslettelsen. Det var den største og mest afgørende begivenhed i det danske folks levnedsløb i det 20. århundrede, men da vi kom til 1960'erne, blev erfaringen fortrængt og forglemt, og den nuværende krise er en følge af, at en ny kulturradikalisme igen hengav sig til drømmerierne om en forskelsløs verden, befolket af abstrakte mennesker. At danskerne er et kristent folk, hvis historie er uudsletteligt præget af kristendommens forkyndelse, og hvis samfund er formet af evangelisk-luthersk kristendoms adskillelse af religion og politik, af Guds og kejserens rige - hvad betød det for kulturrevolutionen af 1968? At Danmark er en gammel nation, beboet af et folk med en ganske bestemt historie og kultur - hvad betød det for dem, der i nymarxismens epoke ville forvandle Jorden til et klasseløst samfund uden kulturelle og historisk givne forskelle? Det er den største og mest afgørende erfaring i vor nyere historie, der i de seneste årtier er blevet fortrængt og forglemt af dén politiske korrekthed, jeg kalder kulturradikalismen, og vor nuværende krise er et resultat af fortrængningen. Nej, virkeligheden er ikke multikulturel, for hvert folk har sin egen kultur, og kun i respekt for folkets kultur kan der skabes en harmonisk udvikling. Nej, forskellen på kristendom og islam er ikke fjern og ligegyldig fortid eller overtro, men den har at gøre med det helt afgørende, der hedder tilværelsens mål og mening, og kun i troskab mod det, der giver et folks tilværelse mål og mening, kan dette folk naturligvis leve i fred og fordragelighed. Eller for at tale ligeud: Døve og blinde, fordummede af kulturradikale fraser og en abstrakt humanisme, lod danske politikere og den danske medieklasse fra 1983 en indvandring finde sted i Danmark, som gjorde vold på den danske virkelighed og forberedte de kulturelle, religiøse og folkelige sammenstød, som vi i stigende grad har oplevet i de seneste år. De vidste ikke, hvad de gjorde. Virkeligheden var for disse politikere, journalister og forfattere et spørgsmål om politisk korrekte fraser. I foråret 1983 blev den nye udlændingelov vedtaget, der for alvor satte fart i den skæbnesvangre udvikling. Jeg har aldrig glemt, hvad Venstres daværende ordfører, den senere radikale politiker Bjørn Elmquist, sagde ved andenbehandlingen af denne katastrofelov, der var udtryk for én eneste foragt for det folk, han og alle øvrige politikere var forpligtet på.»Nu kan ingen i hvert fald anklage os for national diskrimination«, sagde Bjørn Elmquist. Nej, med denne lov havde en ideologisk-abstrakt lighed virkelig sejret og gjort alting lige meget. Men det var ikke Bjørn Elmquists og hans kollegers opgave at gøre danskerne fremmedgjorte og hjemløse via dyrkelse af en sådan lighed. Det var hans og alle andre danske politikeres opgave at hævde og værne danskernes frie liv i deres eget land. Vi har tidligere haft indvandring i Danmark. Der var franske huguenotter, kartoffeltyskere på den jyske hede, hollændere på Amager, jøder i Fredericia og Randers, roepolakker på Lolland. Men de kom i meget begrænset antal på få hundrede, og først og fremmest var de kristne europæere - bortset fra jøderne, der som hjemmehørende i den kristne-mosaiske tradition uden store vanskeligheder kunne blive danske. Således var indvandringen uproblematisk, og de forskellige indvandrergrupper er blevet danskere. Anderledes, ganske anderledes med det, der tog fart i 1983. Vi befinder os som bekendt midt i en ny folkevandring, hvor befolkningerne i den tredje verden, drevet af fattigdom og især overbefolkning, har startet deres march imod den vestlige verden. Også i den tidlige middelalder oplevede Europa en folkevandring, som dengang førte til romerrigets undergang og Europas forvandling. Den nye folkevandring vil i kraft af indvandrernes overvældende antal være næsten umulig at integrere, men dens egentlige problem er kulturelt eller religiøst - at de allerfleste af dem, der fra den tredje verden strømmer ind i Vestens lande, er muslimer. Og har man den ringeste viden om teologi, kultur og historie, så ved man, at forskellen på kristendom og islam er afgrundsdyb. Evangeliet over for en militant lovreligion. Forkyndelsen af Guds gratis nåde i Kristus over for islams totalitære krav om at herske over samfundsliv og lovgivning. En kristen kultur, der i kraft af adskillelsen mellem Guds og kejserens rige fører til verdslige eller sekulære samfund, hvor den givne lov, der er til for menneskelivets, ikke for Guds skyld, skal bestemme i landet, over for en islamisk kultur, der i kraft af sin sammensmeltning af helligt og verdsligt vil tvinge samfundet ind under hellighedens absolutte krav og ophæve verdslig frihed. Her er der ikke mulighed for harmoni og fred. Og ved man det ikke fra en teologisk eller kulturel overvejelse, så kan man vide det fra historien. I 1.400 år har der været sammenstød mellem kristenheden og islam. Umiddelbart efter Muhammeds død i 632 er de arabiske hære på erobringstogt mod kristenheden, de gamle kristne kernelande i Lilleasien og Nordafrika erobres og underlægges islam, Europa reddes kun fra islamiseringen af Karl Martells sejr i slaget ved Poitiers i 732, og da araberne er drevet tilbage, dukker osmannerne eller tyrkerne op og truer i adskillige århundreder Europa fra sydøst, erobrer Balkan og er flere gange ved at erobre Wien og støde op i Europa. En historie om evige sammenstød - et uudsletteligt vidnesbyrd om det, Samuel Huntington har kaldt »civilisationernes sammenstød«. I mere end tusind år. På ny og på ny. Men Bjørn Elmquist og hans folketingskolleger var kun optaget af ikke at 'diskriminere', da de slog Danmarks dør på vid gab for en muslimsk indvandring i dette kristne land ... Og advarslerne blev overhørt. Da Salman Rushdie i 1980'erne udgav sin bog 'De sataniske vers' og blev dødsdømt af ayatollahen for at krænke Muhammeds ære, så at han i mange år måtte leve under jorden og med politibeskyttelse, da var Tøger Seidenfaden som redaktør af Weekendavisen optaget af at bagatellisere sammenstødet. I forlængelse af sin dyrkelse af en abstrakt humanisme satte han kikkerten for det blinde øje vedrørende det egentlige indhold af ayatollahens fatwa og skrev i sin avis 24. februar 1989: »Den halvbizarre, halvskræmmende Rushdiesag tjener til at minde os om elementære værdier: tolerance og frisind«. Men hvad der er frisindets og tolerancens forudsætning, interesserede ikke Tøger Seidenfaden. Hvad islam nemlig er med sit hertil hørende had til de vestlige frihedsrettigheder, ville han ikke forstå. I så fald måtte han jo tage det religiøse eller kulturelle modsætningsforhold mellem kristendom og islam alvorligt. I så fald var det ikke muligt for Tøger Seidenfaden at gøre sig til talsmand for en kulturradikalisme, der mener sig hævet over 'det religiøse'. I så fald måtte han nemlig erkende, at frihed i samfundet med hertil hørende verdslige eller borgerlige frihedsrettigheder er en følge af den kristne forkyndelse og ikke mulig uden denne. Kunne man ikke fatte Tøger Seidenfadens overfladiskhed dengang, så er det unægtelig blevet nemmere siden. Da han flyttede fra Weekendavisen til Politiken, blev han ikke klogere, men i takt med problemets dystre vækst blev han stadigt mere blind og påståelig, så at man i dag, hvor islam banker truende på Danmarks dør og stiller krav om at ville bestemme over vores lovgivning og straffe de såkaldt 'blasfemiske', samtidig med at muslimerne brænder vort flag og angriber vore ambassader, ligefrem kan fristes til at tro, at Tøger Seidenfaden er gået over til islam og simpelt hen kæmper den islamiske fundamentalismes sag. Islam og kulturradikalismen som allierede. Dagbladet Politiken i advokatorisk aktion til støtte for den militante lovreligiøsitet og som konstant angriber af en regering, der værner om vores frihed. For at det er et civilisationernes sammenstød, må ikke erkendes i Politikens redaktionskontor. At der er tale om et modsætningsforhold, der er lige så dybt, som det er gammelt, er ikke gangbar viden i redaktionsgangene på Rådhuspladsen. Her har man kun været forarget over Jyllands-Posten og regeringen. Her har kulturradikalismen virkelig forhærdet sig i en sådan grad, at dens politiske korrekthed udgør en trussel imod friheden i dette land. Ja, den tyske besættelse lærte os, hvad nogle vil glemme i dag: at et folk har en identitet, som ikke kan svigtes, uden at folket går til grunde, og at folkestyret forudsætter et folkeligt fællesskab, en forud given solidaritet, som netop følger af fællesskabet i forudsætninger. Tvunget af den katastrofale udvikling, som udlændingeloven af 1983 og den deraf følgende indvandring startede, er den danske debats hovedord blevet ordet sammenhængskraft. Det er sandheden om sammenhængskraftens mening og mulighed, besættelsen belærte os om, og det er, fordi kulturradikalismen i forlængelse af sin ideologi har foragtet den identitet og historisk givne sammenhæng, som sammenhængskraften forudsætter, at Danmark i dag er truet af opsplitning og opløsning. For at være dansk er noget ganske bestemt. At være dansk er at have rod i en ganske bestemt historie og en ganske bestemt kultur, som naturligvis er forskellig fra andre folks kultur og historie. At være dansk er med andre ord at kende til danskhedens art og grænse, og sammenhængskraftens forudsætning i Danmark er danskernes fællesskab i den identitet, der kommer af kultur og historie. Det handler om det danske folks eksistens, og det handler dermed også om demokratiets eksistens, for fædreland og folkestyre hænger sammen. I 1974 udgav jeg en bog med netop denne titel, 'Fædreland og folkestyre', og selv om det var striden om Danmarks medlemskab af EF, det nuværende EU, der lå bag bogen, så er dens tese eller påstand mindst lige så aktuel i nutidens danske situation som dengang. I forlængelse af debatten om sammenhængskraft og dermed om Danmarks truede fremtid vil jeg i denne sandhedens time tillade mig at citere følgende: »Folket er folkestyrets forudsætning. Men hvad er folkets forudsætning? Det er dets politiske selvstændighed. I nationalstaten har folket et hjem, inden for hvis vægge det kan forme sin tilværelse selv, og hjemmets eksistens er forudsætningen for, at folket vil afgøre sine anliggender ved fredelig overenskomst igennem stemmetal. Den nationale grænse er hjemmets væg. Der er døre og vinduer i væggen, så at man kan færdes ud og ind og se begge veje. Grænsen afskærer ikke folket fra dets naboer og dets omverden. Men den giver folket frihed til at være sig selv i selvfølgelighed og fred«. »Fædrelandet sætter folket, og folket sætter folkestyret - det er den lov, der knytter fædreland og folkestyre til hinanden i en sammenhæng, hvor det første led ikke kan forkastes, uden at grunden drages væk under det andet«.