0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danmarks geniale kolonipolitik

Den nationalistiske selvforståelse i det danske politiske system er den største barriere for en moderne selvstændighedsudvikling for landene i Nordatlanten.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det lød som en åbning, da VK-regeringen efter sin tiltrædelse i 2001 annoncerede en ny tone og en ny politik i forhold til Færøernes og Grønlands selvstændighed. Statsministeren talte om flere administrationsområder, der kunne hjemtages til Færøerne, og om øgede udenrigspolitiske handlemuligheder. Det lød som noget, der kunne bane vejen for det, vi har arbejdet så ihærdigt for i færøsk politik gennem de seneste år: politisk selvstændighed og fuldt økonomisk ansvar for det færøske samfund, så vi kan udvikle os i den moderne verden og træffe vore egne valg i globaliseringens udfordringer.

Vi havde på Færøerne efter de kuldsejlede selvstændighedsforhandlinger i år 2000 allerede selv taget et stort og drastisk skridt med en ensidig færøsk reduktion af de danske tilskud til Færøerne med over en tredjedel. Målt i økonomiernes størrelse havde vi sagt nej tak til et årligt tilskud, som efter danske forhold svarer til cirka 40 milliarder kroner.

Men de lysere forventninger fik en brat ende. VK-regeringens bebudede ændringer blev i foråret 2005 udmøntet i en såkaldt nyordning. Denne nyordning bestod i en udenrigspolitisk bemyndigelseslov og en overtagelseslov, som ifølge statsministerens egne ord ville »modernisere rigsfællesskabet«.

Overtagelsesloven understregede, at Færøerne ganske vist kan overtage nogle sagsområder fra Danmark og betale for dem selv, men Danmark beholder samtidig de områder, der er allervigtigst for et lands udvikling: udenrigspolitik, forsvarspolitik, valuta- og pengepolitik, højesteret og statsborgerskab.

Den anden lov om udenrigspolitiske beføjelser fastslog yderligere, at Færøerne kun kan agere på den internationale scene på Danmarks vegne under navnet 'Kongeriget Danmark for så vidt angår Færøerne'. Efter implementeringen af disse love er Færøerne altså reduceret til en fuldmægtig på Danmarks vegne.

Trods mange kritiske og advarende røster blev de to love alligevel slugt råt af et parlamentarisk flertal på Færøerne. Udkastet fra Christiansborg gled igennem det parlamentariske maskineri i Nordatlanten på rekordtid under et enormt tidspres. Alle normale demokratiske procedurer blev ignoreret, da en beslutning af historiske dimensioner blev taget uden den nødvendige oplysning, uden en folkelig debat, uden nogen bred opbakning, uden en forhandlingsproces, og uden at det færøske folk blev spurgt. Et skoleeksempel på, at et demokratisk system ikke er nogen garant for demokratiets realisering, og på, hvordan vi selv skaber vores egne nederlag. For de danske intentioner bag lovene blev jo først virkeliggjort, da et flertal i vort eget parlament stemte for, at Danmark kunne sætte lovene i kraft.

Men hvad er det, der får mig til at konkludere, at denne såkaldte nyordning er det største tilbageskridt for den færøske selvstændighedsbevægelse i nyere tid? Først og fremmest er det bestemmelsen om, at Færøerne og Grønland ikke har nogen politiske og retlige beføjelser over udenrigspolitikken, forsvars- og sikkerhedspolitikken, statsborgerskab, højesteret, valuta- og pengepolitik. Med andre ord er vi afskåret fra at tage ansvaret for vores forbindelser til omverdenen og dermed for vores lands moderne udvikling. Danmark kan spare pengene til at administrere nogle områder i den lokale færøske andedam, men beholder alle fordelene ved at kunne agere internationalt med Grønland og Færøerne under sit territorium. Sagt i tør regnskabsjargon så kan vi overtage hele debetsiden, medens Danmark beholder kreditsiden.

For det andet er det vedtagelsen om, at Færøerne, Grønland og Danmark skal agere som én enhedsaktør på den internationale scene. Det vil sige, at alle interesseforskelle og modstridende ønsker i det såkaldte rigsfællesskab skal ignoreres, når Danmark optræder på den internationale scene.

Konsekvenserne er graverende.

Den færøske regering kan ikke længere indgå i internationalt samarbejde som selvstændig aktør - som vi ellers havde tilkæmpet os ret til under den gamle hjemmestyrelov. Færøerne kan ikke få selvstændigt medlemskab i internationale organisationer. Færøerne kan ikke forhandle og indgå aftaler med et andet land på egne vegne, og Færøerne kan kort sagt ikke gå imod danske interesser og synspunkter i internationalt regi. Alt dette er nu mejslet i juridisk granit. Vi har hidtil fastholdt, at Danmark har ageret på Færøernes vegne i udenrigspolitik. Nu er det hele vendt om, så vi kun kan agere på Danmarks vegne, efter danske instrukser og dansk kontrol.

Det er ganske sigende, at alle initiativer i denne sag kom fra dansk side i foråret 2005. Den endelige udarbejdelse af lovforslagene blev foretaget i Statsministeriet, og alle hasteindkaldelser til møder og underskrivning af fælleserklæringer kom fra Christiansborg. Spørgsmålet er så, hvad der fik den danske regering til at tage disse initiativer. Hvorfor var det pludselig så nødvendigt at implementere disse love med så kort varsel? Hvorfor havde den danske regering pludselig et så stærkt ønske om at konstruere et såkaldt nyt rigsfællesskab? Svaret er indlysende. På det tidspunkt, lovforslagene så dagens lys, nærmede folkeafstemningen om en EU-forfatningstraktat sig. Og et af problemerne var den åbenlyse kollision mellem en øget dansk EU-integration og det såkaldte rigsfællesskab.

Danmark er som bekendt medlem af EU, mens Færøerne og Grønland har valgt at stå udenfor. Danmark varetager stadigvæk centrale sagsområder på vegne af Færøerne og Grønland. Med en EU-forfatningstraktat ville rammerne blive lagt for, at også de sagsområder, som Danmark har administreret på vegne af Færøerne og Grønland, ville blive besluttet eller koordineret i EU-regi. Med andre ord ville konsekvenserne af et dansk ja være, at Færøerne og Grønland langsomt blev sluset ind i EU ad bagdøren. Udenrigspolitik, forsvars- og sikkerhedspolitik, retspolitik, statsborgerskab, valutapolitik, asyl- og visumpolitik er blot nogle af de områder, som forfatningstraktaten ville lægge nye eller ændrede rammer for (og endnu mere åbenlyst med en efterfølgende ophævelse af de danske forbehold). Og det er præcis disse områder, som man i den nye overtagelseslov har udelukket Færøerne og Grønland fra at overtage.

Selv blandt de politiske partier på Færøerne, der erklærer sig som tilhængere af det såkaldte rigsfællesskab, var der i foråret 2005 fremsat krav om, at et dansk ja til forfatningstraktaten nødvendigvis måtte medføre, at Færøerne skulle overtage udenrigs- og forsvarspolitikken - eller at man i det mindste fik en folkeafstemning i Færøerne om sagen. Det var altså nødvendigt for den danske regering at finde en vej ud af situationen, hvor Danmarks øgede integration i EU ville føre til en indre opløsning af det såkaldte rigsfællesskab med Færøerne og Grønland. Derfor var det så vigtigt at få gennemtrumfet en ny lovgivning for Færøerne og Grønland, som fastslår med syvtommersøm, at Færøerne og Grønland ikke kan overtage og bestemme sine forhold til omverdenen. I tilfælde af interessekonflikter fastslår man i den nye lovgivning, at Danmark har beslutningsretten.

At den danske folkeafstemning om EU-traktaten blev aflyst, få dage efter at de nye love var endeligt vedtaget, var blot skæbnens ironi, for da var fælden allerede klappet for os. Danmark havde indført en ny skillelinje, hvorom den kolonipolitiske balanceakt kunne bestå: at Danmark på den ene side udadtil overlader øget suverænitet til EU og kan optræde som en moderne international aktør. Og på den anden side fastholder suveræniteten over sine tilbageværende kolonier og bevarer den gammeldags konstruktion af et dansk nationalt enhedsrige.

Set i dette lys er 'nyordningen' fra sidste år i virkeligheden et genialt politisk mesterværk. Det har banet vejen for Danmarks øgede integration i EU ved at gennemtrumfe en folketingslov, der reducerer Færøerne og Grønland til fuldmægtige, der kun kan handle på Danmarks vegne. Dermed kan Danmark holde fuld kontrol med, at Færøerne og Grønland ikke slår sprækker i den danske enhedsstat, når de vil indgå i internationalt samarbejde. Dette er sket, på trods af at det færøske folk aldrig har givet den danske stat suverænitet over færøske forhold. Det færøske folk har aldrig sat den danske grundlov i kraft på Færøerne som sin egen og har aldrig fragivet sine bemyndigelser over udenrigspolitiske anliggender.

Kronen på værket er, at med denne 'nyordning' kan færingerne nu internt strides om at overtage de udgiftstunge lokale områder, der endnu er danske - og hvis Færøerne vil forhandle med andre lande, er det på Danmarks vegne, mens alle udgifterne skal betales af Færøerne. Før har Danmark betalt for at fastholde suveræniteten over Færøerne. Nu betaler Færøerne selv for at stå i en lovbestemt rolle som dansk provins.

Men denne geniale måde at føre moderne kolonipolitik på bygger på en stærk antagonisme i dansk politik. Ude i verden er Danmark det lille, søde land, der forsøger at klare sig blandt de store, og som har markeret sig som folkerettens og demokratiets beskytter. Men over for Færøerne og Grønland presses en politik igennem, der bygger på de gamle nationalstaters logik og kolonialisme. Folketing, regering og danske eksperter gentager til hudl