0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tak for kaffe

Det er 25 år siden, jeg fik dansk indfødsret. Men selv om Rikke Hvilshøj har sagt, at det er noget meget specielt at være dansk, har jeg hverken lyst til eller behov for at 'være dansk'. Jeg har det fint med at være gæst.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For 50 år siden, da jeg kom til Danmark, var det ikke et offentligt spørgsmål, om jeg skulle integrere mig. Især ikke for en, der i forvejen var lys og blåøjet.

Jeg mødte nogle mennesker, der var vildt begejstrede for at kende en amerikaner fra New York. Jeg mødte andre, der ikke kunne fordrage amerikanere. Dem om det.

Hvorom alting er, da jeg havde været gift med en dansker og havde boet i Danmark i 3 år, blev jeg indkaldt til et kontor og spurgt, om jeg ønskede dansk statsborgerskab. Næh, tak. »Jamen«, sagde manden, »så lægger vi din sag i bunden af en skuffe indtil en anden gang«. Han gav hånd og smilede.

Så skulle jeg have min opholdstilladelse fornyet regelmæssigt hos Rigspolitichefen, hvor jeg blev spurgt, om jeg var protestant eller katolik.

På et andet kontor tog jeg den stump papir, jeg havde tilbage fra mit New York-førerbevis, og fik det byttet på stedet til et dansk.

Min danske svigerfar, derimod, var meget optaget af, at jeg lærte at være dansk. Han instruerede min mand i, hvordan man burde opdrage sin kone. Jeg måtte forstå, at i Danmark havde man potteplanter i vinduet; at til et eftermiddagsgæstebud skulle jeg servere sød vin af en eller anden, helst flere, arter. At man ikke inviterede fremmede til jul. At man stille og højtideligt hørte kongens nytårstale, som kongen altid sluttede med: »Gud Bevare Danmark« (og som min svigermor altid sluttede med at sige til kongen: »Og dig!«). At det var barbarisk at servere og spise mad uden bestik, som for eksempel hamburgere og pommesfriter. Han spurgte også, hvor længe vi skulle leve på polsk. Det var nemlig sådan, på grund af boligmanglen, at de fleste unge par, vi kendte, boede hver for sig, indtil de blev gravide, så blev de gift og kunne få en lejlighed.

Min svigerfar var heller ikke alene i sine bestræbelser på at gøre mig dansk. Vores værtinde, hos hvem vi boede til leje i det halve af hendes hus, og som havde fået at vide, at vi var gift, forklarede mig, at jeg skulle sørge for gardiner i vinterhaven, en stor glaskarnap, der vendte ud mod gaden. Hellere end gerne! Ivrig gik jeg i gang med at sy mørkeblå gardiner med rødt tingeltangel. Det var ikke lige det, hun mente. Min svigermor reddede situationen ved at bringe nogle blege, fimsede, halvt gennemsigtige klude og hænge dem op.

Der var en taxachauffør, der forklarede mig om mønterne, at de største var ikke de mest værdifulde.

Der var en ekspeditrice på et posthus, der forklarede mig mange ting, som jeg ikke mere kan huske, blot det, at jeg fortalte min mand, at hun var 'rigtig klog'.

Det kunne man ikke sige.

Man kunne sige, at en var 'ikke rigtig klog'. Man kunne spørge: Er du 'rigtig klog?'. Men ikke at nogen var 'rigtig klog'. Hvis man spurgte en dansker, om hun talte engelsk, svarede hun, »A little«. Det var som regel en underdrivelse. Hvis man snakkede om Danmark som land, fik man at vide, at »Danmark er et lille land«. Jeg fornemmede, at det mente man heller ikke i virkeligheden. Folkeregistret var jeg ikke vant til, og i starten var jeg nok sådan lidt paranoid omkring det. Siden har jeg kunnet se fordelene med det, men det er mig et fremmed begreb stadigvæk.

Så opdagede jeg, at vi betalte kirkeskat. Det kunne jeg ikke være med til. Og i kirken blev kongehuset velsignet af præsten. Det kunne jeg heller ikke være med til. Den kultur, jeg kom fra, blev i sin tid netop etableret på adskillelse af kirke og stat, og kongehus havde man heller ikke. Min svigermor var meget glad for kongehuset og tog mig med til Amalienborg Slotsplads en kold dag i marts for at hylde kongen på hans fødselsdag.

Der var en købmand i en kælder i Saxogade. Der kunne jeg hente en dunk petroleum til 'kakkelovnen'. Jeg ved ikke rigtig, hvad man ellers kunne købe der. Der var meget lavt til loftet og mørkt, men jeg hørte andre komme ind og spørge efter to pund brune, hvorefter den lille blege og krumbøjede købmand skyndte sig ud bag i butikken og hentede noget i en pose. Så en dag tog jeg mig sammen og spurgte efter 2 pund brune. Det viste sig at være små kartofler.

I det hele taget var det at handle ind en spændende og udfordrende opgave. Der var jo en købmand, en slagter, en bager ... men så var der et ismejeri, og Schous Sæbehus og en manufakturhandler, og jeg tror, de var nedlagt, inden jeg fandt ud af alt, hvad de solgte. Hvor købte man sytråd og søm og et piskeris?

En gang spurgte jeg bageren om gammelt brød, da jeg ville lave fars til en fjerkræret. Jeg undrede mig over, at de ikke havde noget, men min mand sagde, at kun de allerfattigste tiggere bad om gammelt brød. Man kunne derimod få julegåsen stegt i bagerens ovn, hvis man ikke selv havde sådan en.

Jeg lærte også at gå i offentligt bad i Adelgade, da vi ikke havde bad, der hvor vi boede. Det var luksus, især på en diset kold vinterdag. Alligevel undrede det mig, at folk ikke havde bad hjemme. Derfor besøgte vi nogle af min mands venner, der boede lidt uden for byen i et splinternyt kvarter af klyngehuse.

Badeværelset blev stolt vist frem med badekar! Et siddebadekar; et halvt badekar, syntes jeg, men på vej i den rigtige retning.

Det må være svært at komme ind i et nyt samfund, hvis begge parter er udlændinge. Der er så meget, man ikke ved noget om. Hvordan tingene fungerer. Jeg kender et flygtningeægtepar fra Irak, ikke helt unge. Ved et tilfælde opdagede de, at jeg havde et lille frimærkehæfte. De blev glade for at lære, at det fandtes. Ofte som indvandrer ved man ikke, hvad man kikker efter, fordi man ikke ved, hvordan det ser ud.

Det gør det unægtelig nemmere, hvis man er sammen med en indfødt, hvis der er en familie, der tager imod en, et venligt og åbent socialt netværk. Og det, at man er forelskede, er en stor gevinst, man er vældig inspireret til at lære så meget som muligt.

Det var for eksempel mig meget fremmed at skulle præsentere mig selv, når jeg mødte nye mennesker, at række hånden frem og sige, »Goddag, jeg hedder ...«. Men omsider, ved at øve mig derhjemme, fik jeg modet til at gør det. »Goddag«, sagde jeg til damen ved et middagsselskab, »jeg hedder Patricia Jensen«.

Damen knækkede i latter og sagde: »Det kan man da ikke hedde!«. Så holdt jeg op med det. Forklaringen var, at hun syntes, at Patricia var så smukt et navn, og Jensen var så almindeligt.

Ret ofte i det første år cyklede jeg til Den Amerikanske Ambassade, der havde et stort og flot bibliotek i en sidebygning. Der var ikke bare alle de bøger, jeg endnu ikke havde fået læst (jeg arbejdede mig støt igennem skønlitteraturen), der var også et lavt og stort rundt bord omgivet af lænestole, hvor man kunne sidde og nyde ugebladene og ryge. Det var tider.

Derhjemme læste vi Politiken. Jeg læste annoncer i starten: 'Klip toppen af skatten', var der en, der hed, og 'Gone With The Wind', som man skulle til Malmø for at se. Inden ret længe var jeg så dygtig til at læse annoncer, at jeg fandt en seng, som var til salg hos en keramiker i den indre by. Lørdags-Politiken var noget helt særligt, da den indeholdt et magasin med kunst og litteratur. Det var hygge!

Ferie og helligdage var også noget nyt og spændende. For mig er Skt. Hans den mest danske af alle danske højtider. Kan man opleve og fatte Skt. Hans, kan man forstå noget om Danmark, synes jeg. Det er naturen og nationalismen med et stænk af hedensk kristendom. Det ældgamle landskab, en bakke, en eng, en dyb brølen fra en ko, luften, der bliver fugtig, de underspillede farver og en lille flok folk, der står samlet i et fællesskab under en diset himmel, som om de har stået der i 5.000 år. Det er nu ret meget dansk for mig.

Engang besøgte vi nogle venner i deres sommerhus i Nordsjælland. Desserten blev bragt op fra den kolde kælder, koldskål med guldkorn. Det var da en oplevelse. Senere oplevede jeg vigtigheden af en kold kælder i vores eget sommerhus. Problematisk var det måske også indimellem med spædbørn og ble, især i regnvejr, i sommerhuset, uden strøm og toilet, så man kogte bleerne på gasblus (nej, der var hverken kvikvask eller smide-væk-bleer) og draperede dem på snor i huset i håb om, at regnen snart holdt op.

Påsken var en særlig tid, med mange traditioner. Engang tog vi til Bornholm. Alt syntes at være lukket undtagen restauranten på vores hotel, hvor vi påskelørdag kunne få lidt abrikosbrandy. Alle andre steder, beværtninger, biografen, butikker, var lukket undtagen lørdag til klokken 13.

Julen ligeså. Ugen op til jul var sjov, fordi alle butikker holdt længe åbent, så presset for at få handlet ind inden klokken 17-17.30 var mindsket. Under selve julen, derimod, var der intet, der var åbent i mange dage. Det fandt jeg lidt frygtindgydende. I det hele taget fandt jeg julen lidt besværlig, denne venten hele dagen var meget svært for små børn. Hvis familien skulle komme, holdt vi dansk jul, men ellers amerikansk, hvor man starter med gaverne tidligt om morgenen. På et tidspunkt flyttede vi langt ud på landet ... selv min mand forstod